Israel og det importerede jødehad
Når man har fulgt de elektroniske mediers dækning af minikrigen mellem Gaza og Israel, har man fået det klare indtryk, at i denne sag bør vi alle være neutrale: Begge parter er lige gode om det, selv om det nok er lidt mere synd for palæstinenserne i Gaza - hvorfra næsten alle journalister rapporterer, fordi der er flere palæstinensiske end jødiske ofre.
Af Katrine Winkel Holm, Morgenavisen Jyllands-Posten (24. november 2012)
Når man har fulgt de elektroniske mediers dækning af minikrigen mellem Gaza og Israel, har man fået det klare indtryk, at i denne sag bør vi alle være neutrale: Begge parter er lige gode om det, selv om det nok er lidt mere synd for palæstinenserne i Gaza - hvorfra næsten alle journalister rapporterer, fordi der er flere palæstinensiske end jødiske ofre.
At de høje dødstal i Gaza bl.a. skyldes, at Hamas kynisk bruger deres egen befolkning som bombeskjolde, og de lave dødstal i Israel, at israelere har udviklet et avanceret og yderst effektivt luftforsvarssystem, nævnes næsten aldrig.
Jeg hører ellers til dem, der hidtil har klappet i og holdt mig på sidelinjen, når folk heftigt har debatteret Israel Palæstina-konflikten, men efter den seneste batalje er det slut med neutralitet fra min side.
Det skyldes for det første Hamas.
Når Israel er oppe imod en renlivet islamisk terrororganisation, der fører erklæret jihad mod Mellemøstens eneste demokrati, kan man som civiliseret vesterlænding ikke andet end at tage Israels parti.
Min anden bevæggrund er de herboende Gaza-sympatisører. I stigende grad fremstår de så jødehadende, at man forhåndsvaccineres imod enhver sympati med deres sag.
Her tænker jeg især på den slamkiste af jødehad, der blev åbnet for den undrende offentlighed, da netmediet Den Korte Avis kunne afsløre, hvad den fremmeste propalæstinenser herhjemme, SF'eren Fathi El-Abed, går og bedriver på Facebook.
Fathi El-Abed anvendes hyppigt som debattør og Mellemøst-ekspert af bl.a. DR, men hør bare, hvad dette angiveligt noble meningsmenneske skrev i søndags.
Det begynder med, at hans Facebook-ven, Chafa Ibrahim - der tydeligvis ikke magter det danske sprog - skriver følgende på hans åbne Facebook-profil: "Trist at hitler ikke udryd alle zihonister inden han begik selvmord. Hvor gøre det mig ondt at hele verden holdet kæft"
Chafa, der er en ung kvinde, der bor i Næstved, fortsætter:
"Ja jeg hyldet hitler for hans folkemord. De fortjener mere end mord når de myrder på samme måde".
Hendes Hitler-hyldest får flere i debattråden til at afkræve El-Abed en afstandtagen til hende, og efter først at have ignoreret dem, skriver El-Abed direkte henvendt til Chafa: "Chafa...giv den/dem hele armen. Sådan som tingene er nu er det full scale krig. Og krigen udkæmpes - demokratisk vel at mærke - også herhjem. Den pro Israel lobby ved endnu ikke hvad der rammer den".
Heller ikke El-Abed er tydeligvis stiv i det danske sprog, men hans skulderklap til den Hitler-hyldende Chafa er ikke til at misforstå.
Da disse kvalmende udgydelser begynder at vække opsigt, sletter El-Abed dem alle sammen, men da det ikke lykkes ham at fjerne alle spor, rykker han ud med en erklæring om, at han ikke på noget tidspunkt var klar over, hvad Chafa Ibrahim skrev, og at han i øvrigt går ind for en god tone i debatten. Og så videre.
Den latente trussel mod den proisraelske lobby har han ikke kommenteret, ligesom hverken SF eller de elektroniske medier, der har været så flittige til at anvende ham som ekspert, i skrivende stund har konfronteret ham med dem. Så meget for deres neutralitet.
Hvad værre er: De Hitler-hyldende barbarer, der boltrer sig i Fathi El-Abeds debattråd, er nogen, vi selv har inviteret til landet. Det hvidglødende jødehad er importeret.
I det mindste giver det os en lillebitte smagsprøve på de kræfter, Israel dagligt er oppe imod.
Jo mere Gaza-sympatisørerne afslører deres had, jo større bør vores støtte til Israel være.
