Hinsides døden
"Hamas har altså hårdt brug for at få samlet opmærksomheden om sin hovedopgave: Kampen mod den jødiske stat."
Lederen i Berlingske Tidende, Berlingske Tidende (16. juli 2014).
"Hamas har altså hårdt brug for at få samlet opmærksomheden om sin hovedopgave: Kampen mod den jødiske stat."
Dagligt vokser dødstallet i Gaza. Flere hundrede palæstinensere er omkommet, mens foreløbig kun én israeler er død. Det får mange europæere til at konkludere, at Israel må være aggressoren, og kræve, at bombardementerne af Gaza bliver indstillet for enhver pris. Hvis det var en retfærdig krig, lyder ræsonnementet, ville der dø lige mange på begge sider.
Og det er rigtigt, at ethvert tab af menneskeliv er en tragedie, og at palæstinenserne lider mest i denne tid. Problemet er bare, at ikke alle måler værdien af et liv med samme alen. I det sekulære Europa sætter vi hvert liv højt; vi knytter ikke konkrete forventninger til et liv efter døden. Anderledes ser det ud for de religiøse ekstremister i Hamas, som ikke har noget moralsk problem med at tage hele befolkningen i Gaza som gidsler i kampen mod den jødiske stat. For martyrer bliver rigeligt belønnet i det hinsides.
Det forklarer, hvorfor man på Youtube kan se et indslag fra TV-kanalen Al-Aqsa, hvor en talsmand fra Hamas, Sami Abu Zuhri, opfordrer flere civile palæstinensere til at stille sig op på hustagene med blottet bryst som skjold mod de israelske kampfly. Og det forklarer, at Hamas på trods af dødstallene ufortrødent fortsætter med at affyre raketter mod civile mål i Israel opildnet af, at de når længere end nogensinde. Våbenhvilen nåede end ikke at træde i kraft, før Hamas' militære gren, Izz ad-Din al-Qassam, jublende meddelte, at to raketter var slået ned i centrum af Eilat. "For første gang er det lykkedes os at beskyde Israel fra alle fronter: Fra Gaza, fra Libanon, fra Syrien - og fra Sinai."
Men naturligvis fører Hamas ikke krig for at få civile palæstinensere slået ihjel. Nej, det sker, fordi organisationen netop nu har hårdt brug for at vise sin eksistensberettigelse. Da Al-Sisi fortrængte Morsi i Egypten, var det slut med egyptisk støtte til Hamas, der er en underafdeling af Det Muslimske Broderskab. Samtidig har religionskrigen i Syrien og Irak kølnet forholdet til sponsoren Iran og forbundsfællerne i Hizbollah, eftersom Hamas er sunnier og de øvrige shiitter. I desperation over den tomme pengekasse forbrødrede Hamas sig politisk med Fatah i håb om at få del i den generøse hjælp, der tilfalder Det Palæstinensiske Selvstyre fra EU og USA. Men det kostede anseelse hos den mere militante del af Hamas. Helt slemt blev det, da Fatahs moderate leder, Mahmoud Abbas, utvetydigt fordømte bortførelsen af de tre israelske teenagere.
Hamas har altså hårdt brug for at få samlet opmærksomheden om sin hovedopgave: Kampen mod den jødiske stat. Det er organisationens eneste håb om at vinde sponsorerne og medlemmerne tilbage igen. Derfor griber Hamas naturligvis ikke det første tilbud om våbenhvile. Givetvis håber man, at det stadigt højere dødstal vil øge presset på Israel, så Hamas kan forhandle sig til bedre betingelser den dag, Israel har bombet dets militære infrastruktur væk.
På den baggrund bør det internationale samfund øge presset på Hamas fremfor på Israel: Ellers giver man blot Hamas mere blod på tanden. Samtidig må man forlange af den israelske regering, at den råber ud over hustagene i hele den arabiske verden, at i det øjeblik, Hamas indstiller sine raketangreb, holder Israel op med at besvare dem.
