Det israelske flag

Da antisemitismen kom til Danmark

I 1819 brød hadet til jøderne i Danmark ud i lys lue under Jødefejden. Det er ikke nyt, at jødiske institutioner er udsat for terror og chikane. Det uhyggelige er, at vi her 200 år efter er i en situation, hvor politi og militær igen må beskytte jøderne. En historisk beskrivelse af Jødefejden i 1819.

Af historiker og journalist Bent Blüdnikow, Morgenavisen Jyllands-Posten (3. september 2019)

Det var et chok for danskerne, at terrorismen ramte Krudttønden og synagogen i februar 2015. Terroren medførte to dødsfald, og siden har politi og militær passet på jødiske institutioner i Danmark. For de danske jøder er det selvfølgelig traumatisk, at man skal opleve dette, og som min 91-årige mor, der flygtede til Sverige i oktober 1943, siger: "Tænk, at vi skal opleve det igen!"

Men det er ikke nyt, at jødiske institutioner er udsat for terror og chikane, for op gennem 1970'erne og 1980'erne var der gentagne forsøg på vold og terror rettet mod danske jøder.

Mest alvorlig var den såkaldte Ulla Lyngsby-sag, hvor palæstinensiske terrorister i 1987-1989 planlagde mord på danske jøder. Og i 1985 ramte en alvorlig bombeterror et amerikansk flyselskab, synagogen og senere på året en jødisk madforretning.

Går vi længere tilbage i tiden, så havde også datidens jøder god grund til at nære frygt, og i 1819 udspillede den alvorligste etniske uro, som Danmark har oplevet. Jødefejden i 1819 startede den 3. september 1819 med opslag på Børsbygningen, hvor folk blev opfordret til at gå imod jøderne. En af plakaterne lød: "Jøderne er skyld i Danmarks ulykker, i alle forbrydelser, og at såvel de store som de små forbrydere eksisterer. Jødernes uddrivelse vil lyksaliggøre gamle Danmark."

Den 4. september angreb store folkemængder på Amagertorv i København jødiske forretninger og smadrede vinduer i jødiske boliger rundt omkring i byen, så glassplinter lå i gaderne, som en lille Krystalnat.

Politiet ilede til Amagertorv for at standse urolighederne. Men der var samlet så mange mennesker på Amagertorv, at politiet ikke magtede opgaven. De forsamlede var en blandet skare, der omfattede både læredrenge, matroser og velklædte personer, hvis vi skal tro politirapporterne.

Derefter rekvirerede man 20-30 husarer, som ryddede Østergade og Kongens Nytorv, hvor mange også var forsamlet. Husarerne trak sabler og brugte den flade klinge til at uddele tæsk, og mange demonstranter blev arresteret. De næste dage blev uroen værre, og kong Frederik 6. og hans regering indså hurtigt, at politiet ikke magtede opgaven, og satte derfor militæret ind. Ved en bekendtgørelse forbød man al sammenstimlen, og man nedsatte en kommissionsdomstol, der kunne udstede hurtige domme, endda dødsstraf. Man udstedte desuden ordre til skærpede forholdsregler for militæret, bl.a. tilladelse til anvendelse af bajonetter og skydevåben.

Der blev tale om en militær undtagelsestilstand, hvor militære styrker blev trukket til hovedstaden. Der var god grund til, at kongen og hans regering tog sagen meget alvorligt, for den omfattende uro tog ikke kun sigte på at ramme jøderne, men også kongen, som på løbesedler og plakater blev kaldt "jødernes konge".

De udsendte militære kommandoer slog den 6. september ubarmhjertigt ned på "hobene", står der i de militære rapporter. Særligt hestgarden havde uromagerne respekt for, og i strakt galop jog disse ned ad Østergade med trukne sabler, og folkemængden blev alle steder revet op og jaget på flugt. Den 7. september om aftenen var der kampe igen, og denne gang af særligt voldsom karakter. På Østergade blev vinduer knust og facader raseret. Hæren satte nu alt ind, og man nærmede sig egentlige krigslignende tilstande, hvor militæret angreb som "regulære rytterchok mod skarerne", mens stenene fløj om ørerne på rytterne.

Uroen fortsatte gennem det meste af 1819 og langt ind i 1820, hvor voldsomme sammenstød prægede København, men uroen satte også sine spor i Odense og bl.a. Helsingør, hvor jødiske huse blev angrebet.

I København var målet Ikke mindst finanshuset Meyer & Trier, der havde bolig ved Slotsholms Kanal. Her kom det flere gange til blodige sammenstød og mest alvorligt på Frederik VI's fødselsdag den 28. januar 1820.

Den 29. februar 1820 angav en privat anmeldelse til politiet, at der var "sammenstimlen" ved henved 10 jødiske bopæle. Fra den 31. august 1820 og et stykke ind i september måned foreligger der 24 politirapporter, der beskrev folkemængdens angreb på jøderne, især rudeknusninger, skader på inventar m.v. Under uroen blev flere jøder slået ned, men heldigvis var der ikke dødsfald.

For jøderne var uroen i det hyggelige Danmark et chok. De var vant til at blive diskrimineret både gennem lovgivning og socialt, men dog at blive behandlet væsentligt bedre i Danmark end i de fleste andre europæiske lande. Jøderne var den eneste store minoritet. Kun ca. 0,4 pct. af befolkningen stod dengang uden for den lutherske kirke, og det var for to tredjedeles vedkommende jøder. I 1814 fik jøderne formelt nogenlunde ligeberettigelse med kristne borgere, men de blev stadig forskelsbehandlet og var under nøje opsyn.

Mange jøder valgte at konvertere for at få en indgangsbillet til det kristne samfund, og denne udvikling accelererede kraftigt efter Jødefejden i 1819. En anden reaktion kan man finde i retsarkivalierne, for midt under den voldsomme uro blev den jødiske handelsmand Abraham Meyer arresteret. Han var 40 år og boede i Vognmagergade, og hans anholdelse skyldtes, at han havde stået i sit vindue og råbt: "Kom væk din kristne hund eller jeg skal knække din hals." Meyer blev slæbt med til politiet og fik den hårde dom på vand og brød i 10 dage på egen bekostning.

Hvordan kunne det komme så vidt, at vi i dette hyggelige land oplevede denne alvorlige etniske uro, som skræmte livet af de ca. 3.000 jøder, der boede i landet? Årsagerne var mangfoldige, og bagved lå bla. et gammelt kristent jødehad. Men det var også en debat om, hvorvidt jøder overhovedet kunne tåles i et kristent meget monokulturelt samfund. Den debat havde udfoldet sig fra 1813 og blev benævnt Den litterære Jødefejde, og her diskuterede jøder og kristne, om samfundet kunne udvise tolerance over for jøderne. Kendte skribenter som Jens Baggesen og Steen Steensen Blicher optrådte på jødernes side, men det var mange kendte folk, der angreb dem.

Årsagen til fejden var også den økonomiske udvikling. Den jødiske finansmand David Amsel Meyer blev kong Frederik VI's nære økonomiske rådgiver, og det var David Amsel Meyer, der styrede de danske finanser efter Napoleon-krigene, hvor Danmark kom i økonomisk uføre, og hvor staten i 1813 nærmest gik fallit. Sagen var, at staten havde sat sig i gæld bl.a. til jødiske finanshuse i indland og udland, og Meyer havde ikke evnet at styre landet uden om den manglende tiltro til den danske økonomi. Da det gik galt, fik jøderne og ikke mindst David Amsel Meyer skylden, og det var hans finanshus Meyer & Trier, som uromagerne var ude efter, da de marcherede mod Holmens Kanal.

Selv om jøderne formelt havde fået de fleste borgerrettigheder med kongens anordning fra den 29. marts 1814, så var der stadig alvorlig diskrimination, og til tider så det ud til, at sagen blev forværret. Da Stænderforsamlingen skulle etableres i 1830, var der stemmer, der var imod, at jøder kunne blive valgbare. Betydningsfulde folk som juristen A.S. Ørsted, biskop Mynster og præsten Grundtvig var imod at give jøderne denne valgbarhed, så på den måde var man stort set tilbage ved debatten under Den litterære Jødefejde. Nu var det endda oplyste mænd, der stod bag afvisningen af jøder og jødedom i en demokratisk, kristen stat. Først med Grundloven fra 1849 fik jøderne fulde borgerrettigheder.

Efter 1819 underspillede man Jødefejdens omfang, styrke og betydning for jøderne. I historiebøger blev den omtalt som en mindre ballade, nok fordi det passede så dårligt med vort eget billede af et hyggeligt og tolerant dansk samfund. Da jødeaktionen kom i oktober 1943, og jøderne flygtede til Sverige, blev de hjulpet af mange danskere, og det er jo det billede, som vi helst vil se for os. Men det uhyggelige er, at vi nu er i en situation, hvor politi og militær igen må beskytte jøderne som dengang i 1819.

Bent Blüdnikows bog "Jødefejden 1819" udkommet i september på 200-årsdagen for urolighederne i 1819. Den er en bog i serien 100 danmarkshistorier udsendt af Aarhus Universitetsforlag.
Til forsiden (index.htm)

Til toppen Antisemitisme Artikler De danske jøders historie


© 2000-2019 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 4.9.2019