Det israelske flag

Beundringsværdig innovation i Israel

To uger i Israel lærte mig at forstå, at israelerne bringer innovation ind på alle samfundets områder, ikke mindst udnyttelsen af deres ressourcer i jorden og havet.

Af Helenemaria Christensen, Morgenavisen Jyllands-Posten (9. februar 2014)

To uger i Israel lærte mig at forstå, at israelerne bringer innovation ind på alle samfundets områder, ikke mindst udnyttelsen af deres ressourcer i jorden og havet.

Jeg havde min basis i Eilat, en by midt i en ørken, grænsende op til Jordan og Egypten. Hele Israel har engang set ud som områderne Negev-ørkenen og Arava-ørkenen i det sydlige Israel, indtil israelerne begyndte at dyrke jorden og bygge veje, lufthavne, havne og byer. Arbejdet er stadig i fuld gang i ørkenområderne.

I ørkenlandskabet ses grønne områder. Her dyrkes grøntsager under lange rækker af plastik direkte på jorden, også i større drivhuse. Spredt i området ligger kibbutzerne, der har ansvaret for dyrkning af grøntsager og daddelplantager.

Spildevand til genbrug

Et særligt jordvarmesystem sørger for, at planternes rødder får varme i de kolde ørkennætter og kølighed på de ekstremt varme sommerdage. Et særligt vandrensningsanlæg sorterer spildevand til genbrug, som hovedsagelig bruges til vanding i landbruget. Havvandet afsaltes og bruges til drikkevand tilsat en anelse klor.

Inden for 24 timer bliver friske, økologiske grøntsager og frugt leveret til butikker i Israel og eksporteret til USA. Israelerne er ekstremt flittige og ihærdige. Overalt oplever man livlig aktivitet i byggebranchen og industrien, ikke mindst ved Det Døde Hav.

Kun råmaterialer

Ahava betyder kærlighed på hebræisk og er navnet på de præparater, som udvindes af Det Døde Havs mineraler og mudder; et koncentrat af samme kaldes for osmoter og er indeholdt i alle de produkter til den menneskelige krop, der produceres i fabrikken ved kibbutzen Ein Gedi. Nogle er tilsat planteekstrakter.

Produkterne er uden parabene, SLS/SLES, er testet for allergi, ikke udsat for dyreforsøg, produceret uden petroleum, syntetiske ingredienser eller GMO'er. Kun råmaterialerne: Det Døde Havs vand, mudder og salt er anvendt og godkendt af Ecocert, en uafhængig organisation for europæiske standarder.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2020 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 22.3.2020