Det israelske flag

Kronik: Islamismens front mod Europa

Karikaturkrisen har været meget afklarende over for konflikten mellem Israel og araberne. Man hører igen og igen, at muslimerne er vor tids jøder. Det er de ikke. Vor tids jøder er vor tids jøder, i Europa, USA, overalt i verden og i Israel, og vor tids muslimer er vor tids muslimer. Hvad ellers, skriver dagens kronikør.

Af Mogens Rukov, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, Morgenavisen Jyllands-Posten (20. juli 2006)

Karikaturkrisen har været meget afklarende over for konflikten mellem Israel og araberne. Man hører igen og igen, at muslimerne er vor tids jøder. Det er de ikke. Vor tids jøder er vor tids jøder, i Europa, USA, overalt i verden og i Israel, og vor tids muslimer er vor tids muslimer. Hvad ellers, skriver dagens kronikør.

»Falder Israel, falder Europa«, har generalmajor Kjeld Hillingsø udtalt. Det er en bred og skarp analyse. Kampen mellem Israel og de palæstinensiske befolkninger er en krig mellem europæisk og arabisk samfundsopfattelse, mellem de europæiske og arabiske befolkninger.

Det europæiske establishment hælder til arabisk side. Europæisk presse og dets store småintellektuelle kredse er ikke utilbøjelig til at gøre det samme. Jødernes situation er ikke særlig forskellig fra, hvordan den var under forhandlingerne i Evian i 1938. I juli 1938 mødtes 32 lande i den franske by Evian. Den ene delegat efter den anden rejste sig og udtrykte sympati med de tyske jøder. Men kun et enkelt land, Den Dominikanske Republik, gav mulighed for at modtage flere jødiske flygtninge. Ingen andre. Hitler kommenterede det helt sagligt med at sige, at der kunne man selv se, der var ingen, som ønskede jøderne. Og fortsatte med sin undertrykkelse. Så fik de München-aftalerne. Og først ved dem skal det være gået op for visse regeringer, at den var gal. Så fik de verdenskrigen. For den var gal. Verdenskrigen var en krig mod jøderne, men det er forbudt at sige.

Det er på tide, at de europæiske politikere begynder at vågne op. Og måske pressen. De småintellektuelle? Kan man stille forventninger til dem? Men München, og det, der kommer efter, venter.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte i en af sine tv-optrædener under karikaturkrisen, at han undrede sig. Han undrede sig over, at folk på Vestbredden kunne deltage i angreb på danske repræsentationer, afbrænding af flag. Danmark understøtter nemlig de palæstinensiske områder, sagde Fogh, med en 100-200 mio. kroner om året, tror jeg. Derfor Fogh Rasmussens undren.

Afbrændingerne var imidlertid en kendsgerning. Man kan ikke betale sig ud af en verdenshistorisk konflikt. Pengenes modtagere tager med takke imod beløbene og bruger dem, som de finder for godt i konflikten.

Karikaturkrisen har været meget afklarende over for konflikten mellem Israel og araberne. Man hører igen og igen, at muslimerne er vor tids jøder. Det er de ikke. Vor tids jøder er. ... vor tids jøder, i Europa, USA, overalt i verden og i Israel, og vor tids muslimer er vor tids muslimer... Hvad ellers?! Der er 1.3 milliarder muslimer i verden, fordelt på 56 muslimske stater. Hvor mange jødiske stater var der før Anden Verdenskrig? Var der 10, 20, 30, 56 jødiske stater, som jøder kunne flygte til, eller som kunne lægge pression på de europæiske regeringer? At sætte lighedstegn mellem jøder og muslimer er hinsides al fornuft og historisk sandhed. Den muslimske masseindvandring til Europa har øget presset på de jødiske mindretal, også i Danmark, hvor der nu er 25.000 palæstinensere, tre gange så mange palæstinensere som der er jøder i Danmark. Hvor mange har opdateret de tal?

I 2000 var det tredje gang palæstinenserne fik tilbudt et område til deres egen stat (Camp David). Denne gang noget mindre end forrige gang, i 1947-48 (FN), og igen mindre end første gang i 1937 (Peel Commission). Ingen af mulighederne blev accepteret af de arabiske ledere.

Den tidligere israelske udenrigsminister, Aba Ebban, har sagt, at palæstinenserne aldrig undlader en mulighed for at forpasse en mulighed. Det er jo meget sjovt og skarpt sagt. Men det er ikke rigtigt. Det er faktisk udtryk for den fejltagelse, som vi ofte begår. Nemlig at tro, at hele verden tænker som "vi".

Vi synes noget skulle være ønskværdigt. Palæstinenserne ikke. De har helt klare, andre mål. Som det har udviklet sig er de følgende:

Overtagelse af den jødiske stat. Tilintetgørelse af den i "ild og blod". Det første betyder ikke oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Den palæstinensiske politiske ideologi er meget enkel. Den drejer sig ikke om en stat, men om en proces. Man vil fastholde presset. Store dele af den palæstinensiske befolkning bliver narret af dette, og de ved det godt. De er blevet opdraget til det. Deres kamp er ikke længere en national kamp. Men en muslimsk, ideologisk kamp.

Shaat's udtalelse om tempelbjerget efter Camp David var betegnende og lærerige for folk herhjemme, bl.a. statsministeren. Shaat var en af de nærmeste folk omkring Arafat. Han fortæller om det tidspunkt, da Arafat i Camp David fik at vide, at han kunne få det meste af Vestbredden og brugsretten til tempelbjerget. Det var Tempelbjerget, der gav anledning til Arafats reaktion. Han tog sig til hovedet. Hvad ville de arabiske regeringer sige, hvis han ikke insisterede på Tempelbjerget? Det kunne han ikke afgive, selv om han fik brugsretten, og selv om tempelbjerget også er jødisk helligt område. Ikke nationen, ikke staten, men islamismen er hensigten.

Ægyptens holdning under Muhammed-krisen har været central, men er ikke særligt i fokus i debatten. Man tager her ingen konsekvenser af ægypternes handlinger. Danmark har et dialogprogram kørende med Ægypten. Måske skulle man overveje, om dette programs ideologi står bag den heftige ægyptiske involvering i kritik af Danmark.

Måske skulle man overveje, om ikke ægypternes engagement var deres bidrag til dialogen: at sætte et pres ind på noget som man kunne opfatte som en europæisk, ideologisk blød mave, et land, der vil i dialog, er et svagt land.

Det tror jeg, ægypterne konstaterede, hr. statsminister.

Der er mange facetter i dette. Måske var det vigtigt for ægypterne at markere deres afstand til Danmark over for de andre arabere. Måske var det en markering over for et af de "bløde" dialogiserende vestlige lande som Danmark, at vi ikke skal komme for godt i gang med vores værdier. Måske var det en måde at vise Europa, at vi ikke skal blande os i indre arabiske anliggender, f.eks. altså ved at støtte det, vores udenrigsminister kalder "moderate kræfter". Irak må have lært Dem, hr. udenrigsminister, at der er ingen vigtige moderate kræfter i det arabiske politiske spektrum. Der er radikale islamister, der måske åbner en mulighed for moderation. Det er højden. Måske, endeligt, var det et politisk indlæg i forbindelse med bevægelser i Storbritannien, EU og FN, der skulle støtte islamiske forventninger om at begrænse ytringsfriheden omkring påståede islamfobiske holdninger, som Asger Aamund overbevisende har peget på.

Tre danske udenrigsministres fejlskøn er i denne forbindelse interessant.

Niels Helveg Petersen kom hjem efter det første palæstinensiske valg og erklærede, at der i områderne var et klart demokrati. Der har aldrig været demokrati der. Der har været valg.

Baggrundene har været mere eller mindre tvungne. Der er ingen af de institutioner, der er forudsætningen for et demokrati, f.eks. uafhængige retslige institutioner eller en uafhængig parlamentarisk virksomhed, der er ingen love, der sikrer den enkeltes rettigheder, f.eks. omkring skat og ejendom, uddannelse og sundhed. Alt er overladt til mafiaagtige instanser. Det herhjemme af "palæstinakendere" højt besungne Hamas' sociale og sundhedsmæssige netværk, som de har sagt fungerer i modsætning til det officielle system.

"Palæstinakenderne" lægger også vægt på at Hamas er mindre korrupt end de andre aktører. Hvad der svarer til at "palæstinakenderne" efterhånden, indirekte erkender, at Arafats styre var korrupt og i det mindste ikke havde nogen social og sundhedspolitik. Styrets komplette karakter af terroristisk, Blut und Boden mafia-styre har disse "kendere" endnu ikke erkendt offentligt. Det kommer. Selv "palæstinakendere" kan ikke lyve hele tiden. 10-20 år holder de ud med løgn og fortielser, måske 30 år for DR-ansatte, men så bryder det også sammen for dem.

Mogens Lykketoft er en tragisk figur. Han er det nærmeste vi kommer anerkendelse af terroren. Under ham gav Danmark det videst mulige grønne lys for militære angreb på Israel. Spundet ind i sit intrigante væsen lovede han Arafat og hans fraktion uforbeholden økonomisk støtte. To dage efter sprang den første Palæstinensiske kamikazebombe i Tel Aviv og dræbte 19 teenagere. Efter valget af Sharon udtalte Lykketoft - i DR, hvor ellers - at ham kunne man ikke forhandle med, "bare se på hans cv". Mafiaen støtter man, ikke en jødisk regering. Lykketoft tilbød sig også i sin egenskab af udenrigsminister som fredsmægler lige før et møde mellem de socialdemokratiske europæiske partier, blandt andet det israelske arbejderparti.

Efter mødet hørte man ikke meget til fredsmægleriet. Da han skulle holde et indlæg om menneskerettigheder i de palæstinensiske områder, brugte Lykketoft 25 minutter på at angribe Israel og kun tre på palæstinensernes rettighedsbrud. Selv en palæstinensisk jurist, der deltog i den konference, tillod sig at undre sig over, hvorfor styrets eget, meget omfattende angreb på menneskerettighederne ikke blev behandlet. Og han var oven i købet tilsyneladende anerkendt som konferencedeltager af styret selv.

Per Stig Møller opererer med begrebet "radikale islamister" - eller sådan noget - over for "moderate kræfter". Derved udelukker han sig selv fra at forstå også konflikten mellem Israel og palæstinenserne og i det hele taget det politiske spil i Mellemøsten, som ægypternes som ovenfor beskrevet. Men i de palæstinensiske områder er der ingen moderate. Der kan være moderate mennesker, men i den offentlige debat er der efter hvad jeg kan forstå kun fem - seks moderate stemmer. Politisk betyder de ingenting.

Det er egentlig forståeligt, at Hamas appellerer til også vesten om at fortsætte bistanden. Hamas er erklæret for at være en terrororganisation. Men Fatah er også en terrororganisation og har været det hele tiden. PLO er en terrororganisation. Og Fatah fik støtte hele tiden. 2 mia. dollar siger man, om året. Foruden sikkert det der går igennem de internationale organisationer som UNRWA. Så hvorfor, må Hamas vel resonnere, kan vi ikke få det.

I virkeligheden er Per Stig Møllers illusion - som selvfølgelig deles af hele den europæiske establishment og naturligvis af Helveg og Lykketoft osv. - den med de mest vidtgående virkninger.

Det er os, og vores hjælp, der har opretholdt mafiastyret og forarmet palæstinenserne, socialt, økonomisk, mentalt. Det er os, der har hjulpet dem, ikke til en stat, men til en fornedrelse. Vi har bidraget til at deres stat endegyldigt er "ild og blod".
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 22.9.2011