Kronik: Lykketofts manglende overblik
Mogens Lykketofts kronik onsdag om konflikten i Mellemøsten har affødt denne kommentar fra den israelske ambassadør, hvori han anklager Mogens Lykketoft for at fordreje kendsgerningerne i konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
Af David Walzer, Israels ambassadør i Danmark, Morgenavisen Jyllands-Posten (2. juni 2007)
Engang for længe siden blev en gruppe blinde mennesker bedt om at beskrive, hvordan en elefant så ud. Derfor blev de ført ind i et elefantbur. Den første rørte ved elefantens ben og udbrød: »En elefant er som en tung og tyk pæl!« Den anden rørte ved elefantens øre og kom til den konklusion, at en elefant faktisk mindede om et sejl. Den tredje rørte ved elefantens hale og beskrev den som en slags stor orm.
I en artikel i JP d. 30/5 udvælger Mogens Lykketoft nøje de dele, han ønsker at fremvise, og samtidig sørger han for at fremhæve dem på en sådan måde, at de passer ind i hans fortælling. Derefter tager han disse udvalgte dele og fremlægger dem for læseren som en helhed og en objektiv beskrivelse af Israel-Palæstina konflikten. Til sidst tager han "elefanten" (konflikten) ud af dens kontekst i den "nationalpolitiske konflikt" og flytter den over i kassen med faretruende »sammenstød mellem civilisationer«.
Alt dette har kort sagt skadelige konsekvenser:
For det første - det informative aspekt. Det er beklageligt at se hr. Mogens Lykketofts fordrejning af historiske fakta for at passe dem ind i sine synspunkter: Delingsplanen fra 1947 blev forkastet af den arabiske verden og accepteret af det jødiske lederskab, som havde gjort sig store diplomatiske anstrengelser for at promovere den, og ikke som hr. Lykketoft mærkeligt nok skriver i sin artikel at: »ingen af parterne accepterede FN's delingsplan«.
Det er ikke et spørgsmål om opfattelse. Det er en historisk kendsgerning. Debatten omkring FN-forslaget imellem jøder var bestemt ophedet, men beslutningen og den førte politik af det jødiske lederskab var klar, og de tilsluttede sig den foreslåede løsning. Det er mærkeligt, især når det gælder Israel, at hr. Lykketoft ikke skelner mellem legitim politisk debat om så vigtigt et emne og en ført politik af et folkevalgt lederskab. En anden pointe, der er værd at nævne i forbindelse med afstemningen om delingsplanen i FN er, at det ikke var første gang, at dette emne blev diskuteret i det internationale samfund. Allerede i 1922 inkluderede The League of Nations (der gik forud for FN) i The Letter of Mandate, der blev givet til Storbritannien, den opgave at sikre oprettelsen af en jødisk national hjemstavn i Palæstina (en opgave, der ikke til fulde blev overholdt i årene, hvor mandatet gjaldt).
Hr. Lykketoft ignorerer fuldstændigt den kritiske rolle, som det palæstinensiske og arabiske lederskab spillede i tilblivelsen og optrapningen af konflikten, og han får på den måde palæstinenserne til at fremstå som passive, uskyldige og inkompetente aktører, som lider under andres handlinger. Vigtige milepæle som den arabiske forkastning af de første to statsløsninger fremsat af FN d. 29. november 1947 (resolution 181 - Delingsplanen), den palæstinensiske og arabiske krigserklæring mod denne resulotion, det arabiske ansvar for Seksdageskrigen i 1967, den palæstinensiske pagt, der kræver tilintetgørelsen af Israel (i dag efterfulgt af Hamas' pagt), den arabiske offensiv i 1973, introduktionen af terrorisme i Mellemøsten af palæstinensiske terrororganisationer, Israels tilbagetrækning fra Sinai ifølge fredsaftalen med Egypten, tilbagetrækningen fra Libanon, tilbagetrækningen - gennemført af statsminister Sharon (til hr. Lykketofts information) - fra Gaza og områder på den nordlige Vestbred (de sidste to tilbagetrækninger med nye bølger af vold og terror til følge), den blodige bølge af palæstinensiske selvmordsbombere i Israel - alle disse, og mange andre tilfælde, passer åbenbart ikke ind i hr. Lykketofts fortælling.
For det andet - det analytiske aspekt. Denne præsentation af brudstykker af konflikten fører til en forkert definition af problemerne. Når man kigger på det store billede, skal man fundere over de forskellige situationer, som de to rivaliserende nationalbevægelser - den jødiske nationalbevægelse (zionisme) og den palæstinensiske - har skabt for deres respektive befolkninger gennem det sidste århundrede.
Jeg mener, at to af hovedgrundene til den palæstinensiske nationale bevægelses fiasko, set i forhold til zionismens relative succes, består i selvstændighed og effektivt, om end pragmatisk, lederskab.
Ingen hævder at jødiske, senere israelske, politikere har været pletfri gennem årene. Men de har alle erkendt, at man, for at nå nationale mål, må tænke politik efter pragmatiske og ansvarlige retningslinier, og at man må arbejde for at implementere denne politik ved at etablere en liberal og effektiv selvstyring, og derefter mønstre støtte fra verdens nationer.
Derfor havde den zionistiske bevægelse i årene før statens oprettelse arbejdet hårdt på den fremtidige stat. Det var en lang proces, der varede hele første halvdel af det 20. århundrede, og som involverede skabelsen af demokratisk valgte politiske institutioner, opbygning af økonomien, udvikling af et offentligt sundheds-, uddannelses- og socialsystem, fri presse og andre af civilsamfundets elementer. Alt sammen imens man måtte slås med araberne og kæmpe med briterne. Da FNs medlemsstater stemte om delingsplanen i 1947, skabte de ikke en stat ud af ingenting. Elementerne fandtes allerede - som frugterne af 50 års hårdt arbejde og slid, såvel som af hård kamp.
Indtil Abu Mazen kom til magten, havde palæstinensiske ledere gjort nøjagtigt det modsatte. Deres folk er blevet ført fra at være konfliktens stærke part til en plads i flygtningelejre. Siden 1920'erne førte Mufti Hadj Amin Al Houseini en ekstremistisk voldelig politik (i dag ville han blive beskrevet som militant fundamentalist), der indbefattede væbnede overfald, terrorisme og ophold i Gestapos hovedkvarter under Anden Verdenskrig, hvor han hjalp med til at planlægge "den endelige løsning" for jøderne i det britisk styrede Palæstina.
Senere lagde palæstinenserne i pan-arabismens navn deres skæbne i hænderne på arabiske stater og blev dermed et spillekort i det politiske spil mellem arabiske stater.
I 1970'erne begyndte palæstinensiske ledere at øjne fordelen ved at indtage offerrollen. Godhjertede, men naive og ideologisk blændede vesterlændinge, især i Europa, tog palæstinenserne til deres hjerter for at beskytte dem mod verdens onder, (Israel og USA). Denne fremgangsmåde, der opdyrker en palæstinensisk offermentalitet, som stadig eksisterer i dag, friholder palæstinenserne fra ethvert ansvar for deres handlinger og skæbne. I ekstreme tilfælde kan det endda få ellers liberale mennesker til at undlade at skelne mellem terrorisme og kontra-terrorisme, mellem det overlagte forsøg på at myrde civile og forsøg på at ramme disse kriminelle.
En sådan fremgangsmåde, som også afspejles i hr. Lykketofts indlæg, fremstiller palæstinenserne som inkompetente, impulsive og som komplet blottet for enhver evne til at arbejde konstruktivt for deres fremtid. Sådan tror jeg imidlertid ikke, det forholder sig med det palæstinensiske folk. Med udgangspunkt i vores egne erfaringer vil jeg holde fast i, at et folk kan tage ansvar for sin skæbne på en konstruktiv måde, uanset hvor svære omstændighederne end måtte være (og det jødiske folk gennemgik en meget dybere krise end det palæstinensiske). Palæstinenserne er ikke mindre kompetente end israelerne, og der er ingen grund, bortset fra manglende lederskab og fejlforestillinger til, at de ikke skulle kunne arbejde konstruktivt for deres egen stat.
For det tredje - konteksten. I bund og grund er den israelsk-palæstinensiske konflikt ikke et civilisationernes sammenstød eller en religiøs konflikt. Det er en national, politisk konflikt med mange komponenter. De største komponenter er territorium og nationale symboler. Der findes nogle få ekstremistiske elementer, som forsøger at blæse de religiøse aspekter op. Et af problemerne er, at disse elementer befinder sig i periferien på den israelske side, mens de på den palæstinensiske sider udgør regeringen.
Sidst - de praktiske konklusioner. Hvis man ukritisk følger hr. Lykketoft, kunne man nemt komme til den konklusion, at man kan nå frem til en løsning ved at fritage palæstinenserne for ansvar og i stedet kun fokusere på Israel, USA og EU. Men en løsning vil aldrig være levedygtig uden en ansvarlig palæstinensisk regering. En sådan regering må ligesom enhver anden regering have en fornuftig politik, som ikke dikteres af fanatiske og militante Hamas-fundamentalister, der kom til magten som en protest mod den tidligere regerings korruption. At man tidligere har taget forkerte beslutninger legitimerer ikke, at man gør det igen uden at stå til ansvar for konsekvenserne.
Det palæstinensiske folk, som nu står i en meget vanskelig situation, er et offer - først og fremmest for dets aktuelle og dets tidligere lederskaber.
Som israeler og jøde med blik for de seneste 100 års historie kan jeg med sikkerhed sige, at offerrollen ikke kan erstatte en ansvarlig, realistisk og pragmatisk politik. Ingen kan hjælpe palæstinenserne med at oprette og drive deres egen stat, medmindre de selv gør det først.
Hvis det internationale samfund har en rolle i denne konflikt, er det at gøre det klart for palæstinenserne, at de bør vælge denne vej.
Mogens Lykketofts kronik om konflikten i Mellemøsten blev bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag d. 30. maj 2007.
