Dødsklokkerne ringer over tostatsløsningen
Med Sikkerhedsrådets resolution 2334 har USA scoret et selvmål. Palæstinenserne har intet incitament til at gå ind i fredsforhandlinger, men derimod at forvente, at det internationale samfund vil gennemtvinge en løsning til deres fordel. Resolutionen forbigår at gribe om konfliktens rod.
Af Flemming Bengtsson, Brønshøj, Morgenavisen Jyllands-Posten (3. januar 2017).
JP's leder "Obamas udåd" (28/12) (på jyllands-posten.dk: "Obama svigter Israel") har en væsentlig pointe. Den propalæstinensiske resolution 2334 mod yderligere israelske bosættelser på Vestbredden er en "afgående præsidents personlige ønske om at signalere sin velkendte animositet mod især Israels premierminister Benjamin Netanyahu."
Lederen støtter alligevel resolutionen og er opmærksom på, at Israels fjender vil udnytte den til det yderste mod Mellemøstens eneste demokratiske stat, der ifølge lederen i årtier har ført en kritisabel bosættelsespolitik.
JP bifalder den palæstinensiske retorik: ingen fred uden en tostatsløsning. Ingen tostatsløsning uden forudgående fred er gammel strøm i ledningen. Og lederen fastslår, at "alene i præsident Obamas to embedsperioder har flere end 100.000 bosættere relativt uantastet kunnet rykke ind i de besatte områder."
Forpassede fredsforhandlinger
Såre rigtigt, men det havde næppe hændt, hvis selvstyret i tide havde taget Camp David (2000), Taba (2001) eller Olmerts fredsudspil (2008) seriøst og nået en aftale. Dødsklokkerne har ringet over tostatsløsningen, hver gang den palæstinensiske part forpassede fredsforhandlinger og tostatsløsning med flere bosættelser til følge.
Men når lederen hævder, at "intet har peget i retning af, at Netanyahu-regeringen har villet stoppe bosættelserne og indlede realitetsforhandlinger med palæstinenserne", er det en historieløs sandhed med modifikationer.
I 2009 under Netanyahu og med Obama som USA's præsident vedtog Israel et 10 måneders bosættelsesstop (ekskl. Østjerusalem) som et udgangspunkt for fredsforhandlinger. Også dette forslag afviste selvstyret. Det var også langt ringere end de tidligere forslag, ikke mindst udspillet fra Ehud Olmert, der eksempelvis i modsætning til USA's nuværende udspil indebar en deling af Jerusalem som en del af tostatsløsningen.
Men da selvstyret foreslog en forlængelse af bosættelsesstoppet, netop som 10-måneders perioden var ved at løbe ud, havde Netanyahu fået nok af forhåndsbetingelser. Det er ikke en selvfølge, at kontinuerlig afvisning af kompromisforslag efter kompromisforslag fører til opfyldelse af ufravigelige krav, men tværtimod forringer mulighederne.
Uacceptable præmisser
Med Sikkerhedsrådets resolution 2334 har USA scoret et selvmål.
Dødsklokkerne over tostatsløsningen bimler mere end nogen sinde. Palæstinenserne har intet incitament til at gå ind i fredsforhandlinger, men derimod at forvente, at det internationale samfund ultimativt vil gennemtvinge en tostatsløsning uden garanteret fred på præmisser, der er langt fra de præmisser, der ifølge USA's udenrigsminister John Kerry motiverer resolution 2334 og USA's stemme.
Og det paradoksale er, at selvstyret trods glæden over resolutionen betegner dens præmisser som uacceptable i relation til palæstinensiske flygtninge, anerkendelse af Israel som jødisk stat og Jerusalems status.
Med resolutionen og USA's præmisser er konflikten rykket årtier tilbage. Resolutionen og dens præmisser formuleret af Kerry negligerer selvstyrets krav: retten for palæstinensiske flygtninge til at vende tilbage til Israel, afvisning af at anerkende Israel som en jødisk stat, samt at Jerusalem skal deles i en tostatsløsning.
Konfliktens rod
Resolutionen forbigår at gribe om konfliktens rod: En jødisk stat i det arabiske og muslimske Mellemøsten er uønsket og skal bekæmpes med alle midler. Selvstyrets proforma ønske om en tostatsløsning er blot det første trin i en flertrinsstrategi, der sigter mod dette mål. Dette aspekt berører lederen desværre ikke.
Israel har ingen grund til at tro på, at USA og EU med Nato kan garantere Israel fred med en påtvunget tostatsløsning.
Sporene fra årtiers uformåenhed over for vedholden palæstinensisk afvisning af ethvert kompromisforslag og mere end et årtis militært og politisk engagement i Afghanistan, Irak og Syrien uden gennembrydende succes skræmmer.
Israel er blevet synligt svigtet af sine såkaldte venner i USA og den øvrige vestlige verden og har kun sig selv og sine fjenders eksplicitte og implicitte motiver at stole på.
