Det israelske flag

Kys og kram til Arafat

I mange år var de arabiske folks ve og vel slet ikke på dagsordenen, for alt handlede om palæstinenserne. Islameksperten Bernard Lewis og andre peger på Vestens bemærkelsesværdige mangel på interesse for millioner af muslimers skæbne.

Af Bent Blüdnikow (april 2003)

I professor Bernard Lewis splinternye bog »The Crisis of Islam« peger denne førende Islam-forsker, som venstrefløjen ynder at udnævne som koldkriger og kontroversiel, på et markant tilfælde af vestlig dobbeltmoral.

Mens vestlige medier er fyldt med daglige rapporter om palæstinensernes skæbne har millioner af araberes liv stort set været uden interesse. En række af de arabiske regimer har udført grusomme nedslagtninger af deres egne borgere, som f.eks. Syriens tidligere præsident al-Assad, som myrdede 10.000-25.000 borgere i Hama i 1982. I Algeriet, Syrien og Libyen er tusindevis gennem årene blevet myrdet af fundamentalistiske islamister og forfærdende tyranner.

Fra Europas side har man ikke protesteret væsentligt og man har spillet arabernes spil i internationale fora, hvor arabiske regimer aldrig kritiseredes, fordi alt skulle handle om Israels undertrykkelse af palæstinenserne. Ingen talte om mordene i Hama, mens massakren i Sabra og Shatila, der »kun« omfattede 700-800 og blev begået af kristne falangister, fik hele interessen. På den måde blev Israel brugt som en ventil, så intet blev forandret. Lewis siger selv:

»Arabiske diktatorer har derfor været i stand til at myrde titusinder, som i Irak og Syrien, at fratage mænd og kvinder alle civile rettigheder og at indoktrinere børnene med bigot had til andre, uden en markant protest fra den liberale presse og institutioner i Vesten.«

Vi kender kun alt for godt rutinen fra Danmark. Da Arafat havde afvist et fair fredstilbud fra præsident Clinton først i Camp David og senere i Taba, startede en årelang destruktiv voldspiral. På sin rundrejse i Europa efter sit afslag, blev Arafat modtaget som en folkehelt. I København blev han modtaget med omfavnelse og bortset fra et par uskyldige kritiske ord, så kunne han rejse herfra opfyldt med den fornemmelse, at han havde opinionen med sig både hvad angik fredsafslaget og voldsanvendelsen. Ingen sagde i de kommende år et ord om de undertrykte arabiske masser eller den manglende demokratisering af det palæstinensiske selvstyre. En akse bestående af Folkekirkens Nødhjælp, Socialdemokratiet og Danmarks Radio sørgede for at Israel-Palæstina konflikten hele tiden var i medierne med palæstinenserne i rollen som de undertrykte og israelerne fik skurkerollen.

Flere og flere kommentatorer gør opmærksom på dette misforhold, som er blevet særligt kraftigt i Danmark, hvor graden af anti-israelitisme ifølge Tony Judt i New York Review of Books (marts 2003). Og flere og flere gør opmærksom på, at demokratiseringen af Mellemøsten også må omfatte det palæstinensiske selvstyre. I sidste nummer af Der Spiegel siger den irakiske exil-politiker Kanan Makiy, som er forfatter til en af de første bøger om Saddam Husseins rædselsregime:

»Forholdet til Israel skal ikke længere præges af krig eller ikke-anerkendelse eller insisteren på at andre skal løse vore problemer. Vi må som arabere endelig indse, at vi selv er herrer over vor egen skæbne. Vi kan ikke give andre skylden.«

Washington Posts kommentator Jim Hoagland siger det samme (17. april):

»Irakerne har nu en mulighed for at se realistisk på de faktorer i deres samfund, som fik dem til at underkaste sig et kriminelt regime og forandre det. De kan ikke længere lægge skylden på Saddam Hussein, Israel, USA. På den måde kan et frit Irak tjene som model for alle arabere.«

Amerikanske medier synes generelt at være bevidste om, at en stabil og fredelig ordning i Mellemøsten kræver en demokratisering. Det er først nu, at europæiske medier overhovedet synes at overveje sagen. I New York Times leder 14. april siges det sådan:

»Det er ikke Israels skyld alene, at det har besat Vestbredden og Gaza i snart 36 år. Landet har manglet troværdige fredspartnere. Bush må nu gøre en indsats for at skabe sådanne partnere og forandre Israels holdning samtidig. Prisen er muligvis en slags transformation af Mellemøsten, som Bushs rådgivere drømmer om.«

Den israelske historiker Beny Morris har i en årrække tilhørt den mest anerkendte gruppe af stemmer i international presse. Han var den første, der pegede på urimeligheder i Israels egen nationale historieskrivning og omskrev den palæstinensiske flygtningehistorie i årene omkring statens tilblivelse. I det seneste nummer af det amerikanske tidsskrift New Republic skriver han kritisk om palæstinensernes fredsvilje og hævder, at en destruktiv afvisning af fred går som en rød tråd gennem palæstinensernes nationale kamp. Han tilskriver bl.a. dette forhold fraværet af demokrati:

»Den palæstinensiske nationale bevægelse har altid været karakteriseret af udemokratiske strukturer og sociale normer. Til dels har dette været forårsaget af de forhold, som de nationale palæstinensiske ledere måtte leve under, nemlig i hemmelighed og under jorden. Men af større betydning var de historiske og kulturelle faktorer. På intet tidspunkt har disse ledere kunne få en demokratisk inspiration fra de arabiske lande som modeller.«

Vi kan kun håbe, at aksen "Folkekirkens Nødhjælp-Socialdemokratiet-Danmarks Radio" nu endelig vil interesse sig for de millioner af undertrykte arabere.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 22.9.2011