Europas dæmoner
Kulturpsykologi. Den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at kritisere USA og Israels gøren og laden.
Af Bent Blüdnikow (maj 2004)
Et stigende antal amerikanske, israelske og såmænd også europæiske iagttagere ser med bekymring og undren på Europa. Den udløsende faktor var de chokerende meningsmålinger, der i slutningen af 2003 viste, at europæerne mener, at USA og Israel er de største trusler mod verdensfreden. Værre end Osama bin Laden og en hel hærskare af muslimske fundamentalister.
Den slags holdninger kommer ikke ud af det blå, og kommentatorer peger på, at den daglige nyhedsstrøm om USAs og Israels »onde« handlinger som en logisk konsekvens har ført til den slags synspunkter. Der peges desuden på, at den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at have øje for USA og Israels gøren og laden.
Jerusalem Posts redaktør Bret Stephens følger i ugentlige kommentarer måbende de europæiske holdninger og medier. Da millioner af europæere marcherede mod krigen i Irak, holdt de plakater op, hvor nazisme og zionisme blev ligestillet. Det viste klart, siger Stephens, at Europa har sine problemer med Israel: »Det fremstilles, som om det er Sharons politik, der giver problemerne. Men var Europa egentlig mere sympatisk indstillet før Sharon? I 1975 holdt Ugandas præsident Ida Amin en tale til FNs generalforsamling, hvor han krævede »Israels udslettelse«. Efter talen blev han varmt hyldet af generalsekretær Kurt Waldheim, som senere blev valgt til Østrigs præsident med en jordskredssejr (...)
Den negative indstilling til Israel er udbredt i Europa. Den er resultatet af, hvad europæerne ser på TV, hører i radioen og læser i medierne. Og hvad de ser, læser og hører, er dette: At Israel er uhæmmet aggressiv mod de forsvarsløse palæstinensere, og at palæstinensisk terror blot er et svar på israelsk undertrykkelse - og ikke omvendt«. Stephens konkluderer: »Amerika har ikke opnået sin verdensposition uden forudseenhed og offervilje. Og Europa er blevet sejlet agterud, fordi det har vist svaghed over for nådesløse ideologier, har mishandlet økonomien og med iver ladet Washington bære forsvarets byrder«.
Den skarpe kommentator Mark Steyn lader sin velskrivende pen lyse i bl.a. tidsskriftet Spectator. Han skriver i sidste nummer: »Hvem der så end indspillede Osama bin Ladens sidste kassettebånd, så udviser de en snedig forståelse af den politiske situation. Nemlig ved at tilbyde en våbenhvile til ethvert europæisk land, der vil tage afstand fra USA. (...) Selv om mange kommentatorer ser tilbuddet som et svaghedstegn fra al-Qaedas side, så viser det i virkeligheden blot, hvor smarte jihad-drengene er (...) Som Blair sagde i sin tale til Kongressen, så er Europas politiske kultur indrettet på kompromis. Al-Qaedas PR-afdeling forsøger blot at tale til europæerne på et sprog, de forstår.« Den ondskabsfulde Mark Steyn har givet sin artikel titlen: »Bush må redde Europa«.
En af efterkrigstidens store politiske kommentatorer er chefredaktøren for det tyske blad Die Zeit, Josef Joffe. I det amerikanske tidsskrift Commentary har han skrevet en besk artikel med titlen »Europas dæmoner«. Han tegner et billede af et hyklerisk Europa, hvor anti-amerikanisme og anti-israelisme nu er blevet hverdagskost. Og uden at europæerne selv kan se, hvor snæversynet og hvor lidt selvkritisk kontinentet er blevet. Informationsstrømmen er forvrænget, og mens de europæiske medier ikke har synlig interesse for folkedrabet i Sudan, Kinas massemord på egne borgere og tibetanere eller Nordkoreas sultende millioner, så indtager Israel og USA en central plads i en dæmoniseringskampagne, skriver Josef Joffe. Og han fortsætter:
»Europa hylder civil magt og internationale institutioner. Europa praler med at have overvundet krigens primitivitet til fordel for kompromis, samarbejde og institutionalisering. Det har indgivet kontinentet en følelse af moralsk overlegenhed og en lede ved USA og Israel, som gennem de sidste 50 år har grebet til magt oftere end nogen andre vestlige lande (...) Intet europæisk land er blevet angrebet siden 1945. Det er derfor ikke underligt, at Europas militære instinkt er sygnet hen ved udsigten til en tilsyneladende endeløs fred. Det er derfor ikke mærkeligt, at de foragter Israel og USA som Vestens ryggesløse børn.«
Det forhadte USA er det samme land, der har reddet Europa en lang række gange fra egne dæmoner og fanatikere i det 20. århundrede, påpeges det. Alligevel synes taknemligheden mod USA ikke at være fremtrædende. I David Frums og Richard Perles bog »An End to Evil«, der netop er udkommet, tager de to neo-konservative (uha, uha - atter et bandeord i europæisk presse) beslutningstagere Europa under behandling. De noterer, at europæisk presse ikke holder sig tilbage med løgne og forvrængede historier om amerikansk brutalitet: »Den europæiske presses fjendtlighed havde sin effekt på den offentlige mening (...) Effekten begyndte at vise sig i løbet af 2002. Et bekymrende antal af vore NATO-allierede indtog den holdning, at vi efter sejren i Afghanistan skulle have erklæret sejr og være draget hjem. I disse lunkne allieredes hjerter skulle vi have nøjedes med at drive al-Qaeda ud af Afghanistan og så være rejst. De nægtede at være sammen med os i presset på Irak, Iran og Nordkorea. De viste en forbløffende mangel på nysgerrighed, hvad angik terrorforbindelser til Saudi-Arabien og andre arabiske stater. Hvis vi havde lyttet til Europa, så havde den eneste stat i Mellemøsten, der var blevet udsat for pression, været Israel«.
Hvorfor hader de os så intenst, spørger forfatterne og svarer selv: »USA brugte milliarder af dollar på Europa gennem et halvt århundrede, og det var uundgåeligt, at mange europæere hadede det. De hader USAs generøsitet, og de nærer modvilje mod deres eget behov for hjælp. For den slags mennesker var Sovjetunionens kollaps en frihedens stund. For nu kunne kontinentet omsider blive fri for USA og den afskyelige taknemligheds byrde.«
Josef Joffe er inde på samme forklaringsmekanisme i sin artikel i Commentary om anti-israelisme og den nye anti-semitisme: »Europa vil aldrig tilgive jøderne Auschwitz«, skriver han. For jødernes skæbne under Holocaust minder dem ustandselig om deres eget svigt. Derfor har man i Europa travlt med at dæmonisere Israel og sammenligne dets handlinger med nazisterne, for deri ligger befrielsen for skyldfølelsen.
Eller måske er forklaringen langt mere banal, som kommentatoren William Safire gang på gang har skrevet i New York Times. Nemlig at europæerne simpelthen er til at købe. De er dybt involverede i handel med og bestikkelsespenge fra den arabiske verden. Den nyeste skandale er, at FNs »olie for mad«-program viser, at ledende kredse i Europa og FN modtog Saddam Husseins bestikkelsespenge. Men den europæiske presse skriver forbløffende lidt om det.
