Golanhøjderne eller Golan (Ha'Golan) er et tyndt befolket bjergområde med en befolkning på ca. 49.700 personer (pr. 31/12 2017). De fordeler sig med ca. 26.000 drusere, ca. 22.300 jøder og 1.700 andre (hovedsagelig Alawite arabiske muslimer).
I Golan-højderne er der 32 jødiske byer og samfund, 4 drusiske byer og en landsby (Ghajar) med Alawite muslimer (2022: Ca. 2.600 indbyggere).
Kortet viser de jødiske byer, kibbutzer og moshavim i Golanhøjderne.
Katzrin (Qazarin) er Golans israelske hovedby.
De drusiske landsbyer, Majdal Shams (den største), Mas'ada, Buqata/Buk'ata og Ein Kinya (den mindste og ældste), der ligger i det nordligste Golan (nord for Odem), kan ses på dette kort.
På de nordøstlige skråninger af Hermonbjerget (Mount Hermon/Har Hermon) nordøst for Neve Ativ er der et udmærket skisportssted, hvor man kan stå på ski og snowboarde.
Det grønne område er Huladalen (Emeq Ha'Hula) ved foden af Golan. I dag er det meste af dalen frugtbart landbrugsområde mens resten er et naturreservat (våd- og sumpområde) med et rigt dyreliv. Jordanfloden (Ha'Yarden) løber igennem Huladalen.
Kuneitra (Quneitra) var syrernes gamle militære og administrative centrum i Golanhøjderne. Den gang var Golan et afspærret militært område. I dag ligger den sønderskudte by i en stødpudezone mellem Israel og Syrien.
Nederst ses Genesaret Sø (Yam Kinneret), der ligger ca. 212 meter under havets overflade. Genesaret Sø er Israels vigtigste vandreservoir og største ferskvandssø.
Syd for Genesaret Sø begynder Jordandalen.
|