En aftale, der giver håb
Fredsaftalen mellem De Forenede Arabiske Emirater og Israel om gensidig anerkendelse og oprettelse af diplomatiske forbindelser er en positiv udvikling.
Af Lederen, Morgenavisen Jyllands-Posten (15. august 2020).
De Forenede Arabiske Emirater og Israel er blevet enige om at normalisere forbindelserne, hvilket er ensbetydende med, at Emiraterne anerkender Israels ret til at eksistere inden for sikre grænser. Fredsaftalen blev en realitet under et telefonmøde torsdag mellem USA's præsident Donald Trump, Israels premierminister Benjamin Netanyahu og Abu Dhabis kronprins Mohammed bin Zayed al-Nahyan.
Afgørende for, at aftalen er kommet i hus, er et israelsk tilsagn om at suspendere planerne om at annektere Vestbredden. At der kun er tale om en suspension, har allerede vakt kritik. Internationalt har Israel været under massivt pres for at opgive planerne, men har de banet vejen for aftalen med Emiraterne, har alene truslen vist sin værdi. Siden grundlæggelsen i 1948 har Israel været betragtet som en paria i Mellemøsten og har stort set uophørligt måttet kæmpe for sin selvstændighed.
I 1978 valgte Egypten som det første arabiske land at indgå en separat fredsaftale med Israel, hvilket bl.a. førte til 10 års suspension fra Den Arabiske Liga. Fredsaftalen var også en væsentlig faktor bag attentatet mod præsident Anwar Sadat i oktober 1981. I 1994 indgik Jordan en fredsaftale med Israel, der har holdt siden på trods af den israelske bosættelsespolitik på Vestbredden. Der skulle altså gå et kvart århundrede, før endnu et arabisk land valgte at anerkende det eneste demokratiske land i Mellemøsten.
Der er grund til at glæde sig over aftalen, og forhåbentlig vil den få Saudi-Arabien, Oman, Kuwait, Bahrain og Qatar til at overveje også at anerkende Israel og etablere diplomatiske forbindelser. Ikke mindst Irans ambition om at blive den dominerende magt i Mellemøsten - støttet af Kina og Rusland - tegner ildevarslende perspektiver. Kina har overtaget USA's afhængighed af olie fra Den Persiske Golf og har derfor store økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser i regionen, herunder at underminere sanktionerne mod Iran.
Aftalen vil utvivlsomt blive udlagt som en udenrigspolitisk triumf af præsident Trump, men virkeligheden er, at når Israel og Emiraterne har fundet sammen, skyldes det ikke mindst, at USA de senere år har distanceret sig fra Mellemøsten og til dels Irans aggressive ekspansion, hvilket tvinger præstestyrets fjender til at søge sikkerhed hos hinanden. Under Trump har USA definitivt forladt den strategi, der blev fulgt under præsident Obama om at normalisere forholdet til Iran. Atomaftalen fra 2015 blev af regimet i Teheran ikke brugt til udsoning, men i stedet til at opruste og udstrække Irans magt til hele Mellemøsten.
Ingen tvivl om, at palæstinenserne står tilbage som de store tabere, men det er langt hen ad vejen selvforskyldt.
Årtiers intern splittelse og afvisning af alle velmente forsøg på at skabe en varig fred har sendt palæstinenserne ud på diplomatiets sidespor i en sådan grad, at de arabiske lande for alvor kan se fordelene ved at stå på god fod med Israel - da i særdeleshed i lyset af den eksistentielle trussel fra Iran. De arabiske golfstater har også fælles interesser med Israel, når det gælder om at forsvare sig mod terrororganisationer som Isis, al-Qaeda og Hizbollah.
Fred i Mellemøsten skaber Emiraternes forstandige skridt ikke, men det palæstinensiske selvstyre bør tage bestik af den ændrede virkelighed og finde et kompromis med Israel om en tostatsløsning. Om noget signalerer aftalen mellem Emiraterne og Israel, at palæstinenserne har opbrugt det sidste indestående på goodwillkontoen.
