Kronik: Fortiden, der ikke vil forsvinde
Kan Holocaust ske igen? Vores svar er ja. Holocaust skete, fordi det kunne ske, ellers var det ikke sket. Og da Holocaust skete én gang, kan det ske igen, mener dagens kronikører.
Af Eva Bøggild, ph.d.-studerende og Jacques Blum, kultursociolog, København (juli 2004)
Kan Holocaust ske igen? Vores svar er ja. Holocaust skete, fordi det kunne ske, ellers var det ikke sket. Og da Holocaust skete én gang, kan det ske igen, mener dagens kronikører.
Når seks ambassadører fra henholdsvis Tyskland, Østrig, USA, Rusland, Polen og Israel i dag - torsdag - mødes i Restaurant Thorvaldsens Hus i København, så er det ikke for at slappe af i de smukke lokaler eller nyde stedets kulinariske formåen. Man fristes til at sige: Tværtimod.
De seks udenlandske repræsentanter deltager i en panelsamtale under overskriften: "Why Teach the Holocaust?" - et spørgsmål, som i den senere tid er blevet diskuteret i pressen, ved konferencer o.l. i udlandet, både inden for og uden for Europa - men som endnu ikke har vakt den store interesse i Danmark.
Og hvorfor skulle det egentlig også det? Set i lyset af, at der er tale om en 60 år gammel hændelse, og at der i løbet af de år har fundet utallige andre tragedier sted, hvor mennesker har pint, plaget, deporteret og slået hinanden ihjel, hvorfor er det så så vigtigt at fortsætte med at undervise og oplyse om netop Holocaust? Også i Danmark? Det nemme svar er, at det skal man, fordi en lang række lande, herunder Danmark, formelt har besluttet sig for det. Ved en konference med navnet "The Stockholm International Forum on the Holocaust" i år 2000 underskrev således 47 landes regeringschefer en kollektiv erklæring, hvori der bl.a. står:
Vi forpligter os til at styrke indsatsen for at fremme undervisning, erindring og forskning om Holocaust både i de af vore lande, som allerede har gjort meget, og de, som vælger at tilslutte sig denne indsats.
Vi deler en forpligtelse til at tilskynde til studier af Holocaust i alle dens dimensioner. Vi vil fremme undervisning om Holocaust i vore skoler og universiteter samt i vore samfund og tilskynde dertil i andre institutioner.
Vi vil tilskynde til passende former for ihukommelse af Holocaust, inklusive en årlig Holocaust-mindedag i vore lande.
Også den daværende danske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, tilsluttede sig denne erklæring, og Danmark har de seneste to år som aftalt holdt en såkaldt "Auschwitz-dag" den 27. januar.
Det er kun godt fire år siden, at ovenstående under stor medieopmærksomhed, og med megen alvor og brug af store ord blev erklæret, så hvorfor aktualiseres spørgsmålet "Why Teach the Holocaust?" - hvorfor netop Holocaust, og hvorfor netop nu?
Holocaust og Auschwitz er blevet kaldt for "en fortid, der ikke vil forsvinde". Antallet af værker, såvel videnskabelige afhandlinger som artikler, spillefilm, dokumentarfilm, romaner, erindringer og meget andet, offentliggøres i større og større omfang, og forklaringen herpå kan ikke kun ligge i, at "There is No Business Like Show Business". Var Holocaust da "noget særligt"? Var det, der foregik under nazismen, værre end myrderierne i f.eks. Stalins Gulag-lejre, i Campuchea, i Rhwanda eller i Bosnien? Det er absurd at diskutere, "hvad der var værst". Ondskaben er altid konkret, og for det enkelte offer er det uden betydning, om nogen før har lidt mere eller mindre. For hvert offer er der en historie, der gør dette menneskes lidelse til noget særligt. Og enhver krig, enhver etnisk udrensning, enhver deportation og ethvert folkemord rummer en historie, der gør det til noget særligt. Eventuelle forsøg på at opstille en folkemordenes top 10-liste er på en hver måde usmageligt. Og således var Holocaust også noget særligt.
Det særlige var, at nazisterne satte sig for at udslette alle jøder, hver og en, hvad enten denne var pensionist i Bergen eller barn på Korfu. Jødeudryddelsen skal ses som nazisternes ideologisk funderede korstog - kloden skulle desinficeres for den jødiske smittefare og renses for alle med "jødiske træk", hvad enten disse f. eks. var homoseksuelle, kommunister, antinazister, eller åndssvage. Med andre ord kunne også rene arier komme ind under nazisternes jødelove, alene fordi det er dem, der har magten, der også har magten til at definere, hvem der er afvigere, undermennesker.
Der er forskere, der mener, at Holocaust skal betragtes som noget unikt. Det synspunkt er vi bestemt ikke enig i. Holocaust og Auschwitz er et produkt af lettere eller sværere analyserbare menneskelige handlinger. Og at Holocaust ikke har noget fortilfælde i historien, giver ikke begrundelse for, at denne tragedie skal mytologiseres som en moderne syndflodsmyte, der, når alt kommer til alt, alene var Guds vilje.
Men hvorfor så stille spørgsmålet "Why Teach the Holocaust" netop nu, når der som tidligere nævnt publiceres om Holocaust som aldrig før? Et af svarene er, at trods den store opmærksomhed og trods de flotte erklæringer fra Stockholm og Danmarks med-forpligtelse, så er der strømninger, også i det danske samfund, der hylder autoritære ideologier, og koblet med en forbavsende uvidenhed, bl.a. hos unge mennesker, om "vejen til Auschwitz", er der grund til bekymring.
En anden forklaring er den stigende udbredelse af Holocaust-benægtelse, ikke mindst på de unges foretrukne oplysningskilde: internettet. I sammenhæng med en mangelfuld faktuel viden om såvel baggrund for og konsekvenserne af nazismen er der efter vores opfattelse noget at have denne bekymring i.
Og endelig er der den voksende antisemitisme i verden, ikke mindst i Europa, på trods af dette kontinents bitre erfaringer med denne ideologis konsekvenser. Det faktum har givet anledning til en lang række konferencer, seminarer og politiske fordømmelser. Også FN's generalsekretær Kofi Annan udtrykte ved åbningen af organisationens antisemitisme-seminar i New York i juni 2004 bekymring over denne udvikling:
Fremtidige seminarer vil beskæftige sig med andre specifikke grupper, der i lande verden over mødes med intolerance, ikke mindst muslimer og indvandrere - grupper der overlapper, men som hver især, sørgeligt nok, møder fordomme.
Alligevel er antisemitismen et godt sted at starte, fordi denne gennem historien er blevet en unik manifestation af had, intolerance og forfølgelse. Antisemitisme [...] er blevet en forløber for diskrimination overfor andre grupper. Stigende antisemitisme er en trussel mod mennesker hvor som helst. Derfor, ved at bekæmpe antisemitisme, kæmper vi for hele menneskehedens fremtid.
Vejen til Auschwitz var fyldt med advarsler om, hvor det ville ende. Men opmærksomheden var ikke vakt. Det tydeligste varsel var udgrænsning af minoriteter, først og fremmest den jødiske, der langsomt, men sikkert blev udstødt fra samfundslivet. Men tyske politikere vedtog også love, der forbød homoseksualitet; fysisk og psykisk handicappede blev ofre for statsdefinerede medlidenhedsdrab, og Jehovas Vidner blev arresteret og sendt i koncentrationslejre sammen med romaer, nonner, munke, socialdemokrater, kommunister og fagforeningsfolk. Alle disse grupper var at finde i Auschwitz, og hensigten med deres ophold var den samme.
Det er svært at tro, at den tyske befolkning ikke var vidende om denne udgrænsning, og forklaringerne på, hvorfor ikke flere gjorde modstand er der skrevet en lang række værker om. Blandt de gennemgående forklaringer er, at de politiske beslutninger var pakket ind i propaganda, som f. eks. »Dette er nødvendigt for samfundets overlevelse,« og i et bureaukrati, der var vanskeligt at gennemskue for det enkelte led i maskineriet, og derfor blev den enkeltes undskyldning: »Jeg handlede efter ordre.«
Ingen vil entydigt kunne fortælle, hvad der førte til nazismens opståen. Men vi kender mangt og meget til de mekanismer, der gjorde et Auschwitz muligt. Det var arkitekter, der planlagde stedet og dets funktioner, og det var ingeniører og smede, der producerede krematorieovnene. Alle adlød de blot ordre. Holocaust bestod af menneskelige handlinger. Den lære kan uddrages af Auschwitz.
Kan Holocaust da ske igen? Vores svar er "ja." Måske ikke på samme måde, måske ikke med den samme type bødler, og måske heller ikke med den samme type ofre, men "ja, det kan ske igen". Og ikke kun i Tyskland, men hvor som helst, hvor staten tillades at definere individets behov, og hvor man ikke lærer at forstå, at hvert enkelt led i en bureaukratisk kæde har et medansvar for det endelige resultat. Holocaust skete, fordi det kunne ske, ellers var det ikke sket. Og da Holocaust skete én gang, kan det ske igen.
Vejen til Auschwitz begyndte med statsdikteret intolerance, men intolerancen over for de anderledes, de fremmede, afvigerne, minoriteterne standsede ikke med Auschwitz. Og som generalsekretær Kofi Annan påpegede så sent som den 21. juni 2004, er det et fælles ansvar at bekæmpe intolerance:
Ingen muslim, ingen jøde, ingen kristen, ingen hindu, ingen buddhist - ingen der er loyal over for principperne i verdens religioner, ingen der hævder at have en kulturel, national eller religiøs identitet baseret på værdier såsom sandhed, anstændighed og retfærdighed - kan forholde sig neutralt i kampen mod intolerance. Det er åbenlyst, at vores succes i denne kamp afhænger af den indsats, vi yder for at opdrage os selv og vores børn.
Ligesom tolerance er noget, der skal læres, så er det lige så vigtigt, at intolerance er noget, der kan aflæres. Derfor skal der undervises i Holocaust og Auschwitz.
Jacques Blum og Eva Bøggild har udgivet bogen "Løgnens veje" om holocaustbenægtelse i Danmark og udlandet.
Til toppen Antisemitisme Auschwitz-dagen (27-1)