Holmsgaard og terroren
Hvis SF skal i regering, må partiet have styr på sin egen fortid. Hvis Anne Grete Holmsgaard bliver ministeremne, må man spørge, om hun har indset, at hun legede med jødehadet og terroren og at det meget meget let kunne være endt endnu værre end det gjorde.
Af Bent Blüdnikow, journalist, Morgenavisen Jyllands-Posten (5. marts 2010)
Hvis SF skal i regering, må partiet have styr på sin egen fortid. Hvis Anne Grete Holmsgaard bliver ministeremne, må man spørge, om hun har indset, at hun legede med jødehadet og terroren og at det meget meget let kunne være endt endnu værre end det gjorde, skriver kronikøren.
En af de farligste terrorgrupper i tiden efter 1968 var den palæstinensiske PFLP. Det var en revolutionær marxistisk gruppe, der samarbejdede med terrorgrupper i Europa og nød stor sympati langt ind i venstrefløjen i Europa - også hos Blekingegade-banden og VS. PFLP og dens samarbejdspartnere i Europa gik ikke af vejen for at myrde jøder i Europa. PFLP havde en ekstrem antizionistisk ideologi, hvor alle jøder, uanset politiske holdninger, blev anset for potentielle medlemmer af den zionistiske verdensbevægelse.
I søndags havde Sven Ove Gade en kommentar, hvor han gjorde opmærksom på, at vi med et nyt flertal i Folketinget risikerer at få Anne Grete Holmsgaard som ny minister. Han henviste til min nye bog "Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-1990" og han skrev, at Anne Grete Holmsgaard havde støttet terror og udtrykt synspunkter, der var yderst farlige for det danske samfund og for danske jøder.
Lad os få fakta helt klart på bordet. Venstresocialisterne stormede frem efter ungdomsoprøret i 1960'ernes slutning. Holmsgaard var blandt de unge revolutionære i partiet. Hun var så krigerisk, at hun ikke ville tage afstand fra massakren på israelske sportsfolk, som Sorte September udførte under De Olympiske Lege i München i 1972. I løbet af 1970'erne kom terror til at spille en stadig større rolle Mellemøsten og en af tidens værste aktioner skete i 1978, da en gruppe palæstinensere sejlede ind til Tel Avivs strand. Her myrdede de først en ung kvinde, som de havde spurgt om vej. Derpå erobrede de en bus og under de efterfølgende ildkampe dræbte de 37 civile israelere, herunder mange børn, og sårede yderligere 82. Holmsgaard advokerede, at man ikke skulle tage afstand fra den slags "såkaldte terroraktioner", selv om de ramte civile. Den politiske accept af aktionen mod civile blev godkendt af VS' hovedbestyrelse 16/4 1978, hvor bl.a. den senere borgmester i København Per Bregengaard, de senere folketingsmedlemmer Mikael Waldorff og Villo Sigurdsson samt bl.a. skuespilschef Litten Hansen deltog.
VS' interesse og sympati for PFLP førte partiet til at sende en delegation til Mellemøsten i 1980. Delegationen bestod af Anne Grete Holmsgaard, der på det tidspunkt var medlem af Folketinget, Jacob Erle og Lone Johnson, der begge var ledende medlemmer af partiet.
Delegationen mødte en række af PFLP's ledere, herunder Taysir Kuba, der var formand for PFLP's Internationale Komite og personligt havde budt Blekingegade-bandens medlemmer velkommen på tidligere besøg. Sammen med Taysir Kuba og et medlem af PFLP's udenrigskomite Marwan Al-Fahoum, underskrev delegationen en Joint Statement på engelsk.
Denne fælles udtalelse var formet som en egentlig samarbejdsaftale og indeholdt en række aggressive formuleringer. I erklæringen hed det, at: "PFLP og VS bekræftede deres fælles opfattelse af den zionistiske stat som en racistisk enhed, der fungerer som imperialismens redskab. Begge parter bekræfter, at der ikke vil blive en løsning for det palæstinensiske folk, heller ikke det jødiske spørgsmål, uden en total destruktion af den zionistiske enhed." Med betegnelsen "zionistisk enhed" mente PFLP ikke blot Israel, men hele zionistbevægelsen. PFLP og VS' delegation udtrykte derefter deres tilslutning til Sovjetunionens politik og VS udtrykte sin varme støtte til PFLP: "Begge parter var enige om en fortsættelse af den palæstinensiske kamp i alle dens former."
Taysir Kuba og Marwan Al-Fahoum var ikke tilfældige PFLP-folk. De var ansvarlige for en række af bevægelsens internationale aktiviteter, og det var dem, der havde kontakt med og samarbejdede med Blekingegade-banden. Al-Fahoum var med til bl.a. at planlægge kidnapningen af svenskeren Jörn Rausing. Med fælleserklæringen var PFLP således godt dækket ind i Danmark.
Organisationen havde et legitimt parti i VS til at tale deres sag - og en militær arm i Blekingegade-banden til gennem røverier at samle penge og våben ind.
Det fremtidige samarbejde blev konkretiseret i et dokument, der ligger i VS' arkiv. Heraf fremgår det, at VS ville gøre et fremstød for PFLP publikationer.
Der skulle afholdes regelmæssige konsultationer mellem organisationerne. VS ville i forbindelse med udtalelser om Mellemøsten etablere en direkte kontakt med PFLP.
PFLP mente som sagt, at alle jøder var potentielle zionister og dermed fjender. Da PFLP og Rote Armee Fraktion således i 1976 kidnappede et fly og bragte det til Entebbe lufthavn i Uganda, sørgede terroristerne for at dele passagererne op i jøder og ikke-jøder. Ikke-jøderne blev frigivet. Ligesom PFLP havde Holmsgaard den konspirative tanke, at zionistbevægelsen var magtfuld, stod i ledtog med amerikansk imperialisme og alle jøder, uanset holdninger, automatisk var en del af fjendelejren, når revolutionen kom. Sådan formulerede hun det i sin bog "Zionismens Israel" fra 1984. I den netop udkomne PET-kommissions rapport betegnes hun som en del af den moderate del af VS, hvilket må tilskrives, at PET-kommissionens medlemmer ikke har læst, hvad hun faktisk skrev eller ikke har forstået det.
Et citat fra bogen lyder: "Det var først efter Anden Verdenskrig at den zionistiske bevægelse fik den politiske dominans i de jødiske samfund udenfor Israel, hvorved de var i stand til at omdanne de mosaiske troessamfund til et verdensomspændende net af politiske støttepunkter for Israels sag. Den zionistiske bevægelse fastholder de jødiske samfund som jødiske og pro-zionistiske gennem en organisering af jøderne i et utal af særskilte jødiske organisationer og foreninger..."
Denne beskrivelse blev fulgt op af endnu stærkere ord: "Dertil kommer at jødernes binding til Israel i realiteten er en binding til bestemte klassekræfter. Israels konsekvente pro-imperialistiske alliancer, både til USA, men også til andre pro-imperialistiske regimer som det sydafrikanske, regimet i El Salvador, Somoza i Nicaragua, Sadat i Ægypten m. fl. binder ikke bare jøderne i Israel, men også jøderne i Diasporaen til imperialismen i enhver international konflikt. Under påskud af at ville frelse verdens jøder inddrages de af den zionistiske bevægelse i opgøret mellem imperialismen og de socialistiske kræfter automatisk på de imperialistiske og reaktionære kræfters side."
I Europa myrdede palæstinensiske grupper jøder med selv samme argumentation, nemlig at de var zionister og støttede Israel. Anne Grete Holmsgaard skrev, at "jøderne" "automatisk" ville blive inddraget i konflikten mellem imperialismen og de socialistiske kræfter på de imperialistiske kræfters side. Det vil sige, at uanset politiske holdninger var jøderne på den forkerte side i kampen.
Det var samme tankegang, der fik PFLP's militante arm i Danmark Blekingegade-banden til at lave en z-file, der i virkeligheden var en jødeliste. Bandens medlem Bo Weyman foreslog også Marwan Al-Fahoum at lave en ren jødeliste, der skulle sendes til PFLP i Damaskus. Hvad denne liste skulle bruges til, kan man tænke sig til og gyse.
Hvis SF skal være en del af en regeringskoalition efter næste valg, må partiet have styr på sin egen fortid. Hvis Anne Grete Holmsgaard kommer i nærheden af en ministerpost, må man spørge, om hun har indset, at hun legede med jødehadet og terroren, og at det meget meget let kunne være endt endnu værre, end det faktisk endte. Hun har aldrig selv forsøgt at redegøre for sine holdninger, og der er ingen garanti for, at hun ikke stadig har selv samme fanatiske ideer. PFLP er stadig en populær bevægelse på venstrefløjen, selvom den er på internationale terrorlister.
Det tilhører er et mørkt kapitel, at danske journalister ikke har ønsket at konfrontere Holmsgaard med disse forhold. Man har lettere ved at forbinde jødefjendtlighed med højrefløjen, men sandheden er, at den slags had ikke har politiske etiketter.
Anne Grete Holmsgaard har aldrig ønsket at fortælle hele sandheden om sit forhold til mændene i PFLP. Informationer tyder på, at hun også efter sin bogs udgivelse i 1984 havde møder med PFLP's Taysir Kuba, og at hun fortsat dyrkede samarbejdet med PFLP.
Hvorfor er der ingen journalister, der stiller hende de afgørende kritiske spørgsmål, og hvorfor forholder SF sig stadig tavst? SF vil ikke være et regeringsdueligt parti før det endegyldigt har konfronteret sig med sine medlemmers forhold til antisemitisme og terror.
