Derfor er konflikten mellem Israel og Hamas ikke et spørgsmål om "en ligeværdig konflikt"
Politikere, der tager terroristernes parti, befinder sig på en farlig glidebane, som måske forhindrer en demokratisk stat som Israel i at forsvare sine borgere i fremtiden. Israel må ikke forhindres i at kunne forsvare sig selv, og de politikere, der vil afskære landets muligheder for at gøre det, er en støtte til Hamas, skriver Davy Antebi.
Af Davy Antebi, Israels viceambassadør i Danmark, Morgenavisen Jyllands-Posten (21. maj 2021).
Stemmer i den danske politiske debat har insisteret på, at der ikke er tale om en "ligeværdig" konflikt mellem israelere og palæstinensere. Tidligere politisk ordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper, brugte præcis denne formulering for nylig i et opslag på sin Facebook-side. Hun tog det endda et skridt videre og insisterede på, at udenrigsminister Jeppe Kofod skulle indkalde den israelske ambassadør i Danmark til samtale på Asiatisk Plads, hvor Danmark skulle kræve, at Israel stoppede sin aktion mod Hamas. EU skulle samtidig påbegynde en boykot af israelske varer. Og partiets udenrigsordfører Eva Flyvholm opfordrede til massivt amerikansk pres på Israel. I dette moralske billede på situationen er der én aggressor, selvfølgelig Israel.
Det er ikke tilfældigt, at man ikke finder et eneste ord i de mange opslag om Hamas' terrorhandlinger eller denne bevægelses afvisning af en fredelig løsning. Det er udelukkende staten Israels skyld, at der ikke er fred, ikke terrororganisationen Hamas - et prædikat, der er hæftet på den både af Danmark, EU og USA. Normale støtter af menneskerettigheder og demokrati giver med tavshed legitimitet til en organisation, der støtter oprettelsen af en islamisk stat, død over jøder og udslettelsen af Israel. Alt dette er opført i Hamas' charter.
Pludselig ser vi folketingsmedlem Christian Juhl, Enhedslisten, yde støtte til en demonstration, der fandt sted søndag på Rådhuspladsen i København, hvor talerne bl.a. sagde "at der i det historiske Palæstina kun er plads til kristne og muslimer". Vi "glemmer" altså bare, at det er det demokratiske Israel, der er imod krig og vold.
Bare forestil jer, hvor mange israelske tab, der ville være, hvis de mere end 3.000 raketter ikke var blevet stoppet. Medlem af Europa-Parlamentet for SF, Margrete Auken, anerkender også denne forstyrrede alternative virkelighed, hvilket leder hende til at re-tweete en karikatur, der beskylder Israel for at være en jødisk udgave af IS, hvor ministerpræsident Benjamin Netanyahu forestiller en jihadistisk terrorist. Ikke et eneste ord om Hamas.
Den moralske tvetydighed er yderst chokerende. Kigger man kun på tal og billeder, så må man stille sig spørgsmålet - hvem er ansvarlig for, at alt dette sker?
Det er Hamas, der affyrer raketter i en offensiv, der er designet til at ramme så mange israelske civile som muligt. Det er Hamas, der - uden varsel - affyrer raketter mod mænd, kvinder og børn, der sover i deres senge midt om natten. Det er Hamas, der affyrer fra huse, hospitaler, skoler og moskéer i Gaza, hvilket bringer den civile palæstinensiske befolkning i fare. Det er Hamas, der er ansvarlig for død og ulykke mod sin egen befolkning, da en af syv af deres egne raketter lander i Gaza. Det var Hamas, der indledte raketterne, og det var Hamas, der bidrog til eskaleringen med raketter - nu også mod Tel Aviv og Jerusalem. Dette er ikke set før.
Den officielle FN-udsending til Mellemøsten har allerede svaret på spørgsmålet: "Hamas og andre militante grupper overtræder international lov med deres raketbeskydning mod tæt beboede civile områder i Israel. Dette må stoppe med det samme. Civile mål må aldrig blive en del af en militær konflikt."
En nedgradering af moralske betragtninger til et spørgsmål om tal er altid for simpelt. Den eneste forskel, der er på tallene, er, at Israel bruger en masse tid og penge på at beskytte sin befolkning, f.eks. ved at bruge forsvarssystemet Iron Dome. Bare forestil jer, hvor mange israelske tab, der ville være, hvis de mere end 3.000 raketter ikke var blevet stoppet. Israel angriber militære mål og undgår civile tab i Gaza. Israel har ingen militær eller civil tilstedeværelse i Gaza, da alt blev trukket ud i 2005. Et af mange forsøg på at skabe fred med palæstinenserne.
Hamas derimod bruger ikke de millioner af dollars, organisationen får gennem udviklingsbistand fra Iran og fra Qatar, på at bygge beskyttelsesrum og forsvarssystemer. I stedet bliver de brugt på offensive militære midler, ammunition, tunneller og raketter, der affyres med det klare mål at ramme civile. Dette er på ingen måde ligeværdigt.
Disse opslag, der tager terroristernes parti, er en farlig glidebane, som måske forhindrer en demokratisk stat i at forsvare sine borgere i fremtiden. Et pres for at binde hænderne på et Israel i selvforsvar giver legitimitet til Hamas, den sande aggressor, og det er det, der er moralsk forkert.
