Det israelske flag

Vor tids jøder er vor tids jøder

Jøderne forlader Europa, og vi vender ryggen til. Som før. Det er populært at sige, at muslimerne er vor tids jøder. Jeg har brugt overskriften før, og det er helt passende, for der er intet nyt under solen, når det gælder jødehad.

Af Niels Lillelund, Verdens Gang, Morgenavisen Jyllands-Posten (17. juni 2018).

Mens det store elevråd bruser og bryster sig mellem klipperne på den højt besungne ø, og foreninger af ondt både her og der og især bagi gør sig til og netværker til den store guldmedalje, så går verden videre blandt bortvendte rygge. Folkemødet larmer, især Knud Romer, de vigtige ting går mere stille for sig. Som nu overskriften i Kristeligt Dagblad forleden: "Jødisk samfundsliv er væk i størstedelen af Sverige."

Lad den synke ind et øjeblik, for det er jo lidt af en nyhed. Måske endnu større end Folkemødet. Jøderne mister langsomt, men sikkert deres plads i Sverige; de kan ikke være der mere, det er tid at bryde op, og det er der ikke nogen, der siger noget til. Tænker vi efter, vidste vi det jo godt. Vi har hørt om jøderne i Malmø, og hvad de udsættes for, og vi har glemt det igen, for det er ikke rigtig en historie, der følges op på, der er noget ubekvemt ved den. Den passer ikke ind i billedet. Da præsident Trump flyttede USA's ambassade i Israel til Jerusalem, mødte 200 personer op på Möllevångstorget i Malmö og råbte, at jøderne skulle dø ("Vi vil ha' vor frihed tilbage, og vi ska' skyde jøderne"), og dagen efter blev der kastet brandbomber mod en synagoge i Göteborg. De anholdte var nyankomne, to syrere og en palæstinenser. Sådan er det jo, og den slags kan man ikke rigtig tale om.

Artiklen fra Kristeligt Dagblad handlede nu ikke så meget om det, men om byen Umeå, hvor der efter sigende findes magtfulde nynazister. Det er i hvert fald dem, man giver ansvaret for "en hel serie af hændelser med trusler og hærværk, der det seneste halvandet års tid har ramt den jødiske minoritet i Umeå og nu har fået byens jødiske forening til at lukke. Carinne Sjöberg, der var leder af foreningen, fortæller, at dens lokaler er blevet overmalet med påskriften "Hitler", og at folk har hængt jødefjendtlige plakater og billeder af Hitler op."

Sjöberg og artiklen konkluderer, at der må være tale om nazister, hvad man naturligvis ikke kan vide noget om. Man kan godt tegne et hagekors og skrive Hitler på en væg uden at være nazist, og selv om det ikke direkte problematiseres i den forsigtige tekst, så tyder den meget sagtmodige rubrik på, at journalisten er klar over, at der stikker noget under. Sagen er ikke klokkeklar. Hvis det virkelig var sagen, at nazismen havde så megen magt i Sverige, at den kunne fordrive jøderne, så havde man vel valgt en skarpere rubrik end den foreliggende?

Så måske ved man i virkeligheden bedre. Måske har man læst den svenske journalist Paulina Neudings stykke i The New York Times med titlen "Den ubehagelige sandhed om svensk antisemitisme," hvor hun fortæller om, hvordan jødiske børn i Malmø må lege bag skudsikkert glas og om, hvordan alle jødiske institutioner er under ekstrem politibeskyttelse, hvordan skolebørn råber død over jøderne på gangene og om, hvordan ikke engang begravelser er fredede. Neuding citerer en undersøgelse fra universitet i Tel Aviv i 2013, der viser, at mere end halvdelen af de antisemitiske hændelser i Sverige skyldes muslimske voldsmænd, mens en fjerdedel (!) kan tilskrives venstreekstremister. Kun fem procent tilskrives højreekstremister, i sandhed en ubehagelig undersøgelse, der strider mod det verdensbillede, vi kender, for vi kender jo verden, som den er, befolket af gode og onde; muslimer er fredelige og dialogsøgende, venstrefløjen er god og rar og idealistisk, mens højrefløjen mestendels består af voldspsykopater med en dårlig barndom, uren hud og en sær trækken i højre arm.

Hvorom alt er, jødehadet har mange ansigter, og ansigtstrækkene har det med at glide i ét, når lejligheden byder sig; nærmere interesserede henvises til den fremragende bog "Halvmåne og hagekors - Det Tredje Rige, araberne og Palæstina" (Informations Forlag), et kildenært studium af de tyske nazisters samarbejde med bl.a. stormuftien i Jerusalem, og det er saftig læsning for den, der tør, for det en historie om had, historisk had.

Det er populært at sige, at muslimerne er vor tids jøder. Jeg har brugt overskriften før, og det er helt passende, for der er intet nyt under solen, når det gælder jødehad. Er muslimer vor tids jøder? Det siger man for at sige, at dansk udlændingepolitik er lidt nazistisk, sådan rødbrun i det, og hende Inger Støjberg, er hun ikke sådan en Hunulven Ilse eller sådan noget, og minder det hele ikke bare om 1930'erne? Er muslimerne virkelig vor tids jøder? I så fald er det underligt, at muslimerne strømmer til Europa i stort tal, etablerer sig, stiller krav og får dem opfyldt. Det samme kan man ikke sige om jøderne i Tyskland i 1930'erne. Nærmest tværtimod, hvis man ser nærmere til. Jøderne rejste bort eller forsøgte på det. Det samme gør jøderne i dag. Rejser. Folkemødet larmer, men jøderne rejser i stilhed og i takt med, at muslimerne i Europa bliver flere og får magt i gadebilledet. Jøderne rejser fra Frankrig, fra Sverige - og vel snart fra Danmark og fra Tyskland - igen. Jøderne tier, men tallene taler: Siden 1960 er den jødiske befolkning i Europa faldet fra 3,2 millioner mennesker til under det halve, mens Europas befolkning som sådan vokser. Dette er den største jødiske udvandring til Israel siden Israels oprettelse i 1948. Vi er ganske enkelt ved at fjerne jøderne fra Europa, det er en voldsom udvikling, og vi vil ikke høre om det, vi taler ikke om det, eller tror bare ikke på det, for det kan jo ikke være rigtigt. Men det er det. Jøderne rejser fra bortvendte rygge og fra folk, der ikke vil vide af deres skæbne, fordi den er upassende og strider mod vores billeder af verden. Så vi er ligeglade, og jøderne rejser. Som så mange gange før.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Artikler


© 2000-2018 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 17.7.2018