Det israelske flag

Vesten har belønnet brug af vold

I den sidste krig mellem Gaza/Hamas og Israel troede mange, at Israel igen ville tabe terræn i medie- og sympatikrigen. Noget er imidlertid ved at ændre sig, skriver Lene Kattrup.

Af Lene Kattrup, Morgenavisen Jyllands-Posten (7. december 2012)

New York-advokaten Alan Dershowitz har på velunderbygget måde i artikler og bøger påvist, hvordan vi i Vesten uden at vide det har været med til at fremme palæstinensernes brug af vold sammen med offerretorik og en aggressiv mediestrategi. Først da palæstinenserne med Arafat i spidsen begyndte at satse på disse metoder, herunder flykapringer og selvmordsaktioner, begyndte Vesten for alvor at lytte til dem og tage deres problemer alvorligt.

Brugen af terror og vold gav resultater; det gjorde, at budskabet trængte igennem. På den måde har vi i Vesten et medansvar for den voldsspiral, der opstod. FN og det internationale samfund oprettede staten Israel i 1948, men har siden svigtet sit ansvar fælt. Det skulle have været et sikkert og fredelig fristed for jøder. Det blev det ikke.

Israel har desuden siden tabt mediekrigen. Og den store brede sympati, landet oprindelig havde på grund af historien og den fantastiske flid, der blev lagt for dagen, hvor man, sådan som det siges, på mirakuløs vis fik et lille stykke ørken til at blomstre, forsvandt gradvist. Det begyndte at vende efter krigen i 1967, hvor sympatien skiftede til palæstinensernes side.

I den sidste krig mellem Gaza/Hamas og Israel troede mange, at Israel igen ville tabe terræn i medie- og sympatikrigen. Noget er imidlertid ved at ændre sig.

Den kendsgerning, at et land ikke kan sidde med hænderne i skødet, når ca. en million af dets befolkning må leve med konstant frygt og hele tiden være parat til at løbe i beskyttelsesrum, er begyndt at trænge igennem. Kombineret med billedet af, at det er fordi, Israel bygger beskyttelsesrum, at der ikke er flere dræbte eller sårede.

Når der alene i 2012 har været tale om 800 raketter, vel at mærke effektive raketter, som bliver sendt direkte efter civile mål og byer, så må man reagere.

Medierne var ikke tavse om, at israelerne til en vis grad virkelig forsøger at advare og undgå civile ofre, når de prøver at forsvare sig ved at bombe Hamas' raketaffyringsramper. Men i Gaza bygges disse fortrinsvis ved hospitaler, beboelsesejendomme og under mediehuse.

Hamas bruger virkelig indbyggerne som skjold, og derfor kommer der flere civile ofre her, mens man i Israel søger at beskytte sine borgere med dyre og effektive beskyttelsesrum overalt. En del af de penge, der trods alt i ret betydelig mængde tilflyder Gaza, er i stedet for at blive brugt til at bygge beskyttelsesrum anvendt til indkøb af iranske raketter.

Denne gang var fordømmelsen af Israel ikke så entydig og massiv, som den plejer. Nuancerne kom bedre frem. Der var de sædvanlige røster om bosættelsespolitikken, som jeg, der er erklæret israelven, nu heller ikke kan forsvare, men det var, som om der er en forståelse for, at et land må have en grundlæggende ret til at forsvare sig, foruden en anerkendelse af, at Israel ikke er den primære aggressor. Desuden det faktum, at grænsen til Gaza ligger ret fast, så i denne konflikt kan det næppe være bosættelsesproblematikken, der er kernen.

Måske er problemet mere Hamas' ideologi og bevægelsens voldsforherligelse med dens undertrykkelse og indoktrinering af borgerne til at hade jøder, hvorfor Israel grundlæggende ønskes fjernet helt.

Hvis man ønsker fred, mener jeg ikke, man kan gøre andet end at opfordre palæstinenserne til at tage afstand fra og afsætte Hamas. Det kniber det for nogle af palæstinensernes venner her i landet at gøre. Det ses bl.a. ved den retorik og adfærd, der bruges ved demonstrationer. Nogle af deltagerne er skingre og råber, og nogle få heiler endda. Det giver opmærksomhed, men ikke sympati. Fra forskellige sider forsøges dette nedtonet. F.eks. valgte Berlingske den misvisende overskrift, "Rolig Gaza-demonstration trods kanonslag", om demonstrationen 22/11 i København til støtte for Gaza og palæstinensernes sag, en sag som for nogle af disse måske er identisk med eller tæt på Hamas' sag?

Nogle af de demonstrerende efterlignede den destruktive og ufredelige adfærd, vi ser i Gaza, da de med politiet tilladelse fortsatte mod Christianshavns Torv, hvor de kastede med sten og kanonslag mod busser, taxaer og mod politiet samt råbte død over jøderne og raserede en butik. Københavns Politi kaldte mærkeligt nok demonstrationen for rolig og oplyste, at der ikke var foretaget nogen anholdelser, hvilket er kritisabelt. Politiet bør ikke tolerere vold, men forsøge at anholde enhver person, der kaster med sten eller kanonslag, og straks opløse demonstrationen. 25/11 var der en fredelig Israel-demonstration på Kgs. Nytorv med fakler og 300-400 deltagere trods hård blæst og voldsom regn. Politiet var talstærkt til stede, men det var for at beskytte Israel-vennerne. Hvorfor ser vi næsten altid denne krigeriske retorik på den ene side, den palæstinensiske, og den mere fredelige på den anden side?

Palæstina-sympatisører bør spørge sig selv, om de virkelig tror, at de hjælper palæstinenserne på denne måde. Personer, der støtter Palæstina-sagen, bliver nødt til mere klart at tage stilling til præcis, hvor de står i forhold til vold, til Hamas og jødehad, og de må forholde sig til, om de overhovedet støtter en flerstatsløsning, der indebærer, at også Israel skal kunne fortsætte som et land, hvor befolkningen kan leve i frihed, sikkerhed og fred. Hvis de støtter Hamas, så fremmer de ikke den fredssag, de foregiver at ville støtte.

Hvad der er Hamas' formål, kan man erfare fra organisationens charter (http://www.fas.org/irp/world/para/docs/880818.htm). Metoderne kunne man bl.a. se i den netop overståede krig. Pressen fik konstruerede og falske billeder af ofre, raketter blev som nævnt placeret under hospitaler mv., soldaterne skød vildt op i luften, da våbenhvilen blev erklæret. Der var aflivning af mistænkte kollaboratører på gaden i Gaza, som blev bundet til motorcykler og slæbt gennem gaden, og der var jubel over terrorbomben mod en bus i Tel Aviv.

Det kunne løse op for konflikten, hvis Gaza-palæstinenserne viste en mere konstruktiv fredsvilje samt forsøgte at vælte Hamas. De fik Gaza, da Israel rømmede alle bosættelserne i 2005. Mon ikke grænserne siden ville have været meget mere åbne for varer og personer, hvis de havde brugt deres energi og de økonomiske midler, de modtager, til at opbygge industri, dyrke landet, få gang i landbruget og et ordentligt uddannelsessystem kombineret med en effektiv børnebegrænsning.

Palæstinenserne har overordnet set to veje at vælge imellem; de kan forsøge statsopbyggelse eller vælge terrorvejen. Gaza har foreløbig valgt at være en iransk terrorbase og et brohoved.

På Vestbredden ses visse tendenser til statsudvikling. Mahmoud Abbas og Salam Fayyad forsøger tilsyneladende at føre en mere konstruktiv og pragmatisk politisk linje, som er anderledes end den, Yassir Arafat stod for, og den, Hamas nu følger i Gaza.

Om det er helhjertet, og om det i givet fald vil lykkes for dem, vil fremtiden vise. Gradvist er Vestbreddens økonomi og administration begyndt at fungere. Der er langt igen, børnene oplæres stadig til jødehad i skolerne m.m. Og det kan diskuteres, om den moralske sejr, som Abbas netop har opnået ved i FN at få status som observatørstat, er et skridt nærmere til fred eller ikke. Hvis man gør brug af en mulighed for at stævne Israel ved den internationale domstol, vil det virke modsat.

En flerstatsdannelse må være målet. Og statsdannelse med grænsedragning er i sidste ende et politisk spørgsmål, der kræver bilateral anerkendelse stater imellem samt forhandling.

Imidlertid er det glædeligt, at det internationale samfund nu måske er ved at få øje på, hvilke kræfter blandt palæstinenserne, der kan tænkes at være opbyggelige og på vej mod et seriøst ønske om fredelig sameksistens mellem stater med frihed samt sikkerhed på begge sider - også for Israel. I alt for mange år kunne palæstinenserne se, at det kunne betale sig at være voldelige med højtråbende, overdreven offerretorik. Vi har et stort ansvar i Vesten ved at have støttet de helt forkerte kræfter som f.eks. PLO's Yassir Arafat og Hamas såvel direkte samt indirekte. Hermed har vi været med til at vedligeholde og styrke en alvorlig konflikt.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2012 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 7.12.2012