En verden uden Israel
Israel er genstand for et krybende angreb, der strækker sig fra kritik af Israels adfærd til spørgsmålet om staten Israels ret til at eksistere. En tysk iagttager peger på, at Israels forsvinden ikke vil løse Mellemøstens problemer. Tværtimod.
Af Flemming Rose, kulturredaktør (KulturWeekend), Morgenavisen Jyllands-Posten (januar 2005)
Israel er genstand for et krybende angreb, der strækker sig fra kritik af Israels adfærd til spørgsmålet om staten Israels ret til at eksistere. En tysk iagttager peger på, at Israels forsvinden ikke vil løse Mellemøstens problemer. Tværtimod.
Det er Israels skyld.
Hvis ikke det var for fem millioner jøder i en ørken omgivet af en milliard muslimer, ville alt være fryd og gammen fra Algeriet i vest til Pakistan i øst, og palæstinenserne ville for længst have fået deres stat. Sådan lyder det fra nær og fjern. Nogle nøjes med at rette skytset mod Israels adfærd. Andre, de skrappere i koret, mener, at det er selve Israels eksistens, der er roden til alt ondt i Mellemøsten. Så hvis staten Israel fjernes fra landkortet, siger de, bryder den evige fred måske ikke ud lige med det samme, men verden vil dog blive et betydeligt lykkeligere sted.
Josef Joffe, chefredaktør og udgiver af den tyske ugeavis Die Zeit, gør denne populære teori om Israel og Mellemøstens problemer til genstand for nærmere undersøgelse i det seneste nummer af tidsskriftet Foreign Policy.
Ville et dødfødt Israel i 1948 have banet vejen for en palæstinensisk stat? Spørger Josef Joffe.
»Ikke just. Egypten, Transjordanien (nu Jordan), Syrien, Irak og Libanon marcherede ikke mod Haifa og Tel Aviv for at befri dem, men for at få fingre i dem... Hvis de havde haft succes (i stedet for Israel, red.), ville en palæstinensisk stat ikke være kommet til verden, og der ville stadig have været masser af flygtninge. Hvis man antager, at den palæstinensiske nationalisme blev vakt i 1960'erne og 1970'erne, som den blev, så ville palæstinensere måske nu sende selvmordsbombere til Egypten, Syrien og andre steder,« mener Josef Joffe.
Han tror heller ikke på, at Jordans kong Hussein eller Egyptens Gamal Abdel Nasser ville have opgivet deres kontrol med Vestbredden og Gaza til fordel for PLO og Yassir Arafat, hvis Israel havde tabt krigen i 1967, og staten var blevet likvideret.
Joffe ser på fem områder, hvor Israels forsvinden ikke vil gøre nogen forskel. Han mener ligefrem, at Israels tilstedeværelse inddæmmer flere problemer, end den forårsager.
For det første er der konflikten mellem stater. Er det staten Israels konflikter med andre stater i regionen, der skaber de største problemer? Nej, siger Joffe. Da kolonimagterne trak sig ud i midten af det 20. århundrede, forsøgte de arabiske stater hver især at trække nye grænser. Der er ingen grund til at tro, at Israels opløsning skulle befordre større venskabelighed mellem de arabiske lande, snarere tværtimod.
»Syrien gjorde krav på Libanon fra begyndelsen af. I 1970 var det kun det israelske militær, der afskrækkede Damaskus fra at invadere Jordan. Nassers Egypten greb ind i Yemen i 1960'erne. Nassers efterfølger Anwar Sadat var i slutningen af 1970'erne involveret i sammenstød med Libyen fra tid til anden. Syrien invaderede Libanon i 1976 og annekterede landet 15 år senere, og Irak indledte to krige mod to af sine muslimske trosfæller, Iran i 1980 og Kuwait i 1990. Ingen af disse konflikter har forbindelse til den israelsk-palæstinensiske. Israels forsvinden vil blot frigøre militære ressourcer til intern rivalisering.«
For det andet peges der på striden mellem jødedom og islam som central for uro i regionen. Også det afviser Joffe.
»Se på resultaterne. 14 års sekteriske blodsudgydelser i Libanon. Saddams kampagne for at udrydde shia-muslimerne efter Golfkrigen. Syriens massakre på 20.000 mennesker i Det Muslimske Broderskabs kerneområde i Hama i 1982 og terroristers overgreb på kristne i Egypten i 1990'erne.«
For det tredje, anfører Joffe, fremhæves stridende ideologier. Zionismen, hedder det, er den værste anstødssten og roden til meget ondt. Nej, siger Joffe, der er flere andre ideologier, som er årsag til mere ballade. De fascistiske Baath-partier fra Syrien og Irak har ønsket overherredømme i andre lande i Mellemøsten. Egyptens Nasser stillede sig i spidsen for en pan-arabisk bevægelse, der gik til angreb på de arabiske nationalstater. Khomeinis fundamentalistiske Iran er stadig dødsfjende med wahabbi-islam i Saudi-Arabien.
For det fjerde, anfører Joffe, er arabernes fælles animositet mod Israel det eneste, der holder arabiske modernister og traditionalister tilbage fra at rive deres egne samfund fra hinanden.
»Fundamentalister kappes med sekulære og reformistiske muslimer om fusionen af moskeen og staten under profetens grønne flag. Og en slet skjult klassekamp sætter et ubetydeligt borgerskab og millioner af arbejdsløse unge mænd op mod magtens strukturer, normalt en form for statsligt kammerateri, der kontrollerer produktionsmidlerne. I stedet for selv at skabe spændinger inddæmmer Israel faktisk spændinger omkring sig.«
Endelig er der spørgsmålet om splid mellem de arabiske politistater og deres befolkninger.
»Hvis man ser bort fra Marokko, Jordan og kongedømmerne i Golfen, der praktiserer et oplyst monarki, er alle arabiske stater plus Iran og Pakistan variationer af despoti, fra det dynastiske diktatur i Syrien til Egyptens autoritære regime. Intern strid i Algeriet har kostet 100.000 mennesker livet, og der er ingen tegn på lys forude. Antallet af Saddams ofre sættes til 300.000. Efter Khomeinis magtovertagelse i 1979 befandt Iran sig ikke blot i en krig med Irak, men kunne kun med nød og næppe inddæmme civil uro. Pakistan kan eksplodere når som helst. Hård undertrykkelse er prisen for stabilitet i regionen,« fastslår Joffe.
Han konkluderer: »Det går ikke at beskylde den jødiske stat for underskuddet af demokrati og udvikling i den arabiske verden. Israel er et påskud, ikke årsagen, så derfor vil dets forsvinden ikke hele den islamisk-arabiske verdens selvpåførte sår... Den dødelige kamp mellem israelere og palæstinensere vil blot skifte fra det ydre til det indre.«
