Politiken har et medansvar. Kald det debat
Skriv til Politikens debatsider. Sådan lyder opfordringen til avisens læsere. Men hvordan har debatten i Politiken det så? Tilsyneladende foretages der et bevidst ideologisk debattaktisk valg, hvor bestemte holdninger holdes ude eller kun sjældent levnes plads.
Af Flemming Bengtsson (31. december 2012)
Skriv til Politikens debatsider.
Sådan lyder opfordringen til avisens læsere. Ifølge Politikens Nudansk ordbog betyder debat drøftelse eller diskussion. Med det in mente kan man forvente, at Politiken ønsker diskussion eller drøftelse af læsernes mening om emner, der behandles i avisen, udveksling af meninger og synspunkter mellem læserne, og mellem læserne og Politikens fast stab af skribenter. Men hvordan har debatten i Politiken det så? Absolut fremragende, for hver dag får avisen flere læserindlæg, end det er muligt at bringe, hvis man skal tro den venlige besked, som en læser får, når et læserbrev vejes og findes for let. Men den venlige besked tilslører tilsyneladende også et bevidst ideologisk debattaktisk valg, hvor bestemte holdninger holdes ude eller kun sjældent levnes plads.
Da Hamas i slutningen af oktober i år fejrede Qatar emiren sheikh Hamad bin Khalifa al Thani's statsbesøg i Gaza med et festfyrværkeri af ca. 70 raketter og mortergranater ind over det sydlige Israel var kun få i tvivl om, at den næste Gazakrig, som en udfordring til det palæstinensiske selvstyre og afstemningen i FN's generalforsamling d. 29/11 om en opgradering af det palæstinensiske selvstyre til observatørstatus, var lige om hjørnet. Den udeblev heller ikke, så emirens gave på lidt over to milliarder kroner til genopbygningsprojekter af Gazas miserable infrastruktur var kærkommen.
Modsat Information, Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad var der ingen debat i Politiken om den korte, men alligevel alt for lange krig. Politikens læserskare er tilsyneladende blindt loyale overfor både Politikens officielle linje og avisens tunge panel af mellemøsteksperter. Hvis det er sandt, så mente Politikens læsere det samme og er blot et ekko af den officielle linje og ekspertpanelet.
I kølvandet på krigen advokerede Politiken for et dansk ja i FN til en opgradering af selvstyrets status. Avisen intensiverede på kultur- og debatsiderne i de sidste par uger op til afstemningen sit togt i sagens tjeneste. I flæng kan nævnes interview med den revisionistiske israelske historiker Ilan Pappe, en lind strøm af prosa fra Rune Engelbreth Larsen og Herbert Pundik, ph.d studerende Leila Stockmarr, og endda et læserindlæg fra forhenværende udenrigsminister Kjeld Olesen fandt vejen. Dette er der absolut intet odiøst i. Men opfattelsen af Politikens bevidste ideologiske, debattaktiske valg understreges af, at der i perioden fra f.eks. d. 24/11 frem til blot d. 30/11, dagen efter afstemningen, ikke var et eneste læserindlæg, der modsagde eller blot anfægtede de synspunkter, der bragtes til torvs af de ovenfor nævnte skribenter. Avisens ønske om en levende og skarp debat om samfundets vigtigste emner gælder ikke den trykte udgave af avisen. Eller var det fordi emnet ikke var vigtigt nok?
Selv om numerisk ligevægt mellem for og imod i en debat ikke er et ønskeligt mål i sig selv - for så udvandes debatten og mister sin værdi - så er tilstanden på Politiken bekymrende. For det første kan man kun blive nervøs på avisens og ekspertpanelets vegne. Undrer de sig aldrig over, at deres synspunkter på den længstvarende konflikt i Mellemøsten ikke længere anfægtes af avisens læsere? Det skete trods alt i Pundiks tid som chefredaktør, både til højre og venstre. Nu sidder Pundik og de andre i elfenbenstårnet, ser sig selv i spejlet, nikker selvforstående og siger til sig selv: Vi alene vide. For det andet, men nok så væsentligt, så er eksperterne ofte i selvsving, hvor en egentlig analyse eller udfordrende betragtninger på deres 'ufejlbarlige' holdninger er en by i Rusland.
Pundik, dansker og israeler, ikonet på moderation og hæderlighed, synes at have mistet den kant til alle sider, han besad, da jeg som medlem og et ukendt ansigt sammen med andre i den danske gren af den israelske fredsbevægelse sad i Dakiv's lokaler i Rewentlowsgade i København på et møde, hvor også en repræsentant fra Israels ambassade deltog, og hørte på Pundiks spændende analyser under den første golfkrig, da Irak sendte sine scudmissiler ind over Israel. Det er gammel strøm i ledningen. I dag styres, men også svækkes Pundiks analyser af hans åbenlyse foragt for højrefløjen i israelsk politik, især Netanyahu og Liberman. Og det er synd, at Punkdik på dette punkt ikke kan holde tungen lige i munden. Pundik anførte d. 26/11 efter afslutningen på Gazakrigen, at 'Hamas kun kan knækkes med fred' og ænsede ikke, at Hamas's held med atter at trække Israel ind i en krig faktisk gav afstemningen i FN en uventet stor opbakning til Abbas's målsætning: En højere status i FN. Pludselig stod vestens tøvende demokratier - af frygt for Hamas og en ny krig - i kø med despoterne for at støtte Abbas. Pludselig fik udenrigsminister Villy Søvndal det skub, der hindrede ham i første omgang at 'lukke selvstyret ind af bagdøren'. I dag ved Abbas og Hamas, at Hamas's raketter uventet gavnede hans sag i FN. Derfor er en palæstinensisk stat på Vestbredden ikke pr. definition et effektivt modtræk mod Hamas, men derimod en udvidet platform for Hamas.
Også den israelske historiker Ilan Pappe, én blandt flere kendte israelske venstrefløjshistorikere, blev støvet af, og med ukritisk hjælp fra Camailla Stampe og Tarek Omar, hvis dagsorden ikke var at udfordre Pappe på hans absolutte tro på marxismen og dens indflydelse på hans syn på konflikten, fik han frit lov til at lancere sit særlige syn på denne: "Stop det israelske vanvid". Pappe, der ser tostatsløsningen som en tåbelighed, erkender åbent, at hans kærlighed til Palæstina kun matches af hans afsky for staten Israel, og hans ofre og helte i konflikten er palæstinensiske kvinder, børn, arbejdere og bønder. At de undertrykte palæstinensiske kvinder faktuelt kun spiller en ubetydelig rolle i kampen mod 'det israelske vanvid', er ligegyldig. Som historiker må jeg konstatere, at Pappe måske kunne blive en god historiefortæller, men han er en elendig historiker, der ikke viger tilbage for at øve vold på enhver form for videnskabelig hæderlighed. Andre israelske historikere, Benny Morris, Avi Schlaim og Tom Segev, er ikke rabiate og venstrefløjsagtige nok. Politikens agenda var klar og blev fulgt til punkt og prikke af Camilla Stampe og Tarek Omar. Det er i orden at være et talerør for synspunkter, der taler for en enstatsløsning, blot det er en binational palæstinensisk enstatsløsning og ikke en jødisk enstatsløsning med lige rettigheder for både jøder og ikke jøder.
Men inden historiens vingesus fra Pappe med Stampe og Omar toner bort: Politiken havde ikke behøvet at hive en marxistisk israelsk historiefortæller ind på avisens kultur- og debatsider for at eksponere ufornuftig omgang med historie som videnskabelig disciplin i en tvivlsom sags tjeneste: dæmonisering af zionisme. I februar i år - da der var agurketid i selve den israelsk-palæstinensiske konflikt, rettede Politiken sit fokus mod de kristnes situation i Mellemøsten, som gennem flere årtier er blevet stærkt forværret, og hvor de kristnes andel af befolkningen i de arabiske lande og selvstyreområderne er faldet drastisk.
I en velskrevet, men i øvrigt forplumrende og groft manipulerende artikel 'Der er ingen fremtid for de kristne i Mellemøsten', anførte Marcus Rubin, at 'kristne i Mellemøsten har overlevet det romerske imperium, islamiske dynastier, fransk og engelsk imperialisme, panarabisme, kommunisme og zionisme'. Selvom Rubin ikke er uddannet historiker som undertegnede, så er det en dumsmart sætning, hvor Rubin tilsyneladende umotiveret, kun styret af sit kritiske forhold til Israel og zionismen - ja, igen, igen, og ikke mindst den nuværende regering under Netanyahu - trækker zionismen ind i en artikel om de kristnes situation i Mellemøsten i en kæde af historiske begivenheder, der er fuldstændig malplaceret og på grænsen til det platte. Men for de fleste læsere er det sikkert blevet slugt råt. Jo, Jo - de zionister er altid nogle værre nogen.
Man kan ikke lade være med at tænke på, hvilket ramaskrig, der kunne hav lydt, hvis denne sætning var blevet formuleret i Kristeligt Dagblad eller Jyllandsposten af en af Dansk Folkepartis mange præster på følgende måde: At kristne i Mellemøsten har overlevet det romerske imperium, islamiske dynastier, fransk og engelsk imperialisme, panarabisme, kommunisme og jøder. Det gjorde den så ikke, men det ville have klædt Rubin, der afgjort ikke skinner smukt i denne sag, at have overvejet, om der er vandtætte skodder mellem den kritiske, men også ofte perfide opfattelse af zionisme og en generel negativ opfattelse af jøder hos alle dele af befolkningen.
Udsagnets tendentiøse og misvisende indhold sættes i relief af, at det romerske imperium, islamiske dynastier, fransk og engelsk imperialisme, panarabisme og kommunisme er afgået ved døden i Mellemøsten, men det er zionismen ikke. Og bortset fra dette - Rubin ved godt som lægmand udi historiedisciplinen, at det romerske imperium bekæmpede den kristne kirke indtil kirken med Konstantin d. Store 'besejrede' romerrigets gudelære. Og efterfølgende, at kun islamiske dynastier og kommunismen har undertrykt kristne. Kristne har ikke lidt overlast fra hverken fransk eller engelsk imperialisme, tværtimod - og heller ikke zionismen. Rubin skaber et falsk billede i læserens bevidsthed ved at slå zionisme i hartkorn med fortidens undertrykkende politiske, religiøse og økonomiske systemer. Denne del af kronikken kan passende rundes af med, at Israel er det eneste land i Mellemøsten, hvor antallet af kristne siden 1948 er steget; i modsætning, som anført, til den arabiske verden, herunder Gaza og Vestbredden, hvor antallet er faldet drastisk. Og kristne flygter stadig fra denne del af verden.
Heller ikke disse rubinske eskapader, der på ingen måde står i skyggen af Pappes måde at skrive historie på, blev anfægtet på Politikens kultur- og debatsider. Det eller de indlæg imod Rubins artikel, der var, blev vejet og fundet for lette af avisens debatredaktion. Naturligvis. Kun tåber håber.
Lad mig gå endnu et skridt tilbage i rækken af tragiske hændelser mellem Israel og palæstinenserne. Goldstonerapporten, der fulgte efter den første Gazakrig, fremkaldte over flere dage og uger store overskrifter i Politiken og andre dagblade. Men da Goldstone senere trak væsentlige dele af rapporten tilbage vedrørende de anklager, som rapporten rettede imod Israel, kunne det, så vidt jeg erindrer, kun blive til en kort nyhedsnotits i Politiken. Også her var billedet det samme. Det eller de indlæg, der var imod Politikens måde at tackle dette på, blev vejet og fundet for lette af avisens debatredaktion.
Listen med eksempler er legio, men i stedet for at fortsætte i denne rille kan man spørge sig selv, hvorfor Politiken forfølger en elitær dybest set censurerende linje grænsende til arrogance - i hvert fald når det gælder konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Naturligvis findes svaret på dette spørgsmål i redaktionslokalerne hos Politiken, men om man kan få en reaktion fra redaktørerne, der sidder trygt bag retten til at holde kritik ude, er en anden sag.
Selvom partipressen på venstrefløjen afgik ved døden over en 30-årig periode, først Minavisen i 1982, sidenhen Land og Folk i 1991 og Det Fri Aktuelt i 2001, så lever dens fordummende ånd i bedste velgående på Politiken, hvor den ensidige opinionsfabrikation og opinionsstyring gøres til en dyd på Mellemøstkonflikten. Og der er heller ingen tvivl om, at avisen, ud over i et omfang stadig at appellere til den traditionelle læserskare, favner de holdninger, der kom til udtryk i disse partidagblade, især Aktuelt. Politiken er en symbiose af det gamle Aktuelt og sig selv, mest Aktuelt og mindre sig selv med et strejf af Land og Folk, når der ryger finker af panden. Set ud fra ejernes interesser - JP/Politikens hus - så er det en rigtig god forretning. For selvom Aktuelt forsvandt, så er socialdemokraterne ikke forsvundet. Heldigvis skal det dog siges. Fandtes Politiken ikke, er der næppe andre, der ville kunne udfylde Politikens plads, og det samlede læserantal ville utvivlsomt dale. En ting er dog at have en partilignende linje, en rød linje i modsætning til en blå linje, som er sundt i sig selv, men noget andet er, at denne linje ikke tillades at blive sagt imod. Politiken, der engang stod som organet for den højeste oplysning, står i dag som organet til sløring og mørklægning af læsernes sanser.
Som antydet under de rubinske eskapader, er der risiko for, at ubefæstede sjæle i Politikens læserskare får sværere og sværere ved at skelne mellem positiv og hadsk kritik af Israel og zionisme. Skridtet herfra til jødehad, er ikke stort. Og selvom det på ingen måde er avisens hensigt at bidrage til dette, så synes det at blive mere og mere synligt hos venstrefløjens arbejdere og åndsarbejdere. At der bæres ved til dette, er senest og bedst illustreret med følgende overskrift i politiken.dk: "Palæstinensisk teenager med legetøjspistol skudt af israelere". Den første reaktion, når overskriften springer i øjnene, er naturligvis forfærdelse. Åh nej. Er det en af de begivenheder, som alle israelere og jøder nu skal gøres ansvarlige for? Efter at have læst artiklen, må man hovedrystende spørge sig selv: Hvor var de ansvarlige palæstinensere henne, der kunne have forhindret en utvivlsomt frustreret 17-årig ung palæstinenser i at bringe sig i det israelske grænsepolitis skudlinje ved at stå og vifte med en legetøjspistol, der på afstand ikke opfattes sådan, men derimod som en potentiel dødelig trussel? Det, der sidder i baghovedet hos læseren, er, at en palæstinensisk teenager med en legetøjspistol blev skudt af israelerne. Og det er jo rigtigt, men omstændighederne bliver hurtigt glemt. Ofte tænker og husker vi i overskrifter og gerne de overskrifter, der passer ind i vores virkelighedsopfattelse.
Politiken har et medansvar. Kald det debat.
Denne kronik blev sendt til Politiken men de kunne "desværre" ikke finde plads til den!
