Det israelske flag

Palæstinenserne er imod fred med Israel

Det er ikke et uforsonligt Israel, der er årsag til den manglende fred mellem Israel og palæstinenserne og etablering af en palæstinensisk stat. Israel er parat til at give afkald på land, men aldrig mere uden fred.

Af Charles Krauthammer, The Washington Post, Morgenavisen Jyllands-Posten (6. september 2011)

Det er ikke et uforsonligt Israel, der er årsag til den manglende fred mellem Israel og palæstinenserne og etablering af en palæstinensisk stat.

Det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas' forsøg på at få FN til ensidigt at proklamere en palæstinensisk stat er blevet mødt med en udbredt sympati, men det er diplomatisk ubekvemt for Vesten. Hvilket valg havde han, da det kom til stykket?

Ifølge den alment anerkendte fortælling er fred i Mellemøsten blevet gjort umulig af et Israel-ledet hard-line Likud-parti, der nægter at acceptere en palæstinensisk stat og fortsætter med at opføre bosættelser.

Det er forbløffende, at denne enorme fordrejning af sandheden er blevet alment accepteret. I virkeligheden har Benjamin Netanyahu ført sin koalition til en åben anerkendelse af en palæstinensisk stat, og således har han skabt den første nationale konsensus i Israel om en tostatsløsning. Han er også den eneste premierminister, der har indvilliget i en fastfrysning af bosættelser - 10 måneder - noget ingen Arbejder- eller Kadima-regering nogensinde har gjort.

Boykot af forhandlinger

Abbas reagerede med en boykot af forhandlinger i ni måneder, hvorpå han dukkede op og udvandrede, da fristen for fastfrysningen udløb. I sidste uge gentog han, at han vil fortsætte med at boykotte fredsforhandlinger, med mindre Israel på forhånd opgiver alle territorialkrav uden for 1967-grænserne. Det indebærer f.eks., at det jødiske kvarter i Jerusalem skal være palæstinensisk territorium. Dette er ikke blot absurd. Det krænker alle forudgående fredsaftaler. Abbas insisterer uden vaklen på den såkaldte "ret til tilbagevenden", der vil tilintetgøre Israel demografisk ved at overfylde det med millioner af arabere. På den måde bliver verdens eneste jødiske stat til verdens 23. arabiske stat. Og han har gentagne gange erklæret, senest i New York under FN's Generalforsamling: "Vi vil ikke anerkende en jødisk stat"".

Det er heller ikke nyt. Det er helt i overensstemmelse med den lange historie med palæstinensisk afvisningspolitik. Hør blot:

  • Camp David i 2000 - på et amerikansk arrangeret topmøde tilbød premierminister Ehud Barak en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza til Yassir Arafat - og ganske forbløffende en førhen utænkelig deling af Jerusalem. Arafat afviste det. Og fremsatte ikke et modforslag, og således viste han, hvor useriøs han var, når det gjaldt en hvilken som helst aftale. I stedet iværksatte han i løbet af to måneder en ondsindet terrorkrig, der dræbte 1.000 israelere.
  • Taba i 2001 - en endnu bedre aftale, det var Clintons model, blev tilbudt. Arafat sagde igen nej.
  • Israel i 2008 - premierminister Ehud Olmert bøjede sig ultimativt for palæstinensiske krav: 100 pct. af Vestbredden (med landbytte), en palæstinensisk stat, delingen af Jerusalem, hvor de muslimske dele ville blive hovedstad i et nyt Palæstina. Og utroligt nok tilbød han at overdrage byens hellige steder inklusive jødedommens helligste sted, Grædemuren, til en international institution, hvor Jordan og Saudi-Arabien har sæde.

Hvorfor et nej?

Accepterede Abbas? Selvfølgelig ikke. Hvis han havde, ville konflikten være slut, og Palæstina ville allerede have været medlem af FN. Dette er ikke en ældgammel historie. Alle tre fredsforhandlinger fandt sted inden for de seneste 10 år. Og alle modsiger fuldkommen den stupide fortælling om Israels "uforsonlighed" som en forhindring for fred.

Bosættelser? Alle bosættelser inden for det nye Palæstina skulle tilintetgøres og tømmes, præcis som det skete i Gaza. Så hvorfor sagde palæstinenserne nej? Jo, for hvis de havde sagt ja, skulle de have underskrevet en endelig fredsaftale, der anerkendte en jødisk stat på det, de betragter som muslimsk arvegods.

Det centrale ord her er "endelig". Palæstinenserne er ganske villige til at underskrive midlertidige aftaler som Oslo-aftalen; rammeaftaler som i Annapolis; våbenhviler som den i 1949. Alt undtagen en traktat, der afslutter konflikten engang for alle og efterlader en jødisk stat på landkortet.

Land uden fred

Hvorfor gik Abbas egentlig til FN for nylig? I næsten et halvt århundrede har USA søgt en Mellemøst-aftale på basis af formlen "land for fred". Land for fred førte til freden mellem Israel og Egypten i 1979 og mellem Israel og Jordan i 1994. Siden har Israel tilbudt palæstinenserne land for fred tre gange. Og er blevet afvist hver gang.

Hvorfor? Af præcis samme årsag, som fik Abbas til for nylig at gå til FN: For at få land uden fred. Suverænitet uden nogen gensidig anerkendelse af en jødisk stat. En stat uden forhandlinger. Et uafhængigt Palæstina i en fortsat tilstand af krig med Israel.

Israel gav afkald på land uden fred i 2000 i Sydlibanon og fik en krig til gengæld (Libanon-krigen i 2006) og 50.000 Hizbollah-raketter, der nu er rettet mod det israelske hjemland. I 2005 gav Israel afkald på land uden fred i Gaza og blev igen belønnet med krig og raketangreb fra en palæstinensisk ministat, der åbenlyst gik ind for folkedrab. Israel er parat til at give afkald på land, men aldrig mere uden fred. En endelig fred. Som netop er, hvad enhver palæstinensisk leder fra Haj Amin al-Husseini til Yassir Arafat og Mahmoud Abbas har afvist.Territoriale stridigheder kan løses - eksistentielle konflikter kan ikke. Land uden fred er en invitation til nationalt selvmord.

Israel er parat til at give afkald på land, men aldrig mere uden fred.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 6.10.2011