Jødisk integration var i en klasse for sig

Det var fattige indvandrerbørn, der gik på den jødiske drenge- og pigeskole. Der var ingen modersmålsundervisning. Til gengæld lærte børnene dansk og dansk kultur. Det var en af årsagerne til jødiske indvandrerbørns vellykkede integration. Skolerne fylder i år 200 år.

(Artikel om den jødiske privatskole Carolineskolen).

Af Bent Blüdnikow (januar 2005)

Det var fattige indvandrerbørn, der gik på den jødiske drenge- og pigeskole. Der var ingen modersmålsundervisning. Til gengæld lærte børnene dansk og dansk kultur. Det var en af årsagerne til jødiske indvandrerbørns vellykkede integration. Skolerne fylder i år 200 år.

I denne måned viste en PISA-undersøgelse, at 47 pct. af anden generations og 55 pct. af første generations indvandrerbørn i de københavnske skoler er funktionelle analfabeter. Deres integration i det danske samfund bliver meget vanskelig.

Mange argumenterer for, at det vil hjælpe disse børn at få undervisning i deres modersmål ud over dansk. Modermålsundervisningen blev indført i 1976, hvor Undervisningsministeriet bestemte, at fremmedsprogede elever skulle have tilbudt undervisning i deres modersmål i folkeskolen. Staten gav tilskud. Debatten om modermålsundervisningens berettigelse kom rigtig i gang, da undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) i 2001 fjernede det statslige tilskud til undervisningen og gjorde det valgfrit for kommunerne.

Den største gruppe af indvandrere med fremmed sprog, religion og kultur var i flere århundreder jøder. De jødiske indvandrerbørns integration blev vellykket og måske kan deres eksempel bruges konstruktivt i den nutidige debat om skolen og danskindlæringen.

De jødiske skoler etableres

Det var ikke alle Guds bedste børn, der begyndte i skolen i 1805 i Skindergade. Det år tog M. L. Nathanson initiativ til at etablere en jødisk drengeskole. Nathanson var den jødiske menigheds leder og senere i mere end 20 år navnkundig chefredaktør for Berlingske Tidende. Han lagde ikke skjul på formålet, nemlig at få de fattige indvandrerbørn væk fra gaderne og få dem lært dansk kultur og sprog, så de kunne blive ordentlige samfundsborgere og ikke ligge det jødiske samfund til last. Han var selv kommet fra Hamburg og havde kæmpet for at beherske det danske sprog.

Vi kender godt de første elever i 1805, for de blev indført i en stambog over skolens elever. Som sagt var nogle børster imellem. Om Salomon Salomonsen står der f.eks. i stambogen: »Denne elevs opførsel var meget slet. Han gjorde i det hele taget ingen fremskridt og viste sig i det hele således, at en formaning og irettesættelse var nødvendig. Direktionen saa sig endelig nødsaget at lade ham offentlig blive afstraffet i skolen. Dette skete i 1807. Straks derefter blev han af Faderen taget ud af Skolen mod Direktionens Vilje«. Og Salomon var ikke ene om at lave skarnsstreger, eller hvad han nu end havde bedrevet.

I 1810 var det også M.L. Nathanson, der stod bag etableringen af pigeskolen, der fik til huse i Pilestræde. Også her var tanken, at sikre, at pigerne ikke havnede i kriminalitet eller blev prostituerede. Nathanson skrev selv om pigernes situation: »Det var ogsaa paa den højeste tid, at man tog sig af pigebørnene, som ganske havde været overladte til dem selv og udsatte for den største demoralisation«. Pigerne fik lært dansk sprog og kultur, og man lagde man særlig vægt på, at de også blev dygtige til håndarbejde og huslige pligter, så de kunne få en plads i private hjem efter skolen.

Skolen fik navn efter kong Frederik VIs datter Caroline, der selv mødte op til åbningen og medbragte et maleri af sig selv som gave. Hun blev skolens protektrice. Når man husker på, at jøderne i hele Europa i 1800-tallet var et foragtet folk udsat for forfølgelser, så var den kongelige families velvilje en modig handling.

Strategien var en totrins raket. Man satsede på, at eleverne lærte dansk og blev vænnet til dansk kultur. Andet trin var, at de blev sikret en læreplads. Kilder peger på, at planen lykkedes. Der er bevaret karakterprotokoller samt tegne- og skrivebøger fra 1800-tallet, der viser, at undervisningen var disciplineret. Ofte foregik det med en indædt kamp mellem skolen og hjemmene, hvor forældrene særlig i 1800-tallets første del ikke var meget for den sekulære indlæring, der fjernede børnene fra troen og traditioerne.

Fra erindringer ved vi, at danskkundskaberne spillede en afgørende rolle for indlæringen. Om tilstanden blandt de fattige jødiske familier skrev en tidligere elev: »Her var uvidenheden eneherskende. Børnenes opdragelse og undervisning blev naturligvis blandt disse lige saa forsømt, som forældrenes havde været. Fædrene lærte til nød drengebørnene at læse hebraisk. Modersmålets dyrkelse var naturligvis forsømt i højeste grad - ja størstedelen af den tids jøder antog endog det kaudervælske, som gik under navnet »jødisk«, for deres egentlige modersmaal«.

Skolerne var præget af hård disciplin og hvad vi i dag betragter som Den Sorte Skole, så det er rimeligt at stille spørgsmålstegn ved, om det var undervisningen eller andre kulturelle faktorer, der gjorde, at stort set samtlige elever, så vidt vi ved, lærte et perfekt dansk.

Russisk-jødiske børn

Efterhånden som velstanden voksede op gennem 1800-tallet, blev de fleste jøder ikke alene integreret, men endog assimileret i det danske samfund. Drenge- og pigeskolen kom til mangle elever, for det var jo stadig fattigskoler, og de fleste jødiske familier sendte efterhånden deres børn på finere skoler. Redningen blev den store østjødiske indvandring, som fandt sted fra 1900 og bragte ca. 4.000 østeuropæiske jøder til København. Det var det danske demokratis første møde med en stor indvandrergruppe, der havde en anderledes kultur og talte et andet sprog, nemlig jødisk.

Disse østjødiske familier fik hurtigt mange børn og bosatte sig i et ghettokvarter i det indre København - i Borgergade, Adelgade og Prindsensgade. En lærerinde på drengeskolen fortæller om den tidlige fase i indvandringen: »Børnene gik i træsko, og de var urfattige. Der var et par enkelte velklædte, men det var undtagelsen. De var næsten alle russiske børn og kun et par enkelte danske. De fattige og forsømte var selvfølgelig de russiske jøder. Men de talte fint dansk, og der var ingen sprogproblemer. Nogle var så fattige at de ikke havde knapper i bukserne, og derfor havde de sikkerhedsnåle i stedet for.«

Der var en streng disciplin på skolerne, og moderne pædagogik lod vente på sig. Førnævnte lærerinde fortæller: »Jeg havde en gang en 5. klasse, som var frygtelig uartig, og jeg tog en bøjle fra en nærliggende garderobe og slog en næsvis og uartig dreng med den. Han fik et ordentligt rap, men det hjalp overhovedet ikke. Der var nogle børster blandt de drenge. Nogle af dem var jo brydere og boksere, så man skulle tage sig i agt. Vi tog dem i hagen og slog dem.«

Inspektøren på pigeskolen, frk. Østerberg, havde følgende syn på børnene: »Et mærkeligt folkefærd at skue, altid i flok, snakkende et fortvivlende sprog, som ingen rigtig kunne finde ud af. Lasede, snavsede, fortumlede masser, men skolen fik i en fart overtaget og fik saa nogenlunde skik paa flokken. Plads maatte der til og Vand og Sæbe. I kælderen blev der indrettet Baderum, hvor alle børnene først af alt maatte lære at vaske sig og børste tænder. En tandbørste anede de ikke, hvad var.«

Eleverne lærte overraskende hurtigt at tilpasse sig. Den nu 94-årige Henny Asmussen gik på skolen fra 1917 og fortæller: »Mine forældre var religiøse. Min far følte ikke, at skolen lærte os nok med hensyn til religion. Så vi gik privat i en religionssskole. Vi lærte faktisk ikke noget specielt om jødedom i Carolineskolen. Vi havde ganske vist meget om Det gamle Testamente, og det elskede jeg, men ellers ikke noget. Vi sang morgensang, og det var alle de danske sange. Vi lærte dansk perfekt. Hjemme talte vi jiddish, men i det øjeblik vi stod udenfor hjemmets dør, så talte vi pæredansk, og i skolen taltes der kun dansk«.

Perle Unterschlak er i dag 83 år og gik på Carolineskolen i 1920rne. Hun fortæller, at hun altid talte jødisk, som er en blanding af middelaldertysk og hebraisk, med sine forældre: »Men når jeg så kom i skolen talte vi udelukkende dansk. Der var ingen der kunne drømme om at tale jødisk. Og vi lærte alle at tale og skrive et perfekt dansk.«

Integrationen lykkedes

Integrationen lykkedes godt for disse russisk-jødiske indvandrere. Nye grupper kom til landet. I 1930rne var der tysk-jødiske flygtninge, der fandt vej hertil på trods af den restriktive danske lovgivning. En af dem var Hanna Skop, der fortæller, at hun hurtigt lærte sproget til husbehov og rykkede en klasse op på Carolineskolen: »Det skulle hurtigt vise sig, at mine danskkundskaber var noget spinkle. Et sted i teksten optrådte ordet »spørger«. Jeg gik op til læreren for at spørge om, hvorledes man stavede til dette mærkelige ord. Hun artikulerede og artikulerede - spøhuuer-spøhuuer-spøhuuer - og der stod jeg med åben mund og polypper. Da jeg aldeles ikke var i stand til at skabe mening af disse underlige lyde, mente hun, det var bedst, jeg atter rykkede tilbage til min gamle klasse. Som sagt så gjort.« Hanna Skop siger i dag, at hun syntes at danskundervisningen var gammeldags og uinspirerende på skolen, og hun tillægger ikke skolens indsats stor værdi. Hun peger i stedet på kulturelle forhold, der gjorde, at nytilkomne jødiske børn betragtede Danmark som deres rigtige fædreland og derfor mentalt fra starten var indstillet på at lære dansk som deres modersmål.

Anden Verdenskrig betød en omvæltning for skolerne. Eleverne tog flugten sammen med deres forældre i 1943. Da de vendte tilbage i 1945, var verden en ny. Drenge- og pigeskolen blev slået sammen under navnet Carolineskolen, og karakteren af fattigskole forsvandt. Skolen lå i mange år i Prinsesse Charlottesgade på Nørrebro. Nye indvandrer- og flygtningegrupper meldte sig snart, som f.eks. de polske jøder, der kom i 1969-71. Også de lærte perfekt dansk. Skolen ligger nu på Østerbro og har som sagt i år 200 års jubilæum.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Danske jøder Carolineskolen


© 2000-2015 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 22.7.2015