Den største og værste rolle i livet - interview med Adrian Brody
Adrian Brodys berømte Oscartale blev grundlagt på hans livs rolle - som virkelighedens pianist, der var blandt de få, som overlevede nazisternes udslettelse af de polske jøder under Anden Verdenskrig (film: Pianisten).
Af Anders Lange (juli 2003)
Adrian Brodys berømte Oscartale blev grundlagt på hans livs rolle - som virkelighedens pianist, der var blandt de få, som overlevede nazisternes udslettelse af de polske jøder under Anden Verdenskrig.
Cannes
Da han stod på Oscar-podiet med verdens mest eftertragtede filmpris, svigtede Adrian Brodys talegaver ikke. Det var Oscar-tid - men det var også netop i de dage, at USA's stormtropper rykkede ind i Irak.
Samtidig modtog han en pris for den alvorligste og mest traumatiske filmrolle i sin karriere.
»Denne pris fylder mig med stor glæde. Men også med stor melankoli, fordi jeg modtager en pris i en så underlig en tid. Min oplevelse med at lave denne film fik mig til at indse den deprimerende umenneskeliggørelse af folk i krigstid. Og krigens følger. Hvad du end tror på, om det er Gud eller Allah, så håber jeg, han våger over dig, så lad os bede for en fredelig og hurtigt løsning på konflikten.«
Det var 23. marts, USA's styrker lå 50 km fra Bagdad, og Adrian Brody modtog samtidig aftenens største bifald.
Den radmagre new yorker havde i forvejen modtaget De Gyldne Palmer i Cannes for sin præstation - samtidig med, at instruktøren Roman Polanski fik sin film kåret som årets bedste palmefilm.
Mest krævende
Filmen "Pianisten" var den ofte martrede Polanskis mest krævende film i hans karriere.
Det var skildringen af et enkelt menneskes utrolige overlevelse under nazisternes udslettelse af ghettoen i Warszawa. skræmmende få overlevede. Måske kun 10.
Roman Polanski blev som barn sendt til ghettoen i Krakow. Hans forældre blev sendt i koncentrationslejr, og kun faderen overlevede krigen, mens drengen Roman flygtede vestpå med hjælp fra katolske familier på sin vej. En episode af sit liv, den ofte kontroversielle filminstruktør kun har berørt i sine memoirer.
»Men jeg har altid vidst, at jeg en dag ville lave en film om dette pinefulde kapitel i Polens historie. Men min egen historie ville være tæt på til at holde ud. Først, da jeg læste Wladyslaw Szpilmans erindringer, "Pianisten", som han skrev umiddelbart efter krigen, vidste jeg, at jeg havde fundet historien,« fortæller Roman Polanski på sit eneste pressemøde i Cannes.
Grufuld rejse
Adrian Brody er mere meddelsom. Med Polanski som en stærkt personlig guide har skuespilleren været på den mest grufulde, åndelige rejse, man kan forestille sig.
En rejse, som starter den dag i september 1939, hvor Wladyslaw Szpilman spiller Chopins "Nocturne i D-dur" i polsk radio, da stationen rammes af en tyske bombe. Siden deporteres han med sin familie og vennekreds til den jødiske ghetto i Warszawa.
Herfra sendes en halv million jøder til udryddelseslejren i Treblinka.
Omkring 60.000 jøder bliver tilbage. En del af dem gør oprør og formår med primitive våben at holde stand mod den tyske kampmaskine i fire uger, før Reichsführer-SS Heinrich Himmler giver den ultimative ordre:
"Rens ghettoen i Warszawa med den største hårdhed og uophørlig målbevidsthed".
Adrian Brody ser træt og alvorlig ud, da Jyllands-Posten møder den amerikanske skuespiller.
Træt og alvorstynget.
Hvilket er forståeligt. I "Pianisten" gennemlever han et helvede.
SS-brigadeführer Jürgen Stroop rapporterede tilbage til Berlin om sine bedrifter i Warszawa:
»Det var altid nødvendigt at bruge røgbomber for at drive jøderne ud. Vi åbnede en dag 183 kloakskakter, og på et aftalt tidspunkt sænkede vi røgbomber ned i dem med det resultat, at banditterne flygtede fra, hvad de troede, var gas, til centrum af den tidligere ghetto, hvorfra vi herefter kunne hive dem ud af kloakskakterne. Et stort antal jøder, så mange at de ikke kunne tælles, blev tilintetgjort ved at sprænge kloakker og beskyttelsesrum i luften.«
Adrian Brody ryster sagte på hovedet.
»Det var netop Romans geniale træk, at han har fundet Szpilmans memoirer. Szpilman er en observatør, som ikke selv deltager i oprøret. Han har i sin bog meget nøgternt fortalt, hvad der foregik. Det er en næsten dokumentarisk indgang til emnet. Og når du bevidner disse rædsler på afstand, kan du måske bedre udholde at opleve det. Det er Romans stærke intention, at publikum ikke af ham skal have at vide, hvad de skal føle,« forklarer Adrian Brody.
Han sultede sig voldsomt til rollen som den mere og mere afpillede musiker, som har det uheld, at han tilfældigvis er jøde.
»Jeg gik på en meget stærk diæt i to måneder, og da jeg var temmelig fit, da vi begyndte, var jeg sulten konstant. Jeg drak vand og spillede klaver i timevis for at få tankerne væk fra mad. Jeg ville aldrig gøre det igen,« forsikrer skuespilleren.
Han forklarer, at det var en ekstra fordel som skuespiller, at have en instruktør ved sin side, som selv havde erfaringer som jøde i en polsk ghetto.
»Samarbejdet med Roman har været skønt, oplysende og givende og har sat mange ting i mit eget liv i perspektiv. Jeg fik en langt større forståelse for folks lidelser,« siger Brody.
»Når du tænker på holocaust, så er det meget svært at fatte det niveau af lidelse, ja i det hele taget bare størrelsen af holocaust er umuligt at fatte. Men når du fokuserer på én persons kamp i det enorme helvede, så kan du først virkelig identificere dig med uoverskueligheden og den dybe, dybe sjælssmerte, disse mennesker har følt. Ingen andre end Roman kunne have ført mig igennem på den måde, han gjorde. Han huskede så meget så klart,« siger Adrian Brody.
»Der var mange parallelle ting i Szpilmans og Polanskis liv. Og jeg lærte utroligt meget af Romans stærke entusiasme, hans glæde ved livet og hans glødende passion. Det er en vitalitet, han fastholder, selv om han har lidt i adskillige ombæringer,« siger Adrian Brody.
Han hentyder dermed ikke kun til Polanskis oplevelser under krigen. I 1970'erne boede Polanski i Hollywood og oplevede, at hans højgravide hustru og en række venner blev myrdet i en blodig massakre af tilhængere af den karismatiske Charles Manson.
»Jeg har haft samtaler med Roman om hans oplevelser, som jeg ikke ønsker at tale offentlig om. Men han har hjulpet mig utroligt meget. Og samtidig er han engangeret i alt - om det er antallet af sneflager på min frakke, så var det Roman selv, der sørgede for det. Var der en statist, der lå i mudderet, så kastede Roman sig ned for at vise, hvordan det skulle se ud,« forklarer Adrian Brody, som selv er halvt jøde og halv katolik.
»Historien om Szpilman er for mig universel. Den viser, hvor umenneskelig, mennesket kan være overfor menneskeheden. Men den illustrerer også den utrolige vilje til overlevelse, som nogen besidder. En anden vigtig pointe er, at der ikke findes gode og onde nationer. Selv om den tyske nation forårsagede holocaust, så var der tyskere med samvittighed, som nægtede at fuldføre deres ordrer.«
Hvad var det sværeste ved rollen?
Efter en kort tænkepause, svarer Adrian Brody med lavmælt stemme:
»At bære jødestjernen på ærmet i ugevis var meget, meget svært. Det fik mig til at forstå så mange følelser, du ikke i hele dit liv kan sætte ord på...«
"Pianisten" fik premiere i København, Odense og Århus d. 4. juli 2003.
