Det israelske flag

Boykot Israel går antisemitismens ærinde

Organisationen Boykot Israel fungerer reelt som et antisemitisk foretagende, der på mange områder er i overensstemmelse med nazistisk tankegang, hvilket bør give de pæne mennesker i organisationen voldsomt myrekryb.

Af Bodil Steensen-Leth, forfatter, cand.phil., Morgenavisen Jyllands-Posten (27. december 2010)

14/12*) skrev Irene Clausen, talsperson for Boykot Israel, at hendes organisation "på ingen måde er antisemitisk" og slet ikke kan sammenlignes med nazisternes boykot og ødelæggelser af jødiske butikker.

Tværtimod er, skriver hun, organisationen "erklæret antiracistisk".

Der er næppe nogen - heller ikke jeg - der vil påstå, at Boykot Israel er nazistisk. Det hindrer dog ikke, at organisationen reelt fungerer som - ja, netop - et antisemitisk foretagende på mange områder i overensstemmelse med nazistisk tankegang, hvilket bør give de pæne mennesker i organisationen voldsomt myrekryb.

Irene Clausen og hendes ligesindede vælger således at se bort fra det faktum, at Israel er en stat, der fortrinsvis er befolket af jøder. Når man boykotter Israel, boykotter man også jøder.

Nazitidens regulativer

Det nærmer sig i betænkelig grad antisemitisme - og før Irene Clausen kan nå at se sig om eller optælle sine noble hensigter, vil det ikke blot være forbudt at købe jødiske varer, men tillige forbudt og forbundet med straf at omgås jøder, overvære koncerter med jødiske kunstnere, lade jøder studere eller undervise på universiteter i europæiske lande, at gifte sig og avle børn med dem osv., alt sammen velkendte regulativer fra nazitiden.

Her i Danmark er vi allerede nået så vidt, at der er flere områder i København, hvor det er forbundet med livsfare for jøder at færdes - og det er der ingen, heller ikke politiet, der gør noget ved. Jøderne kan jo bare holde sig væk, hedder det. "Juden heraus", sagde man under Hitler.

I Holland har en kendt politiker for nylig offentligt opfordret hollandske jøder til at emigrere, mens tid er - endelig et menneske, der vover at se fremtiden i øjnene. Den er ikke munter for jøder i Europa.

Og det hele bliver kun værre af, at der i alle europæiske lande i dag befinder sig millioner af efterkommere af hin berømte stormufti af Jerusalem, der i krigens sidste måneder sendte et helt regiment soldater til Berlin til Hitlers forsvar. Disse efterkommere af muftien og andre af hans arabiske ligesindede vil vide at benytte sig af og misbruge en organisation som Boykot Israel.

Missiler som svar

Irene Clausen mener - som alle gode mennesker i dag - at de israelske "bosættelser strider mod folkeretten". Hvis man skal opnå fred, må disse områder derfor overgives til araberne. Men Israel har allerede givet indrømmelser, og hvad kom der ud af det? Efter at det israelske militær med magt havde fjernet 7.000 bosættere fra Gaza i 2005, indledte araberne straks beskydninger af det sydlige Israel med missiler, og det er de fortsat med lige siden.

Når rømningen af tusindvis af bosættelser eller indrømmelser som tilbagegivelse til Egypten af Sinai kun fører til yderligere angreb også fra vestlig side og til missilbeskydning af civile i selve Israel, er den til enhver tid siddende israelske regering i realiteten magtesløs.

Jødehadet hører åbenbart aldrig op - for det er præcis, hvad her er tale om - og så er det sådan set ligegyldigt, hvad Israel gør eller ikke gør. Antisemitisme ser stort på fakta.

*) Jyllands-Posten d. 14/12 2010.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Antisemitisme


© 2000-2020 DIF. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 8.3.2020