Fred kræver mod og ansvar
Det palæstinensiske selvstyre har haft flere muligheder for at udråbe en ny palæstinensisk stat, men modet og viljen har svigtet. Vores håb er en tostatsløsning, men det at undgå dialog er kun med til at holde liv i denne ulykkelige konflikt - nu foreligger der et oplæg til dialog, så grib den, og vær med til at sætte en dagsorden.
Af Ella og Henrik Chievitz, bestyrelsesmedlemmer i Fælleskomitéen for Israel og DIF, Silkeborg, Morgenavisen Jyllands-Posten (15. juli 2020).
Mai Møller Nielsen indledte sin kronik "Palæstinensiske liv betyder (også) noget" med en klassisk fejlantagelse. Historisk set har der aldrig eksisteret et selvstændigt palæstinensisk land.
Faktum er, at det var araberne/palæstinenserne, der valgte at sige nej til en tostatsløsning i 1948. I stedet valgte de krig og terror for at forhindre Israel i at genopstå, og valget havde og har voldsomme konsekvenser i dag.
Hvad angår Israel og legitimitet, er det overfladisk at knytte Israels legitimitet til USA - den jødiske historie, kultur og religion er tæt forbundet til disse områder gennem flere tusinde år og kan ikke udskrives af vores fælles historie. Det palæstinensiske selvstyre fastholder sin befolkning i et tomrum.
At påstå, at de israelske bosættelser er ulovlige, er ikke et holdbart argument, da bosættelserne er opført på områder, der ikke er forhandlet på plads. Området, hvor de jødiske bosættelser er, befinder sig i de områder, Israel indtog i 1967-krigen. Disse områder var underlagt jordansk og ægyptisk styre fra 1948 frem til 1967, områder, der skal forhandles om med fokus på bl.a. fred og gensidig respekt samt sikkerhed for Israel jf. FN's Sikkerhedsråds resolution 242.
I forbindelse med forhandlinger må bosættelser indgå, og i øvrigt må det gøre sig gældende, at en ny palæstinensisk stat ikke kan definere sig som jødefri. Husk på, at der bor lige ved 2 mio. muslimer, kristne, drusere og andre i den jødiske stat, Israel - de, der så ihærdigt støtter en ny palæstinensisk stat, har vel også fokus på demokrati og rettigheder for alle.
Hvad angår Mai Møller Nielsens ophold i Ramallah: Det er selvfølgelig dybt beklageligt at blive vækket om natten af israelske soldater, der i døgndrift arbejder på at forebygge terror og drab på jøder. Hun burde se dybere på grunden for denne indsats ved bl.a. at sætte fokus på den støtte, der gives af det palæstinensiske selvstyre i forhold til at vedligeholde vold og had rettet mod den jødiske stat Israel.
Det palæstinensiske selvstyre fastholder sin befolkning i et tomrum. Problemet er, at de store beløb, som selvstyret modtager i støtte fra EU/FN, ikke omsættes til befolkningens bedste, men i stedet forsvinder i et tomrum.
Hvad angår fri bevægelighed på Vestbredden, bærer det palæstinensiske selvstyre et ansvar for at sikre, at terrorister ikke trænger ind i Israel.
Indtil da er det den israelske stats opgave at forhindre terror rettet mod dens befolkning.
At sammenkæde jøder i og uden for Israel med, hvad den israelske regering gør, er bekymrende på samme måde som at ansvarliggøre herboende muslimer eller andre for, hvad der foregår langt fra Danmark.
At koble sig på Black Lives Matter er kynisk at udnytte en platform. Faktum er, at det palæstinensiske selvstyre har haft flere muligheder for at udråbe en ny palæstinensisk stat, men modet og viljen har svigtet de palæstinensiske magthavere hver gang.
Vores håb er en tostatsløsning, men det at undgå dialog er kun med til at holde liv i denne ulykkelige konflikt - nu foreligger der et oplæg til dialog, så grib den, og vær med til at sætte en dagsorden.
