I virkeligheden gider lande ikke løfte en finger for dem: Palæstinas tragedie er også et arabisk ansvar
Palæstinensernes arabiske brødre har aldrig anerkendt eksistensen af en palæstinensisk stat eller gjort noget for at inkludere de palæstinensiske flygtninge i deres lande. Men vi er simpelthen nødt til at afmontere myten om, at Israel, Vesten og verdens jøder er ansvarlige for palæstinensernes lidelser.
Af Rami Zouzou, Cand.mag. i historie, forfatter, Morgenavisen Jyllands-Posten (2. december 2023).
Med invasionen i Gaza har Israel og jøder verden over for alvor fået vreden fra den palæstinensiske diaspora at føle. Der er opstået en dem og os-logik om, at enten er man for en palæstinensisk stat, eller også holder man med Israel. Alene herhjemme oplever man demonstrationer med palæstinensiske flag, hvor man med diverse fantasifulde gerninger giver udtryk for sin harme over såvel det israelske militærs fremfærd samt israelerne og Vestens manglende anerkendelse af det palæstinensiske folks rettigheder.
Men vi er simpelthen nødt til at afmontere myten om, at Israel, Vesten og verdens jøder er ansvarlige for palæstinensernes lidelser. For palæstinensernes arabiske brødre, særligt i Syrien, har aldrig nogensinde anerkendt eksistensen af en palæstinensisk stat endsige gjort noget for at inkludere de palæstinensiske flygtninge i deres lande. Det kunne være, man skulle overveje det næste gang, man demonstrerer med palæstinensiske flag eller ser en jøde med en kalot.
Da det moderne Mellemøsten blev dannet i forbindelse med Osmannerrigets fald efter Første Verdenskrig, var det aldrig en palæstinensisk stat, der lå de arabiske stammer på sinde, tværtimod.
Da englænderne mobiliserede de arabiske stammer til den såkaldte arabiske revolte imod osmannerne, var det med løfter om oprettelsen af en samlet arabisk stat, et såkaldt Storsyrien. Den 8. marts 1920 udråbte emir Faisal, lederen af revolten, sig selv til konge over Syrien.
Det nye kongeriges levetid var imidlertid begrænset. Den 25. juli 1920 blev Storsyrien opløst, og England og Frankrig delte Mellemøsten imellem sig og oprettede staterne Libanon, Jordan, Irak, Syrien og Palæstina. Den syriske vrede over dette svigt var enorm.
Da mandatmagterne, England og Frankrig, endelig forlod Mellemøsten efter Anden Verdenskrig, så den syriske præsident, Shukri al-Quwatli, nu sit snit til at genoprette det storsyriske rige. Men han havde gjort regning uden FN, der i 1947 tildelte jøderne et nationalhjem. Med det for øje kastede Syrien sig i 1948 ind i krigen imod Israel. Ikke fordi det havde nogen som helst veneration for palæstinensernes nationale følelser, men fordi de ønskede at annektere Palæstina - som en del af det sydlige Syrien. Resultatet af krigen er velkendt, og palæstinensernes nationale tragedie tog herefter sin begyndelse. Det var imidlertid ikke noget, der bekymrede palæstinensernes arabiske brødre det mindste.
Syriens opbakning til palæstinensernes sag var alene et spørgsmål om at udvide sit eget territorium. Den amerikanske mellemøstforsker Barry Rubin skriver i sin bog "The Truth about Syria" at Hafez al-Assad, Syrien nuværende diktator Bashars afdøde far, i 1975 skulle have sagt til palæstinensernes daværende leder, Arafat, at der ikke eksisterer noget palæstinensisk folk. Udtalelser, der ellers ofte tilskrives Israels tidligere premierminister Golda Meir. Kommentaren indrammer meget godt de arabiske staters holdning til palæstinenserne, som med andre ord befinder sig i et nationalstatsligt vakuum, som man ikke alene kan holde Israel ansvarlig for.
Derfor vil det i sandhed være historieløst alene at holde den israelske stat ansvarlig for den palæstinensiske tragedie. For ingen arabiske stat har ej heller forsøgt at integrere palæstinenserne endsige tildelt dem nationale og civile rettigheder. I modsætning til lande som Danmark.
Palæstinensernes tragedie kan med andre ord ikke alene tilskrives Israel, Vesten og jøder. Der er tværtimod fortællingen om en samlet region, herunder de arabiske lande, der aldrig har anerkendt palæstinensernes nationale rettigheder. Tænk over det næste gang, man som palæstinenser ser en jøde med kalot eller flager med det palæstinensiske flag i de lande, der faktisk har tildelt palæstinensere civile og nationale rettigheder.
Til toppen Artikler Antisemitisme Terror