Det israelske flag

Hykleriet og antisemitismen

Den berømte italienske journalist og forfatter Oriana Fallaci tager afstand fra den nye antisemitisme i Europa. Vi gengiver her hendes artikel (Jeg finder det skamfuldt...) i det italienske blad Panorama, den 18. april 2002.

Af journalist og forfatter Oriana Fallaci - oversat fra engelsk af EPHi (april 2002)

Oriana Fallaci er en af Italiens mest prominente journalister. Hun har skrevet en kraftfuld, polemisk artikel om antisemitisme. Det var forsidestof på Panorama, et af Italiens førende seriøse ugeblade. Det pågældende nummer vakte opsigt og blev bogstaveligt talt revet væk fra hylderne. Oriana Fallacis artikel har ligeledes vakt stor debat i Italien - såvel som i andre lande. Artiklen er meget kontroversiel. Som du vil se, fortæller hun tingene råt for usødet. Nogen vil uvægerligt spørge, om hun da ikke er jøde. Men det er hun ikke. Artiklen er første gang blevet oversat fra italiensk til engelsk af direktøren for American Jewish Committee, David A. Harris.

Jeg finder det skamfuldt, at der her i Italien har været processioner med folk, der var klædt ud som selvmordsbombere, alt imens de gik og råbte nedsættende slagord mod Israel. Samme folk bar plakater af israelske ledere, på hvis pande de havde tegnet hagekors. Alt dette for at oppiske jødehad i de brede masser - måske med ønsket om atter at se jøderne ende i udryddelseslejre, i gaskamre, i krematorier i Dachau, Mauthausen, Buchenwald, Bergen-Belsen osv... De ville velsagtens sælge deres egne mødre til et harem.

Jeg finder det skamfuldt, at Den katolske Kirke tillader, at en biskop, som desuden er bosat i Vatikanet og således er en "hellig" biskop, og hos hvem man i Jerusalem har fundet et arsenal af våben og sprængstof gemt i hemmelige rum i hans "hellige" Mercedes, at man tillader ham at deltage i den nævnte procession - og at give ham adgang til mikrofonen for i Guds navn at takke de selvmordsbombere, som laver massakrer på jøder i pizzeriaer og i supermarkeder. Han kaldte dem for "martyrer som er lige villige til at gå i døden som til at gå til fest".

Jeg finder det skamfuldt, at der i Frankrig - det Frankrig som berømmer sig af Frihed, Lighed og Broderskab - bliver sat ild til synagogerne, at jødiske begravelsespladser skændes, og at jøderne dér bliver terroriseret. Jeg finder det skamfuldt, at der i Holland, Tyskland og Danmark går unge rundt og viser deres kaffiyeh [dvs. den hovedbeklædning som særligt Arafat er kendt for] på samme måde som Mussolinis tilhængere gik rundt og eksponerede deres fascistiske emblemer. Jeg finder det skamfuldt, at der på næsten ethvert europæisk universitet findes palæstinensiske studerende, som overtager magten og er med til at oppiske antisemitiske følelser; at de i Sverige har forlangt, at den Nobels Fredspris, som blev givet Shimon Peres i 1994, skal trækkes tilbage og alene tilkendes denne fredsdue over alle fredsduer med en olivengren i munden, Arafat. Og jeg finder det skamfuldt, at de velrenommerede medlemmer af Nobelkomiteen, en kommit´, som synes at træffe dens valg ud fra politiske motiver og ikke fortjeneste, endog overhovedet har brugt tid på at overveje palæstinensernes krav. Til Helvede med Nobelprisen og hurra for alle dem, som ikke har fået den.

Jeg finder det skamfuldt (og nu er vi tilbage i Italien), at regeringskontrollerede tv-stationer bidrager til at vække antisemitismen til live igen ved at hyle op om alle palæstinensernes døde, mens de nedtoner og forklejner alle de israelere, som er døde i konflikten, samtidig med at de omtaler dem på en hadefuld og nedladende facon. Jeg finder det skamfuldt, at man overhovedet indbyder de slyngler med turban eller kaffiyeh til tv-debatter og modtager dem med ærbødighed, sådanne mennesker som den 11. september jublede over terroren i New York og hævede den til skyerne - og som i dag lovpriser massakrerne i Jerusalem, Haifa, Netanya og Tel Aviv.

Jeg finder det skamfuldt, at pressen gør det samme - bliver indigneret fordi israelske tanks omringer Fødselskirken i Betlehem. Samme presse oprøres ikke over, at 200 palæstinensiske terrorister (herunder ledere af Hamas og Al-Aksa-Brigaden), som veludrustede med maskingeværer og sprængstoffer, ikke er uvelkomne gæster hos munkene, på samme tid som disse med glæde modtager flasker med mineralvand og kurve med æbler fra de israelske soldater i tankene. Jeg finder det skamfuldt, at et kendt italiensk dagblad har fundet det for rigtigt at påpege, at i Israel dør flere mennesker i trafikulykker (600 om året), end der endnu er døde i Den anden Intifada (412 døde).

Jeg finder det skamfuldt, at Pavens og Vatikanets avis l'Oservatore Romano - en pave som for ikke så længe siden efterlod et stykke papir i Grædemuren med en undskyldning til det jødiske folk - at denne avis rettede skarpe beskyldninger mod et folk, som i den grad har været offer for udryddelse af de kristne, af europæerne. Jeg finder det skamfuldt, at disse jødiske overlevende - folk hvoraf nogle endnu bærer nummeret, indgraveret med blæk i de nazistiske koncentrationslejre - i samme avis nægtes retten til at reagere og forsvare sig selv, således at de kan undgå at blive udryddet nok engang i Intifadaen.

Jeg finder det skamfuldt i Jesu Kristi navn (i en jødes navn, uden hvem de alle ville have været arbejdsløse), at præster fra vores sogne og socialcentre og alle mulige andre steder flirter med morderne på dem, som i Jerusalem ikke kan gå ud og få en pizza eller gå hen og købe et æg uden at blive sprunget i luften. Jeg finder det skamfuldt, at de vælger side - at de vælge dem, som har iværksat terrorismen ved at dræbe os i flymaskiner, i lufthavne og ved De olympiske Lege; i dag gør altså de samme folk en sport ud af at myrde vestlige journalister, skyde dem, kidnappe dem, skære halsen over på dem, skalpere dem. (Efter offentliggørelsen af mit stykke "Vreden og stoltheden" ville nogen her i Italien gøre det samme ved mig. Han citerede koranvers og tilskyndede i Allahs navn sine brødre til at myrde mig. Eller mere præcist: til at dø sammen med mig. Eftersom han er en person, som taler udmærket engelsk, vil jeg blot svare ham tilbage med disse ord: "F-ck you".)

Jeg finder det skamfuldt, at hele venstrefløjen - den venstrefløj som for 20 år siden tillod en fagforeningsparade at stille en ligkiste (som en mafiaagtig advarsel) foran Roms synagoge - glemmer det jødiske folks bidrag til kampen mod fascismen - f.eks. Carlo og Nello Rosselli, Leone Ginzburg, Umberto Terracini, Leo Valiani og Emilio Seranis indsats. Også kvinders indsats, f.eks. min gode ven Anna Maria Enriques Agnolettis indsats - hun blev skudt den 12. juni 1944 i Firenze. De glemmer de 74 jødiske ofre ud af sammenlagt 335 ofre ved Fosse Ardeatine; de glemmer det utællelige antal mennesker, som bukkede under for torturen eller faldt ved frontlinien i krigen mod fascismen - heraf nogle af min barndoms og ungdoms lærere.

Jeg finder det skamfuldt - delvis fordi det er venstrefløjens skyld - eller faktisk fordi det er venstrefløjens skyld (tænk på venstrefløjens partikongresser, hvor PLOs repræsentanter i Italien hyldes og klappes ad, og som er her i landet for at repræsenterer deres landsmænd, som ønsker Israels udryddelse) - og de italienske jøder må atter leve i frygt. Det samme i franske, hollandske, danske og tyske byer. Jeg finder det skamfuldt, at når disse slyngler, klædt ud som selvmordsbombemænd, marcherer, må jøder skælve på samme måde som under Krystalnatten, ja, som i 30'erne, da Hitler begyndte jødeforfølgelserne i Nazityskland.

Jeg finder det skamfuldt, at de sædvanlige opportunister - ved at ligge under for denne stupide, ubeherskede, uærlige og for dem sædvanlige opportunistiske måde at være "politisk korrekt" på - at de sædvanlige parasitter misbruger ordet "fred". I ordet freds hellige navn - desværre nu mere devalueret i betydning end ordet "kærlighed" og "medmenneskelighed" - giver de kun den ene side syndsforladelse med hensyn til had og bestialitet. I pacifismens (læs: konformismens) navn, der udtales med skingre stemmer, de samme stemmer som tidligere faldt på knæ for Pol Pot, indsmigrer sig nu hos folk, som er forvirrede, naive og skræmte. De snyder dem, bedrager dem, tager dem et halvt århundrede tilbage, dvs. til dengang jøderne skulle bære den gule stjerne. Disse charlataner bryder sig lige så meget om palæstinenserne, som jeg om dem (charlatannerne), nemlig ikke en døjt.

Jeg finder det skamfuldt, at så mange italienere og europæere har valgt Arafat som rollemodel - og jeg har valgt mine ord med omhu - denne ubetydelige person som, alene takket være pengestrømme fra den saudiske kongefamilie, opfører sig som en Mussolini, og som i hans storhedsvanvid tror, at han vil gå over i historien som Palæstinas gode George Washington. Denne uuddannede og uvidende mand, som, da jeg interviewede ham, ikke engang kunne formulere en hel sætning, ikke en eneste velartikuleret tanke. Derfor, at skabe en helhed ud af det, at skrive om det, offentliggøre det, er samme svære puslespil som at få den libyske leder Gadhafi til at blive Leonardo da Vinci.

Arafat, denne falske kriger, som altid går rundt i uniform ligesom Pinochet, som aldrig bærer civilt tøj, og som dog aldrig har deltaget i et eneste slag. Han deserterer krigen, har altid gjort det, og overlader den til andre - dvs. til de andre, som er så uheldige at tro på ham og lyde ham. Denne pompøse inkompetente mandsling, som giver den som statsoverhoved, var netop den, der fik Camp David Forhandlingerne (inklusive Clintons mægling) til at bryde sammen. "Nej, nej. Jeg vil have Jerusalem helt for mig selv"....

Arafat, denne evindelige løgner, som kun har en gnist af troværdighed, når han (under fire øjne) nægter Israels ret til at eksistere, og som - som jeg skrev i min bog - lyver hvert femte sekund. Han spiller altid dobbeltspil; han lyver endog, når man spørger ham, hvad klokken er, derfor kan man aldrig have tillid til ham. Aldrig! Man bliver systematisk bedraget af ham.

Arafat, denne evindelige terrorist (som altid holder sig på sikker afstand af tingene), som i midten af 1970'erne, da jeg interviewede ham, også trænede terrorister fra Baader Meinhof. Nu træner han tiårige palæstinensiske smådrenge til krig. Stakkels børn, piger og drenge. (De bliver trænet til at blive selvmordsbombere. Et hundrede baby selvmordsbombere er klar til at skride til handling: 100, værs'go!). Ak ja, Arafat, denne feje opportunist, som lader sin kone bo og blive plejet i Paris, imens hun behandles som en dronning, og imens hans lader sit folk leve i slum, skidt og møg. Fra sit samfunds bærme løfter han dem nok, men kun for at sende dem i døden, at sende dem ud at dræbe og dø, ligesom den 18-årige pige, som, for at opnå ligeberettigelse dem mændene, fylder sig selv med sprængstof og sprænger sig selv i luften sammen med deres uskyldige ofre.

Og dog er mange italienere vilde med ham, ja, på samme måde som de elskede Mussolini. Det samme gælder i resten af Europa. Jeg finder det skamfuldt, og jeg ser i denne tendens kimen til, at fascismen begynder at vokse igen, en ny nazisme, en ny fascisme, en nazisme, som er så meget desto mere destruktiv og ondskabsfuld og frastødende, fordi den sættes i værk og næres af dem, som på hyklerisk vis giver den som "de gode", dem med de rigtige meninger, de progressive, kommunisterne, pacifisterne, katolikkerne og i al almindelighed sådanne kristne, som er så vrede på mig, at de beskylder folk som mig, der fortæller sandheden, til at ophidse til krig.

Og ja, jeg ser det, og derfor vil jeg sige følgende: til den tragiske og shakespearske Sharon, som jeg aldrig har ladet i ro. ("Jeg ved, at du er kommet for at hænge nok en skalpering i din halskæde," mumlede han næsten trist, da jeg interviewede ham i 1982).

Jeg har ofte argumenteret intenst og bittert med israelerne, og i fortiden forsvarede jeg palæstinenserne ret meget, måske mere end de fortjente. Men nu holder jeg med Israel, jeg holder med jøderne. Jeg holder med dem nu, ligesom da jeg var lille - med andre ord: dengang jeg sad i skyttegravene sammen med dem, og folk som Anne Marie blev skudt. Jeg forsvarer deres ret til at eksistere, til at forsvare sig selv, og til at forhindre en ny udryddelse. Jeg væmmes ved mange italieneres og mange europæeres antisemitisme. Jeg føler mig skamfuld over denne skam, som vanærer mit land og hele Europa, i bedste fald ikke som et fællesskab af lande (EU), men som en slags Pontius Pilatus rettergang. Og selv hvis folk i hele verden tænker anderledes, vil jeg fortsætte med at synes det. Til forsiden (index.htm)

Til toppen Antisemitisme


© 2000-2008 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 19.9.2008