Løgnens veje - Stanken fra historiens mødding
Litteratur: Ikke blot glemsel, men aktiv historieforfalskning truer med at svække vores viden om Hitlers mord på Europas jøder. »Løgnens veje« giver et øjebliksbillede af Holocaust-benægtere i Vesten og den arabiske verden.
Af Peter Wivel (juni 2002)
For et par år siden konstaterede en svensk undersøgelse, at landets skoleelever vidste overraskende lidt om Hitler-Tysklands ombringelse af seks millioner europæiske jøder. Eleverne vidste tilsyneladende mere om benægtelsen af jødemordet end den faktiske historiske katastrofe.
Den svenske regering blev så alarmeret, at den lod udarbejde og distribuere en redegørelse for Holocaust, der er det gængse europæiske navn for Hitlers næsten fuldstændige tilintetgørelse af et 2000 år gammelt jødisk samfund i Europa.
Jacques Blum og Eva Bøggilds bog »Løgnens veje« er blevet til under medvirken fra det Danske Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Den fører den svenske diskussion over på dansk jord og giver os syn for sagn, når det gælder den bevidste og ondsindede forfalskning af en af det 20. århundredes værste forbrydelser.
Bogen har fået et forord med på vejen af udenrigsminister Per Stig Møller, en aktiv forkæmper for menneskerettigheder. Han minder om, at jødemordet fandt sted i en af Europas mest oplyste nationer, Tyskland, og at viden og tekniske fremskridt altså ikke garanterer os mod vanvid. Ord kan føre til mord, er hans konklusion.
Forfatterne viser, at benægtelsen af jødemordet er så gammel som mordet selv. Ingen var i tvivl om nazisternes vilje til løse »jødeproblemet« én gang for alle. Men de involverede fra top til bund var også klar over, at selve massemordet ikke egnede sig til offentlighed.
At dræbe mange millioner mennesker med nakkeskud, gasforgiftning eller andet barbari og siden skaffe ligene af vejen er en organisatorisk, strategisk og praktisk opgave af ufattelige dimensioner, brolagt med forfærdelige detaljer og rystende administrative kompromisser. Her får man meget mere end blod på hænderne. Og hvad der ikke kan tales om, herom må der som bekendt ties.
Fornægterne
Nazisternes efterfølgere på denne front, tavshedens eller fornægtelsens, har alene af den grund haft relativt let spil. Sporene er forsøgt slettet, og siden krigens afslutning har mange sået tvivl om kendsgerningerne i det håb, at små løgne kan vokse sig store.
Holocaust-benægtelse er som »tro« i slægt med parapsykologi, stjernetydning, naturmedicin eller bibelsk udviklingslære. Det er det vitterlige vås. Man bliver klistret ind i det, hvis man tager stadset så alvorligt, at man begynder at argumentere imod.
Og dog. Vores samfund behøver ikke at bekymre sig om, at nogle sætter deres lid til astrologi og flyvende tallerkner. Men det ødelægges i bund og grund, hvis det nogensinde skulle lykkes holocaust-benægterne at snigmyrde vores erindring om racismens totale katastrofe.
Blum og Bøggild viser i deres bog, hvorledes benægternes argumentation ikke bare (og selvfølgelig) er i strid med de uafviselige historiske kendsgerninger. Den er også præget af en sælsom mangel på indre sammenhæng:
Holocaust har aldrig fundet sted, og det er nødvendigt at gøre det færdigt. Sådan opsummerer de to forfattere mange benægteres måde at udtrykke sig på.
I den arabiske verdens logik: Man jubler over terrorangrebet på World Trade Towers, men man påstår samtidig, at det hele er en amerikansk-jødisk sammensværgelse, og at jøderne i WTC var advaret på forhånd. Man hævder, at holocaust ikke har fundet sted men samtidig, at israelerne gentager Hitlers folkemord, nu på palæstinenserne. Man siger, at jødere er værre end Hitler, men Hitlers »Mein Kampf« går samtidig som varmt brød i arabiske oversættelse.
Eller som den engelske historiker og Holocaust-benægter David Irving udtrykker det i bogen, så tror han ikke rigtigt på gaskamrene, men samtidig burde jøderne måske spørge sig selv, hvorfor det nu lige netop skulle være dem, et Holocaust ramte.
Slaget om erindringen
Irvings injurieproces mod en forfatter, der havde kaldt ham Holocaust-benægter og antisemit, optager med rette en stor del af Blum og Bøggilds bog. Sagen endte med det totale og ydmygende nederlag for Irving. Men rystende nok viser den i sin kerne, hvad benægtelse kan opnå, selv når den afklapses så eftertrykkeligt som i Irvings tilfælde.
Forfatterens forsvarer ville ud fra Irvings egne tekster bevise, at han var racist og benægter, mens Irving omvendt ville dokumentere, at han havde historisk ret i sine påstande. Det er to vidt forskellige ting. Forsvaret taler om nutiden, mens Irving insisterede på at begrave domstolen i støvet fra historiens arkiver.
Han tabte sin sag med et brag. Men måske vandt han slaget om vores erindring. Tilhører Holocaust os som et endnu åbent sår og et stykke af vores samtid og dermed som en bestandig moralsk anfægelse og uafviselig trussel? Eller er det allerede blevet en omdiskuteret historisk begivenhed på linje med 30-årskrigen eller Staunings regeringstid?
Det er spørgsmålet. Meget afhænger af vores svar.
Blum og Bøggilds bog er derfor et vigtigt instrument for dem, der vil vide mere og må anbefales alene af den grund.
Men det skal tilføjes, at den lider af udbredt mangel på overskuelighed, der er en del trættende gentagelser, forfatterne kvier sig ved at hæve emnet helt derop, hvor der må konkluderes, og dele af stoffet kunne med fordel være udeladt, det gælder i særlig grad et langt interview med topnazisten Albert Speers datter.
