Det israelske flag

Proportionalitet

Så hjerteskærende billederne af de civiles lidelser i Gaza er, så vigtigt er det at fastholde, at et krav om, at Israel skal føre krigen med den ene hånd bundet på ryggen, er og bliver meningsløst. Krigen påtvinges den demokratiske retsstat Israel af den rabiate Hamas-bevægelse, hvis fremmeste mål er at udslette den jødiske stat.

Dagens avisleder i Morgenavisen Jyllands-Posten, Morgenavisen Jyllands-Posten (2. august 2014).

Så hjerteskærende billederne af de civiles lidelser i Gaza er, så vigtigt er det at fastholde, at et krav om, at Israel skal føre krigen med den ene hånd bundet på ryggen, er og bliver meningsløst. Krigen påtvinges den demokratiske retsstat Israel af den rabiate Hamas-bevægelse, hvis fremmeste mål er at udslette den jødiske stat. At Israel har ret til at forsvare sig selv, erkender efterhånden de fleste, og at Israel har ret til at føre krigen, som landet nu magter - med størst mulige hensyn til civile - må også være en selvfølge.

Det er blevet et populistisk fif at holde tabstallene op mod hinanden. Når så mange flere palæstinensere end israelere er blevet dræbt, må Israel undlade at bruge så voldsom en militær magt, hedder det. Det er dette argument, der er meningsløst. Hvordan forestiller man sig, at det skal ske? Når Hamas har affyret én raket, må Israel gøre det samme? Kravet om, at Israel skal proportionere sin indsats på et lavere niveau, er tillige aldeles historieløst. De allieredes bombeangreb på Dresden i februar 1945, der kostede måske 30.000 civile livet, vil i hvert fald aldrig kunne holde til argumentet. Mere generelt: I de sidste to år af Anden Verdenskrig døde der langt flere tyskere end amerikanere og briter. Skulle de være stoppet på halvvejen efter landgangen i Normandiet?

Israel slås for sin simple overlevelse. Israel kan ikke tillade sig at tabe én eneste af sine mange krige, som påtvinges landet af fanatiske naboer, der i stedet for at søge en sameksistens til gensidig fordel holder fast i morderiske fjendebilleder og en bloddryppende terror. Den enkle sandhed er, at hvis Hamas holdt op med at bekrige Israel og lod være med at bygge terrortuneller og affyre raketter mod kibbutzer og byer, så ville der være om ikke ligefrem fred, så i hvert fald fravær af vold. Når Israel så alligevel hele tiden udfordres af vold, må den jødiske stat naturligvis forsvare sig. Den ret har alle.

Det er ikke det samme som, at der ikke hele tiden sker ulykkelige fejltagelser. De høje civile tabstal i Gaza er et vidnesbyrd i sig selv om, at den fejlfrie krig ikke findes. Igen kunne der fremdrages et utal af eksempler fra den vel mest retfærdige af alle krige – krigen mod Nazitysklands barbari. Den tåler bestemt ikke et nøjere eftersyn efter dagens moralske standarder. Israel gør i dag meget mere for at beskytte civile, end de allierede gjorde i Anden Verdenskrig.

Dét har Israel bestemt lov til at minde om, men det er svært at tage disse vidtrækkende hensyn til civile, når Hamas fuldstændigt skrupelløst gemmer sine raketter ved FN-skoler og bygger sine terrortuneller fra moskéer og børnehaver. Tillige har Israel lov til at minde om, hvad svaret fra diverse fundamentalistiske terrorbevægelser har været på Israels udstrakte hænder: Israel trak sig ud af Sydlibanon og fik Hizbollahs raketter mod civile som reaktion. Israel trak sig ud af Gaza og har fået Hamas’ raketter mod civile som svar.

Dette er den grundlæggende fortælling om de ulykkelige krigshandlinger i Gaza lige nu. Man mærker, at det denne gang er lykkedes israelerne at få budskabet formidlet bedre over for det internationale samfund. Det internationale pres på Israel forekommer mindre end ved tidligere militære opgør over Gaza, selv om tabstallene er lige så store denne gang. Mange indser, hvad Israel faktisk er oppe imod.

USA opretholder sine militære leverancer, og i Europa er forståelsen for Israels fremfærd denne gang større. Omvendt har Hamas fået færre venner, og færre er parat til at relativere dens forbrydelser. Midt i alle nedslående meldinger fra regionen er dette dog entydigt en opmuntrende konstatering.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2014 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 10.10.2015