Det israelske flag

Hvem standser fredsprocessen?

Det er på tide at spørge palæstinenserne åbent og direkte, om de er parate til at gøre indrømmelser. Sammenbruddet i de israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger har som ventet ført til, at Israel har fået næsten al skylden herfor. Begivenhederne de seneste 17 år - siden israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger indledtes - fortæller imidlertid en anden historie om, hvad der har forhindret fred.

Af Danny Ayalon, Israels viceudenrigsminister, fhv. israelsk ambassadør i USA, Morgenavisen Jyllands-Posten (16. december 2010)

Det er på tide at spørge palæstinenserne åbent og direkte, om de er parate til at gøre indrømmelser.

Sammenbruddet i de israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger har som ventet ført til, at Israel har fået næsten al skylden herfor. Begivenhederne de seneste 17 år - siden israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger indledtes - fortæller imidlertid en anden historie om, hvad der har forhindret fred.

Israels holdning til fredsprocessen har været under konstant udvikling siden 1993, da Osloaftalen blev undertegnet. Det er kommet tydeligst til udtryk i de generøse tilbud, som premierministrene Ehud Barak og Ehud Olmert fremsatte i hhv. 2000 og 2008. Tilbuddene blev afvist uden yderligere diskussion eller modtilbud, selv om de opfyldte næsten alle de palæstinensiske krav.

To stater til to folk

Den nuværende israelske regering har accepteret princippet om en løsning, der går ud på to stater til to folkeslag. Israel har bidraget til at forbedre tilværelsen for palæstinenserne i et sådant omfang, at den økonomiske vækst på Vestbredden er større end næsten noget andet sted i verden. Israel har fjernet over to tredjedele af kontrolposterne og iværksat et ensidigt midlertidigt stop for byggeri i bosættelserne (på Vestbredden, red.).

Dertil kommer, at det første, som premierminister Benjamin Netanyahu foretog sig, da han tiltrådte for 21 måneder siden, var at opfordre til forhandlinger med palæstinensere overalt, betingelsesløst og på en sådan måde, at alle spørgsmål lægges frem. Desværre er palæstinenserne ikke veget en tomme fra deres maksimalistiske krav i disse 17 år. Er det ikke på tide, at palæstinenserne bliver spurgt direkte og åbent, om de er parate til at gøre indrømmelser?

Er de parate til at anerkende Israel som en jødisk stat og den jødiske forbindelse til Grædemuren og Tempelbjerget? Er de parate til at vedkende sig, at der er jødiske flygtninge i arabiske stater, og at Israel har temmelig reelle sikkerhedsproblemer?

Afvisningsmanøvrer

Mens verden desværre har haft opmærksomheden rettet mod bosættelsesbyggeri, er det gået næsten ubemærket hen, at palæstinensiske ledere trækker i land i forhold til tidligere accepterede holdninger, især behovet for en løsning, der indebærer to stater til to folkeslag. Det fik jeg et førstehåndsindtryk af, da det palæstinensiske selvstyres premierminister, Salam Fayyad, nægtede at underskrive et mødereferat, hvori vendingen blev brugt.

Palæstinenserne har været fantastisk gode til at fremstille Israel som den part, der kaster grus i maskineriet, mens de selv har foretaget konstante undvigelses- og afvisningsmanøvrer, der er blevet gentaget mange gange de seneste næsten 20 år. Manøvrerne begynder med, at palæstinenserne leder efter en undskyldning for ikke at komme til forhandlingerne. De løber fra en åben og ærlig proces, og dog lægger de ansvaret for sammenbruddet i fredsforhandlingerne over på Israel.

Palæstinenserne truer også ensidigt med at udråbe deres egen stat, og i en række tilfælde har de truet med vold mod Israel. De har kastet sig ud i en politisk kampagne med det formål at angribe Israels legitimitet og i den forbindelse misbrugt internationale fora som for eksempel Forenede Nationer i forsøget på at skabe Israel-fjendtlig fremdrift.

Ingen betingelser

Den nylige debat om forlængelse af det midlertidige stop for bosættelser tjener til illustration heraf. Den nuværende israelske regering har fra første færd banet vej for direkte forhandlinger uden forhåndsbetingelser. Israel iværksatte et midlertidigt stop på 10 måneder; palæstinenserne stejlede og nægtede at gå i direkte forhandlinger. Da det midlertidige stop udløb, krævede palæstinenserne forlængelse af den selvsamme politik, som ikke havde været god nok til at bringe dem til forhandlingsbordet i over et år.

Dertil kommer, at bosættelserne er en afledningsmanøvre. Ifølge tidligere indgåede aftaler er bosættelser og grænser et afsluttet kapitel. Palæstinenserne har gjort dem til en forudsætning for forhandlinger. Mens palæstinenserne og deres tilhængere klager over, at bosættelserne lægger beslag på mere af den jord, de kræver til deres fremtidige stat, vidner de faktiske tal om noget andet. I dag, 43 år efter at Israel overtog kontrollen med Vestbredden, tegner de bebyggede områder i bosættelserne sig for mindre end 1,7 pct. af det samlede område.

Fredelig forsoning

Begge parter så helst, at deres krav blev imødekommet, men en forhandlingsløsning er den eneste måde, hvorpå regionen kan nå frem til det nødvendige resultat af en fredelig og historisk forsoning mellem jøder og arabere, israelere og palæstinensere. Begge parter bliver nødt til at gøre indrømmelser, og Israel har gjort mange.

Hvis fredsprocessen skal komme videre og slutte med et godt resultat, bliver det internationale samfund nødt til at træffe en historisk og modig beslutning om at ignorere Den Arabiske Ligas og Organisationen for Den Islamiske Konferences pres i internationale fora, som belønner dem, der er afvisende over for en forhandlingsløsning med Israel og skubber palæstinenserne længere væk fra forhandlingsbordet. Det internationale samfund bliver også nødt til at afvise palæstinensiske påskud og trusler.

Der findes intet alternativ til en forhandlingsløsning, og den kendsgerning skal forkyndes klart og tydeligt over for alle parter. Der skal lægges pres på dem, der nægter at komme til forhandlingsbordet; ikke på dem, der allerede sidder der.

Ukritisk støtte til den palæstinensiske holdning er en hindring for fred. Det internationale samfund bør bryde det palæstinensiske undvigelses- og afvisningsmønster.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 22.9.2011