Efter Israels udslettelse
Vil det virkelig komme så vidt, at Israel bliver slettet fra landkortet? Det kan ingen sige med sikkerhed, men i lyset af de seneste års udvikling ser det sort ud for den jødiske stat.
Af Cand. mag. et art. Geoffrey Cain, fmd. for Raoul Wallenberg Foreningen (Artiklen har tidligere været bragt i "Den Korte Avis" d. 11. februar 2014).
Vil det virkelig komme så vidt, at Israel bliver slettet fra landkortet?
Det kan ingen sige med sikkerhed, men i lyset af de seneste års udvikling ser det sort ud for den jødiske stat.
Ikke alene er den omgivet af fjender til alle sider, men landets traditionelle venner - nu med en voksende muslimsk befolkningsandel - er begyndt at tage deres støtte op til overvejelse.
Iran, Hamas og Hizbollah stikker ikke deres hensigter under stolen - tværtimod - men andre aktører er "usynlige" i den forstand, at de arbejder for samme mål med diplomatiske midler.
Den israelske historiker Benny Morris, (han blev i sin tid forgudet af venstrefløjen for sin kritik af Israel), påpeger nu, at Israel i dag står i nogenlunde samme situation som Tjekkoslovakiet før Anden Verdenskrig. Begge nød megen sympati i starten, men i kraft af raison d'état - man kunne også sige gustent overlæg - holdt denne sympati ikke ret længe.
Fra at være europæernes darling i 30?erne, blev Tjekkoslovakiet hurtigt kastet for Hitlertysklands ulve, så Europa kunne opnå "Peace in our time" i 1938.
Den udvikling havde de færreste set komme nogle år tidligere, hvor det konservative blad Truth i 1934 kunne skrive om "det eneste succesrige eksperiment i liberalt demokrati siden opgøret efter Første Verdenskrig", men begejstringen varede som sagt ikke længe, og stillet overfor valget mellem et fredeligt, men magtesløst demokrati og en truende supermagt, var der ikke mange, der holdt fast på deres principper.
Allerede i slutningen af 1936 affejede The Observer Tjekkoslovakiet som "a diplomatic creation", og i marts 1938 opfordrede The New Statesman, tjekkerne til at overdrage Sudetenland til Hitler: "Hellere før end senere". Hvilket takket være Chamberlains og andres "fredsinitiativ" også skete. Og så gik det over stok og sten.
Tjekkoslovakiet invaderes
Uden en forsvarbar grænse, blev det svækkede Tjekkoslovakiet løbet over ende et halvt år senere, og her er ligheden med Israels situation i nuet til at tage og føle på. Landets traditionelle venner - USA og Europa - vil nødig have ballade med 56 muslimske lande og deres klientstater, og de presser nu på for nye indrømmelser. I den sidste ende vil disse indrømmelser give Peace in our Time, forsikrer de os. Lige som de gjorde i 1938.
Så har vi den samme komedie, blot med nye aktører. Denne gang er det ikke Tjekkoslovakiet der er "i vejen for fred", men Israel, og tragisk nok er en af de mest magtfulde spillere i dets delegitimisering netop den organisation, der skulle forsvare det, nemlig FN. Flere af dens underorganisationer har samme mål som FNs Generalforsamling, hvor der udspyes den ene israelsfordømmelse efter den anden. Eksempelvis er verdens kulturarvbeskytter, UNESCO meget åben for at promovere islamisk kultur, men - under bestandigt pres fra de arabiske lande - er meget lidt tilbøjelig til at give jødisk kultur samme støtte. For et par uger siden aflyste Generaldirektør Irina Bokova en Paris-udstilling om jødernes historie i Israel. Årsagen: "Det kunne forstyrre fredsprocessen".
Usynlige fjender har Israel mange af, men dér, hvor lobbyvirksomheden er mest virkningsfuld, er FNs datterorganisation, UNWRA, en magtfuld international medspiller, som de færreste kender til. Den kom til verden i 1948-9 efter arabernes mislykkede angreb på Israel og drivkraften bag den var USA, men siden da har UNWRA udviklet sig til en selvkørende organisation, der sørger for, at arabernes had holdes evigt i kog (se Jonathan Spyer: UNRWA: Barrier to Peace, Scholars for peace in the Middle East).
UNWRA styres af palæstinenserne selv
Hvordan - og hvorfor - UNWRA gør det, er det vigtigt at forstå og forklaringen ligger lige for. UNRWA og dens "flygtninge", hvoraf de allerfleste aldrig har været i det land, deres forældre, bedsteforældre eller oldeforældre flygtede fra - er nu filtret ind i hinanden på en ganske uoverskuelig måde.
"De fleste UNRWA-ansatte er selv flygtninge", forkynder organisationen stolt på sin hjemmeside. Allerede i oktober 2004 indrømmede UNRWA kommissær, dansk cand. scient. pol. professor Peter Hansen, for første gang, at han havde Hamas-medlemmer på sin lønningsliste. Og ildevarslende nok især i undervisningssektoren. Det mente han ikke var noget problem, fordi "ikke alle Hamas folk er militante", hvilket indebar, at lande som USA, Canada, Danmark og en hel række lande, der definerede Hamas som en terroristorganisation, har været med til finansiere den gennem UNRWA. Selv efter Hamas' overgreb på andre palæstinensere, eksempelvis "borgerkrigen" i Gaza i 2007, er Peter Hansens fortolkning stadig gældende, og næppe var PLO fordrevet, før UNRWA meddelte, at dets tætte samarbejde med HAMAS skulle fortsætte. Og dette samarbejde koster penge.
Allerede i 1990 var FNs bidrag til UNWRA oppe på 292 millioner dollars og i 2002 var den steget til 365 millioner dollars. Nu - 12 år senere - er beløbet sikkert blevet astronomisk.
Det endemiske had
Men er det er problem? Ja. For alle disse penge medvirker til, at en kunstigt skabt situation holdes kørende og vokser videre uden kontrol, hvilket ikke blot er en hån mod resten af verdens flygtninge, men også en tidsindstillet bombe, rettet mod den israelske stat. Mange (også her i Europa) glæder sig sikkert til denne stats forsvinden, men hvis de tror, det vil bringe fred til området, har de forregnet sig.
Skulle Israel gå ned, vil arabere fra nærområderne slås forbitret i det militære tomrum efter Israel, fordi ingen part vil tillade en anden part at få fingre i den velstand og de enorme teknologiske frembringelser, Israel har skabt. Og den slags mellemværender bliver i Mellemøsten ikke afgjort med ord, men med gerninger.
Hvis Israel bliver knust, kan der komme et byttedelingsopgør så voldsomt, at borgerkrigen mellem shia og sunni arabere i Irak og Syrien vil være en søndagsudflugt i sammenligning. Man kan bare se på den bitterhed og brutalitet, der præger konflikterne i Ægypten, Syrien, Irak og Libanon. Kan verden virkelig være tjent med, at samme kaos spreder sig til Israel? Det er der trods alt mange, der ønsker, og med Iran som voksende atomtrussel, lader det til, at de har vind i sejlene.
Det store problem i Mellemøsten - et problem, som vi nødig taler om - er områdets endemiske had. Shia hader sunni og sunni hader shia, og som Tom Lehrer sorgmuntert sang dengang "and everybody hates the Jews". Så udsigterne er dystre, men hvad med arabernes højtidelige forsikringer om sameksistens? Er det varm luft?
Svaret er desværre ja, og det kan enhver nu undersøge ved at klikke på Palestinian Media Watch, der oversætter udsagn i arabisk fjernsyn til engelsk. Her er retorikken en helt anden, end den vi hører i Vesten, og det står lysende klart, at araberne og de andre muslimske lande i virkeligheden stadig pønser på hævn for nederlaget i 1948. De omtaler det som al nakba, "katastrofen", fordi det ydmygede deres mandlige ego.
"Det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere, kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego".
Udsagnet stammer fra Al Jazeeras redaktør, Ahmed Sheikh til die Weltwoche, og er citere af Thomas Friedman i NY Times. Er det en enkelt mands mening eller er det mange arabere og muslimer, der tænker i de baner?
Prøv at klikke på Palestinian Media Watch og se selv. Det indeholder nøglen til forståelsen af Mellemøstkonflikten, men vestlige politikere foretrækker deres "sameksistens og dialog" politik, lige som de gjorde under Chamberlains førerskab i 1938. Dengang som nu, danser de efter de stærkes pibe, og 56 muslimske stater med oliepenge og religiøse fanatikere i ryggen er - trods Israels formelle militære overlegenhed - absolut den stærkeste part.
Ifølge chefen for den israelske hærs efterretningsvæsen, generalmajor Aviv Kochavi, er der nu 170.000 missiler klar til at blive affyret mod israelske byer fra nord, syd, øst og - eftersom Iran nu har krigsskibe i Middelhavet - måske også snart fra søsiden. Vil de, der har fingeren på aftrækkeren, løsne deres greb efter skabelsen af en palæstinensisk stat eller vil de snarere sige, at målet er i sigte og sejren er nær?
Her i Vesten foretrækker man den første fortolkning og skulle den være forkert, så bliver det i hvert fald ikke os, der bliver ramt. Præcis samme situation er set før, efter Vestens forræderi mod Tjekkoslovakiet.
"We had the choice between war and dishonour", sagde Chamberlains efterfølger, Winston Churchill. "We chose dishonour. And we got the war".
Vil historien gentage sig?
Til toppen Artikler Palestinian Media Watch