Dansk-Israelsk Forening (DIF) - Jødiske religiøse og nationale helligdage.

En oversigt over de jødiske religiøse og nationale helligdage samt den hebraiske kalender med gregorianske datoer.

Chanukkiah med otte lys og et niende lys, der tjener til at tænde de øvrige (tjener)

Det jødiske år bugner af religiøse fester og højtider, hvor historie, mytologiske fortællinger og traditioner smelter sammen. Jøder verden over genoplever hvert år til højtiderne både historiens festlige og smertefulde begivenheder. Det illustrerer jødedommens syn på historien: At den er et produkt af Guds handlen i et forsøg på at frelse det jødiske folk.

Jøderne har en rig festkalender, der i løbet af året tager dem med tilbage til nogle af de vigtigste begivenheder i deres historie. Fortiden bliver levende og det bekræfter dem i deres jødiske identitet.

Den hebraiske kalender

Den hebraiske kalender er en månekalender med 354 dage, idet den jødiske tidsregning retter sig efter månens omløb omkring jorden, modsat den almindelige (gregorianske) tidsregning, der retter sig efter solen. I et jødisk år er der normalt 354 dage fordelt på 12 måneder (29 eller 30 dage pr. måned) og året er således 11 dage kortere end et almindeligt solår på 365 dage. Den jødiske kalender arbejder med ideen om, at de jødiske højtider og fester skal ligge på faste årstider (datoer) og derfor er det nødvendigt for rabbinerne at tilføje en ekstra måned (skudmåned - Adar Bet (II)) i nogle år, for at man i løbet af en periode på 19 år kan få korrigeret denne forskydning. Ca. hver andet eller tredje år er et skudår.

Jødiske helligdage og højtider falder derfor på forskellige datoer i den gregorianske kalender hvert år. Af samme grund falder de kristne helligdage på forskellige datoer i den gregorianske kalender, da de kristne helligdage er bestemt af den jødiske kalender.

Den jødiske kalender indeholder følgende måneder med start fra nytår: Tishrei/Tishri, Heshvan/Cheshvan, Kislev, Tevet, Shevat, Adar (i år med en skudmåned: Adar Alef (I) og Adar Bet (II)), Nissan/Nisan, Iyar/Ijar, Sivan, Tamuz, Av og Elul.

Den gregorianske kalender, som bruges i Danmark og det meste af verden, anvendes i Israel til hverdag i alle praktiske sammenhænge.

Den jødiske tidsregning er siden middelalderen begyndt med verdens skabelse (ifølge Biblen år 3760 f.Kr.), således at det kristne år 1240 svarer til det jødiske år 5000. Det jødiske nytår falder normalt i september måned. Ifølge den jødiske kalender er det nu år 5782.

De jødiske helligdage kan opdeles i de fem religiøse højtider, der består af de tre valfartsfester, der er påbudt jøderne direkte i De Fem Mosebøger (Pesach, Shavuot og Sukkot) og de to fester, der følger lige efter Sukkot (Shemini Atzeret og Simchat Torah). Hertil kommer de mere historisk betonede højtider og mindedage som f.eks. Chanukah, Yom Jerushalajim og Purim.

De jødiske religiøse og nationale helligdage begynder normalt aftenen før ved solnedgang. Enkelte fastedage begynder ved solopgang. Nogle af dagene er fridage mens andre er almindelige arbejdsdage.

Hvis en mærkedag eller mindedag falder på Shabbat bliver den flyttet en dag frem eller tilbage.

Shabbat

Jødernes vigtigste helligdag er shabbat (sabbat), der indtræder fredag eftermiddag, når solen går ned (når de tre første stjerner viser sig på aftenhimlen) og slutter tidlig lørdag aften ved solnedgang. Shabbat anses for at være den væsentligste og mest værdifulde højtid, som jøderne har. Det er den eneste helligdag, som nævnes direkte i De Ti Bud. Shabbatens betydning er så stor, at Biblen fremhæver, at man skal huske shabbat og at man skal holde den.

Shabbat er som ugens syvende dag en helligdag og hviledag, hvor man ikke må arbejde. Den er - nøjagtig som den kristne søndag - forbundet med Guds hvile efter skabelsen og derudover for jøderne med mindet om Israels befrielse fra Egyptens trældom. Shabbataften er ugens højdepunkt, hvor hele familien mødes omkring et veldækket bord med to sabbatslys til shabbatmåltidet.

På shabbat og alle helligdage er forretninger, banker, kontorer, institutioner og virksomheder lukket. I de større byer er mange restauranter, biografer, natklubber, diskoteker og andre forlystelsessteder åbne selv på shabbat og helligdage. Radio og TV-stationer sender på helligdage men der udkommer ingen aviser. Der kører næsten ingen offentlige transportmidler men til gengæld er det muligt at tage en taxi. I ortodokse områder er gaderne afspærret (ingen bilkørsel). Nogle israelere (ikke-religiøse) kører i deres biler på udflugt til stranden, nogle familier sidder i små klynger omkring picnic-kurven i parker eller de tager på familiebesøg. På en af helligdagene Yom Kippur er hele Israel lukket.

I Israel diskuterer man stadig og konstant, hvilke aktiviteter shabbatshvilen og de forskellige helligdage forbyder og hvilke der er undtaget herfra. Befalingen om, at det ikke er tilladt at arbejde på denne dag, tager de ortodokse jøder bogstaveligt, idet de holder sig fra alt, der kan have den mindste antydning af at være arbejde. De fleste israelere betragter shabbat og de mindre helligdage som almindelige fridage.

Religiøse og nationale helligdage

Det jødiske år er fyldt med helligdage og fester. Nogle markerer tragiske hændelser som ødelæggelsen af templet i Jerusalem, andre fejrer glædelige begivenheder som jødernes befrielse fra slaveri i Egypten eller modtagelsen af De 10 Bud. De fleste af dem inkluderer noget med mad, enten i form af afståelse fra spisning (faste), tilvalget af bestemte fødevarer eller simpelthen meget omfangsrige måltider.

De jødiske helligdage ligger normalt fast på en bestemt dato i den jødiske kalender men for enkelte helligdage kan det nogle gange ske at den bliver flyttet en dag for at undgå et uheldigt sammenfald (ex. falder helligdagen på Shabbat bliver den flyttet til dagen efter eller til dagen før).

For enkelte helligdage kan der være forskel på datoer i Israel og Diasporen (læs mere under beskrivelsen af de enkelte helligdage).

Der findes flere mærkedage og mindedage som f.eks. Ben-Gurion Dag, Rabin-dagen, Mimouna og 'Day to Mark the Departure and Expulsion of Jews from the Arab Countries and Iran'. De er ikke fridage. Valgdage er fridage i Israel og skolerne er lukket.

Herunder er der et overblik over de jødiske fester og højtider samt de vigtigste israelske mærkedage.

Det jødiske kalenderårs sidste måned er Elul. Når Eluls 29 dage er gået, er det Rosh Hashana (Nytår). Rosh HaShana begynder 163 dage efter den første dag i Pesach. Det markeres både i synagogerne med festlige nytårsgudstjenester og hjemme med særlige retter, der bekræfter ønsket om, at alle må få et sødt og frugtbart år.

Det jødiske år indledes med Rosh HaShana (den 1. og 2. dag i måneden Tishrei) og denne højtid fejres over hele den jødiske verden i to dage (nytårsdag og 2. nytårsdag). Ved tærsklen til årsskiftet opfordres alle jøder til at gøre en slags åndelig status over året, der gik, og søge om tilgivelse for sine synder.

I det jødiske lovværk, Talmud, kaldes Rosh Hashanah også "Dommens dag" - det er nemlig på denne dag, at Gud afgør hvert enkelt menneskes skæbne i det kommende år. Alle har dog 10 dage frem til Yom Kippur til at undskylde og søge tilgivelse for hvad man end måtte have gjort galt i det forgangne år, bevidst eller ubevidst. Herefter lukkes bogen og menneskenes skæbne er afgjort.

Nytårsfesten er højtidelig og en lejlighed til at samle hele familien og spise de traditionelle retter med bl.a. granatæbler, fiskehoveder, sortøjede bønner, spinat, rødbeder, det flettede brød challah, honningkage og andre søde sager samt æblestykker dyppet i honning, mens man ønsker hinanden et godt og sødt nytår. I synagogen bliver der blæst i et vædderhorn - en shofar - en tradition der stammer fra bibelsk tid og har en særegen oldtidsagtig klang.

I Biblen er højtiden nævnt under navnet "hornblæsningsdag til erindring", da man her hører lyden af shofar'en (vædderhornet).

I år begynder fejringen af det jødiske nytår om aftenen d. 2. oktober 2024. Rosh HaShana er d. 3.-4. oktober 2024 og dermed går den jødiske kalender ind i år 5785. Første måned i det nye år er Tishrei. Begge dage er fridage.

En fastedag (Fast of Gedalia) den 3. dag i måneden Tishrei lige efter Rosh HaShana (hvis Tzom Gedalja falder på Shabbat bliver det den 4. dag i måneden Tishrei). En almindelig arbejdsdag. Karaitter/karæere afholder fastedagen den 24. dag i i måneden Tishrei.

Efter Det Første Tempels ødelæggelse i Jerusalem (Yerushalayim) og erobringen af det jødiske Kongedømme Judæa med kongen Zedekiah (den sidste jødiske konge) af datidens supermagt Babylon i år 586 f.Kr. blev mange jøder dræbt eller flygtede. Efterfølgende blev Gedalja (Gedaliah) udpeget som guvernanør for provinsen Judæa men han blev 4-5 år senere myrdet sammen med en del af hans jødiske tilhængere. De resterende jøder flygtede herefter.

Yom Kippur (Forsoningsdagen) er den 10. dag i måneden Tishrei (præcis 10 dage efter nytår) og den helligste dag i det jødiske år (nævnt i Biblen, 3. Mosebog 16). Den dag, hvor mennesket står til ansvar for sit liv i det gamle år og gør sig klar til et nyt år. Forsoningsdagen benyttes til en personlig åndelig renselsesproces, man får mulighed for at bilægge eventuelt gammelt fjendskab og bede om tilgivelse samt at man angrer sine synder og gør bod gennem bøn og faste i et døgn.

Grundtanken bag forsoningsdagen er, at man tager sit liv op til vurdering, indrømmer sine fejl og beslutter sig for at gøre sit bedste for ikke at gentage dem. Samtidig anerkendes, at mennesker ikke er perfekte, men har muligheden for at gøre både det gode og det onde. Hverken godhed eller ondskab eksisterer i sig selv, men bliver først til i handlingen.

Det er årets vigtigste fastedag og især de ortodokse jøder faster i 25 timer, som begynder ved solnedgang aftenen før og fortsætter indtil natten falder på den følgende dag. De religiøse tilbringer det meste af tiden i synagogen, hvor kvinder i hvidt og mænd indhyllet i bedesjal læser Jonas's Bog og Salmernes Bog af og til afbrudt af forskellige sange. Der blæses i shofaren, menigheden udbryder "Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er en" samt "Næste år i Jerusalem" og de 25 timers stilhed er ovre. Landet går herefter i gang igen.

Mens mange andre jødiske helligdage især udspiller sig i hjemmet, er Yom Kippurs vigtigste scene synagogen. Gudstjenesterne er lange på denne dag, og den ene afløser stort set den næste, selvom der holdes pause for natten mellem aften- og morgengudstjenesten. Yom Kippur har sin helt egen bønnebog, fordi liturgien er så omfattende.

Yom Kippur er den dag, hvor mange jøder, der ellers aldrig kommer i en synagoge, møder op og er med til i al fald en del af gudstjenesten. Aftenens gudstjeneste er ofte meget stemningsfuld og synagogerne rundt om i verden er ofte fyldte. Næste dag varer gudstjenesten hele dagen indtil solnedgang.

Der er tradition for at mødes til et festligt måltid inden Yom Kippur - det afsluttende måltid holdes i god tid inden solnedgang.

Hele Israel går i stå i 25 timer: Alt er lukket - også grænserne, der kører ingen busser, tog, taxaer eller biler, alle gader og veje er øde, lufthavnene er lukket og der er ingen aviser, radio og TV. Kun de mest nødvendige samfundsfunktioner er bemandet denne dag ellers holder alle fri.

På Yom Kippur dagen i 1973 angreb flere arabiske lande (Syrien, Egypten mfl.) ved et overraskelsesangreb et uforberedt Israel (alt er lukket, soldaterne er hjemme hos deres familie) og de nåede at erobre flere mindre områder. I krigens sidste fase fik Israel bremset den arabiske offensiv og generobret det meste. Krigen (Oktoberkrigen eller Yom Kippur-krigen) sluttede ca. tre uger senere.

Sukkot (Løvhyttefesten) begynder fem dage efter Yom Kippur og regnes for en særlig glædesfest. Sukkot er fra dag 15 til dag 21 eller 22 i måneden Tishrei. Under den lange vandring i Sinaiørkenen fra Egypten til Israel boede israelitterne i løvhytter. Til minde herom bygger jøder en løvhytte, sukkah, hvis tag består af løv eller lignende organisk materiale, i haven eller på altanen og spiser og sover der i de syv dage festen varer. Andre nøjes med at spise i løvhytten i den uge. Alle menigheder og mange foreninger opstiller store løvhytter, hvor der inviteres til fælles måltider.

En anden tradition (ifølge 3. Mosebog) er at man skal samle "en frugt af Hadar-træet, palmegrene og myrtegrene og pilekviste". Frugten fra Hadar-træet er en særlig citrusfrugt, der kaldes etrog. Jøder binder de tre grene og kviste sammen, der tilsammen kaldes lulav, og vifter dem, sammen med citrusfrugten, i et ritual som udføres alle dage i Sukkotugen undtagen på shabbat. Det er en religiøs gerning (mitzvah) at vifte med lulav og etrog.

Sukkot kaldes også høstfesten, fordi årets høst er afsluttet. Den landbrugsmæssige betydning af højtiden er symboliseret af palmegrenen, myrten, pilekvisten og citronen (etrog), som modtager en særlig velsignelse hver dag under højtiden. De fire sorter repræsenterer forskellige typer af jøder, der bringes sammen for at vise ideen om enhed og at alle jøder er en vigtig del af helheden.

Den første eller de to første dage er helligdage mens de øvrige er festdage, også kaldet "mellemdagene".

Sukkot er i Israel 7 dage (en helligdag). Her er skolerne lukket hele Sukkot og nogle holder fri eller ferie. I Diasporaen er Sukkot 8 dage (to helligdage) og her falder den sidste dag sammen med Shemini Atzereth.

De to helligdage, Shavuot og Sukkot, er begge løst bygget op om den bibelske fortælling om jødernes vandring i ørkenen efter udfrielsen fra slaveriet i Egypten.

Sukkot er en af de tre valfartsfester (pilgrimsfester), der er påbudt jøderne direkte i De Fem Mosebøger (3. Mosebog 23,24 og Zakarias 14,16), fordi man på Templets tid valfartede til Jerusalem (Yerushalayim).

Løvhyttefestens ottende dag fejres som en højtid for sig - "sammenkomst på den ottende dag" (Shemini Atzereth). En helligdag den 22. dag i måneden Tishrei. Her forlader folk løvhytten og vender tilbage til huset.

I Israel bliver Shemini Atzeret og Simchat Torah fejret på den samme dag (den 22. dag i måneden Tishrei). Nogle reformjøder uden for Israel gør det samme. I Diasporen er Simchat Torah den 23. dag i måneden Tishrei.

Simchat Torah (Torahens glædesfest) markerer at man er nået igennem årets læsning af De Fem Mosebøger. I synagogerne læser man de sidste linjer af De Fem Mosebøger (5. Mosebog) og begynder forfra med Første Mosebog. Fejringen af afslutningen og begyndelsen af denne cyklus stammer fra det 9. århundrede. Højtiden er meget munter og fejres med sang og dans i gaderne samt i synagogerne.

I Diasporen er Simchat Torah den 23. dag i måneden Tishrei men i Israel er det den 22. dag.

Den 29. dag i måneden Cheshvan fejrer de etiopiske jøder helligdagen Sigd. Det er en helligdag, der er særlig for de etiopiske jøder og som kun fejres af dem.

Navnet Sigd stammer fra det aramæiske ord "segida", hvilket betyder at bøje sig i hengivenhed til Gud. Sigd er en dag, man bruger på religiøs fordybelse og hvor det etiopisk jødiske miljø beder til Gud og traditionelt bad til Zion. I dag bor størstedelen af den jødisk etiopiske befolkning i Israel (ca. 168.800, ult. 2022), derfor er det også blevet en fejringsdag for opfyldelsen af denne århundreder gamle længsel efter at tilbagevende til Israel og Zion.

En vigtig del af Sigd er den dybe forbindelse til den særlige etiopisk jødiske kulturarv. Under Sigd samles de etiopisk-israelske jøder i Jerusalem; særligt ved Grædemuren og ved nabobydelen Armon HaNatzivs udsigtspunkt, som har udsigt over Den Gamle By i Jerusalem. Her beder man bønner, som ledes af de etiopiske jøders ledere kaldet Kessim. De er ofte klædt i traditionelle etiopiske klæder.

Tidligere var Sigd en helligdag, der var ukendt for resten af den jødiske verdens befolkning, men den er i dag blevet en anderkendt national helligdag i Israel. En almindelig arbejdsdag.

Chanukah (Tempel-indvielsesfesten) er lysets fest (lysfest) og den varer i otte dage omkring månedsskiftet Kislev og Tevet (fra den 25. til den 30. dag i måneden Kislev og frem til den 2. eller 3. dag i Tevet. Måneden Kislev kan have 29 eller 30 dage).

Jøderne fejrer makkabæernes generobring af Jerusalem (Yerushalayim) i Judæa fra syrerne i 164 f.Kr. og Templets genopbyggelse og genindvielse. Det Hellige Tempel (Beit Hamikdash) i Jerusalem, der havde været misbrugt (vanhelliget) til afgudsdyrkelse, blev herefter genopbygget og indviet (renset) ved en stor jubelfest den 25. dag i måneden Kislev. Festen knytter sig til et lille lysmirakel, idet det fortælles, at de fandt en lille flaske olie, som var forblevet rituelt ren og med nok indhold til en dag. De tændte den syvarmede Menorah og som ved et mirakel brændte olien i de otte dage, som genindvielsesfesten tog.

Historien er fortalt i 1. og 2. Makkabæerbog, som er at finde blandt de apokryfe skrifter.

Til minde om denne mirakuløse begivenhed tændes der i dag lys i en speciel ottearmet lysestage (chanukkia/hanukkia) med otte lys og et niende lys, der tjener til at tænde de øvrige (tjener). Hver aften lige før mørkets frembrud tændes der et lys mere end ved aftenen før, således at der på den sidste aften i Chanukah er otte lys i chanukkiahen.

Menorah'en (den syvarmede lysestage) er Israels nationale symbol, et udbredt symbol for jødedommen i dag og den repræsenterer det ældste jødiske symbol.

Chanukah er en meget folkelig fest med ganske få religiøse forpligtelser. Det er en fest fuld af lys og optimisme i den mørke vinter. Chanukah fejres med udveksling af gaver (især til børnene), man synger chanukah-sange og spiser olieholdig mad som latkes (levivot/kartoffelpandekager) og sufganiot (suvganiot), der minder om Berliner Pfahnkuchen, som begge er stegt i olie. Måske spiser man også en æblekage lavet af dej med olie. I Israel er alle offentlige bygninger dekoreret med kæmpe neonlysestager og hoteller har ceremonier med levende lys for deres gæster.

Asara B'Tevet er den 10. dag i måneden Tevet og den falder 7 eller 8 dage efter Chanukah afhængig af om den forgående måned Kislev har 29 eller 30 dage.

Det er en fastedag til minde om Jerusalems (Yerushalayim) belejring år 586 f.Kr. Det var på denne dag at den babyloniske konge Nebukhadnezer påbegyndte belejringen af Jerusalem og som resulterede i ødelæggelsen af Det Første Tempel, erobringen af det jødiske Kongedømme Judæa med kongen Zedekiah (den sidste jødiske konge) og fordrivelsen af mange jøder fra kongeriget.

Som andre mindre hellige jødiske helligdage begynder Asara B'Tevet om morgen og varer til om aften. Ud over faste er der ingen specielle regler for denne dag. En almindelig arbejdsdag.

Tu-B'shvat (Træernes nytår) betragtes som begyndelsen på foråret den 15. dag i måneden Shevat. På denne festdag tager børnene i Israel ud til specielle plantager med små træer, som de planter, mens de synger traditionelle sange. En anden tradition er, at man smager på mange forskellige frugter og velsigner dem for således at markere festen. Der bages også særlige frugtkager og tærter til denne dag og mange prøver at finde en "ny" frugt, dvs. en, de ikke har spist i det forgange år. Jøder over hele verden spiser mad, som er karakteristisk for Det Hellige Land og det omfatter de syv slags frugter og kornsorter, som er nævnt i Torahen: Hvede, byg, vindruer, figner, granatæbler, oliven og dadler.

I Tredje Mosebog er der flere skriftlige henvisninger til vigtigheden af træer og træplantning.

Ved slutningen af det forrige århundrede påbegyndtes en jødisk opdyrkning og beplantning af Det Hellige Land (Eretz Yisra'el). Her fik festen en stærk symbolsk betydning for genopdyrkelsen af landet og det blev almindeligt netop at lade træplantningen foregå omkring denne dag.

I de senere år er man begyndt at bruge dagen til at gøre opmærksom på miljøproblemer og at der skal passes på naturen. Dyrevelfærd og økologi er ikke nye begreber i jødedommen, da der i Bibelen findes mange eksempler på, hvordan både Gud og mennesker ønsker, at der skal passes på naturen.

Tu-B'shvat er en erindring om landets oprindelige overdådighed og et land, der flød med mælk og honning. En almindelig arbejdsdag.

En fastedag (Fast of Esther) den 13. i måneden Adar eller den 13. i måneden Adar Bet, hvis det er et skudår (hvis dagen falder på Shabat bliver det i stedet den 11. dag i Adar).

En mindedag for Mordechais og Esthers faste samt det jødiske samfund i Shushan, da de persiske jøder var i livsfare (se Purim). I modsætning til andre fastedage er Ta'anit Esther ikke omtalt i Talmud men nævnes først i senere skrifter.

Til Purim (den 14. dag i måneden Adar eller den 14. dag i Adar Bet (II), hvis det er et skudår, nogle steder den 15. dag i Adar) mindes jøderne de begivenheder, der fandt sted i det gamle Babylon eller Persien ca. år 400 e.v.t., da den onde minister Haman overtalte Persiens konge Achashverus til at dræbe alle jøder i landet. Haman trækker lod - på hebraisk Pur - om, hvilken dato dette skal ske, og loddet falder på 13. Adar. Derfor befaler Haman alle embedsmænd i hele riget, at de på datoen den 13. Adar skal myrde alle jøder og konfiskere deres ejendele.

Takket være den heroiske Dronning Esther (Ester) og hendes onkel Mordekhai (kongens rådgiver) blev planerne afsløret og jøderne reddet. Til minde om denne redning holdes en årlig fest den 14. - og nogle steder den 15. - Adar. Haman og hans nærmeste støtter blev senere henrettet. Beretningen kendes fra Esters Bog i Bibelen.

I Esters bog lægges der vægt på forskellen mellem jøder i den befæstede persiske hovedstad, Shushan, som kæmpede mod deres fjender den 15. dag i måneden Adar, og jøder der boede i ubefæstede småbyer, som kæmpede den 14. dag. Rabbinere har foretaget den samme adskillelse når det gælder fejringen af Purim. Hvis en person bor i en by, der har været befæstet siden Joshvas tid (1259 fvt.), så som Shushan, Jerusalem, Tzfat, Tiberias og Hebron, skal Purim fejres den 15. Adar, som kaldes Shushan Purim. Bor de alle andre steder, fejres Purim den 14. Adar.

Aftenen inden højtiden læses historien om Haman i Esters Bog i hver synagoge. Når oplæseren nævner navnet "Haman", er der tradition for at der larmes i synagogen - alle tramper i gulvet, banker i bænkene og larmer med rasler - og sådan fortsætter det indtil hele beretningen om Ester, Mordechai og Haman er læst til ende.

Under højtiden, der bærer præg af karnevalsstemning og løssluppen fest, klæder børn og voksne sig ud i farverige dragter og masker. Purim fejres med rigelig mad og drikke, der spises specielle kager med frugt eller birkes, der skåles (l'chaim), maskeoptog, purimlege, purimgaver og der bages "Haman-ører" (Hamantaschen, sødt bagværk med birkes, der formes til trekanter). Ved Purim lægges der vægt på det jødiske folks enhed.

Purim-festen er karakteriseret ved en vis løssluppenhed, hvor overtrædelsen af visse bibelske love er tilladt. For eksempel må mænd klæde sig ud i kvindetøj og kvinder i mandetøj (hvilket ellers er strengt forbudt), det er tilladt at drikke sig rigtig fuld og man må handle og arbejde til Purim, hvilket ikke er tilladt på de fleste andre jødiske helligdage.

Til Purim er der fire centrale bud, man bør efterleve: 1) Man skal høre Esthers-bog blive læst højt, ofte i synagogen eller sammen med familien, 2) Man skal sende madgaver til ens familie og venner, 3) Man skal give penge til velgørenhed og 4) Man skal spise et festmåltid.

Iranske jøder ser dem selv som Esters efterkommere. Til Purim er der tradition for at de aflægger besøg ved Ester og Mordechais grave i byen Hamadan (by i det nuværende Iran, en af verdens ældste byer).

Purim og Chanukah er ikke en egentlig religiøs fest, da man fejrer en historisk begivenhed (Gud nævnes ikke i Purim fortællingen). Purim er en helligdag.

Dronning Esters rigtige jødiske navn var Hadassah, som på hebraisk betyder myrte. Hendes persiske navn "Ester" er forbundet med det hebraiske ord "hester", som betyder skjult. Ester, den unge jødiske pige, bliver ifølge beretningen i Esters Bog Persiens dronning, men i fare for sit liv måtte hun skjule sin jødiske identitet. Fordi Dronning Ester blev ved med at være jøde, selvom hun levede i et samfund, hvor hun ikke kunne vise det, blev hun en stor inspirationskilde for bl.a. de spanske jøder, der måtte leve i skjul pga. den spanske inkvisition. En af måderne at gøre det på var at blande kristne og jødiske traditioner (krypto-jødedom) og at gøre Dronning Ester til deres skytshelgen (for krypto-jøder).

Yom HaAliyah (Aliyah Day) er en israelsk nationaldag, der hvert år fejres den 10. dag i måneden Nissan, for at mindes det jødiske folks indvandring til Det Hellige Land (The Exodus), som det er skrevet i Bibelen, og en række historiske begivenheder. Datoen har stor religiøs og historisk betydning for det jødiske folk og traditionel jødisk tankegang.

I nutiden er dagen også for at markere Aliyah, immigrationen fra diasporaen til den jødiske stat, som en kerneværdi i staten Israel og for at ære de store bidrag, som indvandrerne (Olim) yder landet. Aliyah er nævnt i Israels Uafhængighedserklæring og nationalmelodien HaTikvah (Håbet).

Yom HaAliyah bliver også markeret i de israelske skoler på den 7. dag i måneden Cheshvan.

Markeringen af denne dag blev besluttet af Knesset i 2016. Der har dog siden Israels oprettelse i maj 1948 været forskellige årlige arrangementer for at fejre Aliyah og ære indvandrerne. En almindelig arbejdsdag.

Pessach (Passover) er jødernes største højtid og helligdag den 15. til 21. eller 22. dag i måneden Nissan. Den kaldes også for "de usyrede brøds fest". Her fejrer man jødernes (israelitternes) lykkelige udvandring fra slaveriet i Egypten 1250 f.kr. til Det Hellige Land under Moses ledelse og de mirakler, der gik forud. Pessach genopliver mindet om et helt folks overgang fra slaveri til frihed og selvstændighed og er derfor også et symbol på frihed. Pessach er den ældste jødiske højtid og den første nationale mindefest. Udgangen fra Ægypten kan læses i Det Gamle Testamente (Anden Mosebog kapitel 12-14).

Pessach er også historien om jødernes ophold i Egypten og Moses opvækst. Efter mange generationer som slaver blev Moses født og han skulle blive den, som frelste israelitterne fra deres fangeskab i Egypten.

I ugen før gøres der hovedrent i alle hjem, især køkkenet skal være brød- og krummefrit, da hjemmet skal renses for alt 'syret'. Øl, whisky, brød, kiks, kager, pasta, havregryn og alt andet, der er lavet med gær eller er kornbaseret mad og drikke, fjernes. Supermarkederne klarer det ved at tildække de hylder, hvor disse varer står, med lagener. I påskens otte dage sælges og spises der kun usyret brød (matzah eller matzos), der erstatter de almindelige gærbagte brød, idet usyrede kager og alle gærede fødevarer er forbudte. Det er til minde om jødernes hastige flugt fra Egypten, da de med kort varsel skulle rejse, nåede dejen, de havde tilberedt for at bage proviant til rejsen, ikke at hæve.

Helligdagen er ofte centreret omkring familien og en fælles fejring omkring sederfadet, som er kernen i det rituelle måltid, man spiser. Hele familien samles de to første aftener til det traditionsrige og festlige seder-måltid, der kan vare til langt ud på natten. Haggadah (historien om jødernes udvandring fra Egypten) læses højt, hvori der fortælles den bibelske beretning om Gud, som sendte bl.a. ti plager over Egypten for at tvinge kong Farao til at lade israelitterne drage ud fra slaveriet og den yngste søn stiller 13 spørgsmål. Børnene bliver familiens midtpunkt, og der gøres alt for at vække deres interesse og nysgerrighed. Bordet bugner af mad og drikke (bl.a. vin) og der er talrige bord- og spiseritualer. Pessach er en rigtig familiefest.

På den sidste dag i Pessach mindes jøderne delingen af Det Røde Hav, så de kunne komme over på den anden side i sikkerhed, og dermed udfrielsen af det jødiske folk fra slaveri i Egypten. De vandrede gennem Sinai-ørkenen, hvor de modtog Toraen (se Shavuot), som skulle blive fundamentet for jødernes sociale, religiøse og nationale liv. Fundamentet for jødedommen.

Pessach har en helt særlig plads for mange jøder, fordi det benytter sig af både historier og ritualer. Beretningen om udvandringen af Egypten er især også en vigtig helligdag for jøderne, fordi det er her, de første gang omtales som et samlet folk med et fællesskab og fælles skæbne.

Den første og sidste dag er helligdag (de vigtigste dage). De midterste dage er festdage og kaldes også "mellemdagene". De er ikke fridage. Skolerne er lukket hele Pessach.

Pessach varer i syv eller otte dage afhængig af hvor i verden man bor. I Israel varer Pessach i syv dage, det samme hos nogle liberale Disporajøder mens i andre lande (Diasporaen) er det vanligt at jøder fejrer det i otte dage.

Pessach, Sukkot og Shavuot er tre højtider (fester), der er direkte påbudt jøderne i De Fem Mosebøger. De kaldes også for valfartsfester, fordi israelitterne (jøderne) i bibelsk tid valfartede til Jerusalem (Yerushalayim) for at bringe ofre til Templet. Derfor er der stor trængsel ved Grædemuren i Den Gamle By.

Samaritanerne tager op på Gerezimbjerget (Mount Garizim/Har Garizim) ved Shechem (Nablus) i Samaria, hvor de slagter lam på offeraltre.

Yom HaShoa (Holocaust Memorial Day - Holocaust and Heroism Remembrance Day) er en mindedag den 27. dag i måneden Nissan for nazismens ofre (Holocaust) på dagen for opstanden i Warszawas jødiske ghetto samt den jødiske modstand.

Ved en stor højtidelighed ved solnedgang på Yad Vashem i Jerusalem (Yerushalayim) tændes seks flammer til minde om de seks millioner jøder, der omkom i Nazi-Tyskland.

Der afholdes mindeceremonier over hele landet, flagene er på halv, offentlige steder er lukket og radio og TV sender programmer om HaShoa. Over hele Israel læses navnene op på ofrene.

Dagen markeres ved to minutters stilhed over hele Israel og alt går i stå. Når sirenerne lyder kl. 10.00, stopper trafikken, bilisterne forlader deres køretøj og fodgængerne stopper op og står stille med bøjet hoved.

I udlandet markeres Yom HaShoa af de jødiske samfund og i synagogerne på forskellig vis. Siden 1988 har der været en ceremoni ved Auschwitz-Birkenau.

Yom HaShoa blev markeret officielt for første gang i Israel i 1951 på denne dag. I 1949 og 1950 blev dagen også markeret men på en anden dato. Mindedagen er normalt den 27. dag i måneden Nissan men hvis den falder på Shabbat bliver den flyttet en dag frem eller tilbage.

Yom HaZikaron (IDF Memorial Day) er en sørgedag og mindedag den 4. dag i måneden Iyar (Lyar), hvor man mindes de faldne soldater i Israels krige og ofre som følge af terrorangreb ved forskellige mindehøjtider. Israel har mistet mere end 24.000 soldater og 4.200 ofre for terror siden staten blev grundlagt i maj 1948.

Om aften før Yom HaZikaron lyder sirenerne i hele landet og varer et minut. Alle stopper op, bilister standser bilen og stiger ud og står i stilhed for at mindes de faldne soldater. Alle steder med underholdning er lukket og de normale TV- og radioprogrammer er aflyst - i stedet oplæses navnene på alle ofrene.

På selve dagen lyder der en sirene kl. 11.00, der varer to minutter, og som markerer åbningen af de officielle mindeceremonier og de private mindehøjtider på begravelsespladser, hvor soldater er begravet. Mange familier besøger deres gravsteder og der tændes stearinlys alle steder. De israelske TV-stationer sender navnene på alle civile ofre for jødeforfølgelser siden 1851.

Dagen afsluttes officielt om aften ved en ceremoni på den nationale militære begravelsesplads på Mount Herzl i Jerusalem, hvor man markerer starten på Israels Uafhængighedsdag, når det israelske flag igen går til tops.

Ved at placere Yom HaZikaron dagen før Uafhængighedsdagen er det for at minde folk om omkostningerne ved uafhængighed og hvad der er opnået ved soldaternes ofre. De fleste har aftjent værnepligt eller har kendt nogle, som er blevet dræbt.

Yom HaZikaron blev markeret officielt for første gang i Israel i 1951 på denne dag. I 1949 og 1950 blev dagen også markeret men det var på Uafhængighedsdagen. Mindedagen er normalt den 4. dag i måneden Iyar (Lyar) men hvis Yom HaZikaron eller Uafhængighedsdagen falder på Shabbat bliver de flyttet en eller to dage tilbage eller frem.

Yom Ha'Atzma'ut (Eretz Yisra'el 1948) er årsdagen den 5. dag i måneden Iyar (Lyar) for Israels uafhængighed d. 14. maj 1948. En helligdag. I år bliver staten Israel 75 år d. 26. april 2023. Den afholdes altid dagen efter Yom HaZikaron.

FN besluttede d. 29. november 1947 at Det Hellige Land skulle deles i en jødisk og arabisk del. Området var på det tidspunkt et britisk mandatområde men det sluttede d. 15. maj 1948. Den kommende premiereminister David Ben-Gurion erklærede den jødiske stat Israel for oprettet samme dag. Den nye stat blev med det samme anerkendt af USA, Sovjetunionen, mange østeuropæiske lande og en del andre lande men ikke f.eks. Storbritannien, Vatikanet og de arabiske lande. De arabiske lande fortsatte deres krigshandlinger fra især 1947-1948 men nu blev det til en officiel krigserklæring - Uafhængighedskrigen begyndte og den sluttede i marts 1949.

Efter næsten 2000 år i eksil præget af forfølgelser og Holocaust fik jøderne deres hjemland (Eretz Israel/Eretz Yisra'el/Ha-Eretz) tilbage igen. Den 14. maj 1948 blev staten Israel genoprettet, og jøderne fik et hjemland, hvor de som ethvert andet folk kunne dyrke deres tro, sprog og kultur.

Der har tidligere været en jødisk stat (kongerige) med navnet Israel i den nordlige del af Det Hellige Land med byen Samaria som hovedstad.

Uafhængighedsdagen (Israel's Independence Day) eller nationaldagen fra 1948 fejres med en række ceremonier og kulturelle arrangementer, israelsk TV sender direkte fra begivenhederne, der tændes lys mange steder, israelske flag ses overalt, nogle gader afspærres for trafik og der er stor festivitas i gaderne. Mange israelske familier fejrer dagen med en skovtur og grill.

Det er ikke alle, som fejrer Israels nationaldag. Mange ultraortodokse jøder ignorer eller boykotter dagen, da de ikke anerkender staten Israel af teologiske (religiøse) årsager (det er en menneskeskabt stat - den er ikke skabt af Gud) og derfor findes der ingen israelske flag eller andre tegn på nationaldagen i de ultraortodokse områder. Nogle ortodokse ser det som en almindelig dag. De fleste arabere ignorer eller boykotter dagen.

Yom Ha'Atzma'ut blev markeret officielt for første gang i Israel i 1950 på denne dag. Mindedagen er normalt den 5. dag i måneden Iyar (Lyar) men hvis Yom HaZikaron eller Uafhængighedsdagen falder på Shabbat bliver de flyttet en eller to dage tilbage eller frem.

De syv uger mellem Pessach og Shavuot præges af erindringen om sørgelige begivenheder og til minde om alle de forfølgelser og lidelser, jøderne har gennemlevet i historien. Da Rabbi Akiva (45-135 e.Kr.) kæmpede mod romerne udbrød der en frygtelig epidemi med mange døde, som først ophørte på den 33. dag, Lag Baomer, periodens eneste glædelsesdag (ingen døde). Det fejres den 18. dag i måneden Iyar (Lyar).

Desuden er Lag Baomer en mindefest for Rabbiner Shimon Bar Yochai, den store anden århundredetals vismand og mystiker og formodede forfatter af Zoharen. På denne dag drager pilgrimme og andre til Meronbjerget ved byen Safed/Zefat, der ligger i det nordlige Israel, og danser med Torahen i favnen ved Rabbiner/Rabbi Shimon Bar Yochais grav i byen Miron.

Det er en mindre ikke-bibelsk helligdag, som er blevet meget populær i det moderne Israel og som forstærker båndene til den heltemodige og legendariske jødiske fortid. En almindelig arbejdsdag men skolerne er lukket.

Der afholdes ingen bryllupper i denne periode (syv uger) undtagen på denne helligdag, der er populær til bryllups- og Bar Mitzvafester.

På Yom Yerushalayim (Jerusalem-dagen) den 28. dag i måneden Iyar fejrer man den israelske hærs befrielse af Den Gamle By, Tempelpladsen (Tempelbjerget/Temple Mount/Mount Moriah), Grædemuren (Ha-Kotel) og resten af Jerusalem i juni 1967 efter 19 års jordansk besættelse, hvorefter byen Jerusalem igen blev genforenet som følge af Seksdageskrigen og med fri adgang for alle til de hellige steder.

Den østlige del af Jerusalem (inkl. de hellige kristne og jødiske steder) blev i 1948 besat af Transjordanien og Irak og herefter indlemmet i Transjordanien (i dag Jordan) som en del af landet. De jødiske indbyggere blev enten slået ihjel eller nåede at flygte, flere jødiske bydele og mange synagoger blev smadret og den største jødiske begravelsesplads blev skændet. Der blev bygget en Berlin-lignende mur igennem byen og der var meget lidt trafik mellem de to dele af byen. Det østlige Jerusalem synede hen, da det var afsondret og der skete ingen udvikling. Antallet af kristne faldt under hele besættelsen. Jøder og kristne havde ikke adgang til deres hellige steder under den jordanske besættelse, som varede frem til juni 1967.

Dagen markeres over det meste af landet med ceremonier og kulturelle arrangementer. For mange ikke-religiøse får dagen mindre betydning med tiden, da de efterhånden betragter Jerusalems enhed som en naturlig ting. De fleste religiøse markerer dagen for at mindes, at jøder igen har adgang til Grædemuren og de nærliggende jødiske områder. Nogle ultraortodokse ignorer dagen. Nogle venstrefløjsgrupper og nogle arabiske grupper protesterer mod dagen mens andre ignorerer den.

Yom Yerushalayim blev markeret første gang i 1968. Det er en mindre religiøs helligdag. En almindelig arbejdsdag.

Shavuot (Ugefesten eller Torah-modtagelsesfesten) den 6. eller den 6. og 7. dag i måneden Sivan er festen til minde om modtagelsen af de 10 bud (Torah) på Sinai-bjerget (ca. år 1300 f.Kr.), som Gud gav Moses, og som han gav videre til Israels børn (folk). Shavuot er også høstfesten, der markerer afslutningen på hvedehøsten og "de første frugters fest" i Israels land fordi offergaver af de første frugter i gamle dage blev bragt til Templet i Jerusalem (Yerushalayim) som udtryk for taknemmelighed over for Gud (læs 3. Mosebog 27 og Malakias bog 3).

Shavuot er direkte forbundet med Pessach. Hver dag, fra den anden dag i Pessach til den første dag i Shavuot, tæller man dagene højt til den jødiske gudstjeneste. Denne tælling kaldes Omer-tællingen. Til Pessach blev de hebræiske slaver under Moses' ledelse ført ud af Egypten, gennem Det Røde Hav og ind i Sinaiørkenen. Da de ifølge den jødiske tradition efter 50 dage nåede Sinaibjerget, modtog de loven, Torah. Det er denne hændelse, man fejrer til Shavuot, og som afslutter, hvad der begyndte til Pessach. Shavuot er med andre ord fejring af det jødiske folks fødsel.

I Israel fejres Shavuot med bøn og offentlige fester. Der er tradition for at læse Ruths Bog. Skolebørn kommer med blomsterkranse på hovedet og med frugtkurve i optog. I kibbutz'er og moshavim markerer Shavuot højdepunktet for høsten af korn (hvede og byg) og de første modne frugter (druer, figner, granatæbler, oliven og dadler). For de religiøse eller ortodokse jøder er hele natten inden højtiden helliget studiet af Torah (Loven), næste dag fremsiges specielle bønner i synagogerne og i Jerusalem samles mange ved Grædemuren (Ha-Kotel). Huse og synagoger er pyntet med blomster, frugt og grønne grene. Der er tradition for at spise brød, mælkeprodukter (mælkeretter), grønne retter og frugt men ikke kød i de to dage.

Shavuot adskiller sig fra mange andre jødiske helligdage ved at der ikke er nogle bestemte påbud, man skal opfylde udover at holde et festmåltid, og at man ikke må arbejde.

I henhold til den jødiske lov bliver Shavuot fejret i Israel en dag og i Diasporaen to dage. Reformjødedommen fejrer kun en dag selv i Diasporaen.

Shavuot udgør sammen med Pessach og Sukkot de tre valfartsfester eller bibelske pilgrimsfester, der er påbudt jøderne direkte i De Fem Mosebøger, fordi man på Templets tid valfartede til Jerusalem.

Shiva Asar B'Tamuz er den 17. dag i måneden Tamuz og en fastedag til minde om Titus' belejring af Jerusalem (Yerushalayim) i år 70 og andre tragedier. Dagen er også begyndelsen på perioden kendt som "de tre uger" (frem til Tisha BeAv), hvor jøderne sørger over ødelæggelsen af de to templer i Jerusalem.

I denne periode holdes der ingen bryllupper eller andre fester og nogle afstår også fra at lytte til musik i denne periode som symbol på sorg.

Tisha BeAv er den 9. dag i måneden Av. Dagen bruges som mindedag og sørgedag for de mange tragedier, der har ramt det jødiske folk. En 25 timers total fastedag og sorgens dag. Dagen betragtes som den bitreste og sørgeligste dag i det jødiske folks historie, idet selve jødedommen stod i fare for at uddø. Man foretager ingen handlinger, der kan betragtes som glædelige i de ni første dage af måneden Av, da det udgør en sørgeperiode.

Det er bl.a. årsdagen for ødelæggelsen af både Det Første Tempel (586 f.Kr.) af Nebuchadnetzer og Det Andet Tempel (år 70) i Jerusalem (Yerushalayim) af romerne under Titus. Desuden blev Jerusalem jævnet med jorden af romerne i år 135 og senere samme år indtog romerne den sidste jødiske position under Bar Kochba opstanden (et jødisk oprør mod den romerske besættelse - læs mere) og dermed var jødernes håb om selvstændighed slået ned og mange jøder blev slået ihjel. I nyere tid er andre ulykkelige, historiske hændelser sket netop på Tisha BeAv.

Tisha BeAv kan ikke holdes på Shabbat; hvis sørgedagen falder på en Shabbat udsættes fasten til dagen efter. En almindelig arbejdsdag men steder med underholdning er lukket.

Tu BeAv er den 15. dag i måneden Av, som navnet betyder, er traditionelt set en af de mindre jødiske helligdage. Den fejres i det moderne Israel som en kærlighedsdag; en slags jødisk pendant til Valentinsdag. Det er en populær dag at gifte sig på og en dag hvor blomsterhandlere, chokoladebutikker og restauranter har ekstra travlt. En almindelig arbejdsdag.

Ugerne forud for Tu BeAv, der leder op til Tisha BeAv, er sørgedage. I modsætning til disse sørgedage markerer Tu BeAv glæde. Der er ikke nogle specielle traditioner eller ritualer knyttet til Tu BeAv.

Tu BeAv har en lang historie som dagen, hvor kærligheden fejres. Tu BeAv nævnes første gang i den jødiske tradition i Talmud som en glædesdag i det gamle Judæa med det jødiske tempel i Jerusalem.

Årstal og datoer

Årstallene herunder er angivet for både den jødiske (Bibelske) og den gregorianske kalender mens datoerne kun er angivet for den gregorianske kalender.

For enkelte helligdage kan der være forskel på datoer i Israel og Diasporen (læs mere under beskrivelsen af de enkelte helligdage).

År (Jødisk)	5775	5776		5777		5778		5779		5780		5781		5782		5783		5784		5785		5786		5787	År (Jødisk)
År (Gregoriansk)	2015		2016		2017		2018		2019		2020		2021		2022		2023		2024		2025		2026		År (Gregoriansk)
Rosh HaShana	.	14. - 15. sept.	.	3. - 4. okt.	.	21. - 22. sept.	.	10. - 11. sept.	.	30. sept. - 1. okt.	.	19. - 20. sept.	.	7. - 8. sept.	.	26. - 27. sept.	.	16. - 17. sept.	.	3. - 4. okt.	.	23. - 24. sept.	.	12. - 13. sept.	Rosh HaShana
Tzom Gedalja	.	16. sept.	.	5. okt.	.	24. sept.	.	12. sept.	.	2. okt.	.	21. sept.	.	9. sept.	.	28. sept.	.	18. sept.	.	6. okt.	.	25. sept.	.	14. sept.	Tzom Gedalja
Yom Kippur	.	23. sep.	.	12. okt.	.	30. sept.	.	19. sept.	.	9. okt.	.	28. sept.	.	16. sept.	.	5. okt.	.	25. sept.	.	12. okt.	.	2. okt.	.	21. sept.	Yom Kippur
Sukkot	.	28. sept. - 4. okt.	.	17. - 23. okt.	.	5. - 11. okt.	.	24. - 30. sept.	.	14. - 20. okt.	.	3. - 9. okt.	.	21. - 27. sept.	.	10. - 16. okt.	.	30. sept. - 6. okt.	.	17. - 23. okt.	.	7. - 13. okt.	.	26. sept. - 2. okt.	Sukkot
Shemini Atzereth	.	5. okt.	.	24. okt.	.	12. okt.	.	1. okt.	.	21. okt.	.	10. okt.	.	28. sept.	.	17. okt.	.	7. okt.	.	24. okt.	.	14. okt.	.	3. okt.	Shemini Atzereth
Simchat Torah	.	6. okt.	.	25. okt.	.	13. okt.	.	2. okt.	.	22. okt.	.	11. okt.	.	29. sept.	.	18. okt.	.	8. okt.	.	25. okt.	.	15. okt.	.	4. okt.	Simchat Torah
Sigd	.	11. nov.	.	30. nov.	.	18. nov.	.	7. nov.	.	27. nov.	.	16. nov.	.	4. nov.	.	23. nov.	.	13. nov.	.	30. nov.	.	20. nov.	.	9. nov.	Sigd
Chanukah	.	7. - 14. dec.	.	25. dec. - 1. jan.	.	13. - 20. dec.	.	3. - 10. dec.	.	23. - 30. dec.	.	11. - 18. dec.	.	29. nov. - 6. dec.	.	19. - 26. dec.	.	8. - 15. dec.	.	26. dec. - 2. jan.	.	15. dec. - 22. dec.	.	5. dec. - 12. dec.	Chanukah
Asara B'Tevet (10 B'Tevet)	1. jan.	22. dec.	.	.	8. jan.	28. dec.	.	18. dec.	.	.	7. jan.	25. dec.	.	14. dec.	.	.	3. jan.	22. dec.	.	.	10. jan.	.	.	20. dec.	Asara B'Tevet (10 B'Tevet)
Tu-B'shvat	4. feb.	.	25. jan.	.	11. feb.	.	31. jan.	.	21. jan.	.	10. feb.	.	28. jan.	.	17. jan.	.	6. feb.	.	25. jan.	.	13. feb.	.	2. feb.	.	Tu-B'shvat
Ta'anit Esther	4. marts.	.	23. marts	.	9. marts	.	28. feb.	.	20. marts	.	9. marts	.	25. feb.	.	16. marts	.	6. marts	.	21. marts	.	13. marts	.	2. marts	.	Ta'anit Esther
Purim	5. marts	.	24. marts	.	12. marts	.	1. marts	.	21. marts	.	10. marts	.	26. feb.	.	17. marts	.	7. marts	.	24. marts	.	14. marts	.	3. marts	.	Purim
Yom HaAliyah	.	.	.	.	6. april	.	26. marts	.	15. april	.	4. april	.	23. marts	.	11. april	.	1. april	.	18. april	.	8. april	.	28. marts	.	Yom HaAliyah
Pessach	4. - 10. april	.	23. - 29. april	.	11. - 17. april	.	31. marts - 6. april	.	20. - 26. april	.	9. - 15. april	.	28. marts - 3. april	.	16. - 22. april	.	6. - 12. april	.	23. - 29. april	.	13. - 19. april	.	2. - 8. april	.	Pessach
Yom HaShoa	16. april	.	5. maj	.	24. april	.	12. april	.	2. maj	.	21. april	.	8. april	.	27. april	.	18. april	.	6. maj	.	23. april	.	14. april	.	Yom HaShoa
Yom HaZikaron	22. april	.	11. maj	.	1. maj	.	18. april	.	8. maj	.	28. april	.	14. april	.	4. maj	.	25. april	.	13. maj	.	30. april	.	21. april	.	Yom HaZikaron
Yom Ha'Atzma'ut	23. april	.	12. maj	.	2. maj	.	19. april	.	9. maj	.	29. april	.	15. april	.	5. maj	.	26. april	.	14. maj	.	1. maj	.	22. april	.	Yom Ha'Atzma'ut
Lag Baomer	7. maj	.	26. maj	.	14. maj	.	3. maj	.	23. maj	.	12. maj	.	30. april	.	19. maj	.	9. maj	.	26. maj	.	16. maj	.	5. maj	.	Lag Baomer
Yom Yerushalayim	17. maj	.	5. juni	.	24. maj	.	13. maj	.	2. juni	.	22. maj	.	10. maj	.	29. maj	.	19. maj	.	5. juni	.	26. maj	.	15. maj	.	Yom Yerushalayim
Shavuot	24. - 25. maj	.	12. - 13. juni	.	31. maj - 1. juni	.	20. - 21. maj	.	9. - 10. juni	.	29. - 30. maj	.	17. - 18. maj	.	5. - 6. juni	.	26. - 27. maj	.	12. - 13. juni	.	2. - 3. juni	.	22. - 23. maj	.	Shavuot
Shiva Asar B'Tamuz (17 B'Tamuz)	4. juli	.	24. juli	.	11. juli	.	1. juli	.	21. juli	.	9. juli	.	27. juni	.	17. juli	.	6. juli	.	23. juli	.	13. juli	.	2. juli	.	Shiva Asar B'Tamuz (17 B'Tamuz)
Tisha BeAv (9 B'Av)	26. juli	.	14. aug.	.	1. aug.	.	22. juli	.	11. aug.	.	30. juli	.	18. juli	.	7. aug.	.	27. juli	.	13. aug.	.	3. aug.	.	23. juli	.	Tisha BeAv (9 B'Av)
Tu BeAv (Tu B'Av)	31. juli	.	19. aug.	.	7. aug.	.	27. juli	.	16. aug.	.	5. aug.	.	24. juli	.	12. aug.	.	2. aug.	.	19. aug.	.	9. aug.	.	29. juli	.	Tu BeAv (Tu B'Av)

Jødiske religiøse og nationale helligdage

Den hebraiske kalender

Shabbat

Religiøse og nationale helligdage

Årstal og datoer

© 2000-2023 DIF. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 15.6.2024