Det er kun positivt, at Mette Frederiksen nu samarbejder med Israel
Israel er i færd med at blive anerkendt af sine arabiske naboer. Man får en følelse af, at landet nu også anerkendes af Danmark. Mette Frederiksens besøg i Israel sammen med Østrigs kansler, Sebastian Kurz, er et tegn på en forandring i Socialdemokratiets holdning til Israel, skriver Henrik Jensen.
Af Henrik Jensen, historiker og forfatter, Morgenavisen Jyllands-Posten (8. marts 2021).
Det er såre godt, at statsminister Mette Frederiksen har aftalt et samarbejde med Israel om produktion af vacciner. Af flere grunde, hvoraf en langsigtet forsyningssikkerhed for vacciner er én, og man bør i den forbindelse ikke lægge megen vægt på den kritik, der hagler ned over hende for at underløbe EU's indkøbsstrategi og det europæiske samarbejde i almindelighed. Det gør Bruxelles selv meget bedre, skulle jeg mene: underløber sig.
Hvad, der især gør det til en god ting, er, at det er et tegn på en forandring i Socialdemokratiets og måske den ansvarlige del af venstrefløjens holdning til Israel.
Indtil Seksdageskrigen i 1967 var det kosher på venstrefløjen at være positiv over for jøderne og Israel, mest af alt i lyset af, hvad der var sket under Anden Verdenskrig. Med 1967-krigen blev Israels militære overlegenhed over naboer som Syrien, Egypten og Jordan imidlertid klar for enhver, og så overførtes "solidariteten" fra israelerne til palæstinenserne.
Indtil da havde "progressive" danske unge med flid og lyst puklet i de israelske kibbutzer. Siden kunne ikke engang palæstinensisk terror rokke ved loyaliteten med dem, ikke engang det skammelige overfald på israelske sportsfolk ved olympiaden i München i 1972. Nærmest tværtimod.
For venstrefløjen gælder det til enhver tid moralsk om at være på ofrenes side uanset tingenes rationelle kerne. Man er evigt for den lille, imod den store, som man ser det; for kvinder, imod mænd; for børn, imod voksne; for ansatte, imod chefer; for syge, mod raske; for indsatte, imod myndigheder; for nydanskere, imod gammeldanskere; for "folk", imod politikere; for "Resten", imod Vesten - videre i samme dur.
Og altså ikke mindst for palæstinenserne, imod jøderne. Men hvem var de sande ofre her? Den palæstinensiske befolkning var funderet i en panarabisk præmis om, at Israel skulle tilintetgøres. Det var politisk helt korrekt at se bort fra, at Israel i 70 år har befundet sig i en daglig overlevelseskamp. FN har ligefrem et særligt kontor for konflikten, som har gjort sit for at holde den i live.
På venstrefløjen har man siden forholdt sig "antizionistisk", grænsende til antisemitisk, til konflikten. Og man har forholdt sig kritisk til, hvad man så som en uhensigtsmæssig vestlig overbetoning af europæisk skyld efter Holocaust og deraf følgende gæld til det jødiske folk.
De præmisser synes Mette Frederiksen nu at bryde med, og det er ikke mindst det, der er velkomment. Socialdemokratiet er ganske vist et hus med mange rum, men man håber, at det holder ved, og at Auken-Lykketoft-traditionen ikke igen vinder frem.
Så meget mere, som Israels konflikt med den arabiske verden nu synes at være i bedring med de såkaldte Abraham-aftaler, hvor stadig flere arabiske lande har anerkendt Israel, og flere står på spring. Det sker ikke mindst, fordi araberne generelt er ved at indse, at de og israelerne har fælles fjender i Iran og det neo-osmanniske Tyrkiet og dermed fælles interesser. Meget tyder på, at endda det palæstinensiske selvstyre er ved at rette ind i forhold til den nye situation.
Det bør få al den støtte fra Vesten, Europa og Danmark, det kan rumme. Der vil altid mellem Vesten og Israel være et moralsk bånd, som ikke blot har sammenhæng med Holocaust, men løber ud af den produktive sammenvævning af vestlig og jødisk kultur, der ikke mindst er sket i de seneste århundreder.
Henrik Jensen (f. 1947) er historiker og forfatter til en række debatskabende bøger.
