Det israelske flag

Israel under pres

En forudsætning for fred er stadig en anerkendelse af Israels ret til at eksistere.

Af Jørgen Granum-Jensen, formand for Fælleskomiteen for Israel, Morgenavisen Jyllands-Posten (5. august 2011)

En forudsætning for fred er stadig en anerkendelse af Israels ret til at eksistere.

Tilsyneladende har der i den senere tid bredt sig den opfattelse, at Israel skal sættes under pres med henblik på at optage forhandlinger med palæstinenserne, således at man kan nå frem til en endelig bilæggelse af striden mellem Israel og palæstinenserne. Tankegangen bygger på en ganske bagvendt logik. Det er som bekendt de palæstinensiske ledere, der i ca. to år har afvist at sætte sig til forhandlingsbordet med Israel. Begrundelsen er nogle israelske bebyggelser i Jerusalem.

Israel stiller blot tre betingelser for at møde op til en forhandling: for det første at modparten anerkender Israels ret til at eksistere. For det andet, at modparten afstår fra brug af terror vendt mod Israel, og for det det tredje, at modparten er villig til at acceptere alle hidtil indgåede aftaler mellem Israel og palæstinenserne.

Når man diskuterer Israels forhandlingsvilje, kan det måske være en god idé at se sagen i et historisk perspektiv. I 1937 fremsatte den såkaldte Peel-kommission en delingsplan, der gav Israel et område, der var væsentlig mindre end det, man senere fik tilbudt. Jøderne sagde ja til det beskedne tilbud.

Palæstina kontrolleredes dengang af Storbritannien, der fungerede som mandatmagt under Folkeforbundet. I mandatet var indføjet formuleringer fra den såkaldte Balfour-erklæring fra 1917, der lovede jøderne et "nationalt hjemsted" i Palæstina. Jøderne var på dette tidspunkt formentlig desperate for at få et område, som de kunne kalde deres. Det var jo en periode, hvor nazismen var på fremmarch i Europa. Såfremt Peel-kommissionens forslag var blevet vedtaget, kunne det formentlig også have reddet millioner af jødiske liv. Men sådan gik det ikke, idet man fra arabisk side afviste planen.

Den 29 november 1947 vedtog FN en delingsplan. Der var tale om en plan, der delte Palæstina mellem en arabisk stat og en jødisk stat. Jerusalem skulle internationaliseres. Storbritannien fungerede fortsat som mandatmagt, men nu under FN. Planen blev støttet af et bredt flertal i FN herunder både af USA og Sovjetunionen. Den blev til i en situation, hvor mange overlevende fra Holocaust strømmede til Palæstina. Delingsplanen faldt imidlertid til jorden, idet den blev afvist fra arabisk side. I stedet gik det nye Israels arabiske nabostater i krig med henblik på at knuse den jødiske stat og kaste jøderne i havet.

I juni 1967 oplevede vi den såkaldte Seksdageskrig. Efter en massiv arabisk opmarch blev Israel tvunget til at slå fra sig. Krigen resulterede i en overraskende hurtig sejr, deraf navnet Seksdageskrigen.

Konflikten indebar som bekendt, at Israel fik kontrol med både Golan, Vestbredden, Gaza og Sinai. Efter krigen formulerede Israel "land for fred-politikken". Man ville altså afgive territorium mod, at man kunne indgå en fredsaftale med et eller flere arabiske lande. Det var helt i overensstemmelse med FN's resolution 242, der vil give Israel "sikre og anerkendte grænser" mod til gengæld at opgive "besatte områder".

De arabiske stater anlagde en helt anden tone. På det arabiske topmøde i Khartoum i sensommeren 1967 fastslog man følgende i relation til Israel: "Ingen fred med Israel, ingen forhandlinger med Israel, ingen anerkendelse af Israel". Det var klar tale. Man ville ikke anerkende den jødiske stat, der betragtedes som en illegitim stat.

I oktober 1973 startede Egypten sin storoffensiv mod Israel sammen med Syrien. Den såkaldte Jom Kippur-krig. Præsident Sadats formål var formentlig mindre radikalt end Nassers. Formentlig var Egyptens primære sigte at genrejse sin ære og vinde det tabte territorium tilbage. Hvad, der ville være sket, hvis Egypten var gået sejrrigt ud af konflikten, kan vi kun gisne om. I 1979 lykkedes det som bekendt med præsident Carter som mægler at få sluttet fred mellem Egypten og Israel. Egypten fik Sinai tilbage, til gengæld blev der sluttet fred mellem Egypten og Israel. De tre statsmænd, der underskrev aftalen, var præsident Carter, præsident Anwar Sadat og fra Israel Menachem Begin. Det var den såkaldte Camp David Agreement, som i 1990'erne blev efterfulgt af en fredsaftale mellem Israel og Jordan. Begge aftaler er et resultat af en bilateral aftale mellem Israel og en arabiske stat.

I 2000 og 2001 forhandledes mellem palæstinenserne under Arafat og Israel med premierminister Ehud Barak som forhandlingsleder, denne gang med den amerikanske præsident Clinton som mægler. Det var under disse forhandlinger, at Ehud Barak fremsatte et overordentligt omfattende og generøst tilbud til Arafat. Palæstinenserne kunne få mellem 94 pct. og 96 pct. af Vestbredden, hele Gaza og Østjerusalem som hovedstad, dog med fortsat jødisk kontrol med Vestmuren. Tilmed kunne de få 30 mia. dollars i erstatning til flygtninge mod til gengæld at slutte fred med Israel. Hvad var Arafats reaktion? Det var et afslag. Han fremsatte end ikke et modforslag. I stedet startede han en ny intifada. Konklusionen måtte blive, at intet forslag, der forudsatte Israels eksistens, var godt nok for Arafat. Det er på den baggrund ikke mærkeligt, at medlem af Arafats delegation prins Banda af Saudi-Arabien karakteriserede Arafats afslag som en forbrydelse ikke blot mod palæstinenserne, men mod hele den mellemøstlige region.

I 2007 førtes på ny forhandlinger, denne gang i Annapolis i Maryland, USA. Til stede var foruden Israel og de palæstinensiske ledere USA, Sovjet, Den Arabiske liga og en række muslimske ledere uden for Mellemøsten. Parterne anerkendte hinanden og den palæstinensiske leder Abbas erklærede, at begge havde ret til frihed og sikkerhed. Tiden for terrorisme var forbi.

Der blev imidlertid ikke aftalt noget om erstatninger, Jerusalems status eller den endelige grænsedragning mellem en evt. kommende Palæstina-stat og Israel. Efter forhandlingerne drog en forhandlingsleder for Israel og palæstinenserne til Det Hvide Hus i Washington for at drøfte udviklingen med præsident Bush. Man enedes her om at nedsætte en "Steering Committee" bestående udelukkende af israelere og palæstinensere, der skulle styre det videre forhandlingsforløb. Noget endeligt resultat er man imidlertid ikke nået frem til. Selvom palæstinenserne i forbindelse med den såkaldte Oslo-proces både har fået en høj grad af selvstændighed med eget politi og egen administrativ myndighed, "The Palaestinian Authority". En palæstinensisk stat er det dog ikke blevet til.

Når man analyserer det historiske forløb siden grundlæggelsen af Israel, kan man vanskelig komme til noget andet resultat, end at palæstinenserne og især deres uduelige ledere bærer en stor del af ansvaret herfor. Israel har jo i alle årene fra 1948 til i dag vist en kolossal forhandlingsvilje.

Den megen tale om, at Israel skal presses til at forhandle, virker på den baggrund mærkelig. Israel har sagt ja til den ene delingsplan efter den anden og har vist evne og vilje til at indgå bilaterale aftaler med både Egypten og Jordan, og man har fremsat generøse tilbud til palæstinenserne.

Hvor står parterne så i dag? Er der en israelsk forhandlingsvilje og evne til stede? Hvad med palæstinenserne. Hvad vil Abbas? Hvad vil Natanyahu?

Man kan foreløbig konstatere, at Hamas i Gaza ikke vil sige nej til vold og terror og fortsat ikke vil anerkende Israels ret til at eksistere. Det samme gælder Hizbollah. Begge har de allieret sig med Iran, hvis præsiden Ahmadinejad benægter Holocaust og erklærer, at Israel skal udslettes fra landkortet. Det passer fint til det syn på jøder, som formuleres af Hizbollahs leder, Nazrallah, der udtaler: "Hvis de (jøderne) alle samler sig i Israel, vil det spare os besværet med at finde dem over hele verden". Han gør udtrykkelig opmærksom på, at han ikke kun taler om israelere, men om jøder.

Til september vil palæstinenserne søge FN om anerkendelse af en selvstændig Palæstina-stat uden nogen forudgående forhandling med Israel. En sådan ensidig proklamation af en Palæstina-stat strider både mod Oslo-aftalerne, FN's Sikkerhedsråds resolution 242 og Mellemøstkvartettens (USA, EU, Rusland og FN) køreplan for fred.

Det vil næppe heller føre til mere fredelige tilstande. En forudsætning for fred er stadig en anerkendelse af Israels ret til at eksistere som det jødiske folks stat. Lige nu har det palæstinensiske selvstyre og Hamas indgået en aftale om en samlingsregering og en sammenlægning af deres sikkerhedsstyrker. Det er det samme Hamas, der regelmæssigt sender raketter mod Sderot, Ashkelon og det sydlige Israel.

Israels premierminister Netanyahu har for længst accepteret en to-statsløsning, men det må naturligvis betyde to stater, der ønsker at leve som fredelige naboer, samt at der er enighed om forløbet af den fælles grænse, de israelske bosættelser på Vestbredden, Jerusalems status og mange andre spørgsmål.

En tostatsløsning må således fremstå som resultatet af en forhandling mellem de to parter. Det kan ikke blot være et spørgsmål om en ensidig proklamation.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2011 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 5.8.2011