Det israelske flag

FN mod Israel

FN er angiveligt neutral men i praksis vendt mod Israel. Begrebet "neutralitet" er en farce af dimensioner, når man ser på, hvad der foregår der.

Af Geoffrey Cain (august 2004)

FN er angiveligt neutral men i praksis vendt mod Israel. Det er noget, som sognepræst Thomas Hjul Andersen tilsyneladende er ganske uvidende om, når han i indlægget 18. august fremhæver FN, Folkekirkens Nødhjælp og Den Internationale Domstol som neutrale instanser. Det er de ikke. Især i tilfældet FN er begrebet "neutralitet" en farce af dimensioner, når man ser på, hvad der foregår der.

Organisationen består af 191 medlemsstater hvoraf 54 er muslimske. Mange andre er afhængige af arabisk olie og stemmer automatisk med muslimerne mod Israel. Mellem 1948 og 1991 vedtog FN 26 anklager mod Israel for overtrædelse af menneskerettigheds-konventioner, men ingen anklager mod de arabiske lande til trods for Syriens, Irans, Iraks, og andres massemord på f.eks. kurderne. FN tav da Jordan ødelagde 58 jødiske synagoger efter at Israel var blevet overfaldet af de arabiske lande i 1948, og der var også total tavshed om det Arafat-styrede mord på 11 israelske atleter i München i 1972. Der er også tavshed overfor bombesprængninger i Israel, der har dræbt, lemlæstet og vansiret i hundredvis af israelere inkl. mange småbørn.

Dertil kommer, at Israel af en eller anden uigennemskuelig grund er det eneste medlem af FN, der ikke må være medlem af Sikkerhedsrådet. Israel er også udelukket fra FNs regionale gruppesystem, og er derfor det eneste af de 191 stater, der ikke kan være medlem af FNs mangfoldige råd. Israel må heller ikke sende en jurist til FNs Internationale Domstol i Haag, som har mange svorne Israelfjender blandt sine dommere.

Listen af FNs uretfærdigheder er endeløs. Alligevel henviser Thomas Hjul Andersen (og Folkekirkens Nødhælp) til FN som en uvildig mægler. Det svarer til at kalde dommerne i Sovjettidens skueprocesser for "uvildige". Et godt eksempel på denne uvildighed er FNs menneskerettighedskommissions uvilje mod at fordømme folkemordet i Sudan. I juni 2004 efter mere end en måneds forhandlinger kunne Kommissionen kun svinge sig op til følgende:

"The Commission expresses its solidarity with the Sudan in overcoming the current situation." Javel.

Et andet bizart indslag i Kommissionens møde var den manglende debat om overtrædelse af Menneskerettighederne i Iran. Emnet blev overhovedet ikke forhandlet, og følgelig ikke kommenteret på trods af en rapport fra en af Kommissionens arbejdsgrupper, der konstaterede, at Irans domstole lægger uhyrlige præmisser til grund for deres idømmelse af straf. Arbejdsgruppen skrev, at

"Evidence by a man is equivalent to that of two women; punishments for sins "against divine law" are the death penalty, crucifixion, stoning, amputation of the right hand and, for repeat offences, the left foot, and flogging criminal proceedings in their entirety are...concentrated in the hands of a single person since the judge prosecutes, investigates and decides the case."

Korsfæstelse, stening og håndsafhuggelse er ikke noget, der rører FNs Menneskerettighedskommission synderlig meget. Det gør Israels forsvarshegn gengæld. Hvordan kan man i ramme alvor henvise til FN, når dets virke minder mere om en Mester Jakkelforestilling end en International fredsorganisation?
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 22.9.2011