Nuancer i Israel
Hvor er det synd, at den internationale presse efterhånden har givet verden det indtryk, at der i Israel snart er tanks på hvert gadehjørne, at landets soldater systematisk undertrykker staklerne i flygningelejrene, og at regeringen er ultra-højrenationalistisk.
Af Karen Zubari, Ganei Aviv, Lod 71110, Israel (juni 2004)
Hvor er det synd, at den internationale presse efterhånden har givet verden det indtryk, at der i Israel snart er tanks på hvert gadehjørne, at landets soldater systematisk undertrykker staklerne i flygningelejrene, og at regeringen er ultra-højrenationalistisk.
Og så er sandheden jo heldigvis en noget anden. Som dansker bosat i Israel kan jeg meddele, at jeg til dato aldrig har set nogen tank i gaderne hernede. Tanks ser vi selvfølgelig, men det er i fjernsynet, ganske ligesom I gør det hjemme i Danmark.
Og staklerne i flygningelejrene bliver heller ikke systematisk forfulgt. Det gør derimod de terrorister, der af kærlighed til deres egen befolkning har valgt at gemme sig blandt dem, i håb om at det skulle få den israelske hær til at lade dem være i fred, så de kan fortsætte med dagligt at sende raketter fra Gaza ind i selve Israel.
Til fare for alle
Heldigvis sker der sjældent personskade, af hvilken grund disse angreb aldrig formår at tiltrække sig den internationale presses opmærksomhed, langt mindre at frembringe nogen form for fordømmelse fra vestlige ledere, der ellers er på pletten, så snart Israel vælger at gøre kort proces mod kendte massemordere.
At langt de fleste selvmordsbombere standses i tide, kan vi takke den israelske hær og sikkerhedstjeneste for - samt et heldigvis velfungerende net af spioner blandt palæstinenserne i Gaza.
Og at regeringen skulle være ultra-højrenationalistisk, det stemmer jo ikke særlig godt med Sharons bestræbelser på at rømme de sidste jødiske bosættelser i Gaza, som herefter vil være garanteret jødefrit område.
Selve dette begreb kan nok få det til at løbe koldt ned ad ryggen og lede tanken tilbage til Anden Verdenskrig og utallige pogromer inden da, men hvad gør man ikke for at opnå fred og ro.
Og det sikkerhedshegn, der er under opbygning, det har ikke til hensigt at genere andre end terrorister, som forsøger at komme ind illegalt.
Det er alt andet lige nemmere at kontrollere et checkpoint end at skulle bevogte kilometervis af grænser.
Terrorister, der vælger at sprænge sig selv i luften, de er til fare for hele Israels befolkning, for bomber gør ingen forskel på jødiske eller arabiske buspassagerer.
Det ville pynte med et mere nuanceret syn på konflikten.
Folk lever faktisk et ganske normalt liv hernede: Går i skole, på arbejde, gifter sig, får deres børn passet og undervist, bliver gamle, får en plejehjemsplads, hvilket i øvrigt ikke er nær så svært som i Danmark, hvilket fænomen nok kunne være interessant at studere nærmere.
Navnet Israel er i verdens øjne ensbetydende med kampe i gaderne og en masse krig og ballade.
Vi trænger derfor til modige journalister, der tør gøre op med det stivnede mediebillede og bidrage med alternative vinkler.
Et forbillede
Placeret som eneste demokrati blandt hundredvis af millioner af arabiske naboer er Israel simpelthen nødt til at være på mærkerne.
Det siges hernede, at militante palæstinensere ikke er interesseret i en fred med Israel, men uden Israel. To stater side om side er ikke sagen, for i deres øjne er Israel slet ikke berettiget til at eksistere.
Så medmindre man har lyst til at tage dem på ordet og springe i Middelhavet, så er man altså nødt til at forsvare sig.
Og en demokratisk, palæstinensisk stat, side om side og i fred med Israel, kunne være et mønster for andre arabiske stater og til gavn og glæde for både palæstinensere og israelere.
