Det israelske flag

Kronik: Usmagelig menu fra Folkekirkens Nødhjælp

For Folkekirkens Nødhjælp er ofrene i Mellemøsten palæstinensiske. Og kun palæstinensiske. Derfor bliver nødhjælpens oplysningsarbejde så fordrejet. Følelsen af at stå på den svages side giver organisationens medarbejdere et stærkt engagement. Men det udruster dem samtidig med enorme skyklapper, skriver kronikøren.

Af Ole Andersen, cand.theol., sekretær i "Ordet og Israel" (juli 2004)

For Folkekirkens Nødhjælp er ofrene i Mellemøsten palæstinensiske. Og kun palæstinensiske. Derfor bliver nødhjælpens oplysningsarbejde så fordrejet. Følelsen af at stå på den svages side giver organisationens medarbejdere et stærkt engagement. Men det udruster dem samtidig med enorme skyklapper, skriver kronikøren.

Oplysning er godt. Propaganda er noget skidt! Et af sommerens mest diskuterede spørgsmål er, hvad Folkekirkens Nødhjælp leverer, når de informerer om Israel og palæstinenserne. Var det oplysning eller propaganda, der blev serveret over cafébordene i skyggen af Nødhjælpens mur på Roskilde Festivalen?

Nødhjælpens informationschef Thomas Ravn-Pedersen er ikke i tvivl. Menukortet på caféen bød ifølge ham på både de israelske argumenter, de palæstinensiske argumenter og FN's resolutioner. Eller som han sammenfatter det: »Kort og godt facts«. Når de unge så har fortæret caféens objektive informationer, kan de selv tage stilling.

Andre er mere skeptiske. En lind strøm af avisledere og læserbreve har beskyldt nødhjælpen for at politisere og for at være ensidigt vendt imod Israel. Men konkrete eksempler har der ikke været mange af. Desværre. For uden dem bliver debatten let til en agurketidsudgave af børnehavesandkassens »Du er dum« og »Det kan du selv være!«.

Der er altså god grund til at se lidt nærmere på nogle af de retter, nødhjælpen serverer. Resultatet af sådan en prøvesmagning er ganske spændende. Og giver oven i købet et perspektiv, der rækker betydeligt længere end til sandkassen.

Den første bid fra nødhjælpens menu om det israelske sikkerhedshegn kommer her: »Barrieren følger ikke den internationalt anerkendte grænse mellem Israel og Vestbredden men opføres inde på Vestbreddens område«. Citatet er hentet fra juli-udgaven af Nødhjælpens blad NØD. Præcis det samme står i et lille informationshæfte om sikkerhedshegnet, som Nødhjælpen udgav i december 2003.

Problemet er bare, at der ikke findes nogen internationalt anerkendt grænse mellem Israel og Vestbredden. Der findes derimod en våbenstilstandslinie, den såkaldte "grønne linie". Den blev fastlagt i en aftale mellem Jordan og Israel indgået på Rhodos den 3. april 1949 - efter at de arabiske lande forgæves havde forsøgt at udslette den nyoprettede stat Israel.

Aftalens tekst understreger flere gange, at der ikke er tale om nogen endelig grænse, men en midlertidig, militær foranstaltning for at hindre krigshandlinger. Alligevel kaldes den grønne linie i informationen fra Folkekirkens Nødhjælp for »den internationalt anerkendte grænse«.

Forskellen er ikke uden betydning, hverken i folkeretten eller i folkemunde. At bryde en internationalt anerkendt grænse er i de fleste menneskers øjne betydeligt værre end at overtræde en gammel våbenstilstandslinie, der allerede blev brudt, da Jordan i juni 1967 gik til angreb på Israel.

Den anden prøve fra nødhjælpens informationsmateriale om hegnet lyder sådan: »Hvis alt går som planlagt, vil Vestbreddens palæstinensiske befolkning være isoleret i en række indhegnede reservater, og Israel vil have annekteret mere end halvdelen af Vestbreddens samlede areal«.

Også dette citat er fra juliudgaven af NØD. Informationshæftet siger præcis det samme. Ifølge nødhjælpen bliver resultatet af sikkerhedshegnet altså, at Israel annekterer over halvdelen af Vestbredden.

Men nødhjælpens tal er forkert. Hvis Israel opfører hegnet efter den linieføring, der netop nu er godkendt, bliver resultatet, at 16,6 pct. af Vestbredden kommer til at ligge på den israelske side af hegnet. Det tal stammer fra kendelsen, som Den Internationale Domstol i Haag afsagde 9/7.

Også menneskerettighedsorganisationen B'Tselem, som Nødhjælpen samarbejder med, har regnet på tallet. B'Tselem medregner tre områder:

a) jord eksproprieret til opførelsen af selve hegnet,

b) landområder mellem den grønne linie og hegnet tillige med omhegnede enklaver og

c) Østjerusalem.

I alt omfatter disse områder ifølge B'Tselem 16,8 pct. af Vestbreddens areal. Der er altså tale om knapt 17 pct. af Vestbredden.

Ikke »over halvdelen«, som nødhjælpen påstår.

Den tredje smagsprøve fra Nødhjælpens informationsmenu er et kort over sikkerhedshegnets forløb. Kortet er gengivet i juliudgaven af NØD. Et lignende kort er trykt i hæftet fra december 2003.

Kortet er chokerende. Det er nemlig stort set forkert fra ende til anden. Lad mig nøjes med tre eksempler:

# 1) Ifølge Nødhjælpens kort løber hegnet overalt et godt stykke inde på Vestbredden. Ikke ét sted, følger hegnet den grønne linie. Det er forkert. B'Tselem har lagt et detaljeret og præcist kort ud på internettet. Det viser, at hegnet langs hele nordenden af Vestbredden (fra Umm el-Fahm til Jordanfloden) med meget små undtagelser løber langs den grønne linie.

Endnu grellere bliver billedet, når man sammenligner Nødhjælpens kort fra juli i år med kortet i hæftet fra december sidste år. I løbet af dette halve år har Israel besluttet at flytte nogle mindre sektioner af hegnet nærmere den grønne linie. Mest markant ved den palæstinensiske by Baqa e-Sharqiya. Her er otte km af hegnet øst for byen revet ned og flyttet om vest for byen langs den grønne linie.

På nødhjælpens kort er hegnet også flyttet. Men mod øst! Mens Israel altså i virkeligheden har rykket hegnet en smule nærmere den grønne linie, reviderer Nødhjælpen sit kort, så det ser ud som hegnet ligger endnu længere inde på Vestbredden.

# 2) På Nødhjælpens kort er indtegnet et hegn langs hele Jordandalen men langt inde på Vestbredden. Ifølge kortet er denne del af hegnet »under planlægning«.

B'Tselem har ikke taget denne lange strækning med på sit kort. Med god grund! For selv om der har været rygter om, at nogle i hæren og regeringen ønsker sådan et »østhegn«, er det hverken planlagt eller godkendt. Og intet tyder på, at det nogensinde bliver det. Tværtimod. Allerede 10. marts gav Dan Tirza, der er Sharons militære rådgiver vedrørende hegnet, følgende klare besked til avisen Ha'aretz: »Staten Israel vil ikke bygge et adskillelseshegn i den østlige del af Vestbredden«.

Alligevel vælger Nødhjælpen, i modsætning til B'Tselem, at indtegne »østhegnet« på sit kort.

# 3) På Nødhjælpens kort er der overraskende nok udeladt et stykke af hegnet. Overraskende - indtil man opdager, hvorfor Nødhjælpen har udeladt netop denne del af hegnet!

Der er tale om hegnet langs den grønne linie tværs over den nordlige ende af Jordandalen (fra El Mughayir til Jordanfloden). Opførelsen af denne sektion af hegnet begyndte ifølge Den Internationale Domstol i begyndelsen af januar 2004. Det er selvfølgelig tegnet ind på B'Tselems kort. Men ikke på Nødhjælpens. Hvorfor ikke?

Fordi nødhjælpen med vold og magt vil give danskerne indtryk af, at Israel vil bruge hegnet til at annektere Jordandalen. Det er derfor »forstyrrende« for Nødhjælpens argumentation, at Israel bygger en sektion af hegnet, der adskiller Jordandalen fra Israel. Nødhjælpen løser problemet ved simpelthen at undlade at indtegne denne »forstyrrende« del af hegnet på sit kort.

Det fjerde eksempel fra nødhjælpens menukort er en tom linie. En manglende oplysning. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den, hverken i NØD eller i hæftet om hegnet. Den forsvundne oplysning er, at hegnet har reddet uskyldige israeleres liv.

I det sidste år inden Israels regering besluttede at opføre sikkerhedshegnet (april 2001 - marts 2002) var der alene i de fire israelske byer Netanya, Hadera, Haifa og Afula 19 bombe- og skudangreb. Et stort antal israelere blev dræbt eller lemlæstet i disse angreb. I det første år efter færdiggørelsen af den nordlige del af hegnet (juli 2003 - juni 2004) var der i disse fire byer tilsammen ét terrorangreb.

Den slags tal står ikke på informationsmenuen hos nødhjælpen.

Alle, der udtaler sig offentligt, laver fejl. I farten fortaler man sig eller husker forkert. Den slags skal Nødhjælpen ikke høre ét ondt ord for. Men det er ikke det, der er tale om her. Eksemplerne er taget fra oplysninger, som Nødhjælpen har udgivet på tryk i mindst to forskellige sammenhænge.

"Muren" på Roskilde Festivalen er et led i en gennemtænkt informationskampagne mod det israelske sikkerhedshegn. En kampagne, hvor nødhjælpen for at sikre sig, at budskabet slår igennem, foretager en række små "justeringer":

# "Våbenstilstandslinie" bliver til "internationalt anerkendt grænse".

# De omringede dele af Vestbredden bliver opskrevet fra de korrekte 17 pct. til "over halvdelen".

# Et kort over hegnets forløb bliver forfalsket.

# Oplysninger om hegnets redning af menneskeliv bliver fortiet.

Jeg er ikke enig med de kritikere, der siger, at en nødhjælpsorganisation skal holde sig til at sende tæpper og mad. Nødhjælpens kombination af nødhjælp, udviklingsarbejde og information er helt fin. Det gale er ikke, at nødhjælpen informerer. Det gale er, at nødhjælpen informerer forkert og filtreret. For mange oplysninger er forkerte. Og kendsgerninger, der kunne nuancere det negative billede af Israel, bliver siet fra.

Jeg er imod dele af hegnets forløb. Godt, at Israels Højesteret nu tvinger regeringen til at flytte hegnet nærmere den grønne linie, så de ødelæggende konsekvenser for palæstinenserne bliver formindsket. Men indtil Det Palæstinensiske Selvstyre sætter en stopper for terrorbølgen, er der et uhyggeligt dilemma. Enten bygges det hegn. Eller også slås der uskyldige mennesker ihjel.

I modsætning til nødhjælpen mener jeg, at det er værre, at der bliver slået uskyldige israelere ihjel, end at uskyldige palæstinensere bliver hindret i at få adgang til deres marker.

Men generne for palæstinenserne skal lindres mest muligt. Det har den israelske regering ikke gjort. Derfor er det godt, at Israels demokratiske system har vist sig at fungere, og at Højesteret nu hjælper regeringen med at begrænse skaderne for palæstinenserne.

Men det retfærdiggør ikke fejlene i nødhjælpens informationer.

For nødhjælpen er ofrene palæstinensiske. Og kun palæstinensiske.

Derfor bliver Nødhjælpens oplysningsarbejde så fordrejet. Følelsen af at stå på den svages side giver organisationens medarbejdere et stærkt engagement. Men det udruster dem samtidig med enorme skyklapper. De argumenter, der taler Israels sag, bliver slet ikke set. Følelsen af hellig harme på palæstinensernes vegne danner et panser mod nuancerede synspunkter og forståelse for israelernes situation.

Det i sig selv gode mål - at hjælpe de palæstinensiske ofre - helliger i Nødhjælpens øjne midlet. De ofrer gerne sandheden og præcisionen, hvis det giver deres informationskampagne slagkraft.

Det er her, perspektivet vokser ud over mudderkastningen i sandkassen. Hvad kan en humanitær organisation tillade sig? Er det legitimt at overdrive for at fremme forståelsen - og indsamlingsresultatet? Helliger det ophøjede mål virkelig udgivelsen af et fortegnet kort?

I mine øjne er der noget helt galt. Når man smager på det, Folkekirkens Nødhjælp serverer - på caféen på Roskilde Festivalen og generelt for den danske befolkning - smager det virkelig af propaganda.

Og det er ret usmageligt.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler Kort over Israel Ordet & Israel Israel's Securíty Fence


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 22.9.2011