Det svenske Israel-kompleks
Ikke overraskende vrimlede det med svenskere om bord på den såkaldte nødhjælpsflotille, der fragtede aktivister og islamister fra Tyrkiet mod Gaza, men blev stoppet til søs tidligt mandag morgen.
Af Mikael Jalving, Morgenavisen Jyllands-Posten (4. juni 2010)
Ikke overraskende vrimlede det med svenskere om bord på den såkaldte nødhjælpsflotille, der fragtede aktivister og islamister fra Tyrkiet mod Gaza, men blev stoppet til søs tidligt mandag morgen.
Blandt dem fandt man en religionshistoriker, en dr.phil. i idéhistorie, en børnelæge, en teolog, et rigsdagsmedlem og ingen ringere end succesforfatteren Henning Mankell, der først røg i israelsk fængsel og tirsdag blev ekspederet hjem med fly til Gøteborg for at blive modtaget som en folkehelt i de svenske medier.
Selv den borgerlige presse lagde sig fladt ned for fænomenet Mankell, der solbrændt og hærdet som en anden Hemingway er i fuldt sving med at blive lige så kendt som sin romanfigur Wallander, den desillusionerede og følelsesmæssigt kluntede politimand fra Ystad.
I et såkaldt eksklusivt interview med den 62-årige aktivist-forfatter beretter tabloidavisen Expressen eksalteret fra Flight LH689 om Mankells syn på Israels angreb, fængslingen og turen hjem, hvor Mankell forsikrer, at det eneste våben om bord på flotillen var hans egen barberkniv. Ikke et øje var tørt på den anden side af Øresund. Sikke de kan flæbe, de svenskere.
Hverken Svenska Dagbladet eller Sydsvenskan er et hak bedre. Mankell er kult, palæstinenserne er fetish. Der var engang, da jøderne opfattede sig som et udvalgt folk. I dag gælder denne betegnelse deres svorne fjender. Palæstinenserne er de udvalgte, godt nok ikke af Gud, men af svenskerne. Israelerne kan sejle deres egen sø og fordømmes følgelig af alle internationale organisationer med respekt for sig selv: FN, EU, Nato, you name it.
I medierne undrer ingen sig over den sære alliance mellem de venstreorienterede aktivister og de maritime islamister med fortøjninger til Hamas i Gaza. Ingen stiller spørgsmål, ingen graver i sagen, men alle skælder ud på Israel og klapper i kor med Mankell. Det minder alt sammen om en kollektiv psykose, men er historiefortælling, branding. Palæstinenserne er ofre. Israelerne bødler. Sværere er det ikke. Imens flettes de humanistiske aktivister stadig mere sammen med islamisterne i og omkring Gaza, så der er opstået et militært-humanistisk kompleks, ikke bare regionalt, men ligeledes i Europas storbyer, hvor de røde, grønne og sorte demonstrerer sammen og marcherer i takt.
Alliancen har vist sig uhyre stærk i den globale mediekrig, hvor det handler om at tage sig godt ud. Aktivisterne sørger for humanismen. Hamas og Hizbollah for militarismen. Sammen er de uovervindelige.
Taktikken er den samme hver gang. Aktivisterne byder ind med deres bankende hjerter, islamisterne med deres machismo og våben. Sammen arrangerer de en provokation mod Israel til ære for de indbudte medier, hvorpå Israel svarer igen, nogle gange i strid med internationale regler, andre gange ikke, og får så hele Vesten på nakken. Denne simple dramaturgi blev udfoldet i Jenin, i Libanon, i Gaza og nu til havs. Sikke de kan.
Som den enlige svenske svale, Dilsa Demirbag-Sten, skriver i en kærkommen kommentar, så piskes det ellers så tyste svenske sentiment op, så det til forveksling ligner det palæstinensiske raseri, hver gang Israel er på plakaten. Er der noget svenskerne elsker, er det Israel-bashing, og det lader til, at der er et uudtømmeligt lager af godhedsapostle i vores naboland. Når den ene falder ned fra podiet, som nu f.eks. Jan Guillou, der viste sig at have været KGB-agent, så kommer en anden til og sørger for underholdningen. Sverige er tilsyneladende proppet med disse mennesker, for hvem israelerne er problemet og palæstinenserne løsningen, og som handler først og tænker bagefter.
