Jødisk, kristen og muslimsk humor
I humorens hellige navn. Både jøder og kristne kan gøre grin med religionen mens det for muslimer er lidt mere alvorligt. Og hvad med den politiske korrekte religiøse humor?
Herunder beskrives kort humoren inden for de tre store monoteistiske religioner, hvordan det udarter sig i praksis og er der grænser for hvad og hvem man kan gøre grin med?
Jødisk humor
Jøderne er kendte for deres bramfri religiøse humor, hvor hverken Gud, Moses eller den lokale rabbiner går ram forbi. Nok må man ikke tage Herrens navn forfængeligt, men det forhindrer ikke, at Herren optræder i alle mulige jokes eller sketches. Jødedommen har gjort humoren til en del af selve religionen.
Men heller ikke de israelske politikere, jødiske mødre og andre går fri, da jøder kan gøre grin med næsten alt og alle, inkl. sig selv og religionen.
Den jødiske humor er et resultat af jøderne som en forfulgt minoritet, der har måtte affinde sig i nederlag og undertrykkelse gennem historien. Humoren blev derfor en slags overlevelses- og forsvarsmekanisme, hvor man ved at ironisere over ens skæbne kunne distancere sig fra den barske hverdag og håbløshed.
Selvironien har derfor altid været et af jødernes bedste våben i en verden, hvor de føler sig uvelkomne, forfulgte og uønskede. For nogle er humor den svages våben, det eneste våben man har til at slås imod den ubehagelige virkelighed.
Jødisk humor, der er underfundig, ironisk og selvironisk, er blevet lidt af et begreb og det er bemærkelsesværdigt, at en humor der oprindeligt var begrænset til en etnisk gruppe, har vundet genklang og udbredelse i brede kredse.
Se de øvrige sider om jødisk humor eller læs mere om jødedommen.
Kristen humor
"Se altid livet fra den lyse side" synger den korsfæstede i filmen "Life of Brian" (Et Herrens Liv), som var Monty Pythons parodi på (jøden) Jesus liv i Det Hellige Land. Korsfæstelsen, hvor Guds søn giver sit liv for menneskene, selve kernen i den kristne tro, forvandlet til en musical og komedie med en fløjtende Frelser på korset.
Er det morsomt? De fleste synes det og det er kun de færreste, der lader sig forarge af filmen. Ganske vist blev filmen forbudt i en periode i Norge efter krav fra kristne grupper, da den kom frem, men i dag kender de fleste titelmelodien, som jævnligt kan høres i radioen.
Hos de fleste kristne er intet helligt, da man sagtens kan gøre grin med Gud, Moses, præster og andre hellige personer (se f.eks. striben "Her går det godt" eller "Statsministeren", som bringes i forskellige aviser og findes som tegneseriehæfte). Retten til at grine af alt i humorens hellige navn er vigtig for kristne, selv om der er forskel på hvad de enkelte synes er morsomt.
Et godt eksempel var den irske komiker Dave Allen, hvis show blev vist for en del år siden i dansk TV (Finn'sk Fjernsyn var en dansk kopi uden det religiøse indhold). Dave Allen, der selv var katolik, havde mange religiøse sketches, hvor han gjorde grin med den katolske kirke, munke og nonner men det var dog på en sjov og respektfuld måde og ikke ondskabsfuldt.
Der findes dog kristne fundamentalister, der er modstandere af religiøse karikaturer og film, der er kritiske over for kristne og kristendommen eller som gør grin med dem.
Der har været enkelte tilfælde, hvor personer bevidst har anvendt kristne symboler, personer og begivenheder som et middel til at få opmærksomhed og omtale i medierne, hvor det ikke har haft noget at gøre med humor eller forsøg derpå men kun for at fremhæve personen selv.
Muslimsk humor
Kan man grine af Allah, Muhammed og alle de alvorlige og strenge mullaher med deres lange skæg og pudsige hatte? Må vantro gøre det? Kan man det som muslim? Gør man det? Findes der religiøs humor inden for islam?
Ifølge Farshad Kholghi findes det ikke (han er iransk stand-up komiker, debattør, ikke religiøs, kom til Danmark som politisk flygtning). Holdningen er ikke den samme som i jødedommen, hvor man kan gøre grin med sig selv og være selvironisk. Muslimer tror, at Koranen er sandheden, Guds eget ord, og det kan man ikke gøre grin med. Under Shahen, dvs. før den islamiske revolution (i Iran), kunne man godt gøre grin med de gamle mullaher. Men den går ikke i dag og det vil være svært at finde i et islamisk land. Selvironi er der ikke meget af. Man kan grine af mange forskellige ting men ikke af islam.
Omar Marzouk (ægyptisk født komiker, bosat i Danmark, muslim) er enig i, at egentlig religiøs humor ikke findes i islam, da man ikke gør grin med religionen. Rushdie er et skræmmende eksempel på hvad der sker, hvis man kommer for tæt på og fundamentalisterne står stærkere i dag. Men forbuddet mod religiøs humor betyder dog ikke, at man ikke kan grine af sig selv. Han kan sagtens gøre grin med de muslimske traditioner som f.eks. omskæring af drenge.
Ifølge Naser Khader (politiker, MF, muslim) er det ikke rigtigt, at muslimer ikke kan grine af sig selv, deres religion og deres præster (imamer) og at der ikke kan fortælles vittigheder, hvor Muhammed og Allah er med. Nogle af de mest grovkornede og sjofle vitser om imamer, som han har hørt, kommer fra ortodokse imamer i Iran. Indenfor familien kan man selvfølgelig godt fortælle grove religiøse vittigheder så længe man ikke sætter spørgsmål ved Guds eksistens og så længe de ikke fortælles under Ramadanen.
Men der er forskel på hvad man gør privat og offentligt. Desuden er der forskel på at være muslim eller imam her i Danmark og på at være det i et islamisk land. Som udlænding har man flere grænser, er mere lukket og i forsvarsposition. Når man er på hjemmebane i sin egen kultur er det nemmere at være åben og selvironisk, mener Naser Khader.
Ehab Galal (egyptisk født forsker, bosat i Danmark og muslim) understreger, at muslimer ikke er uden humor når de skal tale om deres religion islam og at de troende ikke er humorforladte. Han er selv opdraget i Egypten med at man kan gøre grin med religion, politik og sex.
Han fortæller, at i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne blev der i de arabiske medier gjort grin med de religiøse (muslimske) personer og ledere og der var karikaturtegninger af dem. Men efterhånden er medierne blevet mere religiøse, der gøres ikke længere grin med religionen (islam) pga. af islamisterne og muslimer er blevet meget mere følsomme over for vestlig humor.
I de arabiske medier ses jævnligt karikaturtegninger med åbenlyse antisemitiske (antijødiske) holdninger og motiver, hvor man blander antisemitisme, fordomme, religion og perfid humor i en tegning med et stærkt politisk og religiøst budskab (se f.eks. tegningerne i Jyllands-Posten lørdag d. 4. februar 2006 s. 8, 1. sektion eller besøg Palestinian Media Watch (PMW)).
Blandt muslimer og andre er vitser med åbenlys antisemitisk indhold populære.
Islam har lige fra sit historiske udgangspunkt været en erobrerreligion, der aldrig har accepteret nogen form for underkastelse eller ligestilling med andre religioner. Muslimer har humor ligesom alle andre men det er i den snævre betydning og gennemgående er humoren rettet mod andre i form af grin, hån, latterliggørelse og satire. Den bliver aldrig rettet indad mod religionen selv, for det betragtes som en forkastelig helligbrøde. Derfor har muslimer ikke religiøs humor ifølge Peer Sendemand (Jernesalt).
Politisk korrekt humor og begrænsninger
Kan man gøre grin med alle religioner eller er der grænser?
I satireprogrammet OPS (Oplysning om Perkere til Samfundet), der blev sendt på DR2 for en del år siden, mødte man en grovkornet humor om fordommene mellem danskere og udlændinge. Men der var ingen islamisk-religiøse sketches.
Ifølge produceren Axel Boisen blev det diskuteret hidsigt men han sagde nej til religiøse sketches, fordi han syntes at det var for farligt. Når man nærmer sig religionen er der stadig tabuer og han ønskede ikke at støde folk bort. Han foretrækker at lave jokes om noget, alle kan forholde sig til som f.eks. kioskejeren, der ikke taler dansk, den mørke mand, der løber med damerne og den slags.
Farshad Kholghi mener, at man skal have lov til at gøre grin med både Biblen, Koranen, Moses og dem, der siger, at de var profeter samt de personer, fanatikere og fundamentalister, der påstår at de kender sandheden. I Danmark og andre lande findes der politisk korrekt humor, hvor det er tilladt at gøre grin med nogle men ikke andre. Han mener, at den politiske korrekthed breder sig, hvilket er et tilbageslag for humoren og at vi ender med en hyggelig, harmløs og ufarlig humor.
Omar Marzouk kræver respekt for religionen (islam), dvs. at der er emner inden for islam, som der ikke må gøres grin med eller omtales (f.eks. Muhammeds ægteskab med en ni-årig pige) og at man skal kende grænsen for hvad man må sige.
Ifølge Frank Hvam (dansk komiker) kan man som komiker kun bakke op om de satiretegninger (Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten), for de gør grin med et religiøst dogme, som der er tradition for at gøre i Europa. Hvis man ikke må gøre grin med muslimer, må man heller ikke gøre grin med kristne, jøder eller ateister og det vil have uoverskuelige konsekvenser for debatten.
Stand up-komikeren Thomas Wivel har ingen hellige køer, idet han skyder til højre og venstre og gør grin med både religiøse emner og politisk korrekthed. Han mener, at der for komikere og satirikere nærmest foreligger en pligt til at gå i rette med tabuerne, med censuren, med forsigtigheden og med den snæversynede påpasselighed.
Paul Schiøtt (redaktør for Svikmøllen) mener, at satirens opgave er at jokke på de ligtorne, vi får øje på og at vi ikke skal lade os skræmme af, hvem ligtornen sidder på. Satiriske tegninger, tekster og ideer skal ikke bombes af ideologer; det er satirens væsen at bombe ideologier.
Den engelske komiker Rowan Atkinson, der er mest kendt for figuren Mr. Bean, mener at humor er et vigtigt instrument som regulator af politik. Det er altid vigtigt med satire og her skal hverken politik eller religion have nogen form for immunitet. Man må være indstillet på, at også religion og dennes indflydelse på vores samfund, skal kunne tåle at blive taget under behandling af satire og humor.
I 1970'erne og 1980'erne huserede det engelske satiriske Monty Pythons flyvende cirkus de danske TV-skærme og de lavede flere biograffilm, der blev set af mange danskere. Deres humor var gakket og vanvittig og for dem var der intet helligt, ingen berøringsangst og ingen politisk korrekthed. Alt kom igennem vridemaskinen og der blev gjort grundigt grin med alle tabubelagte emner, det politiske system, kirken, englænderne, udlændinge osv.
Kunne man forestille sig en opdateret engelsk eller dansk udgave af Monty Python, der tog nogle af de nuværende emner og personer under behandling som f.eks. den politiske korrekthed og alle dens tabuer, Muhammed-sagen, religiøse muslimer og flere politikeres storhedsvanvid? Næppe.
De politisk korrekte i Danmark er meget tilbageholdende med at fremkomme med satire og religiøse vittigheder om især muslimer, fordi de er bange for at støde eller "provokere" de muslimske indvandrere. Der har været en række eksempler på censur og selvcensur, hvor de politisk korrekte har fjernet humor og satire med forbindelse til muslimer og endda personer med "forkerte" holdninger. Generelt bryder de politiske korrekte personer sig ikke om humor, hvor man gør grin med den politiske korrekthed, deres "rigtige" meninger og tabuer. Til gengæld har de ingen problemer med at gøre grin med de ikke-politisk korrekte personer og deres holdninger, i nogle tilfælde endda med perfid og ondskabsfuld humor.
En lille profetvits
Her skal nævnes en iransk vits, som Naser Khader hørte i Iran for en del år siden og som omfatter profeter fra de tre store monoteistiske religioner:
Ayatollah Khomeini, den iranske revolutions fader, kommer i himlen. Gud, Moses, Muhammed, Jesus og de andre profeter sidder og venter - alle rejser de sig op for at hilse og omfavne Khomeini - undtagen Gud. Han bliver siddende. Bagefter spørger de ham:
"Hvorfor rejste du dig ikke og hilste?"
"Jeg var bange for at han skulle snuppe min stol."
Afrunding
Jøder og kristne har ofte religiøs humor mens det kniber mere for muslimer.
Forskellen mellem jødisk, kristen og muslimsk humor hænger sammen med, at især jøder og i mindre grad kristne har måtte leve som minoriteter og derfor måtte tilpasse sig det omgivende samfund i modsætning til muslimerne. Hertil kommer de teologiske forskelle som f.eks. hvordan man opfatter folk fra andre religioner (islam: troende - ikke-troende/vantro) og kulturelle forskelle.
Politisk korrekt humor er en begrænsning eller gradbøjning af ytringsfriheden, hvor de politisk korrekte foretager deres egen vurdering og afgrænsning af, hvad og hvem man må gøre grin med.
Humor mindsker fanatisme og fundamentalisme, da den indebærer friheden til at se på selv de helligste ting og religiøse personer med friske eller oprørske øjne. Terrorister og fanatikere har normalt ingen humor eller humoristisk sans og hvis det skulle være tilfældet er de blottet for anden form for humor end hån, spot og skadefryd over for deres fjender.
Læs mere om jødisk, kristen og muslimsk humor i artiklen "Religion, humor og tragedie". Se også de andre artikler om humor hos Jernesalt.
