Det israelske flag

Film: I Have Never Forgotten You - om Simon Wiesenthal

Richard Tranks dokumentar om nazijægeren Simon Wiesenthal, der døde i 2005 i en alder af 96 år. Det er historien om Simon Wiesenthal, der trods konstante trusler og attentater viede sit liv til at holde nazister individuelt ansvarlige for deres ugerninger uanset hvor de forsøgte at gemme sig.

Af CFR (24. februar 2008)

Den østrigsk-jødiske arkitekt Simon Wiesenthal blev som de fleste jøder fanget og sendt i kz-lejre, hvoraf de færreste overlevede. I 1944 kom han til kz-lejren Mauthausen, der ligger ca. to timers kørsel fra Wien i et idylisk og smukt østrigsk bjerglandskab. Her mishandlede og dræbte nazisterne hundredtusinder af jøder. Officerer morede sig med at sende afpillede fanger ud over kanten i frit fald fra klipper højt hævet over landskabets dale og høre knoglerne knække, når de ramte stenbunden langt nede.

Alt dette og meget mere fortæller Simon Wiesenthal om i dokumentarfilmen og han viser rundt i kz-lejren Mauthausen. Det var især de nazistiske grusomheder, som han oplevede her, der fik ham til at blive nazijæger drevet af et stærkt behov for retfærdighed. Efter befrielsen d. 5. maj 1945 hjalp han de allierede med at stille mange nazister til regnskab for deres forbrydelser.

Siden fortsatte han selvstændigt sin jagt på nazister resten af hans liv. En utrættelig research, dokumentation og arkivarbejde over en periode på 60 år medførte, at han fik ram på omkring 1.100 krigsforbrydere, heriblandt en af de mest "kendte" krigsforbrydere nemlig Adolf Eichmann, der var den administrative hjerne bag Die Endlösungs effektive masseudryddelse.

Seks millioner jøder blev myrdet under Anden Verdenskrig og Simon Wiesenthal og hans kone mistede selv 89 familiemedlemmer.

Han formulerede hans kald og filosofi som ".. at kæmpe imod at forbrydelserne bliver glemt" og ".. at jødernes reelle frihed indtræffer ikke, før retfærdighed er opnået".

"When my life is over and I meet up with the victims of the Holocaust, I will have the privilege of saying to them: I have never forgotten you."

Simon Wiesenthal døde i 2005 i en alder af 96 år.

'I Have Never Forgotten You' er en meget tankevækkende historie om Simon Wiesenthal, der med baggrund i hans forfærdelige oplevelser i kz-lejre, trods konstante trusler og attentater viede sit liv til at holde nazister individuelt ansvarlige for deres ugerninger uanset hvor de forsøgte at gemme sig samt at dokumentere nazisternes forbrydelser mod menneskeheden.

Dokumentarfilmen er desværre også anden vis blevet aktuel på grund af den stigende Holocaust-benægtelse og tvivl om omfanget især blandt de yngre generationer samt den massive Holocaust-benægtelse og antisemitisme i den arabiske og muslimske verden, herunder blandt arabere og muslimer i Europa.

Film: I Have Never Forgotten You. The Life and Legacy of Simon Wiesenthal. (2007).
Amerikansk dokumentar.
Instruktør Richard Thank.
Spilletid: 1:45.
Premiere i Øst for Paradis (Århus), Café Biografen (Odense) og Vester Vov Vov (København) d. 22. februar 2008.

Til forsiden (index.htm)

Til toppen Film og bøger


© 2000-2020 CFR. Alle rettigheder forbeholdes. HTML-værktøj: Stone's WebWriter. DIF: Forsiden. Opdateret d. 14.2.2020