Formørket opfattelse af Israel
Mogens Lykketoft fremsatte manipulerende påstande på møde om Mellemøsten på Rødding Højskole.
Af Jørgen Granum-Jensen, talsmand, Fælleskomiteen for Israel, Morgenavisen Jyllands-Posten (20. marts 2011)
Mogens Lykketoft fremsatte manipulerende påstande på møde om Mellemøsten.
2/3 deltog jeg i et arrangement om Mellemøsten på Rødding Højskole. Det var ikke nogen fornøjelse. Mødet var lagt an som en ensidig nedrakning af Israel og præget af en ekstremt aggressiv atmosfære over for Israel.
Ganske vist havde man inviteret Israels ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, og han gjorde det fremragende. Til gengæld blev han ekstremt uforskammet behandlet. Han blev således flere gange afbrudt af ordstyreren, der nærmest optrådte, som om der var tale om et KGB-forhør.
Ambassadøren talte meget personligt om Auschwitz og Holocaust og viste klip fra palæstinensisk tv med smilende tv-værter, der glædede sig over Holocaust og udtrykte sympati hermed. En stor del af forsamlingen gav sig til at le hysterisk. Der var ikke nogen, der tog afstand. Latteren standsede først, da ambassadøren sagde: "This is not funny". Ordstyreren fandt ikke anledning til at gribe ind. Det var pinligt at overvære.
Åbenlys antisemitisme
Det mindede mig om et møde på Frankfurt Universitet, hvor Israels daværende ambassadør i Forbundsrepublikken Asher Ben Nathan umiddelbart efter Seksdageskrigen i 1967 var blevet bedt om at redegøre for Israels politik. Han blev mødt med en pibekoncert fra de forsamlede studenter og et stort banner, der bar indskriften: "Schlagt die Zionisten tot, macht den Nahen Osten rot."
Når man hhv. morer sig over Holocaust og opfordrer til at slå zionister ihjel, så er der ikke bare tale om antizionisme, så er der åbenlyst tale om antisemitisme.
Blandt talerne i Rødding var tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, der til gengæld blev behandlet med stor respekt. Han fremsatte også mange underlige påstande i sit stærkt manipulerende indlæg. F.eks. påstod han, at Israel efter sejren i 1967 reelt havde blokeret for forhandlinger. Han overser således helt det arabiske topmøde, der fandt sted efter Seksdageskrigen, hvor man udsendte følgende erklæring: "Ingen fred med Israel. Ingen anerkendelse af Israel. Ingen forhandlinger med Israel."
Han har åbenbart heller aldrig hørt om Camp David-aftalerne fra 1979, hvor Israel og Egypten sluttede fred, hvilket indebar, at Israel rømmede Sinai, der blev givet tilbage til Egypten. Han har tilsyneladende ikke hørt om Ehud Baraks tilbud under forhandlingerne i hhv. Camp David og Taba i 2000-2001.
Her tilbød den daværende israelske regering at overdrage både Vestbredden og Gaza til palæstinenserne. Samtidig tilbød Israel 30 mia. dollars i erstatning til flygtninge. Også det arabiske kvarter i Jerusalem med de muslimske helligdomme indgik i tilbuddet.
Lykketofts formørkelse
Arafat sagde nej og påbegyndte i stedet en terrorkampagne med anvendelse af selvmordsbomber. Han kom end ikke med et forhandlingsmodspil. Hvordan Lykketoft på den baggrund kan påstå, at Israel siden 1967 har blokeret for forhandlinger, er en gåde.
I sin formørkede fremstilling overser Lykketoft i øvrigt, at det var Menachem Begin fra Likud, der forhandlede fredsaftalen med Egypten på plads. Det passer formentlig ikke ind i Lykketofts forvrøvlede verdensbillede. Han har i øvrigt heller ikke opfattet, at Netanyahu for længst har anerkendt en tostatsløsning for Palæstina.
Hvilke andre demokratier?
I Rødding talte Lykketoft også om "myten om Israel som det eneste demokrati i Mellemøsten". Hvilke andre demokratier kender han i området? Israel har et flerpartisystem, en fri presse, uafhængige domstole etc. Hvilket andet land i Mellemøsten har det?
Lykketoft bruger alle kræfterne på at kritisere det demokratiske Israel, men han spilder ikke megen tid på at kritisere åbenlyst antisemitiske terrororganisationer som Hizbollah og Hamas eller brutale diktaturer som f.eks. Syrien eller Saudi-Arabien for slet ikke at tale om præstestyret i Iran, hvis trusler mod Israel han forsøgte at bagatellisere.
