Kronik: Den moralske fordømmelse og jødisk historie
1600 års antisemitiske følelser kan ikke slettes på de 60 år, der er gået siden Holocaust. Dog er det lykkedes at nå et godt stykke vej, hvad angår den fornuftsmæssige afstandstagen til antisemitisme. Om den nye bølge af europæisk antisemitisme og den israelsk-arabiske konflikt.
Af Ephraim Ben-Matityahu, Israels chargé d'affaires i Danmark (februar 2004)
1600 års antisemitiske følelser kan ikke slettes på de 60 år, der er gået siden Holocaust. Dog er det lykkedes at nå et godt stykke vej, hvad angår den fornuftsmæssige afstandstagen til antisemitisme.
Men i betragtning af, hvor svært det har været at tale til folks fornuft, er det vigtigt at huske på, at det er sværere at ændre deres følelser, og det bliver endnu sværere at ændre instinkterne, skriver kronikøren.
Jyllands-Posten fortjener megen ros for at være den morgenavis i Danmark, der har gjort mest for at sætte fokus på sammenhængen mellem den nye bølge af europæisk antisemitisme og den israelsk-arabiske konflikt set fra en europæisk synsvinkel. Som ikke-europæer vil jeg hermed tillade mig at delagtiggøre læserne i nogle synspunkter angående problemets oprindelse og konsekvenser set fra en anden vinkel. Det er mit håb, at jeg hermed kan bidrage til den generelle debat om emnet, som desværre ikke bliver uaktuelt foreløbig.
Indtil Anden Verdenskrig var Europas historie under stærk indflydelse af et socialt og religiøst dogme - en tradition, der praktisk taget definerede det jødiske folk som umoralsk. Jøderne blev tillagt alverdens skumle karaktertræk og beskyldt for alt lige fra at dræbe små, uskyldige kristne drenge til at have hemmelige planer om at overtage verdensherredømmet, således som det blev udtrykt i falskneriet "Zions Vises Protokoller".
Denne fordømmende og fjendtlige indstilling var en blanding af fremmedhad, racisme og en følelse af at være stærkt overlegen. Bedømmelsen af dem, der var anderledes, kan bedst beskrives som en moraliserende målestok - en skala ifølge hvilken man skelnede mellem de værste, nemlig de umoralske jøder, og dem, der blot var underlegne, såsom andre ikke-kristne og ikke-europæere. Den moraliserende målestok var et yderst populært instrument i både den politiske og religiøse sfære, hvor den blev brugt med skiftende intensitet og styrke. Den hedenske religion, kaldet nazismen, var det ultimative udtryk for denne europæisk baserede tankegang, hvor jøden havde rollen som den ultimative syndebuk for alverdens problemer.
Nutidens vestlige samfund er domineret af individualismen og det frie valg. Særligt i Europa har den institutionelle religion mistet sin tiltrækningskraft til fordel for det sekulære samfund. Dog er der sket det, at en del af vores sekulære samfund er blevet påvirket af en ekstremistisk politisk ideologi, nemlig den ekstreme venstrefløj, der har oversat deres politiske overbevisning til en slags sekulær religion. Hovedtanken i denne religion er en idé om et forenet globalt fællesskab, hvor den ekstremistiske venstrefløjs "sandhed" er universel. Ud fra denne sandhed har de udviklet deres egen moraliserende målestok, og deres egne syndebukke: USA og den jødiske stat - eller den zionistiske stat, som de foretrækker at kalde den - uden nogen som helst form for tilknyttet sympati. Set fra denne ekstreme synsvinkel er Israel symbolet på alle de fejl Vesten har begået mod indfødte befolkninger, og de pådutter Israel alle deres moralsk overlegne prætentioner.
Det har udartet sig til et hadefuldt raseri, der begyndte for mange år siden, med "højdepunkter" som da FN i 1974 vedtog en resolution, der erklærede, at zionisme er lig med racisme, og FN's racismekonference i Durban i år 2001, hvor man førte en hadsk kampagne mod det jødiske folk og den jødiske stat.
Deres forkastelige kampagne har formået at misbruge ordet zionisme i en sådan grad, at mange mennesker slet ikke er klar over, at zionisme ganske enkelt står for det jødiske folks ret til at have et nationalt hjemland. Når folk i dag erklærer at de er antizionister, tror de, at de tager afstand fra en bestemt retning indenfor israelsk politik, men rent faktisk benægter de den jødiske stats ret til overhovedet at eksistere.
Selvom den zionistiske stat bruges som symbol for den venstreorienterede politiske religion, er Israel dog for lille til at blive tildelt rollen som "den store fjende". Den titel tilhører USA. Men de opfatter USA som en uskyldig fjende, en fjende, som ikke kan selv kan gøre for det. For USA er nemlig et offer for den jødiske lobby, som kontrollerer det for at kunne støtte den jødiske stat. Der er tale om en formel, som nærmest er et kopi af tankegangen i Zions Vises Protokoller. Hvis en jøde i dag vil kaldes for en uskyldig jøde, kræver nutidens moraliserende målestok at vedkommende fremkommer med åbne erklæringer om at de er både antiisraelske og antizionistiske.
På den modsatte politiske pol, det ekstreme højre, lever den "gammeldags" antisemitisme, baseret på den gamle moraliserende målestok, i bedste velgående. Her ser man den jødiske stat som en kilde til jødisk kontinuitet.
Man må huske på, at ifølge konventionel historieopfattelse blev jøderne ofre for Holocaust, og de fik en stat på grund af den europæiske skyldfølelse over dette. Den ekstreme højrefløjsbevægelse mener, at hvis man kan underminere Israels legitimitet, så kan man samtidig underminere det jødiske samfund. Derfor er holocaustbenægtelse et yderst vigtigt element blandt racisterne og deres tilhængeres mission: at vende historien på hovedet. De mener, at jøderne har opfundet Holocaust som en sammensværgelse, nøjagtig ligesom den jødiske sammensværgelse under den gamle moraliserende målestok. Det står højt på deres dagsorden at udbrede ideen om jøderne som ærkemanipulatorer. Dagsordenen er langt ude, men sådan er ekstremismens natur nu engang.
Det er interessant at begge ekstremer, det yderste venstre og det yderste højre, har skabt en besynderlig og modsætningsfyldt koalition, med det samme fjendesymbol og den samme syndebuk. Begge parter får opbakning fra ligesindede ledere i Mellemøsten, den islamiske verden og fra visse andre lande. I Mellemøsten er mange besat af en offerfølelse, hvor Israel er gerningsmanden og Vesten som den ansvarlige for Israels skabelse. Kernen i deres opfattelse er en fornægtelse af Israels legitimitet både moralsk og historisk.
Resultatet er, at Mellemøstens historie er fuld af dæmonisering af den jødiske stat og det jødiske folk, som man betragter som en uadskillelig del af den jødiske stat. Lederne i Mellemøsten bruger i dag de samme argumenter og det samme materiale, der udsprang af parametrene i både den gamle og den nye europæiske moraliserende målestok. Fornyelig afholdt de islamiske stater en konference i Kuala Lumpur i Malaysia. Her blev præsident Mahatmirs antisemitiske argumenter modtaget med stående klapsalver af et flertal af de tilstædeværende.
Den vestlige presse har vist sig at fungere som et instrument i denne komplekse historie. Da enhver ekstrem per definition egner sig til TV-skærmen, er konflikten en efterspurgt vare i medieindustrien, som altid er på jagt efter nyt stof. Samtidig er mellemøstkonflikten gennem mange år blevet dækket som en velkonstrueret fortælling. Centralt i fortællingen står den arabisk-palæstinensiske udlægning af historien, hvor Israel helt tilbage fra zionismens begyndelse var og forbliver den skyldige part. Derfor bliver alt det Israel foretager sig forkert og uretfærdigt, hvorimod Israel har fortjent alt det palæstinenserne foretager sig.
Kombinationen af en sulten presse og den moraliserende målestok fører til et uophørligt bombardement af den vestlige befolknings holdninger, hvor Israel bliver brugt som et kodeord i mange forskellige sammenhænge: Som et symbol for den ekstreme venstrefløj, som skurken i den internationale presses konstruerede fortælling, som et reelt og alvorligt problem i international politik og endelig som syndebuk for den ekstreme højrefløj og den arabiske/islamiske verden.
Når alt dette lægges sammen, bliver resultatet desværre et problem for det store flertal i den frie vestlige verden, som ikke nødvendigvis klynger sig til den moraliserende målestok eller har brug for syndebukke, men blot har problemer med at høre fornuftens stemme midt i den overvældende støj. Problemet består i, at den offentlige debat er både forvirret og stærkt bekymret for den islamiske terrorisme og derfor et let offer for de forskellige ekstremer. Det gør dem mere modtagelige for at hoppe med på ekstremisternes syndebukke.
1600 års antisemitiske følelser kan ikke slettes på de 60 år, der er gået siden Holocaust. Dog er det lykkedes for vores frie demokratiske samfund at nå et godt stykke vej, hvad angår den fornuftsmæssige afstandstagen til antisemitisme. Men i betragtning af, hvor svært det har været at overbevise folks fornuft, er det vigtigt at huske på, at det er sværere at ændre på folks følelser og det bliver endog endnu sværere at ændre folks instinkter.
Hele det klima med had og syndebukke, har i høj grad øget Israels frygt og angst. Klimaet har kun gjort alting værre for begge parter - både israelere og palæstinensere, som betaler en høj pris for, at andre misbruger konflikten til at forfølge deres egne dagsordener.
