"Det palæstinensiske spørgsmål" var aldrig nøglen til stabilitet
De seneste måneder har endegyldigt vist, hvilken vrangforestilling en af de mest forfejlede teorier om udvikling og fred i Mellemøsten er. I en årrække har udenlandske embedsmænd, eksperter og kommentatorer hævdet, at der ville blive fred i Mellemøsten, hvis den israelsk-palæstinensiske konflikt blev løst. Linkage (= sammenkædning, red.) er betegnelsen, der er blevet anvendt om dette forhold.
Af Danny Ayalon, viceudenrigsminister i Israel, Morgenavisen Jyllands-Posten (2. marts 2011)
De seneste måneder har endegyldigt vist, hvilken vrangforestilling en af de mest forfejlede teorier om udvikling og fred i Mellemøsten er.
I en årrække har udenlandske embedsmænd, eksperter og kommentatorer hævdet, at der ville blive fred i Mellemøsten, hvis den israelsk-palæstinensiske konflikt blev løst. Linkage (= sammenkædning, red.) er betegnelsen, der er blevet anvendt om dette forhold.
Den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter blev engang spurgt: "Er linkage-politikken rigtig?" Han svarede: "Jeg tror ikke, det er et spørgsmål om en linkage-politik, men om en linkage-kendsgerning. Vejen til fred i Mellemøsten går uden tvivl gennem Jerusalem."
En anden begejstret tilhænger af linkage er den tidligere amerikanske nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski, der sagde: "Den israelsk-palæstinensiske konflikt er det mest eksplosive og udfordrende problem i den arabiske verden."
Afsløringerne fra Wikileaks viste, at den israelsk-arabiske konflikt stod relativt lavt på listen over presserende emner i regionen hos arabiske beslutningstagere.
Disse uofficielle drøftelser afslører, at arabiske ledere er optagede af den foruroligende trussel, som Iran udgør, og kun tvungent udtaler sig om "det palæstinensiske spørgsmål", som en førende amerikansk diplomat med mange års erfaring fra Mellemøsten udtrykte det i The New York Times forleden.
Fra rystelse til dødsstød
Afsløringerne rystede linkageargumentet i dettes grundvold, men nylige begivenheder i Mellemøst-regionen har tildelt det dødsstødet.
I fjor udsendte FN's udviklingsorganisation, United Nations Development Program, sin Human Development Report for arabiske stater med deltagelse af arabiske eksperter.
Ifølge rapporten er den arabiske verden utilstrækkelig på alle områder inden for menneskelig udvikling, f.eks. frihed og selvstændiggørelse af kvinder og uddannelse.
Dertil kommer, at næsten 50 pct. af den arabiske verden lever under den internationale fattigdomsgrænse. Hvis den arabiske verden blot skal kunne bevare sin aktuelle status, som er på laveste trin på udviklingsstigen, skal der skabes 51 millioner arbejdspladser over de næste 10 år.
Fødevareusikkerhed, ørkenspredning og faldende vandressourcer har bidraget til at placere dele af den arabiske verden ved en afgrund. Det nylige kaos på gaderne i hovedstæder i den arabiske verden anskueliggør denne manglende stabilitet.
Dertil kommer, at linkage-argumentet har gjort det muligt at forsømme ansvar for alt, der sker uden for de få kvadratkilometer, som Israel udgør, og som svarer til mindre end en syvhundrededel af den arabiske verden. Selv betegnelsen "Mellemøsten-konflikt" er lemfældig, fordi den betoner det særegne og enestående i vor konflikt, måske endog en af de mindst blodige og destruktive, i en region, der kender til talrige nylige og fortsatte konflikter.
Flertallet ønsker fred
Af de 11 millioner muslimer, der er blevet dræbt under voldelige konflikter siden midten af det 20. århundrede, da staten Israel blev grundlagt, blev mindre end en tiendedel af 1 pct. muslimer dræbt i forbindelse med den israelsk-palæstinensiske eller israelsk-arabiske konflikt. Over 90 pct. af alle muslimer, der blev dræbt i nævnte periode, blev dræbt af muslimske medborgere.
Jeg er sikker på, at flertallet af borgerne i Mellemøsten, inklusive israelerne, ville ønske, at der herskede fred mellem Israel og palæstinenserne, men hvis presset for at få underskrevet en fredsaftale øges urimeligt, vanskeliggøres tingene.
Just de, der føler, at et utopisk Mellemøsten opstår, når de israelske og palæstinensiske ledere har sat deres respektive underskrifter på et stykke papir, udviser mangel på forståelse for problemerne og gør det vanskeligere at løse konflikten.
Desværre vil der være radikale elementer her i regionen, længe efter, at blækket på en aftale er blevet tørt. For at forstå det behøver vi blot at lytte til de radikale elementer selv.
Bin Ladens "krigserklæring"
I 1996 kom Al Qaida frem med Osama bin Ladens fatwa eller "krigserklæring". Den lange, usammenhængende fatwa var på over 11.000 ord og skældte ud på alt, der skønnedes uacceptabelt for hans form for militant islam. Den israelsk-palæstinensiske konflikt var næppe til at få øje på og var kun en anmærkning til alle de generelle klagepunkter, som bin Laden fremførte.
Israelerne, inklusive den israelske regering, ønsker en fredsaftale med alle deres naboer, men det må ikke ske på bekostning af vor eksistens. Nylige begivenheder har kun bekræftet over for Israel, at vi lever i en barsk region med hastige omskiftelser. Hvis Israel underskriver en fredsaftale, må Israel vide, at den er permanent, stabil og sikker og ikke betinget af ændrede forudsætninger.
Kan ikke tage chancer
Israel, der kun er et par kilometer bredt, kan ikke tillade sig at tage mange chancer for så vidt angår sin befolknings sikkerhed. Hovedparten af indbyggerne i Israel bor inden for et panserværnsvåbens rækkevidde fra Den Grønne Linje (mellem Israel og Vestbredden, red.).
De, der er fortalere for linkage, lukker øjnene for virkeligheden på den anden side af Israels grænser. Nylige begivenheder har henledt det internationale samfunds opmærksomhed på, hvori de udfordringer, Mellemøsten står overfor, reelt består.
Lad os håbe, at dette bredere perspektiv på tingene viser sig at være konstruktivt i forhold til at tage udfordringerne op, og at den israelsk-palæstinensiske konflikt kan genantage sine rette proportioner, så muligheden for dens løsning bliver større.
