Jøde i Malmø
Den danske skuespiller Kim Bodnias udsagn om, at det også var antisemitisme og utryghed over at opholde sig i Malmø, der betød, at han ikke ville være med i tredje sæson af dramaserien "Broen", kunne sikkert bortforklares som en opmærksomhedssøgende skuespillers forsøg på at score nemme point på israelsk tv.
Af Dagens leder, Morgenavisen Jyllands-Posten (18. februar 2016)
Den danske skuespiller Kim Bodnias udsagn om, at det også var antisemitisme og utryghed over at opholde sig i Malmø, der betød, at han ikke ville være med i tredje sæson af dramaserien "Broen", kunne sikkert bortforklares som en opmærksomhedssøgende skuespillers forsøg på at score nemme point på israelsk tv. Og det vil sikkert også blive forsøgt. For hvorfor skulle en feteret og berømt skuespiller, der sikkert er pakket ind i vat og opvartet af et helt tv-hold, dog have grund til at føle sig utryg i den sydsvenske storby? Men kendsgerningerne fortæller en anden historie.
Det er muligt, Kim Bodnia ikke som sådan har følt sig truet på den anden side af sundet, men historien for de malmøske jøder er, at de på ganske få år er forsvundet. De er chikaneret ud af byen, hvor rabbineren er blevet overfaldet, den jødiske kirkegård raseret ved flere lejligheder og synagogen udsat for bombeattentater, fordi det stærkt multikulturelle samfund har ladet det ske. I landet, der ynder at se sig selv som en humanistisk stormagt, har ingen beskyttet jøderne. Byens tidligere borgmester, Ilmar Reepalu, har endda ved flere lejligheder ligefrem slået det hen, at chikanen mod jøderne i byen, der har en stor muslimsk befolkningsgruppe, blot skyldes reaktioner på Israels politik i Mellemøsten. Han har desuden sagt, at det ikke var Malmøs problem, hvis jøderne valgte at flytte til Israel.
Forholdene i Malmø, hvor jøder er blevet overfaldet på vej i synagogen, hvor det jødiske kapel ofte har været udsat for brandattentater, og hvor en tenniskamp mellem Sverige og Israel for nogle år siden blev spillet uden publikum, angiveligt af sikkerhedsmæssige grunde, men som borgmester Reepalu ved den lejlighed sagde, også fordi de israelske sportsfolk ikke var velkomne, er exceptionelle. Det er de ikke mindst, fordi byen og bystyret har ladet det ske, ja, i perioder ligefrem indirekte opildnet til det, fordi man har bortforklaret det som forståelige reaktioner på Israels politik. I den forstand går de "godhjertede" svenske politikere også antisemitismens ærinde.
Men selv om tilstandene i Malmø er usædvanlige, er de desværre langt fra enestående. Der er ingen grund til at kalde en spade for andet end en spade, og det er selvindlysende, at den stigende antisemitisme i Sverige og mange andre steder i Europa skyldes den øgede muslimske indvandring. Det skaber overalt i Europa en voksende chikane mod jøder, og i lande som Frankrig, Belgien og Holland, men også fra mange andre lande, lyder det enstemmigt, at jøderne flytter af frygt for deres sikkerhed.
Det er et uacceptabelt europæisk svigt over for en befolkningsgruppe, der om nogen har båret den moderne europæiske historie på sine skuldre, og som også gennem sin integrationshistorie, trods de store lidelser, har været eksemplarisk. En del af forklaringen på, at jøderne, også i Danmark, de senere år har følt sig udsatte, og at der ikke blev passet godt nok på dem, er formentlig, at de netop, fordi de er så velintegrerede, er fløjet under radaren.
Men når jøderne, der kom til Sverige på flugt fra nazismen og nu atter flygter, denne gang fra islamismen, forlader Sverige og andre europæiske byer, skyldes det først og fremmest, at man lader det ske, fordi man i en art berøringsangst og politisk korrekthed, der reducerer muslimer til ofre, ikke slår hårdt ned på det intense jødehad. Det er er et historisk svigt. Og truet eller ej er det yderst prisværdigt, at Kim Bodnia bruger sin status til at gøre verden opmærksom på det.
