Det israelske flag

Kronik: En fjendtligtsindet nødhjælpsorganisation

Israel har tilbudt Folkekirkens Nødhjælp tillid og samarbejde. Som svar er vi blevet mødt med et personligt tillidsbrud og fjendtligsindet politisk aktivisme.

Af Ephraim Ben Matityahu, Israels fungerende ambassadør i Danmark (juni 2004)

Israel har tilbudt Folkekirkens Nødhjælp tillid og samarbejde. Som svar er vi blevet mødt med et personligt tillidsbrud og fjendtligsindet politisk aktivisme.

Det er en forkert holdning fra en humanitær nødhjælpsorganisation. Peter Lodberg udviser en hel og aldeles manglende respekt for min nations sag. Hermed gør han Folkekirkens Nødhjælps sag en bjørnetjeneste, skriver dagens kronikør.

Da jeg 15/06 læste generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, hr. Peter Lodbergs, kronik "Opgør med en illusion" med stor forbløffelse, var det ikke kun på grund af kronikkens politiske indhold og retorik, men også af personlige årsager. I sin iver for at vinde publikum for sin sag, citerer han mig fra en samtale, vi havde under et privat møde for nogle måneder siden. Det burde være overflødigt at sige, at en sådan handling i sig selv er ufin og ikke ligger på linie med de accepterede normer for social omgang.

Da jeg ankom til Peter Lodbergs kontor, var det med en fremstrakt hånd og et åbent sind i den tro, at en bedre forståelse mellem parterne ville være en hjælp for den humanitære indsats, hans organisation yder. Jeg tilbød også at stille mit kontor til rådighed i fremtiden, hvis hans organisation på nogen måde havde brug for hjælp.

Under mødet diskuterede vi tillige Mellemøstkonfliktens historie, men jeg udtalte aldrig de ord om den panarabiske bevægelse, hr. Lodberg citerer mig for, nemlig at Israel ser den panarabiske verden som sin fjende. Rent faktisk påpegede jeg det stik modsatte, nemlig at den panarabiske bevægelse har udpeget Israel som sin fjende, både staten og folket.

Panarabisme er ikke en nation, men en ideologi og en politisk platform - tillige har det været den Den Arabiske Ligas idégrundlag lige fra begyndelsen i 1946. Generelt handler panarabisme om en overordnet arabisk national enhed. Det jeg fremførte for hr. Lodberg var meget enkelt: den panarabiske bevægelse kunne ikke acceptere en jødisk stat i Mellemøsten inden for nogen som helst grænser, indenfor noget som helst koncept eller under nogen som helst omstændigheder. Ændringer i opfattelsen har fundet sted, men de er foregået med en næsten smertefuld langsommelighed.

Det er årsagen til, at en relativ lille lokal konflikt, med et lille landområde og to små befolkningsgrupper, udviklede sig til den regionale arabisk-israelske konflikt, vi har i dag, hvor konflikten er blevet til et symbol for den arabisk-islamiske frustration.

Det forholder sig rent faktisk sådan, at hvis ikke det havde været for den arabiske "solidaritet", havde konflikten allerede været løst af FN's Delingsplan fra november 1947 (to-statsløsning). Det jødiske samfund accepterede løsningen, men den blev afvist af den Arabiske Liga og det arabiske samfund i Palæstina. De arabiske landes reaktion på Delingsplanen var et løfte til de arabere, der levede i Palæstina, om at invadere Israel. Efterfølgende blev Israel angrebet af fem arabiske hære i maj 1948. Det var denne afvisning og de efterfølgende krigshandlinger, der blev en katastrofe for de lokale arabere. Som en eftervirkning af krigen ledte det arabiske fjendskab desuden til udvisningen af hundrede tusinder af jøder fra de arabiske lande.

Jeg fortalte endvidere hr. Lodberg, at araberne i 1948 ikke angreb Israel for at forsvare palæstina-arabernes menneskerettigheder. Mærkværdigvis var det heller ikke for at sikre palæstina-arabernes nationale rettigheder - for disse rettigheder ville være garanteret af FN's Delingsplan.

Arabernes invasion skete af en bestemt årsag: de ville eliminere det jødiske samfunds nationale rettigheder! En pct. af den jødiske befolkning i den nye stat blev dræbt under Israels uafhængighedskrig i 1948.

Desværre er konflikten stadig i dag i meget høj grad en arabisk-israelsk konflikt. Det er sådan, vi ser konflikten, som fortsat er en kilde til vores frygt og bekymringer.

I dag er der andre aspekter, vi har et medansvar for at løse, og det er årsagen til, at Israel op gennem 1990'erne gav en fremstrakt hånd til PLO-organisationen, der oprindeligt blev skabt af Den Arabiske Liga i 1964, med et eneste formål - at eliminere staten Israel. Den fremstrakte hånd ledte til forhandlinger og til Oslo-aftalerne i 1993, hvor det Palæstinensiske Selvstyre blev skabt. Terror var PLO's strategiske valg af våben indtil 1993. I dag er terror er tillige det strategiske valg af våben for en gruppe palæstinensiske organisationer med folkemord på programmet. For Hamas og Islamisk Jihad og deres ligesindede udgør hele Israel en besættelse, og de begår ikke terror "på grund af bosættelserne". For 3 ½ år siden var bosættelserne genstand for reelle forhandlinger, siden da er mere end 6.000 israelere blevet dræbt eller såret i en terrorkampagne. Det udgør faktisk en rigtig god grund til at erklære krig mod de organisationer, der står bag, og en god grund til at eliminere de individer, som er ansvarlige for angrebene.

Jeg må minde om, at de fleste væbnede terrororganisationer nyder godt af gæstfriheden i de palæstinensiske selvstyreområder. Terrorister opererer ofte fra huse eller andre civile strukturer. Når terrorister affyrer skud fra disse bygninger eller aktiverer vejbomber fra frugtplantager eller marker, er det en militær nødvendighed, at man ødelægger lokaliteterne. Også i forhold til international lov er de legitime mål: Israelske sikkerhedstyrker må gerne ødelægge de strukturer, der benyttes af terrorister, når det dikteres af militær nødvendighed.

Et andet eksempel på nødvendigheden af at ødelægge bygninger er terroristernes udnyttelse af civile hjem til at skjule indgange til tunneller, der bliver brugt til at smugle våben, sprængstof og terrorister fra Egypten til Gazastriben. Tillige bliver bygninger på Vestbredden og i Gazastriben benyttet til at fremstille og skjule missiler, mortergranater, våben og eksplosiver, beregnet til brug mod Israel. At ødelægge bygningerne er meget ofte vores eneste mulighed for at forsvare os mod truslen.

Alle disse palæstinensiske aktiviteter går imod et hvert princip og enhver aftale, der er indgået mellem Israel og de palæstinensiske myndigheder, som har kontrollen over Gaza by og de omkringliggende områder.

Det er ironisk, at vi i dag kan konstatere, at siden det palæstinensiske selvstyre blev skabt, er våben det produkt, som har vundet størst udbredelse per capita: Store summer fra EU og andre organisationer, der var beregnet på støtte og nødhjælp, er endt hos våbenhandlere.

At gå efter morderne er og har aldrig været en overtrædelse af international lov.

International lov har retten til selvforsvar som et af sine hovedprincipper og kræver ikke, at en stat forholder sig passiv overfor væbnede angreb, som det også kommer til udtryk i artikel 51 i FN's charter. Stater har, såfremt der ikke findes praktiske alternativer, ret til at handle for at forsvare deres borgere mod truende væbnede angreb.

Et individ, der indlader sig på terrorangreb, bruger våben og er en del af en fjendtlig militær organisation, kan ikke udfra nogen definition beskrives som en civil eller forvente at drage fordel af den beskyttelse, som konventionerne tildeler civile. Som det fremgår af Røde Kors' manual for regler under væbnede konflikter:

»Civile må ikke tage direkte del i fjendtlighederne og er immune overfor angreb. Hvis de tager direkte del i fjendtlighederne, mister de deres immunitet.«

Endvidere bør det nævnes, at en betegnelse som "udenretslig henrettelse" er demagogisk og upassende. Det indikerer, at man bevidst har ignoreret en eksisterende alternativ fremgangsmåde, nemlig retsforfølgelse. Det forholder sig sådan, at de gange Israel går målrettet efter terroristerne, er det fordi muligheden for retsforfølgelse ikke er tilstede, for Gazastriben hører ikke under Israelsk kontrol, men derimod for størstedelens vedkommende under det Palæstinensiske Selvstyre.

I forbindelse med hr. Lodbergs kritik af israelske ødelæggelser af havne, lufthavne og tv-stationer er det vigtigt at huske på, at de alle er blevet opført, fordi Israel har ønsket at hjælpe til med at skabe en palæstinensisk selvstyreenhed, der skulle føre til en statsdannelse. De er ikke blevet til som et resultat af pres eller beslutninger i FN- eller EU-regi. Problemet var bare, at samtlige enheder overtrådte deres erklærede målsætning og hermed tilliden. Alt vi fik fra den infrastruktur var terror, våbensmugling og TV fyldt med had.

Israel er ofte blevet beskyldt for at tilbageholde ambulancer, men vore kritikere glemmer at fortælle, at der eksisterer adskillige beviser på, at ambulancer og andre humanitære køretøjer benyttes til at transportere bevæbnede terrorister og deres ledere.

Hvis krigen mod terror vindes, kan vi en dag få defineret en fredelig grænse. Indtil da er sikkerhedshegnet vores forsvarslinie. Dog er samtlige de tal og fakta, hr. Lodberg citerer om hegnet i sin kronik enten stærkt overdrevne eller ukorrekte.

Indtil videre har hegnet været effektivt. Hr. Lodberg skulle tage og besøge Gilboa-regionen i Israel. Under intifadaen har dette område haft 600 terrorepisoder om året. Nu er antallet af angreb nede på nul.

Det er rigtigt, at sikkerhedsbarrieren gør livet besværligt for nogle palæstinensiske bønder, men deres private landområder er kun beslaglagt midlertidigt. Der er ikke tale om konfiskation. Det vedbliver med at tilhøre ejeren, som modtager kompensation.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at når valget står mellem tab af menneskeliv på israelsk side og midlertidige hårde tider på palæstinensisk side, ser vi som vores primære pligt at beskytte liv, fordi det er den mest fundamentale menneskerettighed.

Når der er tusinder af myrdede og sårede israelere, er det både fornærmende og fornedrende at sprede tvivl om vores troværdighed og motiver i krigen mod terroristerne.

Med hensyn til Folkekirkens Nødhjælp er der stor forskel på sympati for en politisk sag og sympati for humanitære lidelser. Dette udgør også forskellen på samarbejde og gode intentioner på den ene side og mistillid og mistænksomhed på den anden. Når en sådan form for politiseren udgår fra en nødhjælpsorganisation, kaster det en skygge over dens motiver og skaber mistillid.

Vi har tilbudt tillid og samarbejde. Som svar er vi blevet mødt med et personligt tillidsbrud og fjendtligsindet politisk aktivisme. Det er en forkert holdning fra en humanitær nødhjælpsorganisation. Hr. Lodberg udviser en hel og aldeles manglende respekt for min nations sag. Hermed gør han Folkekirkens Nødhjælps sag en bjørnetjeneste.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 22.9.2011