Hamas tror på den sublime død
Hamas' partiprogram viser, at bevægelsen prioriterer Israels udslettelse og døden i jihad langt højere end fred eller forhandlingsløsninger.
Af Mikkel Andersson, Berlingske Tidende (19. juli 2014).
Hamas' partiprogram viser, at bevægelsen prioriterer Israels udslettelse og døden i jihad langt højere end fred eller forhandlingsløsninger.
Mange - særligt i Vesten - antager, at grunden til Hamas' angreb på Israel, er frustration over de israelske bosættelser. Men der er ingen bosættelser i Gaza - de blev alle rømmet i 2005, og der er intet samkvem mellem Gaza og Vestbredden, da Israel ligger midt imellem de to områder.
Tværtimod er det lederen på Vestbredden, Yasser Arafats efterfølger, Mahmoud Abbas, som er den primære fortaler for fred mellem palæstinensere og israelere. Endda i en grad, der ofte overgår den israelske og bosættervenlige præsident, Benjamin Netanyahu.
I dag er det udelukkende fra det Hamas-kontrollerede Gaza, at der kommer raketangreb mod israelske civile, mens Vestbredden - trods de omfattende bosættelser - er ganske fredeligt.
Villige levende skjolde
For at forstå hvorfor Hamas kæmper en ulige kamp mod en af verdens mest avancerede hære, tilsyneladende uden skyggen af chance for at vinde, bliver man nødt til at forstå bevægelsens ideologi, der tager udgangspunkt i en radikal islamistisk verdensforståelse, hvor det at dø for en retfærdig sag, grundlæggende set er en beundringsværdig ting - uanset om man er civilist eller soldat.
Mens de fleste nationer nok sender sine soldater i skudlinjen, men forsøger at skærme sin civilbefolkning for krigshandlinger, er det en sondren, som ikke giver megen mening i forhold til den ideologi, som Hamas praktiserer. I organisationens optik er der tale om en religionskrig, hvor en skelnen mellem dem, som bærer våben, og dem, som ikke gør, ikke giver megen mening. Her har alle en pligt til at deltage i konflikten, som det fremgår af det 12. kapitel i organisationens charter, som blev formuleret kort efter organisationens oprettelse i 1988 og har været uændret siden da.
"Intet står over den nationale pligt til at føre Jihad mod fjenden, når han sætter fod på muslimsk jord. Det forpligter individuelt enhver muslimsk kvinde og mand (...) Dette [princip] findes ikke under noget andet regime, og det er en sandhed, der ikke må betvivles."
Basalt set er modstandskampen altså en individuel pligt, og ikke noget, som uddelegeres til en hær fordi deltagelsen her - efter Hamas' teologiske opfattelse - påhviler enhver muslim, der bor i disse områder.
Det gav derfor også fin mening, da Hamas' talsmand, Sami Abu Zuhri, på Hamas' TV-kanal, Al-Aqsa TV, 8. juli åbent erklærede sin støtte til, at palæstinensere i Gaza agerede levende skjolde mod israelske angreb ved at stille sig på hustage.
"Den kendsgerning at vort folk er villigt til at ofre sig for israelske kampfly, for at beskytte deres hjem, mener jeg er en effektiv strategi. Og vi, Hamas, opfordrer vort folk til at anvende denne praksis."
Det er en udlægning, der flugter helt med kapitel 13 i Hamas' charter, hvor bevægelsens officielle motto er formuleret:
"Allah er [Hamas] mål, profeten dens forbillede, Koranen dens forfatning, Jihad dens vej og døden i Allahs tjeneste dens mest sublime tro."
Teologisk funderede mål og midler
Voldelig kamp mod israelske civile er dog ikke kun noget, Hamas har praktiseret. Også Fatah under Yasser Arafats ledelse stod, særlig under den anden palæstinensiske opstand i 2000-2004 bag en række selvmordsbomber i israelske byer. Imidlertid er det en strategi, man siden har forladt ikke mindst i erkendelse af, at angreb på civile israelere kun har ført til værre forhold for den palæstinensiske befolkning. I stedet har lederne på Vestbredden arbejdet for en løsning, der involverede sameksistens med Israel, trods de mange bosættelser her.
Men den pragmatisme og sameksistens har Hamas siden sin oprettelse konsekvent modarbejdet. Også det kan man finde en ganske entydig og teologisk forklaring på i Hamas' charter, kapitel 13.
"De såkaldte fredsinitiativer og internationale konferencer for at løse det palæstinensiske problem strider alle mod Den Islamiske Modstandsbevægelses (Hamas, red.) overbevisninger. At give afkald på en del af Palæstina svarer til at give afkald på en del af religionen" og, fra samme afsnit; "Der er ingen anden løsning på det palæstinensiske problem end Jihad. Alle initiativer, forslag og internationale konferencer er udelukkende spild af tid."
Fordi Hamas' mål og midler i høj grad er teologisk funderede, er en revision af selvsamme ikke noget, der, i modsætning til en politisk analyse, kan ændres i forhold til skiftende politiske omstændigheder, medmindre Hamas vælger at tage et radikalt opgør med religiøse dogmer - noget som bevægelsen hidtil ikke har vist sig villig til.
Trods Hamas' radikale ideologiske træk, er det dog set, at bevægelsen har været villig til at acceptere delmål eller sågar midlertidige våbenhviler, som bevægelsen symptomatisk retfærdiggør med henvisning til det islamiske begreb "hudna" - en midlertidig pause i krigshandlingerne. På samme vis er Hamas også villig til at acceptere en palæstinensisk stat, men udelukkende som et midlertidigt delmål.
Hamas har aldrig været villig til at anerkende en jødisk stat i nogen udstrækning i det nuværende Israel, og intet tyder på, at det vil ændre sig.
