Det israelske flag

Den manipulerede palæstinensiske identitet

Den palæstinensiske identitet er blevet manipuleret i stumper og stykker og forvirrer dialogen, som kunne skabe forsoning. I løbet af en menneskealder er der skabt en helt ny fortælling om Palæstina og palæstinenserne, som ikke stemmer med den historiske virkelighed.

Af Anders Viftrup, Århus Stiftstidende (13. december 2015).

Den palæstinensiske identitet er blevet manipuleret i stumper og stykker og forvirrer dialogen, som kunne skabe forsoning. I løbet af en menneskealder er der skabt en helt ny fortælling om Palæstina og palæstinenserne, som ikke stemmer med den historiske virkelighed.

Fredag 23. oktober foregik en pro-palæstinensisk demonstration på Rådhuspladsen i Aarhus.

Det var en meget typisk en af slagsen, da 'støtten' egentlig kun bestod i en voldsomt opblæst kritik af Israel som arabere, muslimer og særligt venstreorienterede danner et fælles værdifællesskab omkring. Demonstrationen interesserer sig derfor kun for de palæstinensere, der er relateret til Israel, selvom der ellers ville være en meget alvorlig grund til at sætte fokus på palæstinensernes situation i de arabiske lande.

Palæstinenser og rådmand Rabih Azad-Ahmad, Aarhus, sagde i sin tale, at »Det, I (Israel) gør, er værre end nazisterne« og, at det er zionisterne, der har fundet på, at det palæstinensiske folk ikke eksisterer historisk.

Det er desværre kendetegnende for de pro-palæstinensiske meningsdannere, at de har manipuleret hele den palæstinensiske identitet i stumper og stykker, så det forvirrer enhver saglig, forsonende dialog.

Det er dybt bizart, at det på under en menneskealder har været muligt at skabe en helt ny fortælling om et Palæstina og palæstinensere, som slet ikke stemmer med den historiske, geografiske eller etnografiske virkelighed. Det ville selvfølgelig heller ikke kunne lade sig gøre uden de mange socialisters trofaste hjælp.

Grunden til, at vi ikke kan finde noget 'palæstinensisk folk' i gamle aviser, dokumenter eller bøger, skyldes selvfølgelig, at KGB/PLO først opfandt dem som 'folk' i 1964. Idéen var så at bruge dem som et ideologisk instrument til at knuse Israel.

Betegnelsen 'palæstinenser' er upræcis, da der ikke længere var noget Palæstina (nedlagt 14. maj 1948) og heller ikke nogen entydig etnografisk linje tilbage til de beboere, som blev betegnet sådan, i henhold til navnet på det britiske mandatområde 1920-1948, da de eksempelvis var jøder eller helt andre folkeslag.

Og fra den arabiske invasion/kolonisering af området i middelalderen og op til det osmanniske imperiums opløsning i 1917 var området betegnet som Syrien, der dengang var meget større, samt den nordlige spids af det gamle Arabien.

Det er derfor, at den syriske leder Auni Bey Abdul-Hadi ved Peel-kommissionen i 1937 understreger: »Palæstina er et navn, zionisterne fandt på. Der er intet Palæstina i Bibelen. Vores land har i århundreder været en del af Syrien. Palæstina er et fremmedord for os.«

Men for vestlige kolonimagter har 'Palæstina', dette gamle romerske navn, været et naturligt valg til mandatet, da de allerede har haft brugt det løst førhen.

Det burde araberne og KGB selvfølgelig have set fuldstændig bort fra.

Den første 'palæstinensiske stat' var Transjordanien (Jordan), som blev udskilt af Palæstina-mandatet i 1922 og udgør 92.300 km².

Araberne afviste Peel-kommissionens ellers meget generøse delingsplan fra 1937 og FN-generalforsamlingens mere kendte delingsplan fra 1947 (resolution 181), der med jødisk accept blev grundlaget for Israels oprettelse året efter.

Efter arabernes mislykkede forsøg på at udslette den nye jødestat nedstemte samtlige arabiske lande i FN også FN-generalforsamlingens resolution 194, der ellers var et særligt tilbud til de arabiske flygtninge fra området om en ret til at kunne vende tilbage og få erstatning - såfremt de var villige til at leve i fred i Israel.

Når vi her næsten 70 år efter Israels oprettelse stadig står med et palæstinensisk flygtningeproblem, så skal vi huske på, at vi gennem tiden har løst situationen for mange millioner af flygtninge og skabt nye stater, som f.eks. Pakistan, på Balkan osv.

Men antallet af arabiske flygtninge er alligevel vokset fra ca. 700.000 i 1948 til mere end fem millioner, da de fra generation til generation er blevet født til flygtningestatus i stedet for at blive integreret i nye lande.

Det ville ovenikøbet være meget nemt, da de 350 millioner arabere er forenet i det arabiske sprog, kultur og religion i modsætning til flygtninge, som har måttet lære andre sprog og tilpasse sig fremmedartede kulturer.

Men vi har også af nyere dato bemærket, hvordan ellers stenrige arabiske lande heller ikke solidariserer sig med eksempelvis de mange syriske flygtninge, selv om de arabiske lande ellers har masser af plads og overflod af økonomiske midler.

Og så ville det da virkelig klæde dem, hvis de en dag forstod, at man ikke kan afvise flere delingsforslag og tabe tre krige, helt uden at erkende ansvaret og tage konsekvensen heraf.

Israel er i dag det eneste land i Mellemøsten, hvor ca. 1,8 millioner arabere for første gang har moderne demokratiske rettigheder og kan være fri for formørkede, reaktionære diktaturer. De er derfor eksempelvis repræsenteret i de højeste embeder, i hæren og Knesset (det israelske parlament).

Palæstinensere sidder derimod i fangenskab i Irak under shiitiske militser, hvor de er blevet brutalt tortureret. Siden 2003 er antallet af palæstinensere i Irak faldet fra 25.000 til 6.000 pga. uddrivelse.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, har dræbt mange tusinde palæstinensere. Overalt i den arabiske verden har de ikke givet lige rettigheder til de palæstinensiske flygtninge, ligesom de har i Israel.

Hamas styrer Gaza som et morderisk, islamistisk diktatur. Og Fatha hylder også mordere og opkalder veje, skoler og pladser efter dem. Palæstinensiske børneprogrammer lærer, at jøder er »efterkommere af aber og svin« og glorificerer drab på jøder.

Så kan vi altid diskutere israelsk bosættelsespolitik, som også mange venner af Israel er imod.

Israels fortsatte administration på Vestbredden er vigtig rent strategisk indtil en troværdig fredsaftale. Og først herefter vil der være et grundlag for en palæstinensisk stat.

Der kom, som bekendt, overhovedet ikke nogen fred ud af Israels tilbagetrækning fra Gaza i 2005.

De intense internationale fordømmelser af Israels tilstedeværelse på Vestbredden er et udtryk for en uforståelig mangel på indlevelse i Israels behov for kontrol i sin truede situation. De er også et udtryk for en lige så grotesk mangel på indlevelse i og konstruktive bidrag til, at palæstinenserne kan opbygge en bæredygtig selvstændighed, baseret på velfungerende institutioner med et klart fokus på at bygge en fremtid - i stedet for at ødelægge deres egen og Israels fremtid.

Jeg håber, at fremtidige generationer af palæstinensere en dag vil erkende, hvor uduelige deres ledere, organisationer samt deres internationale støtter har været, og hvilke horrible konsekvenser det har medbragt af håbløshed og lidelse - som vi selvfølgelig allesammen er enige om, skal løses!
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2017 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 28.1.2017