Det israelske flag

Nu må politikerne træde i karakter

Hvornår træder politikerne i karakter og siger stop for disse ubehagelige forfølgelser af en minoritetsgruppe af danskere? End ikke i deres eget hjem kan jøderne længere være i sikkerhed for stenkast.

Af Lis Mostrup Clausen, Morgenavisen Jyllands-Posten (27. december 2012)

Forleden kunne man i TV Avisen høre statsminister Helle Thorning-Schmidt udtale, at hun var både glad for og stolt af, at EU havde modtaget Nobels Fredspris, og at det ikke er, som da hendes far som otteårig kunne høre støvletramp, da han boede i Kolding.

Jeg har svært ved at forstå, hvordan statsministeren kan være stolt af fredsprisen, når hun på forsiden af Jyllands-Posten 12/12 kunne læse, at jøderne i Danmark får det råd at skjule davidsstjernen og gemme deres kalot, hvis de vil færdes på gaden i sikkerhed uden tilråb, spyt og spark.

End ikke den israelske ambassade går fri. Jeg synes, det var rystende læsning, at sådanne chikanerier finder sted i dagens Danmark mod jøderne, som har været her i landet siden begyndelsen af 1600-tallet, og som er faldet godt ind i det danske samfund.

Hvordan kan statsministeren leve med, at en gruppe af danskere sådan skal forfølges?

Ingen ny foreteelse

Jeg kan fortælle, at det ikke er en ny foreteelse. I 1990 var jeg som lærerstuderende i gang med at skrive en hovedopgave om jødernes påske og var i den forbindelse på Carolineskolen for at tale med overrabbiner Bent Lexner. Der var to ting, der rystede mig dengang. Den ene var at komme til en skole, som var indhegnet og med overvågningskamera. Jeg kunne ikke bare komme ind i skolen frit som i andre skoler. Det er desværre nødvendigt med indhegningen for at beskytte vore elever, fortalte Bent Lexner.

Inden jeg forlod skolen, talte jeg med et par af de store elever, og de kunne fortælle mig, at det ikke mere var så let at være jøde i Danmark efter, der var kommet så mange arabere/muslimer til landet. Et par af drengene fortalte, at de var blevet spyttet i ansigtet en dag, de kørte med bus hjem fra skole, og at det somme tider var nødvendigt at løbe stærkt, hvis man ville undgå, at der blev kastet sten efter en. Det er tyve år siden, jeg hørte den beretning, og nu har det åbenbart udviklet sig.

Ny ånd i banken

Nu kan det være svært for jøder at få vekslet israelske penge i Danske Bank ved Nørreport Station, kunne jeg læse i avisen.

Mon det er en ny ånd, banken er ved at tillægge sig, at muslimske ansatte kan bestemme, hvem der kan få vekslet penge i banken? For så må jeg sige, at det er sidste gang, jeg har været i Danske Bank. Jeg gad også vide, hvad Dansk Fodboldforbund sagde i april, da den jødiske ungdomsfodboldklub fik antisemitiske tilråb; kan der nu heller ikke dyrkes sport uden tilråb?

End ikke i deres eget hjem kan jøderne længere være i sikkerhed for stenkast, kan jeg læse mig til i avisen. Det er skræmmende. Er det en løsning, at politiet siger, at jøderne skal holde sig væk fra områder, hvor der kan være risiko for sammenstød? Det vil sige, at jødernes bevægelsesfrihed efterhånden kan blive indskrænket, jo mere magt muslimerne får.

Hvor er politikerne

Hvornår træder politikerne i karakter og siger stop for disse ubehagelige forfølgelser af en minoritetsgruppe af danskere?

Jeg tror ikke, der kan regnes med hjælp fra Det Radikale Venstres integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev, som frarådede Dansk Zionistforbund at flage med det israelske flag til madfestival i København.

Jeg forventer heller ikke hjælp fra vor udenrigsminister, Villy Søvndal, SF, som direkte foreslår boykot af varer fra Israel og dermed noget, som er jødisk, men jeg håber på hjælp fra andre politikere, som ikke accepterer chikane af vore jødiske medborgere, for det er uværdigt for Danmark og en situation, der bestemt ikke er noget at være stolt af for vor statsminister.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2012 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 29.12.2012