Vi må aldrig glemme HolocaustHolocaust er et mørkt og dystert kapitel i verdenshistorien, som vi aldrig må glemme. Vi skal gøre alt for, at historien ikke gentager sig - særligt i en tid med stigende antisemitisme i Danmark. Af Søren Gade, Morgenavisen Jyllands-Posten (27. januar 2021) Under Anden Verdenskrig blev over 6.000.000 jøder, 200.000 romaer, 250.000 handicappede og 9.000 homoseksuelle brutalt slået ihjel. De fleste i de nazistiske dødslejre. Holocaust er et mørkt og dystert kapitel i verdenshistorien, og et kapitel der under ingen omstændigheder må glemmes. Derfor mindes vi hvert år den 27. januar på FN's internationale mindedag for Holocaust de mange millioner mennesker, jøder samt utallige andre minoriteter, der blev ofre for Nazisternes forbrydelser og led under forfærdelig diskrimination, ondskab, mord og undertrykkelse. Selvom vi helst vil glemme forfærdelighederne, er vi nødsaget til at huske på forbrydelserne. Så ofrene aldrig bliver glemt. Så verden kan forhindre en gentagelse af historien. Så vi kan bekæmpe alle former for had, diskrimination og antisemitisme. Særligt min generation har et ansvar for, at historien bliver fortalt videre til vores børn, så de kan fortælle det videre til deres børn. For i takt med at de overlevende fra Holocaust bliver færre, bliver det også sværere for danske unge at se de levende vidnesbyrd i øjnene, når historien om Anden Verdenskrig skal fortælles. Derfor er det vigtigt, at vi holder historien om Holocaust i hævd. Vi må aldrig glemme. Vi skal aldrig blive ligeglade. Vi må kæmpe for vort liberale demokrati. Desværre viser flere europæiske undersøgelser, at mange af vores unge slet ikke kender til de nazistiske rædsler under Holocaust. Samtidig lever vi en tid med fake news og ekkokamre, der truer sandheden i at komme frem. Og i en tid, hvor vi lever i en digital og online verden med en udpræget digital verden, har holocaustfornægtere også fået et effektivt propagandaredskab og en global kampplads til sprede deres usandheder. Derfor er det særligt vigtigt, at Holocaust ikke bliver glemt, og at der sker en overlevering til de næste generationer. Det var også derfor, at jeg tilbage i 2019 sammen med min gode ven og kollega Morten Helveg Petersen stiftede 'Fonden til udbredelse af kendskab til Holocaust'. Formålet er at yde økonomisk støtte til unge under uddannelse, der vil på studietur til udryddelseslejre. Netop for at sikre, at historien om Holocaust ikke bliver glemt og give unge en oplevelse for livet, som de forhåbentlig vil bære med sig og dele. For udryddelseslejrene er en rystende stærk påmindelse om, at vi alle har et ansvar for ikke at glemme, og for at historien ikke gentager sig. Og det er der i den grad brug for i en tid, hvor vi ser en stigende antisemitisme i Danmark. Det kan ikke være rigtigt, hvis danske jøder ikke kan gå trygt og fredeligt på gaden med en kalot på hovedet. Det kan ikke være rigtigt, at danske jøder skal opleve, at deres gravpladser bliver udsat for hærværk. Det kan ikke være rigtigt, at danske jøder skal få påsat jødestjerner på deres postkasser, fordi vi har områder i vores land, hvor de ikke er velkomne. Det kan ikke være rigtigt, at danske jøder må leve med konstant politi-bevogtning af deres synagoge, skoler og kulturinstitutioner.
Det er helt uhørt og hører ingen steder hjemme. Og det bør vi være flove over. Vi skal arbejde for, at jøder kan vise deres tro på lige fod med andre religioner. Med jødernes historie i bagagen har vi et særligt ansvar for at passe på vores jødiske medborgere. © 2000-2021 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 27.1.2021 |