Det israelske flag

Hvad skal Israel egentlig gøre?

Hver gang jeg ser og hører Martin Lidegaard tale så tilsyneladende forstandigt og overbevisende, spørger jeg mig selv: Ved manden i virkeligheden, hvad han taler om? Har han læst på lektien? Eller lader han blot munden løbe?

Af Bent Jensen, professor, dr. phil., Morgenavisen Jyllands-Posten (24. november 2014).

Hver gang jeg ser og hører Martin Lidegaard tale så tilsyneladende forstandigt og overbevisende, spørger jeg mig selv: Ved manden i virkeligheden, hvad han taler om? Har han læst på lektien? Eller lader han blot munden løbe?

Jeg vil stille et helt seriøst spørgsmål til Martin Lidegaard: Hvad er det egentlig, han - og før ham Villy Søvndal og før dem Per Stig Møller og Mogens Lykketoft - vil have, at Israel skal gøre?

Jeg forstår, at de gerne vil have en afslutning på konflikten mellem Israel og (dele af) den arabiske verden inkl. Det palæstinensiske selvstyre i Ramallah og Hamas i Gaza. Det vil alle undtagen Hamas; det vil israelerne og palæstinenserne også.

Alle vil jo fred. Spørgsmålet er som altid: På hvilke vilkår skal en fred opnås?

Nu for tiden rejser Lidegaard rundt i verden for at skabe fred og tale om nødvendigheden af en tostatsløsning.

Hver gang jeg ser og hører ham tale så tilsyneladende forstandigt og overbevisende, spørger jeg mig selv: Ved manden i virkeligheden, hvad han taler om? Er han ordentligt inde i sagerne? Har han læst på lektien, og har hans embedsmænd forsynet ham med alle de nødvendige oplysninger om konfliktens rødder - og jeg understreger alle? Eller lader han blot munden løbe?

Det meste af Mellemøsten befinder sig i et omfattende kaos. Israels nabostat Syrien er hærget af en blodig borgerkrig, der foreløbig har kostet 200.000 mennesker livet og drevet millioner på flugt. Oprørsstyrkerne i Syrien har svoret at ville udslette Israel. Det samme har Assad-regimet i Damaskus. For nylig flygtede de udstationerede FN-styrker fra syrisk territorium. Hvorhen? Til Israel, hvor de fandt sikkerhed.

Israels anden nabo Libanon er lige nu forholdsvis rolig, hvormed menes, at der ikke er åben borgerkrig.

Men Libanon er heller ikke længere en stat i normal forstand. Her opererer den fanatiske terrororganisation Hizbollah (Guds Parti), der har svoret at ville udslette Israel, og som af det afsindige præstestyre i Iran er velforsynet med langtrækkende raketter. Præstestyret har også svoret at ville likvidere Israel, "Den lille Satan".

Kongeriget Jordan, Israels nabo mod øst, er foreløbig roligt. Det vender vi tilbage til. Lidt længere mod øst er Irak, som heller ikke mere eksisterer som stat. Dets territorium kontrolleres dels af regimet i Bagdad, dels af den rasende terrororganisation Islamisk Stat (IS), som ligeledes har svoret at ville udrydde Israel i strømme af blod. Endelig kontrollerer kurderne dele af det nordlige Irak, hvor de håber på at kunne udråbe en selvstændig stat. Dem vender vi også tilbage til.

Ægypten mod sydvest er for tiden kontrolleret af et militærstyre, der forsøger at holde de islamiske fanatikere nede.

I Sinai fører velbevæbnede hellige krigere sig blodtørstigt frem med hovedafskæringer og angreb på egyptiske styrker. De udgør en del af IS og har bekendtgjort, at de vil både Israel og det egyptiske regime til livs.

Så er der Israels umiddelbare arabiske naboer i Gaza og det øvrige palæstinensiske selvstyreområde (PS) på Vestbredden, som ifølge Lidegaard skal udgøre en ny arabisk stat. Hvordan det i praksis skal kunne lade sig gøre, ville jeg gerne høre Lidegaard forklare. De to dele ligger i åben krig med hinanden. I 2006 overtog Hamas magten i Gaza efter at have myrdet og fordrevet Fatahs repræsentanter. Det af Iran veludrustede Hamas er en velbeslået terror- og mafiaorganisation bevæbnet af Iran og har på sit program Israels udslettelse og fordrivelse af jøder.

Så sent som sidste sommer organiserede Hamas et væbnet kup mod Mahmud Abbas' tyre i Ramallah for også at få Vestbredden under Hamas' kontrol. En af Hamas-lederne bag kuppet har med det tyrkiske regimes billigelse operationsbase i Tyrkiet. Kuppet blev slået ned af israelske og Abbas-loyale sikkerhedsstyrker i fællesskab. Hvis der blev afholdt valg på Vestbredden i dag, tyder alt på, at Hamas ville få flertal. Så ville den jødiske stat blive omringet af fanatiske islamister. Derfor vil Israel gerne have kontrol med sikkerheden på Vestbredden. Da Israel rømmede Gaza i 2005, blev området omgående gjort til en angrebsbase mod den jødiske stat. Uden Israels beskyttelse ville Abbas også være færdig.

Jeg ved ikke, om Lidegaard har talt med Abbas i Ramallah og terroristerne i Gaza om disse ting:

Hvordan forestiller de to palæstinaer sig, at en tostatsløsning skal virkeliggøres, så længe de to palæstinaer går efter hinandens strube? Hvem skal garantere, at en samlet palæstinensisk stat ikke også fra Vestbredden fyrer raketter ind i hjertet af Jerusalem og graver tunneller til terrorister ind på Israels territorium? Og hvad mener Abbas og hans folk om udsigten til at blive fordrevet/likvideret af Hamas?

Så længe man ikke har svar på den slags fundamentale spørgsmål, er det jo blot tom snak at aflire remsen om en tostatsløsning - altid med brod mod Israel, som ikke frivilligt vil lade sig føre til slagtebænken.

Det store lyspunkt i hele det kaotiske, fanatiske og destruktive Mellemøsten er jo Israel. Det er derfor, at Israel er så forhadt. Denne lille nation på et område halvt så stor som Danmarks, og som fra sin genfødsel i 1947 har været truet på livet, er et mirakel af demokrati, retsstat, kultur, produktion og innovation i et hav af had og ødelæggelse. Israel er et foregangsland - ikke blot i sammenligning med de mange fallerede stater i området, men globalt. Den israelske nation viser, at det kan lade sig gøre at skabe et ordentligt land, hvis man har viljen og evnerne; hvis man bruger sin energi på at bygge op i stedet for på blodtørstige fantasier om at ødelægge.

Stort set ubemærket af den danske og europæiske offentlighed er Israel ved at blive en energistormagt i Mellemøsten. Der er fundet enorme lagre af naturgas i den israelske del af Middelhavet, og Israel samarbejder med bl.a. Cypern og Grækenland om udvinding og distribution af denne energikilde. Israel skal levere naturgas til kongeriget Jordan - et projekt som også det energifattige Egypten er involveret i. Israel er ledende mht. solenergi. På lidt længere sigt bliver landet uafhængigt af energi udefra. Det betyder helt nye geopolitiske realiteter i Mellemøsten.

Israel er en iværksætter- og opfindernation. Det er ikke underligt, at førende elektronik- og medicinalfirmaer etablerer afdelinger i Israel, hvor nye opfindelser omsættes til gavn for alverdens nationer.

Det er tankevækkende, at Hamas-lederes nære slægtninge bliver behandlet for alvorlige sygdomme på israelske hospitaler, ligesom sårede fra borgerkrigen i Syrien føres over grænsen til Israel for at blive helbredt.

Den boykot af israelske produkter, som bl.a. Socialistisk Folkeparti støtter, er et slag i luften. Muslimske stater handler i stigende grad med Israel. Boykotisterne kan end ikke organisere deres opfordringer til boykot uden massiv anvendelse af israelske produkter i deres computere, iPads og mobiltelefoner. For slet ikke at tale om, at de ville dø, hvis de sagde nej til hospitalsbehandling uden israelsk teknologi. I modsætning til det syge og mistrøstige Europa, hvis nationer har mistet viljen til at reproducere sig selv, har den israelske nation en betydelig naturlig befolkningstilvækst.

Man forstår godt, at mange kurdere ser Israel som et forbillede for en selvstændig kurdisk stat. Det mere og mere upålidelige og ustyrlige Tyrkiet under fantasten Erdogan er et emne, der kræver en særlig beskrivelse, som der ikke er plads til her.

Jeg synes i fuld alvor, at Lidegaard skulle forholde sig seriøst til de reelle problemer, der her er omtalt. Og der er flere endnu. Hvorfor behandler han palæstinenserne som uansvarlige børn? Hvorfor stiller han ikke krav til dem, hvis de vil have egen stat? Hvorfor siger Lidegaard & Co ikke til både Hamas-lederne og til Abbas og hans mafia i Ramallah, at de skal standse myrderierne på jøder og indstille deres anti-jødiske hadkampagner i skolebøger og i palæstinensiske medier - inklusive de officielle trykte og elektroniske Hamas- og PS-medier.

Som ansvarlig minister ved Lidegaard naturligvis, at disse afskyelige hadkampagner kører hele tiden. Men hvordan forestiller han sig så, at der skal kunne blive fred og fordragelighed mellem jøder og arabere på det diminutive område, som Israel og selvstyreområdet udgør, når den ene part hele tiden dyrker hadet til den anden part, nægter dens ret til eksistens og vil have en jødefri zone?
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2015 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 17.1.2015