Var Jesus palæstinenser?Påstanden om at Jesus var palæstinenser er ikke ny, men den gentages med særlig styrke hvert år ved denne tid. Og der er desværre en del der efterhånden er hoppet på den - også i Danmark. Af Jan Frost, fhv. formand for bevægelsen Ordet og Israel (12. december 2021). "For os palæstinensere er fejringen af julen en påmindelse om, at Jesus blev en af os: som palæstinenser valgte han vores land og vores kultur". Sådan skriver den fremtrædende palæstinensiske kirkeleder, Dr. Jamal Khader, i et juleopråb fra Betlehem. Jamal Khader er en del af et større netværk af kristne, palæstinensiske ledere der har samlet sig i det såkaldte "Kairos Palestine". Kairos Palestine er på én gang en teologisk og en politisk bevægelse. Blandt de politiske mærkesager er en opfordring til Vestens kirker om at tilslutte sig den internationale Boykot-Israel-bevægelse, BDS (Boycott, Divestment, Sanctions). "Kairos Palestine" modtager i øvrigt økonomisk støtte fra bl.a. Folkekirkens Nødhjælp. Påstanden om at Jesus var palæstinenser er ikke ny, men den gentages med særlig styrke hvert år ved denne tid. Og der er desværre en del der efterhånden er hoppet på den - også i Danmark. Historisk er det nonsens, at kalde Jesus palæstinenser. Det er en fordrejning af historiske fakta, og det er i modstrid med det, Bibelen fortæller om Jesus. Ifølge Bibelen var Jesus jøde, ligesom hans mor, Maria, var det. Jesus blev født i Davids by, i Betlehem, i Judæa. Han voksede op i en jødisk kultur, og navnet på hans hjemland var Israel. I virkeligheden fandtes der slet ikke noget land der hed Palæstina på Jesu tid. I Bibelen kaldes de områder der i dag udgør Israel og Vestbredden bl.a. Kanaan, Judæa, Samaria, Gallilæa eller slet og ret Israel. Det var den romerske kejser Hadrian, der i år 135 besluttede at give området et nyt navn. Han gjorde det i håb om at udviske jødernes historiske tilknytning til landet Israel. Han kaldte det i stedet for "Provincia Syria Palaestina". Hvorfor bliver veluddannede mennesker som Dr. Jamal Khader - og flere med ham - så ved med at sige, at Jesus blev født som palæstinenser og at han voksede op i en palæstinensisk kultur? Hvorfor kalder man Jesu land for Palæstina, når der ikke fandtes et land med det navn på Jesu tid - og i øvrigt aldrig har gjort det? Hvad er formålet med at gøre Jesus til palæstinenser? Det mest nærliggende svar er, at det primært tjener et politisk formål. En palæstinensisk Jesus kan bruges til at fremme den palæstinensiske sag - særligt ind i den kristne del af verden. At give Jesus en palæstinensisk identitet er nemlig med til at sløre hans tilhørsforhold til folket Israel, og - i lighed med kejser Hadrian - at udviske jødernes historiske tilknytning til landet Israel. Så længe palæstinensiske, danske og andre kirkeledere fortsætter med at kalde Jesus for palæstinenser, så medvirker de - bevidst eller ubevidst - til det samme.
Læs andre artikler og indlæg af Jan Frost: Frost på bloggen - en blog om Israel og om kirkens forhold til Israel. © 2000-2021 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 14.12.2021 |