De danske jøders historie
Et resumé af de danske jøders historie siden den første jøde kom til Danmark og frem til i dag samt generelt om jøderne i Danmark.
Jødernes historie i Danmark
I 1569 udarbejde den danske konge, Frederik II, en forordning om fremmede i Danmark, der indeholdt artikler om religion (på den tid var der ikke religionsfrihed i landet). Denne lov skulle alle fremmede bekende sig til ellers måtte de forlade landet eller blive straffet. Det forhindrede effektivt næsten al indvandring til Danmark i lange perioder, da fremmede kun kunne få lejdebrev, rejsepas, kongelige privilegiebreve eller lignende (dvs. opholds- og arbejdstilladelse, særlige rettigheder mv.) efter tilladelse fra kongen eller andre.
På dette tidspunkt var der formentlig ingen jøder i Danmark og hvornår den første jøde kom til det daværende danske kongerige inkl. hertugdømmerne vides ikke med sikkerhed. Måske har der allerede fra omkring år 1600 været enkelte jøder men det har været i form af landstrygere eller lignende, som ikke har bosat sig.
Set med europæiske øjne kom jøderne relativt sent til Danmark.
1600-1700
I 1606 hører man om en jøde i København men han var blevet døbt i Tyskland. I 1620 bliver den første jøde, der kom fra Polen, døbt i en kirke i København og i løbet af 1600-tallet findes der flere tilfælde af dåb af jøder og andre.
I 1619 kom den første jøde til Glückstadt, som netop var grundlagt i 1616 som handelsstad i det nuværende Tyskland, efter invitation fra Kong Christian IV. Det var den sefardiske (sephardiske) jøde Dionis.
I 1622 inviterede kongen en gruppe sefardiske jøder til at bosætte sig i Glückstadt. Kongens håb var, at de velhavende og veluddannede sefardiske jøder til gengæld for visse rettigheder, kunne rette op på en skrantede økonomi i Danmark. I løbet af 1620'erne kom der flere jøder til Glückstadt og i 1628 fik jøderne i byen fri religions- og handelsrettigheder. Jødernes ophold i Glückstadt blev dog kun af kort varighed, da forholdene i flere andre byer som f.eks. Hamborg og Amsterdam var bedre.
I 1641 giver Kong Christian IV privilegier til de jøder, der allerede på dette tidspunkt boede i nogle af de nuværende nordtyske byer som Hamborg, Altona og Wandsbek. De får ret til trosfrihed, synagoge og begravelsesplads.
Hertugdømmerne i de nordtyske områder havde på dette tidspunkt været en del af det danske kongerige i århundrede.
Under Christian IV havde de sefardiske jøder særlige privilegier i forhold til de askenaziske, da de frit kunne drive handel og rejse rundt i landet.
Man skelnede mellem de velhavende og veluddannede sefardiske jøder fra især Spanien og Portugal og de fattige og forfulgte askenaziske jøder fra især Tyskland og Polen. De sefardiske jøder opnåede langt de fleste privilegier som f.eks. at kunne rejse frit omkring og drive handel af forskellig art. Denne forskel i dansk lovpraksis eksisterede i store træk frem til 1814.
I 1651 udstedte Frederik III den første forordning om jøder i Danmark. På dette tidspunkt befandt der sig en del jøder ulovligt i landet. Jøderne fik herefter 14 dage til at erhverve sig et rejsepas ellers måtte de forlade landet eller blive straffet. Senere i 1657 blev forordningen lempet, så reglerne ikke gjaldt de sefardiske jøder men i 1683 blev forordningen atter strammet, så den omfattede alle jøder. I 1814 blev den ophævet.
I 1657 og i 1660'erne kom der enkelte rige jøder til det nuværende kongerige. De kunne ikke afvises, da de havde lånt kongen mange penge, som han havde svært ved at betale. I visse tilfælde måtte kongen betale med et gods eller stille anden form for sikkerhed for lånene som f.eks. i 1669, hvor en tysk jøde overtog et større gods i Jylland som kompensation for kongens gæld til ham og som datteren efterfølgende drev frem til 1703. Et andet eksempel er Gabriel Gomez, der skaffede flere danske konger store lån og vareleverancer, som kongerne efterfølgende havde svært ved at betale. Han fik i årerne 1658-1664 overdraget adskillige krongodser i Jylland som betaling eller sikkerhed for lånene.
I 1670, ved Christian V's tronbestigelse, blev de sefardiske jøders rettigheder stadfæstet. I 1671 fik alle fremmede forskellige skattelettelser og privilegier men ikke religionsfrihed.
I 1673 fik en jøde tilladelse til at bosætte sig i Ribe. Senere blev der givet tilsvarende tilladelser til Fredericia, Nakskov og andre byer men det var alle steder på visse betingelser. De fleste koncentrerede sig efterhånden i København i kvarteret omkring Læderstræde. Jøderne kom fra Tyskland. Men det var ikke kun de eftertragtede (rige) sefardiske jøder, der kom til Danmark. De fleste var tværtimod de forfulgte og forhutlede (fattige) ashkenaziske jøder, der efter pogromer i Rusland og Polen flakkede om på Europas veje.
I 1674 fik en tysk jøde (hofjuveler) lov til at bosætte sig i København og dyrke sin religion i stilhed.
I 1674 fik den første jøde tilladelse til at bosætte sig i Nakskov. Den jødiske menighed voksede efterhånden til 27 personer i 1787 og 58 i 1796 men herefter falder antallet til 54 i 1827 og 22 i 1867. Den jødiske begravelsesplads grundlægges i 1710 og den første synagoge blev oprettet i 1714.
I 1675 kom den første jøde til Fredericia med tilladelse fra kongen. Omkring 1700 boede der 4 familier i byen, i 1709 16 familier, i 1718 57 jøder, i 1765 30 familier og ca. 300 jøder i 60 familier, da der var flest jøder i byen omkring 1800. I en periode var Fredericia den by i Danmark, hvor der boede flest jøder. Da jøderne i 1814 fik fuld borgerret, kunne de bosætte sig hvor de ville, og de forsvandt derefter lidt efter lidt fra byen. I 1836 boede der 28 familier med 125 personer. Menigheden eksisterede i byen frem til 1902, hvor gudstjenesterne ophørte, da der kun var få familier tilbage. I 1910 blev den sidste jøde begravet på begravelsespladsen og synagogen blev revet ned i 1915.
I 1682 var der registreret 19 jøder i København men de fleste uden lejdebrev (dvs. opholdstilladelse).
I (december) 1684 fik to jøder tilladelse til at holde synagoge (religiøse ceremonier) i hjemmet for den jødiske menighed i København men det skulle dog ske for lukkede vinduer og døre og uden prædiken, således at almuen ikke skulle opdage, at 'kættere' (vantro) havde tilladelse til at udøve deres religion. Jøderne fik efterhånden lov til at afholde gudstjeneste i almindelige borgerhuse og private hjem.
D. 16. december 1684 anses for at være menighedens grundlæggelse og dermed forløberen for Det Mosaiske Troessamfund (MT) i København.
I 1684 var der endnu kun få jøder i Danmark og omkring 1700 var der højest en snes jødiske familier i landet.
Omkring 1687 blev den første rabbiner ansat i København.
I 1687 iværksatte tobaksspinderierne en kampagne imod deres jødiske kolleger, som blev anklaget for svindel og handel med tobak af dårlig kvalitet (mange jøder ernærede sig ved import og forarbejdning af tobak). Anklagerne medførte i 1688 en del forbud og indskrænkninger for jøderne.
De første jøder i København og andre byer frembød et meget fremmedartet skue, specielt de askenaziske jøder. De adskilte sig fra byens øvrige befolkning både i fremtoning, påklædning, sprog og temperament. De var generelt set meget ringeagtede. De blev holdt ude fra alle håndværker- og handelslaug og måtte derfor ernære sig ved småhandel med tobak, metaller, klude og brugte ting.
De mere velstående eller rige jøder beskæftigede sig fortrinsvis med udlån og handelsvirksomhed. Det skyldes dels, at de fik handelsmæssige privilegier, da de havde et omdømme som gode og driftige handelsmænd, dels den katolske kirkes bestemmelser, da en katolik ikke måtte låne penge ud mod rente eller optræde som pantelåner.
Den første jødiske begravelsesplads (Møllegade 12, Nørrebro) tages i brug i 1693 og benyttes i mere end 200 år.
Fra 1693 til i dag har der eksisteret 12 jødiske begravelsespladser i Danmark. Det er (nævnt i rækkefølge efter året for grundlæggelsen) Nordre Begravelsesplads, Møllegade i København (1693), Fredericia (ca. 1700), Nakskov (1710), Fåborg (1795), Randers (1807), Aalborg (1810), Odense (1825), Århus (1824), Assens (1825), Horsens (1850), Slagelse (1863) og Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København (1885). De kan alle stadig besøges, da der hersker det princip, at grave og gravsteder aldrig må sløjfes efter jødisk tradition.
På de fleste begravelsespladser fandt den sidste begravelse sted omkring 1900 - 1910 mens der på tre begravelsespladser er foretaget enkelte begravelser frem til omkring 1974. Mosaisk Vestre Begravelsesplads anvendes stadig til begravelser. På begravelsespladsen i Randers er det også muligt at blive begravet. På flere kirkegårde, bl.a. Nordre Kirkegård i Århus, findes der et jødisk begravelsesafsnit.
I 1696 fik en jøde tilladelse til at slå sig ned i Odense som vekselerer og handlende med te og kaffe. Det lader ikke til, at der kom flere jøder til Odense, for der var ingen jøder i byen ved folketællingen i 1787.
1700-1800
Den danske stats betingelser for erhvervelse af lejdebrev og bosættelsesret øgede den tendens, som allerede havde været gennemgående i 1600-tallet, at bosættelsestilladelser kun blev givet til de rige jøder og at man dermed undgik at importere de fattige jøder. I 1600- og 1700-tallet var jøderne underlagt særlige love og regler for, hvor de måtte bo i Danmark og hvad de måtte beskæftige sig med.
Hele det 18. århundrede forsøgte laugene at spænde ben for jødernes virksomhed og liv. Desuden kendetegnes århundredet af flere stramninger af privilegierne og udvisning af fattige jøder men i slutningen af 1700-tallet begyndte mere humane holdninger at vinde frem som f.eks. restriktionerne for hvor jøderne måtte bosætte sig.
Nogle kristne forsøgte gennem århundredet at foretage individuelle omvendelser af jøder til kristne. Hvis en jøde lod sig døbe, kunne han efter dåben opnå særlige privilegier i forhold til de andre jøder.
Omkring 1700 blev begravelsespladsen i Fredericia grundlagt og den er den største uden for København (ca. 550 grave). I 1709 blev der opført et kapel. Det er ikke kun jøder fra Fredericia, der er begravet på begravelsespladsen, men også jøder fra store dele af Jylland og Fyn. I 1910 blev den sidste jøde begravet på begravelsespladsen.
Den første synagoge i Nakskov blev opført i 1714.
I 1718 var der en del overfald på jøder i København.
I 1720 blev den første synagoge i Fredericia opført og taget i brug (ombygget 1753, nedrevet 1811). Den anden synagoge blev opført på den samme grund men blev ødelagt under bombardementet i 1864. Den tredje synagoge blev opført i 1865, den sidste gudstjeneste afholdt i oktober 1902 og nedrevet i 1915 (læs artikel).
I 1725 blev det forbudt for jøder at holde kristne tjenestefolk men senere blev forbuddet lempet, således at det blev tilladt under visse betingelser.
Der var strenge straffe til jødiske mænd, hvis de fik et barn med en dansk (kristen) kvinde.
Ved en tælling i 1726 var der 65 familier eller 350 enkeltpersoner, hvoraf nogle ikke havde lejdebrev.
I 1726 opstillede Frederik IV tre betingelser af økonomisk art for de jøder, som ønskede at bosætte sig i København. Formålet var at sikre, at det kun var formuende og driftige jøder, der kom til København. Fra 1736 kom der yderligere en økonomisk betingelse men i 1750 blev reglerne lempet en smule.
I 1740 fik den første jøde tilladelse til at slå sig ned i Slagelse som handelsmand og senere følger andre jøder efter. Antallet stiger til 25 omkring 1800 og 90 i 1834. Begravelsespladsen i Slagelse (etableret 1863) er den mindste i Danmark med kun 22 gravsteder.
I 1758 flyttede de første jøder til Randers efter tilladelse. Den jødiske menighed i Randers blev efterhånden den største i Danmark uden for København med begravelsesplads (grundlagt 1807) og synagoge (opført 1858-59 - nedrevet 1936). Men efter 1880'erne begyndte antallet af jøder at falde og i 1920'erne var der kun få jøder tilbage i byen.
I 1765 opføres den første synagoge i Læderstræde i København. Den ødelægges i 1795 i forbindelse med Københavns brand.
En folketælling i 1787 viser, at der bor 1.503 jøder i København, 165 i Fredericia, 62 i Helsingør og 27 i Nakskov.
I 1788 får jøder adgang til håndværkerlaugene, hvilket var et krav for at kunne arbejde som håndværker. Tidligere kunne jøderne ikke blive optaget, hvilket begrænsede deres eksistensmuligheder.
I 1788 får jøder adgang til Københavns Universitet og i 1799 får de jødiske drenge adgang til de lærde skoler.
I 1791 flyttede en jødisk handelsmand til Odense og fra da af ankom der flere jødiske familier til byen. I 1819 udgjorde den jødiske menighed 111 personer, hvilket var omkring 2% af byens befolkning. De fleste jøder ernærede sig ved handel. Der var ingen selvstændig jødisk skole men alle de jødiske børn modtog supplerende religionsundervisning i menigheden.
I 1798 bliver blandede ægteskaber mellem jøder og danskere tilladt.
I slutningen af 1700-tallet topper antallet af jøder i Fredericia med ca. 300 jøder i 60 familier.
1800-1900
I 1801 boede 27% af kongeriget Danmarks jøder i provinsen.
I 1803 fik jøderne i Horsens tilladelse til at holde synagoge i byen. Det samme fik jøderne i Assens og Fåborg i 1804.
I 1805 åbner Mosaiske Drengeskole, den første jødiske drengeskole i det indre København og i 1810 åbnes den dansk-jødiske skole "Carolineskolen" for piger. De to skoler blev i 1945 lagt sammen til "Carolineskolen" for både drenge og piger. Skolen har holdt til flere steder i København.
I 1805 bliver der i Odense indrettet en lille synagoge, i 1818 får menigheden tilladelse til at ansætte en kateket (lærer) og i 1825 blev der købt en begravelsesplads.
I 1808 får jøder ret til at eje fast ejendom.
Omkring 1813 udspandt der sig i aviser og tidsskrifter en debat om jøderne og deres karakter blandt de intellektuelle. Den blev siden døbt den litterære jødefejde. Striden gik snart i sig selv men efterfølgende kom der mange antisemitiske værker fra Tyskland til Danmark.
At få opholdstilladelse i Danmark var imidlertid ikke det samme som at opnå de samme rettigheder som danskerne. Fra 1684 til 1814 (130 år) måtte de danske jøder langsomt kæmpe sig til en legal ligeberettigelse med landets øvrige borgere.
Den 29. marts 1814 får danske jøder fuld borgerret i Danmark, dvs. at de bliver ligestillet med danskerne. De får bl.a. frihed til at bosætte sig hvor de vil, kan frit rejse rundt i landet og indgå i alle erhverv. Det er den næstvigtigste dato i jødernes Danmarks historie, da Kong Frederik VI ved lov gav dem de fulde borgerrettigheder på lige fod med landets øvrige borgere (Den Kongelige Anordning af 29. marts 1814). Nogle har kaldt anordningen for 'De danske jøders Frihedsbrev'.
Danmark er dermed det første land i Europa, der ligestiller jøder med danskere, og dette skridt blev afgørende for jødernes centrale placering i det danske livsmønster. Den berømte anordning indeholder også en fordanskning af den jødiske menighed, f.eks. prædiken på dansk.
I september 1819 udbrød Jødefejden i København og her oplevede man for første gang et egentlig jødehad, der kom fra Tyskland. Det var antisemitiske optøjer og overgreb på danske jøder på grund af den politiske-økonomiske krise efter Napoleonskrigene og den dårlige økonomi i foråret og sommeren 1819. I København havde ukendte danske borgere opfordret til chikanerier og overfald på jøder. Urolighederne varede i ca. to uger med overfald på jøder og hærværk mod jødiske forretninger. De spredte sig til flere byer på Sjælland og til Odense mens der i Jylland ikke forekom overgreb på jøder. Før 1819 havde der kun været enkelte små episoder (f.eks. i 1711, hvor nogle i København mente, at jøderne havde forgiftet brøndene) og det var væsentligt mindre end i udlandet (artikel om Jødefejden i 1819).
Kong Frederik VI fik under jødefejden tilnavnet 'Jødernes konge', fordi han greb ind, slog urolighederne ned, manede til besindighed og sikrede at nogle af gerningsmændene blev dømt.
Historisk har der kun været få tilfælde af diskrimination fra myndighedernes side eller overfald på jøder. De fleste konger var positive over for jøderne - eller måske mere korrekt - deres penge. Når kongen og staten gav privilegier til rige og driftige jøder, var det i håb om, at de kunne bidrage positivt til landets økonomi. Holdningen til de fattige jøder var generelt mere negativ og faktisk prøvede man i mange år indtil 1814 at holde de fattige jøder ude af Danmark. Fattige jøder uden lejdebrev blev som regel udvist af landet.
Omkring 1830 blev der bag ved den kommende synagoge i Krystalgade etableret friboliger for uformuende jøder (Stiftelsen Meyers Minde). Senere blev det et alderdomshjem for jøder.
I efteråret 1830 var der uroligheder i København, hvor bl.a. Meyers Minde blev angrebet.
I 1831 besøgte Kong Frederik VI Odense og i den forbindelse var han på besøg i synagogen, hvor der blev afholdt en ceremoni.
I 1833 indvies den nye synagoge i Krystalgade i København (opført 1830-33). Den hører til blandt Europas fornemste og rummer i dag den store menighed i Det Mosaiske Troessamfund (MT). Machisike Hadas har siden 1934 haft deres egen synagoge.
Der har været andre synagoger i Danmark som f.eks. Nakskov (1714 - 1880, opført 1880 - nedrevet i slutningen af 1940'erne), Læderstræde i København (opført 1765 - brændt 1795), Randers (opført 1858-59 - nedrevet 1936), Fåborg (1859 - 1914), Horsens (1867 - 1897) og Fredericia (den første synagoge opført 1720, den tredje nedrevet 1915). Det var normalt kun når den jødiske menighed havde nået en vis størrelse, at menigheden fik bygget en synagoge. Ellers brugte man private boliger eller andre lokaler som synagoge.
Folketællingen i 1834 viser, at der nu boede 4.064 jøder i det danske kongerige. De fordeler sig på følgende byer: København (2.465), Randers (194), Fredericia (125), Aalborg (113), Slagelse (90), Fåborg (77), Helsingør (74), Assens (69), Horsens (68), Århus (53), Næstved (45), Kalundborg (37), Hillerød (34), Køge (19), Vordingborg (16), Ringsted (10) mfl.
Antallet af jøder var størst i provinsen omkring 1840, hvor 41% var bosat der. Der var jødisk liv i 70% af de danske købstæder.
Jøder og kristne omgikkes selskabeligt i de mindre byer, hvor man kender hinanden, og det medførte også blandede ægteskaber.
Junigrundloven i 1849 sikrer fuld religionsfrihed i Danmark.
I 1853 oprettes Den Jødiske Religionsskole med undervisning om eftermiddagen og om søndagen.
I 1858-59 blev der opført en synagoge i Randers, 1859 i Fåborg og 1867 i Horsens.
Mosaisk Vestre Begravelsesplads (Mosaisk Vestre Kirkegård) i København blev etableret i 1885. Det er den største jødiske begravelsesplads i Danmark og den er stadig i brug.
1900-2000
I 1902 afholdes den sidste gudstjeneste i synagogen i Fredericia (nedrevet 1915).
I 1903 grundlægges Dansk Zionistforening, der senere skifter navn til Dansk Zionistforbund (DZF). Læs mere.
Omkring 1904-1916 var der en jødisk indvandring til Danmark fra Østeuropa og især Rusland. Der kom omkring 2.400-4.000 især russiske jøder til København og de blev kaldt "Østjøder". De tilhørte for det meste arbejderklassen og de skabte en jiddish-talende kultur i København men de gamle dansk-jødiske familier og myndighederne var ikke så begejstrede for dem.
I 1913 blev den ortodokse menighed Machisike Hadas grundlagt som følge af uoverensstemmelser om den religiøse linie med Det Mosaiske Troessamfund (MT), som de forlod i 1910. De har siden 1934 haft deres egen synagoge og rabbiner i København.
I perioden 1913-1916 blev nogle jøder i bl.a. den socialdemokratiske presse beskyldt for asocial adfærd over for andre.
Omkring den første verdenskrig blev indrejsereglerne strammet og den jødiske immigration ophørte.
I 1924 oprettes den jødiske idrætsforening Hakoah, der fik stor succes.
Fra 1933 flygtede mange jøder til Danmark fra Nazityskland pga. den tilspidsede situation men som følge af en restriktiv flygtningepolitik i Danmark blev mange jøder afvist ved grænsen. Et par hundrede jøder kom til landet om året i perioden 1934-36, herefter strammes reglerne og grænserne lukkes helt i 1938. Den daværende justitsminister ønskede fra 1938 at bekæmpe antisemitisme ved at nægte jøder adgang til landet. Selv om det var svært at få en opholdstilladelse var det endnu sværere at opnå en arbejdstilladelse, selv for velhavende, veluddannede og entreprenante jøder. Der kom ca. 4.500 jøder fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet men der var kun omkring 1.500 tilbage af dem i Danmark d. 9. april 1940.
En særlig gruppe udgjorde de ca. 800 unge jødiske mænd, der havde fået tilladelse til at blive uddannet som landbrugselever (chalutzim), før de skulle emigrere til det nuværende Israel. En del af dem blev dog i Danmark efter krigen.
I 1937 blev der foretaget væsentlige organisatoriske ændringer i Det Mosaiske Troessamfund (MT).
I 1940 boede der cirka 7-8.000*) jøder i Danmark og ca. 6.400*) jøder i 1943.
Den tyske besættelse af Danmark d. 9. april 1940 får ingen betydning for de danske jøder i første omgang, da jødespørgsmålet endnu ikke er på den politiske dagsorden. Desuden har Danmark ingen jødelovgivning. De danske jøder lever normalt frem til begyndelsen af efteråret 1943.
I perioden 1940-42 udleverede danske embedsmænd ca. 20 danske jøder til Nazityskland. De fleste omkom formentlig i de tyske kz-lejre.
Den tyske rigsbefuldmægtiget i Danmark Werner Best tog d. 8. september 1943 initiativ til Jødeaktionen i Danmark. Den fandt sted mellem den 1. og 2. oktober 1943, hvor formålet var at arrestere alle danske jøder og deportere dem til koncentrationslejren Theresienstadt nord for Prag.
I begyndelsen af oktober 1943 arresteres ca. 460-500 jøder og de føres til Theresienstadt. Næsten alle i kz-lejren blev sendt til gaskamrene i Auschwitz undtagen de danske jøder. En aftale mellem Werner Best og Adolf Eichmann (den praktisk ansvarlige for gennemførelsen af Holocaust) sikrede at de danske jøder ikke blev videresendt fra Theresienstadt til udrydelseslejre. De fleste overlevende kom med de hvide busser til Sverige i april 1945 og kun omkring 50-55 jøder omkom i kz-lejren pga. sult og sygdom.
Resten af jøderne reddes til Sverige i løbet af oktober 1943 men under aktionen omkommer der 40-50 flygtninge. Af Danmarks ca. 7-8.000*) jøder reddes ca. 95% til Sverige.
Det er en almindelig opfattelse i Danmark, at ingen danske jøder blev myrdet i Auschwitz-Birkenau. Men allerede fra foråret 1942 og frem til krigens afslutning blev et lille antal danske jøder og danskfødte jøder bosat i tyskbesatte områder deporteret til Auschwitz, hvor de formentlig omkom.
I efteråret 1943 diskuteres det i Danmark på højt niveau at internere de danske jøder i en dansk lejr. Det blev dog ikke til noget pga. redningen af de danske jøder i oktober 1943.
Ved befrielsen i maj 1945 var ca. 7-8.000*) danskere af jødisk oprindelse registreret som flygtninge i Sverige. Men en del af dem var kun af delvis jødisk oprindelse og ca. 500 var ikke danske statsborgere. Efter krigen kommer de fleste danske jøder (over 5.000*)) tilbage til Danmark men nogle rejser til andre lande.
*) De forskellige kilder er uenige om antallet (se nederst på denne side).
I 1946 bliver den danske afdeling af WIZO stiftet. Læs mere.
I 1947 blev Marcus Melchior udnævnt til ny overrabbiner i Danmark.
Staten Israel oprettes d. 14. maj 1948. Nogle af de danske jøder rejser til Israel i 1948 og de følgende år for enten at hjælpe Israel i krigen (frivillige, Danish Machal) eller at bosætte sig i landet.
I 1950'erne kom der enkelte jøder fra Ungarn og Tjekkoslovakiet som politiske flygtninge.
Siden 1960'erne og op til i dag er der kommet et mindre antal israelere til Danmark. Det har som oftest været på grund af en dansk ikke-jødisk kæreste/ægtefælle.
Fra efteråret 1967 begyndte en svagt stigende antisemitisme og ensidig kritik af Israel og den voksede op igennem 70'erne og 80'erne i nogle politiske miljøer på den danske venstrefløj (bl.a. partiet VS). Et af de mest ekstreme danske udtryk for anti-jødiske holdninger viste sig ved optrævlingen af den såkaldte Blekingegadegruppe, der støttede arabisk/palæstinensisk terrorisme (bl.a. PFLP) mod Israel økonomisk og politisk.
Omkring 1968-69 kom der 2-3.000 polske jøder til Danmark. De var flygtet på grund af en voldsom opblussen af antisemitismen i Polen.
I 1969 efterfulgte Bent Melchior (f. 1929) sin fader Marcus Melchior som overrabbiner i Danmark.
I 1974 flyttede Carolineskolen ud af byen til en nedlagt strømpefabrik på Ydre Østerbro.
I 1983 blev synagogens 150-års jubilæum markeret ved en festgudstjeneste med kongelig deltagelse.
I 1984 havde Det Mosaiske Troessamfund (MT) 300-års jubilæum.
Siden starten af 1980'erne har sikkerhedsfolk bevogtet synagogen i Krystalgade. Beslutningen om at indsætte sikkerhedsfolk dengang var baseret på en 'vurdering af verdenssituationen'.
Den 22. juli 1985 forsøgte flere palæstinensiske terrorister at sprænge bomber ved den jødiske synagoge, det jødiske plejehjem, det israelske flyselskab El Al's kontor i København og et amerikansk flyselskabs kontor. En person blev dræbt og 22 kvæstet men det kunne være gået meget værre. Porten ind til synagogen og plejehjemmet blev ødelagt og en årvågen ældre dame afværgede den bombe, der skulle havde udslettet El Al's kontor og personale. Terroristerne blev senere pågrebet.
En palæstinensisk terrorgruppe (Force 17) med base i København i sidste halvdel af 1980'erne planlagde i samarbejde med PLO-kontoret i København og danske sympatisører mord på flere kendte danske jøder (bl.a. Bent Melchior og Herbert Pundik), den israelske præsident under hans officielle besøg i Danmark og flere personer i Norge. Mordplanerne blev afværget, da PET overvågede gruppen.
Ifølge den nyeste forskning (2008) holdt de danske myndigheder, en del politikere og dele af pressen tilsyneladende hånden over Blekingegadebanden, Force 17 (og andre terrorgrupper), PLO-kontoret i København, de danske sympatisører og deres aktiviteter over for bl.a. de danske jøder.
Efter Sovjetunionens sammenbrud kom der i perioden 1989-1995 omkring 200 jøder til Danmark.
Jødisk liv i Danmark i 1990'erne: Gudstjeneste i synagogen holdes under bevogtning, børnehave og skole bag velbevogtet pigtråd, menighedscentret beskyttet som en fæstning, politibevogtning af jødiske og israelske institutioner og arrangementer, hærværk mod jødiske/israelske symboler, chikane af jøder osv.
I 1993 fejres 50-året for redningsaktionen af de danske jøder i oktober 1943.
September 1996 overtog Bent Lexner overrabbinerembedet i Det Mosaiske Troessamfund efter Bent Melchior, der i mere end 25 år havde varetaget denne post. Bent Lexner var andenrabbiner i samarbejde med daværende overrabbiner Bent Melchior i perioden 1976-96.
2000-
I 2000 stifter en gruppe af jøder organisationen Progressivt Jødisk Forum (PJF), der bygger på en progressiv jødisk livsanskuelse.
Specielt omkring 2000-2004 var der i Danmark en voldsom stigning i antisemitismen, anti-israelske kampagner og ensidig kritik af Israel samt en del demonstrationer og optøjer med palæstinensere og danskere med klare anti-jødiske holdninger. Der forekom en række overfald på jøder, hærværk mod jødisk ejendom og jøder kan i dag ikke længere færdes og bo visse steder i Danmark.
Fordomme og uvidenhed om jøder breder sig i det danske samfund og der er en stigende stiltiende accept af diskrimination af jøder og Israel. I København bliver jøder kraftigt opfordret til at skjule deres jødiske baggrund for at "undgå problemer". Læs mere om antisemitisme i bl.a. Danmark og situationen i dag.
27. januar 2003 blev Auschwitz-dagen, der er en international mindedag for bl.a. de jødiske ofre for Holocaust, afholdt for første gang i København. Året efter blev markeringen af dagen uddelegeret til landets fem største kommuner (læs mere: Auschwitz-dagen den 27. januar).
I 2003 omdannes Progressivt Jødisk Forum (PJF) til menigheden Shir Hatzafon, der er en reform jødisk menighed (progressive jøder), i København som et alternativ til Det Mosaiske Troessamfund (MT), der officielt er ortodoks. I 2004 bliver Shir Hatzafon et statsanerkendt trossamfund.
Juni 2004 åbnes Dansk Jødisk Museum i København. Det er et landsdækkende museum for dansk-jødisk kultur, kunst og historie og museets formål er at indsamle, registrere, forske, bevare og formidle den jødiske kulturarv i Danmark.
I anledning af 60-året for Danmarks befrielse d. 4. maj 2005 undskyldte den danske statsminister på vegne af den danske stat, at danske myndigheder udleverede jøder og andre uskyldige til lidelse og død i koncentrationslejrene i Nazityskland under Anden Verdenskrig.
Efteråret 2005 havde den jødiske privatskole, Carolineskolen, 200 års jubilæum. Den officielle jubilæumsdag var d. 1. september 2005 med besøg af Dronningen, ambassadøren og andre fra det officielle Danmark (læs artikel).
I sommeren 2006 var der flere demonstrationer i København, hvor de antisemitiske følelser fik frit løb. De var arrangeret af forskellige muslimske organisationer og den yderste danske venstrefløj (bl.a. Enhedslisten).
August 2006 begyndte en dansk jødisk kvinde, der er medlem af det progressive jødiske trossamfund Shir Hatzafon, en femårig uddannelse som rabbiner. For første gang i dansk-jødisk historie er der en dansk kvindelig rabbiner på vej.
I 2007 udkommer Magasinet Goldberg for første gang.
November 2008 havde synagogen i Krystalgade i København 175 års jubilæum.
Januar 2009 var der flere demonstrationer i København, Århus og andre danske byer, hvor de antijødiske holdninger og slogans blev luftet som f.eks. 'alle jøder skal slagtes', støtteerklæringer til Hamas, afbrænding af det israelske flag og man kunne se unge palæstinensere stå med armen hævet til nazihilsen. Dagbladet Politiken bragte i samme periode en række artikler, ledere og flere tegninger med et klart antisemitisk indhold.
I en undersøgelse offentliggjort november 2009 vises det, at mistro og fordomme mod jøder i Danmark ikke er noget, der kun trives i yderligtgående grupper. Op mod 75 procent af indvandrerne fra fem forskellige lande og knap 20 procent af danskerne har antijødiske holdninger.
December 2009 besøgte Israels præsident Shimon Peres Mosaisk Troessamfund (MT) og synagogen i Krystalgade.
I foråret 2010 nedrives Meyers Minde, det jødiske ældrecenter i Krystalgade bag ved synagogen, for at give plads til et nyt jødisk kultur- og menighedscenter i 4 etager, der indvies april 2011.
Juli 2011 blev Sandra Kviat den første kvindelige rabbiner i Danmark. Hun er medlem af Shir Hatzafon.
November 2012 blev den israelske ambassade i København angrebet og forsøgt ødelagt. Der var ingen reaktion fra det officielle Danmark.
I februar 2013 fejrede Machsike Hadas, Københavns ortodokse jødiske menighed, deres 100 års jubilæum (grundlagt 1913).
Januar 2014 skiftede Det Mosaiske Troessamfund (MT) officielt navn til Det Jødiske Samfund i Danmark. I de senere år har man i praksis anvendt navnet 'Det Mosaiske Troessamfund – Det Jødiske Samfund i Danmark'.
Juli og august 2014 var der en del demonstrationer i København og de større byer, hvor de antijødiske og antiisraelske holdninger og slogans var meget tydelige. Denne periode var præget af stor fjendtlighed over for jøder og Israel, som nogle medier også var med til at støtte. Der var også enkelte demonstrationer til fordel for Israel, fred og mod antisemitisme.
En nat i august 2014 blev den jødiske privatskole Carolineskolen i København ramt af omfattende hærværk og der var antijødisk graffiti på skolens mure. Bred fordømmelse af hærværket fra mange sider. Gerningsmændene blev aldrig fundet.
I august 2014 blev Bent Lexner pensioneret efter 18 år i overrabbinerembedet - og 38 års rabbinergerning. Fra september 2014 overtog Jair Melchior ledelsen af det københavnske rabbinat, dvs. som overrabbiner.
Natten mellem d. 14. og 15. februar 2015 blev den 37-årige Dan Uzan dræbt ved et terrorangreb, da han var vagt ved synagogen i Krystalgade, hvor der blev afholdt en jødisk konfirmation. Han var medlem af den jødiske menighed. Efterfølgende blev mordet fordømt af de fleste.
Politiet har bevogtet en række jødiske institutioner døgnet rundt siden en terrorist i februar 2015 skød og dræbte to personer foran henholdsvis Krudttønden og synagogen i Krystalgade.
I begyndelsen af 2016 blev Shir Hatzafon optaget i paraplyorganisationen Liberal Judaism (LJ).
I 2017 gennemgår synagogen i Krystalgade en større restaurering (lukket i denne periode).
I begyndelsen af 2018 flyttede Carolineskolen, der er blandt de ældste jødiske skoler i verden, til et smukt gult palæ på Strandvejen. Her bliver der vuggestue, børnehave og skole. Sikkerhedsforanstaltningerne i form af bevæbnede betjente og vagter, kameraovervågning, sikkerhedssluser, høje hegn og at børnene øver en gang imellem, hvordan de skal agere i tilfælde af angreb, følger med til den nye adresse.
Oktober 2018 besøgte Israels præsident Reuven Ruvi Rivlin Danmark på et to-dages officielt besøg i forbindelse med markeringen af 75-året for redningen af de danske jøder. Hendes Majestæt Dronningen modtog Israels Præsident Reuven Ruvi Rivlin og fru. Nechama Rivlin i audiens i Christian VII's Palæ på Amalienborg. Med til modtagelsen var også udenrigsminister Anders Samuelsen.
Oktober 2018 var 75-året for redningen af de danske jøder i oktober 1943, som det officielle Danmark og Det Jødiske Samfund markerede ved en række arrangementer i bl.a. Gilleleje Kirke og den nyistandsatte synagoge med besøg og tale af den israelske præsident, Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen og deltagelse af Kronprins Frederik og flere overlevende fra krigen. Man regner med at ca. 95% af de danske jøder blev reddet.
September 2019 er 200-året for Jødefejden i København, hvor de voldsomste optøjer, smadrede jødiske butikker og overgreb på danske jøder fandt sted (artikel om Jødefejden i 1819).
November 2019 på årsdagen for Krystalnatten i Tyskland blev private hjem og gravpladser flere steder i landet udsat for hærværk og chikane rettet mod jøder. 84 gravsten på en jødisk begravelsesplads i Randers blev overhældt med maling og enkelte væltet. En gul jødestjerne med ordet 'Jude' som klistermærke var sat på en af gravstenene. Stjernen er en direkte kopi af den jødestjerne, som nazisterne tvang jøderne til at bære i Hitler-tidens Tyskland. Den samme stjerne var sat på en del postkasser tilhørende jøder eller israelere i Danmark i bl.a. Silkeborg, Aarhus, Randers, Dronninglund og Vallensbæk. Flere steder blev der begået hærværk og graffiti mod bygninger. Enkelte ikke-jøder blev også ramt. Det var danske nationalsocialister (Nordfront), der stod bag.
Siden november 2019 har der været en stigende fokus på antisemitisme i Danmark.
Der er en grim antisemitisme i Danmark i dag, der ikke var der tidligere. På grund af indvandringen. På vej mod Israel (se herunder) advarede Mette Frederiksen mod stigende antisemitisme. Hun bebrejder dele af venstrefløjen og visse indvandrermiljøer. Søsterpartiet Labour får også hug. Hun vil lave en officiel definition af antisemitisme, som danske myndigheder kan navigere efter.
I slutningen af januar 2020 besøgte Danmarks statsminister Mette Frederiksen, sammen med mere end 40 statsoverhoveder, Jerusalem for at markere 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz-Birkenau-dødslejren (27. januar 1945). Hun mødtes også med Israels præsident, Reuven Rivlin, og nogle af de overlevende danske jøder, der bor i Israel i dag.
April 2021 blev den jødiske begravelsesplads i Aalborg udsat for hærværk. Der var rød maling på murværket og to dukker indsmurt i rød maling. Der blev fundet flere flyvers med antisemitiske tekster underskrevet af Nordfront.dk (en "revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation").
Maj 2021 var der flere demonstrationer i Danmark, hvor de antijødiske holdninger og slogans blev luftet af danskere og palæstinensere. Dagbladet Politiken og flere andre medier bidrog til en oppisket stemning og udbredelse af anti-jødisk propaganda. Det samme gjorde flere politiske partier og politikere. Der var en voldelig demonstration uden for den israelske ambassade i København, hvor en del politibetjente blev ramt af sten og forsøg på hærværk på ambassaden.
November 2022 besøgte Dronningen synagogen i Krystalgade og Det Jødiske Hus i forbindelse med den officielle markering af 400 året for jødisk liv i Danmark.
Oktober 2023 var det 80 år siden, at aktionen mod de danske jøder fandt sted (natten mellem den 1. og 2. oktober 1943). Det blev markeret gennem en række arrangementer hen over året særligt i efteråret. I Danmark lykkedes det langt de fleste jøder at flygte til Sverige gennem en stor fælles folkelig indsats, men 472 jøder blev pågrebet og deporteret til Theresienstadt - nogle fanget og andre angivet.
Efter Hamas's terrorangreb d. 7.-8. oktober 2023 er der sket en voldsom stigning i antisemitiske hændelser (chikane, overfald, trusler, hærværk mm.). I medierne (aviser, TV og sociale medier) er der en oppisket stemning og udbredelse af anti-jødisk propaganda, had og 'fake news' som aldrig set før. Også danskere, der støtter Israel eller kritiserer Hamas, bliver angrebet og chikaneret.
Demonstrationer i Danmark, hvor de antijødiske holdninger og slogans bliver luftet. Åbenlyse opfordringer til hellig krig Jihad mod Israel (og jøder) og støtte til Hamas, Hizb ut-Tahrir og Isis. Israelske flag brændt af.
Statsminister Mette Frederiksen og de fleste politiske partier fordømte terrorangrebet og at der skal gøres noget mod jødehadet. Flere politiske partier har ikke fordømt Hamas, terrorangrebet eller antisemitismen - det samme har flere store og kendte organisationer heller ikke gjort (stiltiende accept).
Der har været afholdt en række mindehøjtider for de de omkring 1.400 dræbte og mere end 200 kidnappede i Israel.
Krystalnatten blev markeret d. 9. november 2023 flere steder i Danmark af kristne og jødiske foreninger med fokus på både historien og den aktuelle situation med en voldsom stigning i antisemitismen.
Generelt om jøder i Danmark
Der har aldrig boet mere end 8.000 jøder i de næsten 400 år, hvor der har været jøder i Danmark. I dag bor der formentlig kun 5-7.000 jøder i Danmark og antallet falder langsomt på grund af udvandring til Israel og blandede ægteskaber. De danske jøder udgør i dag ca. 0,12% af den samlede danske befolkning.
Nogle af de danske jøder er rejst til Israel for at bosætte sig der og man regner med, at der bor mere end 2.500 danskere i Israel. Langt de fleste er jødiske eller af jødisk oprindelse.
De jødiske menigheder har igennem en del generationer kæmpet mod en stigende assimilation mellem jøder og danskere som følge af blandede ægteskaber og manglende religiøs interesse.
I dag er der fire aktive jødiske menigheder i Danmark, der repræsenterer hele spektret fra ultraortokse til reformjøder. Den oprindelige store menighed med synagogen og menighedshuset i Krystalgade, Det Jødiske Samfund i Danmark (tidl. Det Mosaiske Troessamfund - MT), er traditionel ortodoks. Den lille ultraortodokse menighed Machisike Hadas med en streng version af jødedommen. Den reforme eller liberale menighed Shir Hatzafon er den yngste, hvor alle med jødisk tilhørsforhold er velkommen. Chabad Danmark er en ortodoks religiøs gruppe, der kan betegnes som hasidisk og de byder alle jøder velkommen.
Enhver jøde kan optages som medlem i Det Jødiske Samfund i Danmark (tidl. Det Mosaiske Troessamfund - MT) uanset religiøse eller politiske holdninger. Det Jødiske Samfund i Danmark bekender sig til den ortodokse opfattelse af jødedommen, men med en tolerant holdning til de liberale og ikke-religiøse jøder. MT er en såkaldt enhedsmenighed. Langt de fleste medlemmer af MT bor i Københavnsområdet.
Den nuværende overrabbiner (MT) er Jair Melchior, der efterfulgte Bent Lexner i august 2014.
Jødedommen i Danmark er en såkaldt statsanerkendt religion, hvilket bl.a. betyder, at den til enhver til udnævnte overrabbiner har myndighed til at navngive, vie og begrave jøder alene efter jødiske skikke.
Det jødiske samfund i Danmark har flere kosherforretninger, privatskole, vuggestue, flere børnehaver, plejehjem, et dagcenter for ældre, to synagoger og en begravelsesplads. Alle er beliggende i København.
Den officielle definition af en jøde er, at man er født af en jødisk mor eller er konverteret til jødedommen. Faderen eller religionen har i denne forbindelse ingen betydning.
Jøder bor ikke i ghettoer men spredt rundt omkring i Danmark, dog flest i Københavnsområdet. I dag er der kun en egentlig menighed i København men tidligere har der været en del mindre menigheder i flere danske byer.
Jøder har haft stor betydning for det danske samfund. De rige jøder var generelt meget driftige og de har grundlagt eller stiftet en række af de gamle kendte danske virksomheder. Også inden for dansk kulturliv og videnskab har de danske jøder haft stor betydning for Danmark (bl.a. grundlagt flere aviser og højskoler).
Det Kongelige Bibliotek i København råder over en af Europas største samlinger af hebraica, judaica og jiddica. Der er ca. 85.000 bind.
Læs mere:
Jødedom/religion
Jødiske helligdage
Kosher - de jødiske spiselove
Foreninger i Danmark
Carolineskolen
Dansk Jødisk Museum
Oktober 1943-2023
Danske links
Noter
De oplyste tal for antallet af jøder i denne artikel bygger i de fleste tilfælde på vurderinger, da der ofte ikke foreligger et eksakt antal. Desuden er der i de fleste tilfælde angivet et nettotal, dvs. renset for jøder, der er rejst igen efter kort tid eller som har brugt Danmark som transitland. Bortset fra de gamle folketællinger, der formentlig bygger på eksakte tal, har man ikke i nyere tid kunne registrere folk ud fra deres religiøse tilhørsforhold. Dermed kan man heller ikke vide, hvor mange jøder der har været på forskellige tidspunkter i Danmark og derfor vil der jævnligt forekomme forskellige tal fra forskellige kilder.
Endelig er der problemet med at definere, hvem der er jøde eller af jødisk oprindelse samt om nogle jøder kan tænkes at skjule deres jødiske baggrund eller identitet af forskellige grunde.
De forskellige kilder til denne artikel supplerer hinanden fint men der er også enkelte uoverensstemmelser.
